ESSAYSERIE – “’Du må ikke opgive at lære at være sammen med andre mennesker, skat’, forsøger jeg, ’men jeg bakker dig 100% op i, at du skal have din 9. eller 10. klasses eksamen.’ ‘Jeg kan da ikke lære at være sammen med andre nu, mor!’ Fortvivlelsen er tydelig, den mærkes i hendes ord og tonefald. Jeg er nødt til at give hende og hendes frustration den plads, hun behøver – det handler ikke om, at jeg skal minimere, hvordan hun har det. ” Odile Poulsen skriver hver fredag et afsnit i essayserien om familielivet med K – hendes 16-årige datter, som lider af angst og er ‘Aspie’. I forrige uge fortalte kommunen, at den ikke længere mener, at K’s dagbehandlingsskole er den rette løsning for hende. Så nu beslutter K sig for, at hun selv må lære at gå i skole derhjemme, for hun kan ikke være sammen med andre børn.
’Der er kommet svar!’ Jeg ser på K, der netop er kommet ned fra værelset.
Hvordan skulle jeg kunne overdrage hende kommunens svar? Give hende det absolutte dødsstød og slukke det minimale håb hun gemte på trods.
’De har fastholdt deres afgørelse.’ Min stemme er forsagt, forsigtig, som om den skulle kunne afbøde slaget fra den racket ball, der lige er tonset ind på min sol. Vil den slå hende bevidstløs? Det frygter jeg. Men K står ret op
Hvordan fortæller man sit barn, at hun ikke har samme rettigheder, som alle andre mindreårige borgere i Danmark har, fordi hun ikke har adgang til at gå i skole længere? Uden at ane, hvordan jeg skulle gøre det, måtte jeg gøre netop præcis det.
Jeg valgte ikke at banke på hendes dør for at hive hende frem i døråbningen, hvor jeg skulle overgive hende den omkalfatrende afgørelse, men ventede i stedet på, at hun ville dukke frem fra sit værelse, sin hule, i sin egen rette timing.
Forvaltningen havde ikke travlt med at leve op til deres løfte om at give svaret 8 dage efter. K havde ellers specifikt spurgt: ‘Hvornår giver I besked?’
Og både sagsbehandler og afdelingsleder havde gjort meget ud af, at de ville svare præcis ’onsdag 8 dage’. Det viste sig, at være præcis onsdag 14 dage.
Som om ventetid i forvejen ikke er svært for en autist, og som om den her ventetid ikke var den sværeste, vi nogensinde har gennemlevet. Som om vi er fuldstændige ligegyldige borgere, måske endda bare borgere, der er i vejen for, at forvaltningens ansatte kan gøre deres arbejde.
Det handler om magt. Så meget har jeg lært nu. Praktisering af Serviceloven handler om magt, ikke om at hjælpe borgerne, men om at udøve sin magt i en grad, hvor det aktuelle barns eller den unges behov ikke er i centrum for afgørelserne.
’Jeg vidste det! Røvhuller!’
’Hvad si’r de?’ K’s blik kiler sig som en skærebrænder ind i mit; hun er tilstede, klar og der skal ikke pakkes ind eller drysses over med sukker, når jeg giver hende dommen.
’De har fastholdt deres afgørelse.’ Min stemme er forsagt, forsigtig, som om den skulle kunne afbøde slaget fra den racket ball, der lige er tonset ind på min sol. Vil den slå hende bevidstløs? Det frygter jeg.
Men K står ret op.
’Jeg vidste det! Røvhuller!’
’Ja, røvhuller.’
K har siden mødet, nej faktisk lige siden vi fik afgørelsen per mail, men mest efter mødet på forvaltningen, sagt:
’Jeg sætter ikke mine håb op’, lyder det. Hun har det, som mange andre autister, det med at formulere sig lidt skævt i sproget. Og da hun selv har lært sig engelsk og stort set kun læser og ser YouTube på engelsk, kommer der en del engelske udtryk blandet ind i danske.
Når man hører hende tale, har hun en vis intonering fra det amerikanske, ligesom udtrykkene også er kommet med.
’Jeg vil ikke gå og tro på noget, og så sker det ikke. Det har jeg ikke tid til!’’
Min sol havde ret; vi kan ikke forlade os på, at der kommer et mirakel, så hun alligevel kunne fortsætte i dagbehandlingsskolen
Selvom der i mig var en stærk trang til at bløde det hele op og gøre det til en mulighed, at et mirakel vil lande lige dér i hendes liv; selvom jeg gerne ville fortælle hende, at det ofte er, når nøden er størst, der sker en vending, måtte jeg sande, at min sol havde ret; vi kan ikke forlade os på, at der kommer et mirakel, så hun alligevel kunne fortsætte i dagbehandlingsskolen.
Vi sætter os ved spisebordet, hun på sin plads på Kærlighedsbænken, jeg på den store træningsbold overfor. Hun med et glas juice, jeg med min kaffe.
’Okay, så må jeg gøre det selv!’
Jeg kan se, hun mener det. Hun må selv lære det, hun behøver, for at gå til folkeskolens afgangseksamen. Hendes stemme er fast, blikket også. Hele hendes ansigt er samlet, og ja, jeg synes jeg ser den viljestyrke i det, som altid har kendetegnet K.
Den lille sol der som 1-årig spyttede den sut ud, hun hele sit første leveår havde været så afhængig af. Bare sådan.
