Strålebehandlingen begynder at kunne mærkes og mange af Gunnar Langemarks overvejelser går på, hvordan han kan holde sig oppe uden sondemad. Og derfor kommer mad og madlavning i stigende grad i centrum for hans opmærksomhed. For det er vigtigt at holde sig kørende med rigtig mad og bevægelse hver eneste dag, mens han bliver brændt af i den store maskine. Samtidig mister han langsomt stemmens brug.
Godt at man kan skrive.
24. januar 2016 – hellere whisky end sondemad
Man bliver klar over hvem der har ens bedste i tankerne.
Det er faktisk sådan, at omkring halvdelen af dem der gennemgår min “kur” med stråling, ender på sondemad. De får en slange ned igennem næsen og halsen og kan fodres med sonde fordi det er smertefuldt at synke – og de orker det ikke og går derfor langsomt til grunde.
Det har jeg ikke tænkt mig – nogle af delene. Men man er jo opmærksom på mulighederne alligevel. Jeg har lige siddet og drukket en straight whisky. Det kan jeg stadig, selvom den kradser i halsen.
27. januar 2016 – forsinkelser
Kommer en halv time tidligt for at kunne håndtere forsinkelser. Jeg skal til læge og sygeplejerske bagefter. Ham før mig er stærkt forsinket. Alligevel tager de ham ind og vælter deres eget korthus. Så røg den fleksibilitet. Nu må vi se om jeg bliver meget forsinket til sygeplejersken og lægen.
28. januar 2016 – proteinmangel
Jeg er ved at være lidt småtræt af at være kræftpatient. Det er ikke sjovt længere. Nærmest kedeligt. Og så er jeg i øvrigt bare træt. Nå. En måneds tid i stråling kan jeg vel nok lige klare. Det er fredag i morgen.
Det har været en hård dag. Nu går jeg i seng og ser om jeg kan sove lidt længere i morgen tidlig. Og forhåbentlig have overstået en mindre krise – som blandt andet skyldes, at jeg ikke orker at indtage ret meget normal føde og jeg skal have kørt mig i stilling med flydende føde og blød mad. Jeg har åbenbart manglet noget protein i løbet af dagen, så det hjalp med en proteindrik.
Man får meget hjælp og vejledning, men der er også en indsats man selv skal gøre, baseret på hvad ens krop “siger”. Smerterne er ikke store, men de er konstante og jeg skal holde dem nede. Det som virker bedst er min “naturmedicin” – som jeg nu benytter smertelindrende og kvalmehæmmende. Det skal man også lige tilpasse og det er ikke helt enkelt. Tager jeg for meget, så får jeg det dårligt af medicinen.
Det var godt at have Lina med – som en pludselig indskydelse, da hun var ved at falde fra en klassetur. Hun er så nervøs og bekymret for sin far. Jeg udnytter det i øvrigt groft, og har fået hende til at lave citronfromager til mig. Men da jeg så havde glemt mit smertestillende, og efterhånden som timerne gik på turen, blev det lidt for meget af det gode til sidst. Jeg skal huske ikke at have så travlt.
Håber jeg er friskere i morgen. Og så er det weekend, hvor jeg ikke skal til stråling. Så kan jeg nå at komme mig lidt. Er det meget slemt og uudholdeligt? Det ved jeg ikke endnu. Jeg er halvvejs og den anden halvdel er den værste. Indtil videre klarer jeg det so-so. Og det håber jeg at blive ved med. Men måske kommer der lidt piveri her på kanalen i de kommende uger. Eller jeg bliver mere radiotavs. Så er det bare mig der er i behandling. Jeg håber dog at have overskud til et par små videoer.
29. januar 2016 – frokost
Og hvad har – den alt for sene – frokost så bestået af i dag, Hr. Langemark?
Forretten var bygget op omkring tunmousse (100 procent), hovedretten var en dejlig æggeret … røræg. Desserten er en citronfromage, som Lina lavede i går. Til “kaffen” et lille stykke ost. Og i stedet for en cigar, tager jeg nok en smule c-olie. Måske en lille portvin til – da cognac kradser lidt rigeligt these days.
Så gik januar. Det var en strålende måned. Nu starter februar. Vi må se om den bliver helt så strålende. Noget tyder på at forplejningen bliver mere flydende. Så jeg øver mig i at drikke portvin af flasken.
