Dead Man Talking VII – Rocket Man

i Featured/Danmark/Liv & Mennesker af

Efter operationen er jeg verdensmester. Jeg føler at jeg er 20 år igen. Jeg kan alt. Kan trække vejret og har langt bedre kondition. Kan næsten ikke vente med at komme i gang igen.
Men så …
Jeg når en god uges tid som frisk – før lynet slår ned. Jeg har en dødelig cancer og vi er kun lige begyndt.

Her – et godt halvt år efter – er dette afsnit det sværeste at skrive. At se sin egen død i øjnene – er ret vanskeligt.

Man vil helst kigge væk. Helst ikke erkende hvor tæt det var på. Og slet ikke beskæftige sig med – at det måske kan komme igen og at man ikke er “home free” endnu. Men det skal jo gøres. Jeg har lovet mig selv, at gennemføre mit forehavende. At beskrive hele forløbet er en del af det.
Her kommer afsnittet – hvor jeg går fra himmel til helvede.

Efter operationen er jeg verdensmester. Jeg føler at jeg er 20 år igen. Jeg kan alt. Kan trække vejret og har langt bedre kondition. Kan næsten ikke vente med at komme i gang igen.
Men så … Jeg når en god uges tid som frisk – før lynet slår ned. Jeg har en dødelig cancer og vi er kun lige begyndt.

Udskrivning – 10. november 2015

Hospitalsopdatering: Der har været stuegang og jeg har været med min kirurg ovre i “analysen” til debriefing.

Før vi går derned – står han sammen med den mandeløjede sygeplejerske, og så skal han liiige fortælle min historie om, at han tog mig beroligende på pikken – da jeg blev lagt i narkose: Det har vi grinet meget af.

Smukke Samar bliver dog skånet for de frække ord. Det er nok godt det samme, at vi ikke bliver intime allerede. 🙂 Han er en talende og interesseret mand, som ser mig i øjnene, kan huske mit navn og giver et fast håndtryk.

Jeg har været heldig med ham og har meget tillid til ham.

Hans håndværk fejler heller ikke noget. Og han er stolt af det. Jo – han praler lidt. Det kan jeg lide. Han siger til sidst, at han vil følge min sag. Den er interessant – og så er du jo underholdende, tilføjer han. Så er jeg jo leveret. 🙂 Så kan jeg også være stolt af mit håndværk.

Sygeplejerskerne kommer og kigger på drænet fra operationssåret. Det ser godt ud. De vil gerne have at jeg tager noget smertestillende – men som jeg siger til dem, så har jeg altså ikke brug for noget – for det gør jo mindre ondt end dengang jeg gik med svulsten. Dengang var det næsten ikke til at holde ud. Men jeg måtte jo “klare den” indtil jeg kunne blive opereret. Jeg er forundret over, at jeg har klaret den så længe. Her bagefter kan jeg godt mærke – at det var slemt med den svulst. Til sidst lå jeg og tænkte på, hvor længe jeg mon kunne “klare den”.

På kaffebar 20 timer efter operationen. Der postes glad på Facebook
På kaffebar 20 timer efter operationen. Der postes glad på Facebook

Jeg bliver skrevet ud – og hentet af familien omkring middag næste dag. Der er rørende scener og især min mindste datter på snart 12 år er følelsesmæssigt ramt. Hun er bange fordi jeg er blevet opereret for kræft. Hun ved godt, at man kan dø af det. Jeg forsikrer hende om, at der ikke er nogen fare. Det er jo bare en godartet svulst.
Da jeg er blevet udskrevet tager vi på kaffebar nede i Hillerød og hygger os.

10. november 2015 – 15.07

Nå – det var da så vist et par begivenhedsrige dage.

Nu vil jeg slappe lidt af herhjemme – og langsomt finde ud af om det virkelig kan være sandt, at jeg er ved at komme til kræfter igen. Det ville jo være dejligt. Et eller andet er blevet bedre. Det strammer lidt over såret, men det er det eneste lige ni

10. november 17.14

Vores kat Copsen kredser om mig. Han vil kæles.

Lise Lotte siger, at han kan mærke – at jeg har fået en ny aura. Han virker i hvert fald lidt forundret over mig. Sådan lidt “apprehensive” på en eller anden måde. Nu ligger han og spinder her ved siden af, mens jeg får mig en Gin og Tonic og hviler mig før jeg går op og laver mad.

