Dead Man Talking VI – niende november: første operation

i Featured/Danmark/Liv & Mennesker af

På dagen for operationen, der skal fjerne min svulst på skjoldbruskkirtlen og den venstre halvdel af skjoldbruskkirtlen, lægger jeg ud med en reportage på Facebook. Der er gang i lykønskningerne frem til jeg bliver lagt i narkose. Det er selvfølgelig spændende. Jeg har aldrig været i fuld narkose før, og jeg har bedt om at få lov til at tale med den kirurg, der skal operere mig.

Morgen

Lise-Lotte og jeg kører til Hillerød Hospital tidligt om morgenen. Vi melder vores ankomst i receptionen og bliver sendt i venteværelset. De vil komme om lidt, får jeg at vide.

25 min. senere går jeg tilbage og spørger. Jeg har vænnet mig til at rykke. For ellers får man lov til at vente:

Det varer en times tid. Får jeg at vide.

–  Altså mere end en time? Eller mindre. Spørger hvem der skal operere.

– Det skal Mette …. et eller andet.

–  Jaså?

Går tilbage, men bliver kaldt tilbage.

– Undskyld. Det er forkert. Det er (navn). Jeg læste forkert. Man bliver mere og mere tryg ved det her 😉

Vender tilbage når der er nyt.

Ligesom de andre gange er der masser af kommentarer på mine Facebook-opdateringer. De kan findes ved at gå ind på min Facebook og bladre sig frem til mine opdateringer. I dag er der ekstra gang i den. Alle er spændte på, hvad der skal ske.

Jeg poster et foto. Jeg har fået Lise-Lotte til at skrive hvor det er jeg skal opereres. Jeg tænker på, at det kan være godt – at de ikke kommer til at tage den forkerte side. Spændingen stiger.

Foto 1 - Gunnar

Næsten klar til operation.

Klokken er over middag, da jeg bliver kørt ind til operation. Jeg bliver klargjort og har ikke længere min mobil, så jeg kan ikke poste på Facebook længere. Abstinenser.  Jeg får en kort snak med kirurgen, og jeg bliver orienteret af flere af de andre. Jeg er spændt.
Nogle timer senere vågner jeg op. Fuldkommen klar i hovedet. Jeg ligger på opvågningen. Det er fantastisk!

November 9 at 4:41pm ·

Jeg poster et billede straks jeg vågner i opvågningen. Man må vist ikke være på Facebook i opvågningen, men jeg kan ikke lade være. Jeg ved de sidder og venter på nyt – og jeg har det pragtfuldt.

Foto II Gunnar

Noget af det første jeg skriver er:
“Det er forbudt at være på sociale medier på opvågningen …” Og fortsætter beroligende: “Snyder lidt”.

En af mine venner kommenterer: “Man kan kun elske den frihedskæmper”!

Min Facebook gløder af lykønskninger. Jeg er i mit es!

November 9 at 6:20pm

Et par timer senere er der mad. Jeg har aldrig fået hospitalsmad før. Det er glimrende mad. Vi diskuterer lidt i facebooktråden, om det er Waldorff salat i den lille bøtte – og jeg overvejer, om der er nok. Men jeg er glad og lettet og alt er godt.

Fin forplejning
Fin forplejning

Efter maden skriver jeg en opdatering om optakten til operationen:

November 9 at 7:14pm ·

Fortællinger fra dybet: Hillerød Hospital 9/11

Efter en del ventetid – men ikke skræmmende – kom jeg ned på operationsstuen og blev lagt i narkose. Før narkosen kom de forskellige involverede forbi og fik en sludder. Kirurgen kom også forbi. Vi hilste, gav hånd, jeg spurgte om han havde prøvet det før.

– Masser af gange.

Han fortalte, at han havde set på min sag og vidste, at det var en stor knude. Han ville lige kigge lidt på mine lymfeknuder ved “station 6” (over lungerne). Jeg bad ham om ikke at forveksle dem med lungerne, men at tage dem væk, hvis der var noget – når han nu var i gang. Han påstod at have prøvet det før. Under samtalen lagde han sin beroligende hånd på min pik. (jo – fandeme).

Jeg blev lidt nervøs for at blive lagt i fuld narkose, på det tidspunkt, men det var allerede for sent. Jeg fik ilt i 3 minutter og så sendte de noget narko ind i mig – som kildrede lidt varmt – …

.. Jeg vågnede og var helt klar i hovedet (troede jeg). Blev kørt til opvågning og LL blev tilkaldt (hun var smidt ud under operationen) – og hun gav mig min telefon. WINNING skrev jeg med billeddokumentation. Jeg var vågnet 8-10 min før.

