Dead Man Talking II: Kvægslagteri

i Featured/Liv & Mennesker af

I første kapitel af mine oplevelser i sundhedssystemet er jeg positiv, fortrøstningsfuld og endnu ganske jomfruelig overfor, hvad man kan forvente af dette milliardforetagende. Min naive tilgang forsøger jeg at maskere som ironisk distanceret sarkasme. Jeg går til sundhedsvæsenet som iagttager. Jeg er antropologen. Eller rettere – jeg forsøger at opretholde værdigheden ved at spille rollen som antropolog. Det, som møder mig, er ikke helt uventet men dog overraskende, og ikke altid så sjovt.

Men nu vil jeg lade dagbogen fortælle. Jeg refererede fra begyndelsen på Facebook og lod mine facebookvenner tage del i observationerne. Mange havde tilsvarende oplevelser og kunne supplere mine hjemmegjorte analyser. Men på dette tidspunkt – sent august – ved jeg endnu ikke hvad jeg fejler. Og det vil vare et stykke tid før jeg får en diagnose. I mellemtiden gennemgår jeg alskens undersøgelser. Hospitalsvæsenet folder sig ud – og viser sig i al sin magt og vælde, som en maskine man ikke lige stikker en kæp i.

25/8 – 3. lægebesøg og 3. sæt blodprøver bestilt.

Efter at have afgivet 2. sæt – skrev lægen, at jeg led af en lille smule blodmangel. – hmmm.

Nu bliver det jo endnu værre. 😉

Vi arbejder os langsomt igennem mulighederne. Og ingen alarm. Jeg er bare for ofte småsyg og udmattet til, at jeg vil ignorere det. Mine lunger så fine ud, så vi må jo finde ud af noget andet. Kolesterol og alt muligt andet er også fint.

31/8 – til hurtig-pakke undersøgelse

Selvom min – gode og lydige, unge og manipulérbare –  læge sendte mig til “hurtig-pakke” undersøgelser for kræft på Hillerød her i formiddags, så føler jeg mig egentlig meget godt tilpas.

Og jeg tror egentlig ikke at jeg fejler noget alvorligt. Jeg er bare alvorligt træt – alt for tit og alt for meget.

Det er nok den gode Ripasso jeg drikker. Den er god for blodtallet, som skal op. Og jeg tror egentlig ikke at jeg fejler noget alvorligt. Jeg er bare alvorligt træt – alt for tit og alt for meget.

Det har – stort set – været en fremragende dag. Jeg har lavet café-aftale med min store datter og jeg har nydt dagen – sådan i det store hele.

3/9 – kræftpakke og kvægdrift

Det er en hel historie værd. Jeg er sendt på en “pakkeløsning” med et hurtigarbejdende Hillerød Sygehus, som så i dag heller ikke kunne finde noget. Det store New Public Management-system sluser folk ind som kvæg i den ene ende, men de gør sig dog umage for at sminke liget.

Jeg kom ind i en modtagelse med 50 stole og én reception, som gjorde en dyd ud af – at vi alle var kvæg. De vidste intet (I know noooothing) og jeg kunne sætte mig og vente. Det fik mig til at sige til damen, som begyndte at forklare om de mange afdelinger de servicerede, at jeg var ret ligeglad med deres mange afdelinger. Det jeg spurgte om var, om jeg kunne forvente en forsinkelse – jeg var faktisk så sur, at jeg gik hen bagefter og undskyldte – og så smilede hun jo igen. Hun kunne ikke hjælpe.

Men man sidder – træt og udmattet – på en pind, uden at vide hvornår ens nummer i slagteriet bliver trukket ud. Man spekulerer på, om man kan klare at sidde dér i flere timer – om man bliver nødt til at gå igen for at være sikker på, at man har kræfter til at køre hjem –  eller om man skal lægge sig på gulvet fordi stolene er for ubekvemme at sidde på. Pludselig er det ens tur og man bliver glad – et øjeblik.

Dette hospital er et sminket slagteri. Men kvæget ved det ikke. De er alle vant til blot at være et nummer i rækken, en røv på en ubehagelig stol, et navn der råbes op og en besværlig knold i de ansattes dagligdag på arbejdet.

En sød og lidt køn sygeplejerske skal lige høre 3-4 ting – og jeg går i gang med enetalen.

Men det viser sig at det jo ikke er hende, jeg egentlig skal tale med. Så jeg bliver sat på endnu en stol og vente på åbenbaringen – Hr Doktor Hjælpeløs – som kommer ud med intenst personligt blik, fast håndtryk og en venlig og alfaderlig alvor, der kun klæder ham fordi han er 10 år ældre end jeg.