Rocket Man – 11. november 03.37

Post-operation rant – anden nat:

Hører stadig “Rocket Man” for mit indre øre, efter at Soren Kenner proppede den derind.

Vågner her kl. 3 om natten. Og opdager forskelligt – som jeg lige er nødt til at notere.

(Jeg er som bekendt blevet opereret – og har fået fjernet venstre side af skjoldbruskkirtlen og en svulst, som sad på. En stor hård satan – men også meget regulær i formen. Det krævede et ekstra snit, at få den ud. Den var så lang, at den formodentlig også sad og trykkede lidt ned i brystet.)

Min T-shirt er tør. Jeg har ikke svedt. Jeg husker ikke hvornår jeg sidst har sovet uden overhovedet at svede (jo, det var i går nat, men den tæller ikke helt, da jeg var på vej ud af bedøvelsen ifølge de kloge). Jeg har haft for vane at svede sengetøjet til. Så meget, at jeg var i tvivl da jeg blev spurgt til det symptom af lægerne. Det har bare været “et vilkår”, at være svedig.

Jeg skal ikke op at tisse og jeg skal ikke nødvendigvis drikke. Det er også nyt.

Min puls er lav og rolig. Jeg blev også spurgt om det af lægerne. Men jeg kunne egentlig heller ikke give et svar på om jeg havde høj puls om natten. Det havde jeg så.

Og så kommer jeg til noget – som nogle ville sige var for privat til at skrive. Jeg skriver ikke alt. Jeg har ikke skrevet meget om mine “tvangstanker” – som i virkeligheden startede for 20-30 år siden med et “billede” af en pil der bliver lagt på en bue. I løbet af årene er dette “billede” – en slags lille filmsekvens, der spilles igen og igen – forandret: Jeg har haft buen der spændes, pilen der sendes afsted (jeg tror, at jeg delvis selv styrede dette forløb – fordi jeg troede at det handlede om en form for symbolsk gengivelse af angsten for at handle). Jeg har haft et jagtgevær som lukkes med to haglpatroner, riffel-låsen der spændes – og senest: en lyddæmper der skrues på løbet af en riffel.
Disse tanker har “taget plads” når jeg var lige ved at skulle sove og nogle gange når jeg vågnede.
Der har været tider hvor min semi-bevidsthed har kædet det sammen med bestemte handlinger jeg skulle udføre. Noget eller nogen jeg skulle rydde væk (skiftende mål). Alle de tanker er væk.
Helt og aldeles væk.

Faktisk ser det ud til, at der er nogle negative tanker som er væk. Eller rettere – en følelsesmæssig grundtone, som er væk. Lettet. Forsvundet.

Her – et godt halvt år efter – er dette afsnit det sværeste at skrive. At se sin egen død i øjnene – er ret vanskeligt.

Det undrer mig. Det overrasker mig. Jeg var ikke forberedt på denne sammenhæng.
Jeg kan næsten ikke beskrive det anderledes end, at min klump i halsen – den hårde sorte klump, som kirurgen har fjernet – har rummet ondskaben. Og min krop er nu sluppet af med den.
Det virker som om den natligt tilbagevendende udmattelseskamp mod en ondskab i min krop er vundet.
Det var ikke tilfældigt og det var meget præcist – at jeg skrev “winning” på den første selfie – som jeg sendte 10 minutter efter at være vågnet af narkosen. Det var lige præcis det som skete.

Jeg er overrasket – fordi jeg nok har haft en slags overfladisk forståelse af en sammenhæng mellem krop og psyke. En forståelse af, at fx fysisk dårligdom kan være forbundet med psykisk dårligdom. Jeg kunne da godt være modtagelig for den argumentation. Jeg kunne da godt forstå – at noget fysisk kunne undertrykke én og påvirke ens humør.

Men jeg har en helt anden oplevelse af dette. Min klare oplevelse er fuldkommen som beskrevet i går morges, da jeg vågnede efter et par timers søvn oven på en lang aften efter operationen. Min oplevelse er – at ondskaben har forladt mig. At kampen er overstået. At jeg har vundet. Med lægernes hjælp.