Den samme lille to-årige sol, der proklamerede: ’Jeg vil ikke gå med ble!’ og holdt op med det. Fra denne ene dag til anden. Det er vor K, som vi kender hende.
En viljestyrke der kan få hende præcis derhen, hvor hun vil.
Omvendt tror jeg også, den kan være hendes største handicap, når den sætter sig på tværs i hende, når den bliver destruktiv.
Som for eksempel når hun er overbevist om, at jævnaldrende ikke kan lide hende. Det er der naturligvis altid nogen, der ikke vil kunne, men de fleste kan rigtig godt li’ K.
Men det preller helt af på hende, når forskellige lærere gennem tiden har fortalt om, hvordan jævnaldrende omtaler hende som ’spændende, smuk og sød’.
’Ja, det er du nødt til, skat. Vi vil selvfølgelig hjælpe dig, du er ikke alene.’
Måske er det noget, jeg bilder mig ind, men jeg aner en smerte i hendes ord. Måske er det min egen, jeg projicerer over, for der er ikke noget, jeg hellere vil, end se hende få venner igen, være social med andre og have et liv, der ligger uden for vort hjem
Vi udveksler blikke, jeg ved, hun forstår. Hun ved, jeg forstår.
’Jeg må droppe at lære at være sammen med andre mennesker. Det kan jeg ikke. Jeg skal have min eksamen. Så må jeg bare acceptere, at jeg ikke kan være sammen med andre.’
Måske er det noget, jeg bilder mig ind, men jeg aner en smerte i hendes ord. Måske er det min egen jeg projicerer over, for der er ikke noget, jeg hellere vil, end se hende få venner igen, være social med andre og have et liv, der ligger uden for vort hjem.
’Du må ikke opgive at lære at være sammen med andre mennesker, skat’, forsøger jeg. ’Men jeg bakker dig 100% op i, at du skal have din 9. eller 10. klasses eksamen.’
’Jeg kan da ikke lære at være sammen med andre nu, mor!’
Fortvivlelsen er tydelig, den mærkes i hendes ord og tonefald. Jeg er nødt til at give hende og hendes frustration den plads, hun behøver – det handler ikke om, at jeg skal minimere, hvordan hun har det.
Det er kun mit behov, ikke hendes, om jeg fulgte den trang. Det må komme senere. Så kan jeg hjælpe hende med den sociale del af hele den her ligning, vi på en eller anden måde må få til at gå op, selvom vi er overladt til at klare alt selv; ingen støtte, ingen vejledning, ingenting, bare en fucking, satans kompliceret ligning, som jeg ikke kender nogen, der før har løst.
Men hey, det er vi nødt til. Så enkelt er det.
’Jeg forstår, skat.’
’Jeg må lære mig selv fransk’ ’Fransk? Vil du ikke hellere prøve med tysk – det kan vi bedre hjælpe dig med?’ ’Nej, kan ikke lide lyden af tysk, så fransk tror jeg vil være lettere for mig’
’Mm.’ Hun er allerede videre i sine tanker. Tanker som i næste nu viser sig at være planlægning.
’Jeg må lære mig selv fransk’
’Fransk? Vil du ikke hellere prøve med tysk – det kan vi bedre hjælpe dig med?’
’Nej, kan ikke lide lyden af tysk, så fransk, tror jeg, vil være lettere for mig.’
’Og det siger du, der er en 1/8 del tysker!’
Vi griner. Vi har så ofte talt om det mærkelige i, at jeg nedstammer fra en nazist. som blev fængslet efter krigen. Noget man aldrig taler om i Danmark, selvom det i Tyskland er et tabu, der er brudt.
Men vi, der nedstammer fra nazister, har ikke desto mindre arvet en stor skyld og skam – ikke at vi er bange for tabuer her i familien, for vi ved, at kun ved at turde tale om det, som gør ondt, sætter vi os selv fri. Det er også dejligt at grine lidt – vi griner ofte, for hvis ikke vi har humor, kan vi ikke klare det, vi skal. Også selvom vi begge ved, at dette er dødsens alvor.
’Og vil du ikke give mig nogle danskopgaver? Det er så svært for mig selv at finde på nogen.’
’Jo da.’
’Og’ tilføjer jeg ’Niels kan lære dig matematikken. Han er jo ret beset gammel matematik og fysiklærer.’
’Nå ja,’ kommer K i tanke om, ’det er da rigtigt’.
K er ikke afvisende, selvom situationen på ingen måder er optimal. Det er. hvad vi har og vi er nødt til at få det til at være nok.
’Og vi kan også kræve at få en lærer fra distriktsskolen til at undervise dig.’
’Distriktsskolen?’
’Ja, alle under 18 hører til en skole i nærheden af, hvor de bor. Fordi alle har krav på at blive undervist, indtil de bliver 18 år’.
’Ej, jeg gider ikke ha’ sådan én, der ikke forstår mig!’
’Det er jeg med på! Men, prøv at hør’; en lærer kan komme og give dig opgaver, lektier, og så komme nogle dage senere for at tjekke op på det, du har lavet. Og vi kan på den måde planlægge, hvilke fag, du skal til eksamen i.’
’Nå, ja, det ku man måske godt…’
K er ikke afvisende, selvom situationen på ingen måder er optimal. Det er, hvad vi har og vi er nødt til at få det til at være nok.
’Men jeg har også en anden idé, jeg vil tale med dig om.’
LÆS ALLE AFSNIT I ODILE POULSENS ESSAYSERIE HER
Topillustration: Fra Christiania. Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her