Lå og hørte/så mig omgivet af halvdøde patienter med langt større problemer end jeg – og følte mig frisk, vågen og taknemmelig – for at være så rask, for at være igennem operationen og for ikke at have særlig mange smerter.

Fik tilbudt morfin – men jeg havde ikke større smerter end en almindelig lille hovedpine/halsonde.

Kirurgen kom forbi og fortalte historier fra de varme lande om en svulst som var en halv gange større, end den var estimeret til. Hård, lang og næsten helt ned i brystet. Han havde måttet udvide snittet i begge sider, for at få den ud. Da den var kommet, ud hørte de en lyd “plonk” – det var mit luftrør som sprang på plads igen – efter at have været presset ud til siden af svulsten.

Lå en lille time og crackede jokes, mens jeg vågnede. Så kom  min portør med en ny patient og blev spurgt om han dog ikke kunne køre mig op på stuen (nu gad de ikke høre flere vitser). Vi kørte igennem utallige gange – og jeg tænkte, at jeg nok ikke havde været helt frisk, da jeg blev kørt til opvågning. Det er labyrintisk som et adventurespil fra 1982 – at køre igennem hospitalets gange. Vi kørte igennem en operationsgang, hvor en stor fuldskægget kirurg smækkede en blå gummihandske på – samtidig med at han trådte frem og talte til portøren. Jeg pegede nervøst på manden og sagde:

Ham der skal jeg ikke ind til!

Da latteren havde fortaget sig – fortsatte vi mod min stue. Her ligger jeg med en Claus, som minder mig om, hvor heldig jeg er med mit helbred. Så meget fejler jeg jo ikke. Jeg kan selv gå og stå og pisse og den slags. Kirurgen kom forbi og fortalte historier fra de varme lande om en svulst som var en halv gange større, end den var estimeret til. Hård, lang og næsten helt ned i brystet. Han havde måttet udvide snittet i begge sider, for at få den ud. Da den var kommet ud, hørte de en lyd “plonk” – det var mit luftrør som sprang på plads igen – efter at have været presset ud til siden af svulsten.

Han fortalte, at han ikke havde fundet andre mærkelige ting – og mine lymfeknuder var fine. Jeg var glad.

Jeg fortalte ham om, hvordan han havde lagt hånden på min pik – og det blev Lise Lotte lidt forlegen over (men hun havde faktisk bekræftet det). Han lo lidt og pralede af, at han kunne lave meget fine ar med sine gode kirurgiske evner.

– Nå – sagde jeg – så fik du også prøvet at hive sådan en stor ka’l ud.

– Jo da.

Han gav mig lidt instruktioner. Om mit drop og mit dræn og min bedøvelse.

– Efter sådan en stor operation, holder vi jo lidt øje med tingene.

Jeg skal blive natten over. Jeg havde aldrig tænkt over, at det faktisk er en “stor operation”. Har betragtet det som noget ret simpelt. Og jeg har jo ikke smerter. Jeg er lidt træt og lidt svimmel, når jeg står op og ordner computerledninger og tandbørste og ørepropper og den slags. Har fundet en bog at læse i frem. Har fået lidt chokolade og nogle smoothies. Har været ude og pisse – mens jeg balancerede drænet i den ene hånd.

Nu er det aften – og jeg har fred. Mit dræn er blevet lidt mere fyldt – men det er nok fordi, jeg drøner rundt. Jeg føler mig i fin form. Har mindre ondt generelt. Min hovedpine er vist i hvert fald delvis væk. Jeg kan synke og trække vejret lettere. Jeg kan godt holde hovedet oprejst. Det gør lidt ondt ved såret. Men ikke noget at tale om.

Jeg poster igen på Facebook, og jeg har gang i dialogen om alt, hvad der er sket:

November 9 at 9:21pm

Dræner stadig
Dræner stadig

November 9 at 10:15pm ·

The Hillerød Tales – en lille opdatering:

Sygeplejersken kom forbi og spurgte, om jeg ville have noget smertestillende til natten.

Men jeg har selv Ipren og Panodiler. De sidste to måneder har jeg taget dem en til to gange i døgnet pga. smerter. Jeg vil meget gerne kende mine smerter – og ikke skjule dem i piller hele tiden. Så jeg er ikke så meget for den slags. Jeg takkede nej. Og jeg fortalte – at det egentlig var underligt, at jeg ligger her med dræn i et 12 cm langt operationssår – og det smerter mindre, end det har gjort de sidste to måneder.

– Det er jo dejligt, smilede hun.

Min smertefornemmelse er anderledes end andres, tror jeg?