Min opfattelse er – at det er fuldkommen direkte og uformidlet: Min krop har kæmpet en udmattelseskamp over 20-30 år med en sort dæmon – som har siddet på venstre side af min skjoldbruskkirtel. Og som nu er væk. Min krop og psyke har været i stigende grad optaget af denne kamp. Jeg har indforskrevet både relativt sund levevis og tilskud af vitaminer og mineraler – samt det seneste år masser af ingefær, gurkemeje, hvidløg og andre “remedier”, som virker inflammationshæmmende i større eller mindre grad. Men jeg kunne efterhånden ikke få bugt med dårligdommen – og jeg kunne ikke holde den stangen.

Jeg var ude at gå i går – da jeg skulle en tur ned på værkstedet. Det småregnede. Igennem lang tid har det været sådan, at jeg har frygtet at blive våd i regnen – fordi jeg ville blive syg af næsten det mindste. Sådan havde jeg det ikke i går.
I lang tid har jeg gået ture – og kunnet gå kortere og kortere indtil jeg ikke længere turde gå en tur på mere end et par kilometer. Igor følte jeg, at jeg kunne blive ved at gå.

For 48 timer siden begyndte de at skære i mig. Det var vist en god idé
For 48 timer siden begyndte de at skære i mig. Det var vist en god idé

Jeg ved ikke hvor langt jeg er. Jeg ved ikke hvor “befriet” jeg er. Der forestår nogle diagnostiske prøver og tests – fordi lægerne ikke tror, at den sorte knude – min “dæmon” – kunne være årsag til de inflammatoriske tilstande jeg havde i kroppen. I de kommende par måneder vil det være den slags den står på. De begynder først for alvor på det hen under jul. I mellemtiden glæder jeg mig til at opleve mit nye liv. Jeg føler, at min krop er blevet befriet på “vestfronten” og nu kan gå i krig på “østfronten” – hvis der er en.
Jeg kan også sige – at den er parat. En del af min udmattethed er væk.

Min glæde – ekstase – og overgearede “ikke-træthed” efter operationen har ikke fortaget sig. Min krop har været vant til at kæmpe mod langt langt værre ting – end et skide 12 cm operationssår. Men det vidste jeg og den ikke.

Jeg bliver selvfølgelig ikke overmenneskelig af dette. Men det er utrolig fristende at blive overmodig. Det skal jeg passe på med.

Det er stadig sådan, at jeg tror på der er en kompleksitet i min sygdom – som handler om meget mere end klumpen. Men dens rolle har tydeligvis været større end jeg havde forudset.

De fleste af jer ved – at jeg ikke har nogen religiøs åre. Jeg tror ikke på sjælen – men på biokemiens kompleksitet og på at vores selvbevidsthed og evne til at se os selv udefra bare er en slags udtryk for yderligere kompleksitet. Alligevel har jeg et eller andet sted forvekslet nogle ting – og mit sprog har kun kunnet beskrive det jeg har oplevet i nogle overførte betydninger.
I virkeligheden er det måske sådan, at min oplevelse er – at krop og sjæl ikke er to ting. De er ikke “forbundne” på en eller anden uforklarlig måde. De er fuldkommen integrerede.
Min klump blev fjernet – og det var den dæmon, som også red mig psykisk.

Herfra bør det gå fremad.
I’m a rocket man.

Fejrer stadig – 11. november 16:03

Min kirurg var så sød at skrive en recept på 300 Panodil og 250 ibuprofen. Det blev 132 kroner i alt.

Hvor åndssvagt er det lige – at man skal have sådan en recept og ellers skal man købe i blisterpakker til en formue? Jeg vil være i årevis om at bruge alle de piller. Også selvom resten af familien får. Jeg forstår godt ønsket om at hæmme selvmordsforsøg der bliver til tragedier. Men man kan jo stadig købe en hel balje blisterpakninger.

 

Fejrer stadig
Fejrer stadig

12. november 12:48

Meanwhile in the hospital:

– Du er helt normal!

– Det er fandeme første gang nogen har påstået det.

– Ja altså, dit hjerte er helt normalt.

Jeg har været på Hillerød og få scannet mit hjerte af en frisk læge, som ikke helt kunne forstå at jeg skulle have gjort det, sådan som jeg opførte mig som en vårhare på speed.

– Hvordan går det, spurgte han.

– Jeg har aldrig haft det bedre, tak.

Sådan indleder man ikke en seriøs lægelig undersøgelse om hvorvidt man har en eller anden dødelig sygdom.