Kan I have en fortsat god weekend – mens jeg forsøger at løfte mig og genskabe min energi og livsgnist. 🙂
31. januar 2016 – udsigt til portvin
Så gik januar. Det var en strålende måned. Nu starter februar. Vi må se om den bliver helt så strålende. Noget tyder på at forplejningen bliver mere flydende. Så jeg øver mig i at drikke portvin af flasken.
I betragtning af at jeg for blot et par måneder siden ikke rigtig vidste, om jeg ville leve så længe som til nu, synes jeg at det er en fremgang. Nu vil jeg gerne nyde foråret snart. Men først skal jeg vist af med stemmen og det sker vist ganske sikkert og gradvis med disse strålebehandlinger. Jeg vil sove nu. Og vågne i morgen Og besøge hospitalet. Og hilse. Og så vil jeg se … Om der er kræfter til meget mere.
Godnat
1. februar 2016 – lasagne
Hold da kæft – jeg har lige nedsvælget en kæmpe portion lasagne, som Lina og jeg har lavet. Den var perfekt. (når man vansmægter på blød skånekost i flere dage, så smager rigtig mad alligevel ret godt). Det tyder på, at jeg endnu engang har udskudt nedstigningen til proteindrik-helvede og at sondemad-stationen ligger et stykke forude. Måske når jeg aldrig helt dertil. Lad os se. Jeg er stædig! Og mega glad for mad. Jeg har haft tyndskid (pardon my French) i 4 uger, men har endnu ikke tabt mig et gram)
2. februar 2016 – parfumeret tyndskid
Fra kræftbehandlingens overdrev Kvalme og tyndskid – det er da strålesyge? Og det er det som i længden tager pippet lidt fra mig. Jeg kæmper mod det. Cannabis kan tage kvalmen. Men ikke gennemløbet. Jeg har også fået nogle piller, Motilium. De virker også.
Hvis man skal nå at optage næringsstofferne, skal man jo spise hele tiden Jeg tror det var de 1000 g lasagne jeg indtog i går aftes, som gør at jeg har kræfter fysisk her til morgen. De smerter det giver, er der, hvor jeg er blevet brændt af. Men lige nu føler jeg mig ikke så forbrændt i halsen, selv om jeg selvfølgelig er øm og hoster. Det betyder, at jeg kan spise næsten normalt, og supplere lidt med de der proteindrikke.
Jeg forstår ikke at folk drikker det lort frivilligt. Det smager af parfumeret tyndskid (nå nej, det kan jeg jo ikke påstå, at jeg har erfaring med). Man bliver enormt selvoptaget af det her. Så ingen forandring på det punkt. Om 20 min tager jeg afsted. Skal lige nå min grød og min yoghurt og mine piller. Der mangler 11 nu. Så der er ikke så langt igen.
Det ser ud til at blive en smuk dag 🙂
I dag består frokosten så af en 5 ægs omelet med skiver af en Løgismose pølse, små tomater og gedeost. Dertil en Double Hop Monster IPA, som jeg fandt på tilbud i Kvickly.Lige nu kan jeg oven i købet drikke en øl, uden at den svier helt vildt i halsen. Jeg er i en lidt højere himmel end i forgårs.
4. februar 2016 – to tredjedele færdig med strålebehandlingen
To tredjedele igennem strålebehandling og det fungerer nogenlunde.
Men selvom jeg er glad for at klare det så godt, så ved jeg jo ikke hvor længe det holder. I dag har jeg sprayet min hals med noget lokalbedøvelse. Ikke fordi det er nødvendigt, men konstante smerter trækker energien ud. Så jeg lindrer for at holde formen så længe som muligt.
De store standere med 50 forskellige foldere fra både hospitalet, Kræftens Bekæmpelse og andre får lov at stå. Ingen af os orker at læse al den information. Vi bliver så overinformeret, at vi ikke orker noget af det. Overhovedet.
Hvis alt går efter min plan, så spiser jeg stadig rigtig mad om en uge. Jeg var lige ved at give op før weekenden, men nu er jeg kommet mig så meget, at jeg forsøger at holde den kørende en uges tid mere. Der var ikke noget at bemærke i dag. Der var små sjove hændelser i går, som f.eks. da en læge kunne genkende min kirurg på Hillerød alene ud fra at jeg beskrev ham som en swashbuckling sørøverkaptajn.
5. februar 2016 – Om cancer-kur, overvældelse og overinformation
Det er i dag fredag. Jeg kan se det lysner i horisonten. Det er morgen og månen hænger som et segl over syd himlen. Jeg skal tidligt ind og stråles. Når det er gjort – er der 11 gange tilbage. Jeg har lovet min 12årige, at jeg holder mig på benene og er fit hele næste uge også. Så det er det umiddelbare mål, at rekreere så meget, at jeg kan tage en uge mere. Når den uge er gået, må jeg se hvad situationen så er.
