LØB // KLUMME – Lad mig sige det med det samme: Hvis du er en af dem, der hader at løbe, som synes at folk, der løber – og løber langt – har tabt sutten eller det, der er værre, så vil følgende nok få dig til at få morgen- eller eftermiddagskaffen i den gale hals. For denne lille rejseberetning handler – som udgangspunkt – om at løbe.
Eller, det er i hvert fald noget af formålet. Mest af alt handler det følgende om en måde at opleve på. At opleve en by på. Og det handler om at erkende et lille brudstykke af at være i livet efter at have erfaret, hvor let man kan miste det.
Og tager man med i regnestykket, hvor mange mennesker i dette lille land mod nord der slider løbesko på i-hvert-fald-tre-gange-om-ugen-basis, er det faktisk underligt, at skriverier om løb oftest handler om kvantitet: hvor hurtigt, hvor langt, og med hvilket vægttab som resultat.
Jeg skulle lige undersøge, om brystvævet var, som det skulle være. En vane, jeg havde fået, efter min mor var død et halvt år tidligere af netop brystkræft
Er det, hvad der får store løb som Copenhagen Marathon og CPH Half til at melde udsolgt i løbet af enkelte dage? Eller skyldes løbsbegejstringen, i hvert fald hos en ganske stor andel, noget andet? Noget, der netop ikke kan kvantificeres?
Jeg skal ikke afvise, at svaret hænger sammen med, hvor ambitiøs man kan være. Jeg har løbet på regelmæssig og i nogle perioder ret intensiv basis over de sidste 20 år. I starten var det ganske sikkert en måde at tabe fedtet på efter min første graviditet, at få gang i kroppen igen. Men efter nogle måneder fandt jeg ud af, at jeg kunne løbe både langt og ganske hurtigt, og derefter var jeg hooked. Distancerne blev længere og længere, og tempoet holdt ved.
Kræftknuden
Indtil det efterår i 2014, hvor jeg sad en eftermiddag på et hotelværelse i Berlin og gjorde mig klar til et maraton dagen efter. Jeg skulle lige undersøge, om brystvævet var, som det skulle være. En vane, jeg havde fået, efter min mor var død et halvt år tidligere af netop brystkræft.
Rutineundersøgelsen endte med et spørgsmål, for højt i den højre armhule sad der en hård knude. Jeg skrev med det samme til lægen, egentlig med ro i maven, og tog ud og løb min lange tur. Cirka seks uger senere sad jeg på Rigshospitalet og fik den besked, som alt for mange får. At jeg havde kræft. Og at jeg over de næste måneder langsomt, men sikkert, ville opleve min krop blive brudt ned af operationskniv, kemo og stråler, for at den kunne holde sig i live. Livet kom med en pris.
En del af prisen blev, at jeg havde svært ved at løbe. Hvor gerne jeg end ville. Kroppen føltes som bly, også da der var gået et, to og fem år.
Under corona begyndte jeg som så mange andre at gå i stedet, men efter en tur ad Gendarmstien med kæresten måtte jeg sande, at det føltes, som om en kniv kontinuerligt blev skubbet ind imellem knoglerne i mit knæ. En efterfølgende scanning viste, at knæet var mere end almindeligt angrebet af slidgigt. Jeg var nu helt sikker på, at jeg aldrig kom til at løbe igen.
Vejen tilbage
Og sådan var det, indtil jeg faldt over et lokalt træningsinitiativ ved navn Motionstosserne.
Tre gange styrketræning om ugen på en boldplads bag forstadens torv. Gratis, i al slags vejr, og drevet af en lokal ildsjæl. Efter et års tid oprettede træneren et begynderløbehold, og jeg spurgte forsigtigt, om han troede, jeg kunne løbe med.
Jeg var i live, og derfor kunne jeg løbe
“Du kan jo starte med at være med til opvarmningen,” svarede han. Og det gjorde jeg så og fandt ud af, at jeg nu kunne. Derpå begyndte jeg at løbe. Langsomt og kort, men uden smerter. Efter et år løb jeg mit første halvmaraton igen. 21,195 km. Og jeg bliver ved, så længe jeg kan.
Jeg var i live, og derfor kunne jeg løbe.
Og en ring blev sluttet denne varme, smukke søndag, d. 7. april, i Berlin. For det var her, at jeg opdagede knuden for ni år siden. Det var her, jeg opdagede, at jeg var syg uden at vide, at det var, hvad jeg var. At stå lige ved den start og se Siegessäule i horisonten, dekoreret med de forgyldte kanoner fra Dybbøl, var min egen lille sejr.
Berlin, venlige Berlin
Da jeg kom ud på ruten, tænkte jeg faktisk ikke særlig meget over det med livet eller døden.
Det var varmt, det var faktisk alt for varmt, men Berlin er Berlin. Og tyskerne kan bare det med at organisere. Også en begivenhed, hvor 39.000 løbere, rullestolskørere, handbikere og inline skaters satte sig på byen fra tidlig morgen til kl. 15 om eftermiddagen.
Det er altså nogle tusinde flere, end der bor i Slagelse, alle indbyggere indbefattet. En hob af menneskekroppe, som skal have alt fra vand til vejledning. Men alle detaljer, fra udlevering af startnumre til medaljer, forløb som én og med et smil.
Ja, I kommer forbi i stimer. Men vi danser her. Midt i det hele. Ikke som protest eller her kommer vi. Men fordi vi er sammen med jer, på vores egen lille måde
De frivillige var lige så meget med på at have en fest som os andre. Jeg glemmer sent de to, som dansede til Master KG’s (feat. Nomcebo) “Jerusalema”, da jeg kom i mål.
Det var livsglæde uden filter. Ja, I kommer forbi i stimer. Men vi danser her. Midt i det hele. Ikke som protest eller her kommer vi. Men fordi vi er sammen med jer, på vores egen lille måde.
Og jeg tror, at det er denne væren sammen, på hver vores måde, der gør, at nogle løber.
At der et samvær, både med dem, som man løber med, men også med de mennesker, man passerede undervejs, og som af og til ligefrem råber ens navn (nu er det jo også skrevet på bib’en).
Børn, der vil give highfives, skilte med sjove tilråb, mænd og kvinder, der stiller en soundbox op ved fortovet og spiller musik.
Manden, der – da jeg tæt på mål var ved at gå død i varmen – tog mig i hånden og sagde: “Garbi, jeg siger til dig, der er ikke langt igen. Og du kan godt.”
Som om han var en gammel ven. Jeg kommer aldrig til at se ham igen. Men jeg vil huske hans ansigt. Med taknemmelighed.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her