Jeg tog også en tur omkring endokrinologerne – bare for at se, om ikke jeg kunne få fundet kilden til det forkerte telefonnummer som rumsterer i systemet. Men det lykkedes ikke. Hun havde det rigtige på sin skærm. Mit operationssår er lidt hævet, så jeg gik også ned til Øre-Næse-Hals, hvor jeg fangede den ansvarlige overlæge på gangen (Waldemar Trolle) – og han fik min historie i korte træk og kiggede på såret og sagde god for det. Så var det ordnet.

Nu vil jeg begynde at skrive historien. Skal finde dens omdrejningspunkt. Hvad er det egentlig for en historie jeg kan fortælle? Foreløbig en historie om et noget kaotisk diagnostisk forløb – og en overraskende virksom operation. Men jeg skal nok vente i nogle uger før jeg konkluderer for meget.

I gang igen

På trods af advarsler og formaninger kan jeg jo ikke sidde stille. Jeg har så mange kræfter, synes jeg. Og jeg har endnu ikke lært at lade være med, at bruge dem straks der er lidt at trække på.

12. november 15.03

Var lige en tur ude og rydde det værste lort ud af bilen. Det havde jeg kræfter til. Det er stadig dejligt. Såret strammer lidt, men hvad fanden. Jeg kan jo ikke sidde stille og den bil har ikke set skyggen af pasning i måneder.

Har også bestilt lidt værktøj til værkstedet – og været nede og fixe lidt småting dernede. Jeg venter lige en uges tid inden jeg lader træstøvet svæve (jo – jeg har udmærket udsugning og åndedrætsværn) for jeg vil være sikker på, at det i hvert fald ikke er dét, der i givet fald giver infektion i såret.

Der var folk forbi og kigge på huset her til formiddag. Men jeg ved ikke om de gad købe. Nu må vi se. Der kommer også nogle i morgen. Har lidt ru og øm hals. Der er gang i et eller andet med mine lunger og hals. Jeg tænker, at mit trekvart lukkede luftrør har gjort det svært at holde lungerne vedlige og rense helt ud. Jeg ved godt at jeg spammer jer med alt det jeg “gør” – men det er fordi det er meget meget længe siden, at jeg magtede at have en bare nogenlunde fungerende hverdag – hvor jeg kunne passe ting. Og derfor er det en stor glæde – når jeg nu så småt begynder at se, at jeg måske kan blive velfungerende på den måde inden for relativ kort tid.

13. november 14:52

Har flyttet ca. 100 siders “hospitalshistorie” over i et dokument og gjort det klar til redigering.

Har omarrangeret min “døde” todo-liste fra i sommer, så jeg kan komme i gang igen fra næste uge med konkrete opgaver.

Har været på firmaets netbank og betale et par regninger, så der ikke er flere hængepartier.

Har været på virk.dk og blive opdateret med beskeder til firmaet – hvilket var ret simpelt.

Har ryddet lidt op.

Har bakset med opvaskemaskinen der pludselig gjorde knuder.

Har installeret Linux på en computer.

Har været i bad.

Det sidste var det mest besværlige.

Nu er jeg snart klar til at smutte med den 11 årige. Vi skal være væk, når de mulige købere kommer forbi og skal kigge på hus. Ellers hæmmer vi dem. 🙂 Så vi går på café. Det er en helt ny fornemmelse, at kunne foretage sig ting igen. Det er også en helt ny fornemmelse – at jeg har sovet tungt og dybt og har været udhvilet efter de sidste to nætter. Men det bliver selvfølgelig også hverdag igen. Jeg skal nok ikke regne med at operationen har gjort det helt overflødigt med søvn – eller at jeg har fået overmenneskelige kræfter. Kun næsten.

Sådan – relativt.

16. november 12:35

Nu har jeg sovet godt i en uge (ja, jeg er stort set uberørt af terrorisme på det følelsesmæssige plan, så det er ikke noget jeg ligger vågen over, selvom alle jo kan se – at jeg tænker over det). Jeg sov så godt her til morgen, at jeg sov over mig – og måtte melde afbud til en undersøgelse.