November 9 at 10:45pm ·

Forvarsel! – endnu et selvoptaget hospitalsrant: Det her er altså mærkeligt. Jeg har det bedre end før. Selvom jeg ligger med et 12 cm operationssår med dræn i og har været igennem to timers operation. Jeg er friskere, færre smerter, mere energi. Skal ikke sove kl. 21. Hvad fanden sker der? Føler mig nærmest klar til at køre i værkstedet. Jeg har lidt sved af en art. Mine kirtler skal lige finde deres balance, vil jeg tro. Men altså. Sker det sådan – momentant? Mon de alligevel har fundet kilden til det værste af min sygdom? Jeg er optimist. (Og jeg er også mere glad).

November 9 at 11:58pm ·

Jeg kan slet ikke falde i søvn om aftenen. I betragtning af, at jeg maksimalt har været vågen til kl. 21 de seneste måneder og i øvrigt har sovet til middag – ud over at jeg stort set kun har hvilet og lavet ingenting, er det en kæmpe forandring. Jeg spekulerer og får at vide, at det jo godt kan være den “kemi” de har brugt til at vække mig med. Men det er ligegyldigt lige nu. Jeg er glad og lettet. Og jeg synes jo, at jeg ser næsten lige så godt ud, som jeg føler mig. Mine facebookvenner er tilbøjelige til at give mig ret.
Jeg har for længst sendt Lise-Lotte hjem og sove, så Facebook er min ven.

Winning

Senere har jeg talt med en sygeplejerske, som har nattevagt …

Sygehistorie – fortsat.

Hvis jeg dræner mere end 20 ml inden i morgen formiddag, så kommer jeg ikke hjem. Så det er high risk, at jeg farer rundt her. 🙂 Men jeg nyder det jo og slapper dejligt af. Natsygeplejersken fortalte en hel masse om, hvordan de arbejder med deres it-systemer og hvordan de oplever både problemer og forbedringer. Meget spændende.

Operationen er gået godt. Svulsten er kommet ud. Der ser ikke ud til at være mere galt. Mine lymfekirtler har jeg også fået lov til at beholde og min stemme er ikke væk. Jeg har lært en masse om hospitalet. Og jeg glæder mig til at få lov til at tage hjem næste dag. Følg med næste søndag og læs om hvordan det går i de følgende dage efter operationen.

Gunnar Langemark blev diagnosticeret med Anaplastisk Thyreoidea Cancer for måneder siden. Men først fik han at vide, at han ikke var alvorligt syg. I dag håber han at kunne bygge sit liv op igen efter at være blevet erklæret sygdomsfri. Historien om hans oplevelser med sygdom og hospitalssystem kan læses i serien “Dead Man Talking” – en gæsteblog på POV-international i de kommende uger og måneder. Dette er del III. Læs del I, ‘Black Friday’ her., læs del II, “Kvægslagteri” her, del III  “Rustvogn og Turpas” her, del IV Falsk Frikendelse her. og del V “Rod op til operationen” her.

Hvis du synes om denne serie, kan du betale direkte til Gunnar Langemarks familie for at læse med. Mobile Pay: 28515383

Fotos: Private.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Gunnar Langemark er far, mand, husmor, pennedrejer, kræftpatient, skriverka’l, flink og temperamentsfuld, samt tidligere pædagogmedhjælper, informationsarkitekt, IT-konsulent, socialmedia rådgiver, e-learning mand, blogger-pionér og open source evangelist. Han er ivrig fortaler for frivillighed og åbenhed og har altid haft anarkistiske tendenser. Er uddannet cand. mag. i film- og medievidenskab samt retorik fra Københavns Universitet, er født i 1963, er far til to piger. Gunnar bor i Frederikssund ved Roskilde Fjord sammen med sine pigers mor Lise-Lotte og den yngste, samt katten Mille. I 2015 blev han diagnosticeret med Anaplastisk Thyreoidea Cancer, en af de mest dødelige kræftsygdomme. I dag går han i såkaldt palliativ behandling og håber at kunne bygge sit liv og sin økonomi op igen lige så stille. Historien om hans oplevelser med sygdom og hospitalssystem har været publiceret i gæsteblogserien, "Dead Man Talking" på POV International og er senere i udvidet form udgivet som bog med samme navn. Gunnar Langemark skriver fortsat artikler i POV og udgav i 2018 bogen 'Skvatmand', der handler om at være sig selv som mand, med alt hvad det indebærer af styrker og svagheder.

Seneste artikler om Featured

Lets Go Bananas med pastis

Pastis til påske

FRÆKKE FRISTELSER // MERCI MARSEILLE – Det er påske, og det er