Strålebehandlingen fylder så meget i min bevidsthed – at der er meget lidt plads til andre ting. Men jeg fylder alligevel på for ikke at blive mere tosset og selvoptaget end jeg er (blevet). Der er en række ting, som skal gøres og som jeg ikke får gjort. Det er mit mål at tage fat på mine bilag i eftermiddag – og så se om ikke jeg kan blive klar med dem i løbet af weekenden.
Stofskiftemedicinen har jeg ikke haft travlt med at gøre noget ved. Det er en lavere prioritet, men jeg ved – at jeg måske skal optimere det, så jeg får flere kræfter. Jeg ved jo ikke hvor meget af min træthed der skyldes strålebehandling og hvor meget der kan skyldes forkert stofskifte – eller tilvænning til et andet.
Jeg har lagt mærke til, at jeg ikke er den eneste, som bliver mentalt overvældet af sin cancer. Andre patienter, som jeg falder i snak med (hvorfor er der så få der taler sammen?) bekræfter mig i, at de store standere med 50 forskellige foldere fra både hospitalet, Kræftens Bekæmpelse og andre blot får lov at stå. Ingen af os orker at læse al den information. Vi bliver så overinformeret, at vi ikke orker noget af det. Overhovedet.
Jeg er også den eneste ,jeg på noget tidspunkt – på et sted mellem 70 og 100 besøg på hospitaler i hovedstadsområdet – har set kigge på og læse de slideshows, der kører konstant på fladskærme rundt omkring. Der er god information. Men ingen overhovedet læser dem.
Det er i dag fredag. Jeg kan se det lysner i horisonten. Det er morgen og månen hænger som et segl over syd himlen. Jeg skal tidligt ind og stråles. Jeg plejer jo ellers godt at kunne synge med på “Moon River” og den slags. Men jeg har ingen stemme mere. Ikke noget at synge med i hvert fald. Nu savner jeg sgu mig selv …
Det ser rigtig godt ud med al den information. Men den bliver ikke brugt. Det er ikke noget vi orker. Og da slet ikke dem der stavrer rundt med gangstativ, sonde i næsen, hue på hovedet, hule kinder og løsthængende tøj (jeg har i den forgangne måned set to af mine “kollegaer” eller “holdkammerater” svinde ind til sådan noget. Jeg tør ikke spørge mere). Vi samler brochurer ind – i håbet om at orke det. Men det sker ikke.
Bowie er død. Hører Blackstar på en af de der mini Bluetooth højttalere. Købte den for en halvtredser i KwicKvik… supermarkedet – og nu står den og får sofabordet til at ryste i bassen. Hvordan gør de det? Spiser omelet og drikker øl.
Lina har ondt i halsen og har lavet os en hindbærmilkshake. Jeg burde ordne bilag, men jeg tror, at jeg drikker min øl og tager en slummer. Så kan jeg ordne bilag senere …Jeg plejer jo ellers godt at kunne synge med på “Moon River” og den slags. Men jeg har ingen stemme mere. Ikke noget at synge med i hvert fald. Nu savner jeg sgu mig selv …
Gunnar Langemark blev diagnosticeret med Anaplastisk Thyreoidea Cancer for måneder siden. Men først fik han at vide, at han ikke var alvorligt syg. I dag håber han at kunne bygge sit liv op igen efter at være blevet erklæret sygdomsfri. Historien om hans oplevelser med sygdom og hospitalssystem kan læses i serien “Dead Man Talking” – en gæsteblog på POV International i de kommende måneder. Dette er del VIII. Læs del I, ‘Black Friday’ her., læs del II, “Kvægslagteri” her, del III “Rustvogn og Turpas” her, del IV Falsk Frikendelse her, del V “Rod op til operationen” her, del VI “Første operation” her, del VII Rocket Man her, del VIII De hårde dage her ,del IX, Samlebåndsfabrikken, her, del X, Den anden operation her del XI, Eftertanker og Mirakler her, del XII, Den svære hverdag, her, del XIII, Hellere være i radioen end på hospitalet her, del XIV, Sygehistorier op til jul her og endelig del XV, Dead Man Talking XV – hvad fanden … året er snart slut her.
Hvis du synes om denne serie, kan du betale direkte til Gunnar Langemarks familie for at læse med. MobilePay: 2851 5383
Topfoto: Pixabay – CC0 Public Domain.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