Nu ved jeg hvor meget det betyder, at få ordentlig søvn. Min krop er langt mere udhvilet. Jeg har fået en baderutine som virker nogenlunde – med mit operationssår, så det ikke irriterer mig. Min lugtesans er bedre. Mit åndedræt mere frit. Min stemme lidt dybere og mere velmoduleret. Min hals er lidt øm. Den er tyndere (måske kan jeg knappe den øverste knap snart). Jeg har tabt mig yderligere to kg (103). Min appetit er ændret og jeg kan bedre mærke mit velbefindende når jeg har spist hvad jeg har brug for.

Der er 100 ting at lægge mærke til. Efter de første 2-3 døgn troede jeg, at jeg måske var blevet en superhelt med superkræfter – intet søvnbehov, ingen træthedsfølelse osv. Det viste sig så, at det ikke var en permanent tilstand. Nu bliver jeg normaliseret, så jeg bliver næsten lige så gennemsnitlig som alle jer andre (beklager).

Det betyder, at jeg skal genoptræne mig selv. De kræfter jeg kan mærke, at jeg har fået igen – skal bruges på den rigtige måde. Jeg er jo typen som er fristet til at rende ud og bruge dem allesammen med det samme. Det har jeg lovet mig selv, ikke at gøre. Men jeg er meget optimistisk mht. at kunne komme til kræfter på en måde, som vil gøre mig stærk igen.

Jeg har også lært noget helt nyt. Jeg var f.eks. ikke klar over at jeg var så syg. Jeg havde faktisk ikke nogen anelse. Jeg vidste godt, at jeg var syg. Jeg gik til lægen med mine symptomer. Men jeg havde vænnet mig så meget til det – at jeg ikke kunne formulere det på en forståelig måde.Jeg kunne ikke sige, at jeg var totalt kørt ned og udmattet og ude af stand til at gøre noget. Jeg havde nemlig ikke nogen egentlig bevidsthed om det

Jeg føler mig yngre. Jeg har haft perioder hvor jeg følte mig som en gammel mand. Jeg gik som en gammel mand. Langsomt og tøvende. For 4 år siden faldt jeg to-tre gange inde i nærheden af mit arbejde. Den ene gang smadrede jeg skinnebenet, så jeg stadig har en fordybning. Den anden gang gik det ud over min skulder og min hånd. Hånden måtte til behandling på skadestuen og i gips. Det var fordi jeg var træt, nedkørt og syg. Jeg var en gammel mand. Det er jeg ikke længere.

Jeg skal have beskrevet de psykologiske virkninger af alt det her. Det er meget specielt. Jeg har lært utrolig meget i den forløbne uge – om hvem og hvad jeg er. Min krop, min dødelighed og min sårbarhed og styrke – er blevet prøvet af på en ny måde. Noget af det jeg vidste om mig selv har jeg fået bekræftet. Jeg vidste f.eks., at jeg på nogle måder er ukuelig.

Jeg har også lært noget helt nyt. Jeg var f.eks. ikke klar over at jeg var så syg. Jeg havde faktisk ikke nogen anelse. Jeg vidste godt, at jeg var syg. Jeg gik til lægen med mine symptomer. Men jeg havde vænnet mig så meget til det, at jeg ikke kunne formulere det på en forståelig måde.

Jeg kunne ikke sige at jeg var totalt kørt ned og udmattet og ude af stand til at gøre noget. Jeg havde nemlig ikke nogen egentlig bevidsthed om det. Jeg havde det ikke akut i min bevidsthed, at jeg aldrig sov godt, eller at jeg var bange for at gå ture, at jeg ikke kunne løbe, at jeg ikke havde lyst til at cykle – og at det var fordi jeg var kørt helt ned. Jeg kunne ikke sige, at jeg ikke kunne trække vejret. Eller at min krop var totalt bombet. For et var min normalsituation. Den fungerede ikke. Det var som en bil – der kan starte og køre – men der var ingen træk i motoren.

Det er noget jeg skal have beskrevet. Det var ikke bare fordi jeg er en mand, som jo skal være stærk og sige: Det klarer jeg!

Det var simpelthen umuligt for mig at vide – og at formidle mine symptomer til lægen, så han kunne forstå det.

Og det skræmmer mig lidt.

Fortsat god mandag.

Diagnosen – 27. november 2015

Dette er dagen hvor jeg får en kræftdiagnose. Hvor jeg tidligere har troet på den diagnose, som konkluderede, at jeg havde haft en godartet svulst, vælter hele korthuset nu.