Se – det er systemet. Hvert af de mennesker jeg taler med, er dybt engagerede. De er søde, høflige, hjælpsomme, dygtige, professionelle, kommunikerende osv. Men alt dette er pakket ind i et effektivitetsdrevet vanvid – kopieret efter kvægslagtningens principper, som blev udviklet af danskere i Chicago i slutningen af attenhundredetallet, dengang cowboys drev kæmpe flokke af kvæg ind over prærien og op til den by, der var forbundet med jernbanen ud til byerne på østkysten.

Dette hospital er et sminket slagteri. Og kvæget ved det ikke. De er alle vant til blot at være et nummer i rækken, en røv på en ubehagelig stol, et navn der råbes op og en besværlig knold i de ansattes dagligdag på arbejdet.

Men jeg blev bestemt lyttet til, jeg blev undersøgt og taget alvorligt – og jeg bliver sendt til både CT-scanning, kikkert-undersøgelse og måske endda en knoglemarvs-udsugning.

Så kom ikke og sig, at vi ikke får noget for skattekronerne. Mit følsomme gemyt mærker dog klart kvægdriftens strukturelle konsekvenser.

4/9 – dage med prøver

Nu har jeg så fået tider til prøver på Hillerød. Det tager ca. 1½ time med det offentlige at komme til hospitalet.

Jeg har fået tider tirsdag formiddag, onsdag tidlig eftermiddag og torsdag midt på dagen.

Hillerød Sygehus

Jeg kan regne med, at det giver mig ca. 1-2 timers resterende arbejdsdag de tre dage. Men jeg kan også regne med, at jeg faktisk ikke har flere kræfter, når jeg først har været igennem det her. Så jeg kan ikke arbejde længere.

En venlig kvinde fortæller mig, at hun også kan lægge prøverne på én dag, så jeg kun skal bruge to dage. Så kan jeg få en tid om formiddagen og en om eftermiddagen – og så skulle vente 4 timer midt på dagen.

Venligheden er overstrømmende. Planlægningen ikkeeksisterende. I hvert fald sker den uden det mindste hensyn til de mennesker det drejer sig om.

Fri eller fed

Min læge på Hillerød skulle jo vide hvad jeg lavede. Og vi kom til at tale om mine tanker om at være selvstændig – om at vriste sig fri og skifte spor.

Han fortalte mig så, at han også i en del år havde gået og tænkt på, at han ville være selvstændig inden han blev 60. Men det var ikke blevet til noget. Han turde ikke, fortalte han mig. Og det før jeg havde sat lige præcis det punkt på dagsordenen. Det bekræftede mig bare.

Selv en mand der har haft en millionindtægt – som givetvis har 5-6-7 millioner på sin pensionskonto og som samtidig har betalt det meste af både sin 6 millioners villa og sit 1½-2 millioners sommerhus, plus 46 fods sejlbåden. Selv sådan en mand har svært ved at vriste sig fri.

Ja – måske er det i virkeligheden sværere for ham. For han har jo mere at miste.

Det er pisse let at sætte 200.000 på højkant. For de gør ikke den store forskel. Men man kan leve af dem i nogle måneder. Og hvis man har sat sig mentalt ind i, at man kan leve sine sidste år i en skurvogn, hvis man er så heldig stadig at have venner med plads på grunden, så behøver man ikke at være så bange. Ikke nær så bange, som ham der vil føle det sociale fald stærkt – når han ikke længere kan komme i sejlklubben.

Det er lige før jeg er glad for den økonomiske ruin, som jeg ser ind i.

8/9 – stemmen i maskinen

Nu er jeg hjemme igen efter at have været 3-4 gange igennem CT-scanneren, som viser sig at være for lille til mig. Ikke i diameter men i længden. Min krop er så lang, at damen ved håndtaget måtte scanne mig i to dele.

Efter at have ventet pænt længe – men ikke så længe at jeg egentlig bemærker det, bliver jeg kaldt ind med en undskyldning om ventetiden. Damen – radiografen – skal give mig kontrastvæske i årerne, så hun lægger en ordentlig kanyle ind i min venstre arm. Av. Det duer ikke, så hun tager den næste arm.

– Har du meget travlt, spørger jeg.

Det har hun. Hun bevæger sig meget hurtigt. Der er noget med at hendes team er bagud – og nu har hun lånt en anden scanner i et andet teams pause (?!). Jeg får lagt drop ind,  og får at vide, at væsken kunne give en brændende fornemmelse og tissetrang.  Op med armene og ind i maskinen.

De er søde og hjælpsomme.  Men de har alt for travlt. Jeg synes der mangler ro på. Der mangler bevidstheden om, at den patient man har lige nu, faktisk også er centrum og kræver ens opmærksomhed. Travlheden, utålmodigheden, sjuskeriet – lyser ud af måden procedurerne bliver jasket igennem.

Vi snakker om at jeg har en usædvanlig lang krop.

Så ligger jeg dér med bukserne nede om lårene og armene over hovedet.

– Du bliver først kørt to gange igennem, og så kommer kontrastvæsken og så bliver du kørt igennem en tredje gang.