Jeg bliver kaldt op til hospitalet før aftalt. Får at vide, at jeg skal tage nogen med. På Hillerød får jeg at vide, at den svulst jeg har fået opereret ud var en anaplastisk thyreoidea carcinom. Da jeg senere går hjem og googler (mod lægens gode råd) finder jeg ud af, at jeg er næsten sikker på at dø af den. Indenfor et år.

I kan læse om det forløb i første afsnit af denne føljeton.

Med det samme samler jeg en lukket gruppe af venner i en Facebookgruppe, som jeg vurderer kan være til hjælp. Jeg kan se, at jeg ikke kan overskue situationen. Jeg har brug for hjælp. Men jeg ved, at jeg ikke kan gå åbent ud i den offentlige del af Facebook, hvor jeg ellers har huseret og lade anarkiet råde. Det vil jeg ikke kunne håndtere og styre. Derfor går der nogle dage, inden jeg annoncerer det officielt, at jeg har fået noget der ligner en dødsdom.

Til gengæld oplever jeg en række mennesker, som straks stiller sig til rådighed, hjælper med praktiske opgaver og støtter op på en måde jeg ikke havde ventet.
Men verden skal også have det at vide.

30. november. 09.57

Sygehistorie – fortsat

Jeg fik en kræftdiagnose i fredags, da jeg var på Hillerød Hospital. Man havde analyseret den knude der var blevet bortopereret sammen med min halve skjoldbruskkirtel.

Facebook opdatering
Facebook opdatering

Min verden er lige blevet vendt op og ned. Jeg er gået fra at være Rocket Man og Super Man i samme person – til at være Dead Man Talking. Læs med i næste afsnit om hvordan det går på Rigshospitalet hvor jeg skal skannes, undersøges og opereres – så hurtigt som muligt.
Og læs med om de tanker jeg gør mig om livet og døden – og om hvad der virkelig er svært, når man får sådan en besked.

Gunnar Langemark blev diagnosticeret med Anaplastisk Thyreoidea Cancer for måneder siden. Men først fik han at vide, at han ikke var alvorligt syg. I dag håber han at kunne bygge sit liv op igen efter at være blevet erklæret sygdomsfri. Historien om hans oplevelser med sygdom og hospitalssystem kan læses i serien “Dead Man Talking” – en gæsteblog på POV-international i de kommende uger og måneder. Dette er del VII. Læs del I, ‘Black Friday’ her., læs del II, “Kvægslagteri” her, del III  “Rustvogn og Turpas” her, del IV Falsk Frikendelse her, del V “Rod op til operationen” her og del VI “Første operation” her.

Hvis du synes om denne serie, kan du betale direkte til Gunnar Langemarks familie for at læse med. Mobile Pay: 28515383

Alle fotos: Private.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Gunnar Langemark er far, mand, husmor, pennedrejer, kræftpatient, skriverka’l, flink og temperamentsfuld, samt tidligere pædagogmedhjælper, informationsarkitekt, IT-konsulent, socialmedia rådgiver, e-learning mand, blogger-pionér og open source evangelist. Han er ivrig fortaler for frivillighed og åbenhed og har altid haft anarkistiske tendenser. Er uddannet cand. mag. i film- og medievidenskab samt retorik fra Københavns Universitet, er født i 1963, er far til to piger. Gunnar bor i Frederikssund ved Roskilde Fjord sammen med sine pigers mor Lise-Lotte og den yngste, samt katten Mille. I 2015 blev han diagnosticeret med Anaplastisk Thyreoidea Cancer, en af de mest dødelige kræftsygdomme. I dag går han i såkaldt palliativ behandling og håber at kunne bygge sit liv og sin økonomi op igen lige så stille. Historien om hans oplevelser med sygdom og hospitalssystem har været publiceret i gæsteblogserien, "Dead Man Talking" på POV International og er senere i udvidet form udgivet som bog med samme navn. Gunnar Langemark skriver fortsat artikler i POV og udgav i 2018 bogen 'Skvatmand', der handler om at være sig selv som mand, med alt hvad det indebærer af styrker og svagheder.

Seneste artikler om Featured

Lets Go Bananas med pastis

Pastis til påske

FRÆKKE FRISTELSER // MERCI MARSEILLE – Det er påske, og det er