Det tager to minutter.

OK – det lyder overkommeligt.

Jeg bliver kørt ind i maskinen … Lidt frem og tilbage.  Lidt dytten og båtten.

Stilhed. Prøver igen.

Gunnar prøver

Pause. Jeg ligger der i stilheden. Ved ikke hvad der sker, men så kommer hun tilbage med en eller anden som hun diskuterer med på lidt afstand – hvorefter hun vender tilbage.

– Den vil ikke melde klar. Prøv at flytte dig ti cm længere ned, så prøver vi at narre maskinen.

Nu bliver jeg kørt ind igen. Den dytter, lyser, roterer og pludselig siger en stemme, at jeg skal trække vejret dybt og holde det. Hovsa – jeg når det næsten. For ærlig talt, ligger jeg og “er lidt langt væk”. Den gør det to gange og kører mig ud igen.

Stilhed. Venten. Ikke en lyd.

Pludselig lyder den – maskinstemmen: nu kommer kontrasten.

Først mærker jeg ingenting. Så mærker jeg varmen kildre på halsen. Så får jeg kvalme ad helvede til. Så kommer der store mængder spyt i min mund.

Jeg tænker at jeg lige må holde det her ud. Jeg bliver kørt ind i maskinen. Den siger det med at holde vejret.

Det lykkes. Jeg bliver kørt ud. Venten.  Mere venten.

Nu bliver jeg kørt delvis ind i maskinen igen. Maskinen siger jeg skal holde vejret. Og underdelen bliver scannet.

Nu tænker jeg selv: Jeg var nok for lang til scanneren – og lader det være ved det.

Da jeg har ligget lidt – efter scanneren er stoppet – kommer damen ved håndtaget igen. Hun er som tidligere næsten lidt for glad og positiv. Jeg spørger – og får bekræftet – at hun ikke kunne scanne min lange krop med en scanning og derfor havde måttet lave to.

– Det skulle du have sagt til mig. Nu blev jeg jo lidt forvirret.

Hun har travlt. Jeg skal have mit tøj på, og ude blandt de andre “gæster” får jeg tappehanerne på armene af.

– Jeg beklager. I må kigge væk hvis det er for meget, siger jeg.

– Nu skal du sidde med armene foldet i 10 minutter, siger hun og går. Jeg venter til hun er gået og så får jeg min trøje på – og går. Ud og vente på min chauffør. De er søde og hjælpsomme. Men de har alt for travlt.

Jeg synes der mangler ro på. Der mangler bevidstheden om, at den patient man har lige nu, faktisk også er centrum og kræver ens opmærksomhed. Travlheden, utålmodigheden, sjuskeriet – lyser ud af måden procedurerne bliver jasket igennem. Det er ikke fordi medarbejderne ikke gerne vil gøre det godt. Men de virker pressede og ude af stand til at stå imod de krav, som de mærker komme et eller andet sted – formodentlig oppefra. Hvordan vil de egentlig hjælpe folk med at blive raske, når de behandler mennesker på den måde?

Gunnar Langemark blev diagnosticeret med Anaplastisk Thyreoidea Cancer i sensommeren 2015. I dag håber han at kunne bygge sit liv op igen. Historien om hans oplevelser med sygdom og hospitalssystem kan læses i serien “Dead Man Talking” – en gæsteblog på POV-international i de kommende uger og måneder. Dette er del II. Læs del I, ‘Black Friday’ her.

Hvis du synes om denne serie, kan du betale direkte til Gunnar Langemarks familie for at læse med. Mobile Pay: 28515383

Alle fotos er private.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Gunnar Langemark er far, mand, husmor, pennedrejer, kræftpatient, skriverka’l, flink og temperamentsfuld, samt tidligere pædagogmedhjælper, informationsarkitekt, IT-konsulent, socialmedia rådgiver, e-learning mand, blogger-pionér og open source evangelist. Han er ivrig fortaler for frivillighed og åbenhed og har altid haft anarkistiske tendenser. Er uddannet cand. mag. i film- og medievidenskab samt retorik fra Københavns Universitet, er født i 1963, er far til to piger. Gunnar bor i Frederikssund ved Roskilde Fjord sammen med sine pigers mor Lise-Lotte og den yngste, samt katten Mille. I 2015 blev han diagnosticeret med Anaplastisk Thyreoidea Cancer, en af de mest dødelige kræftsygdomme. I dag går han i såkaldt palliativ behandling og håber at kunne bygge sit liv og sin økonomi op igen lige så stille. Historien om hans oplevelser med sygdom og hospitalssystem har været publiceret i gæsteblogserien, "Dead Man Talking" på POV International og er senere i udvidet form udgivet som bog med samme navn. Gunnar Langemark skriver fortsat artikler i POV og udgav i 2018 bogen 'Skvatmand', der handler om at være sig selv som mand, med alt hvad det indebærer af styrker og svagheder.