BØGER // ANMELDELSE – I Kemoklubben finder fire kvinder hinanden et sted, ingen ønsker at være. Alle ramt af brystkræft i en temmelig ung alder mødes de på hospitalet og bliver hurtigt hinandens fortrolige. I sygdommens op- og nedture er de hinandens heppekor og støttegruppe. Der lægges ikke fingre imellem, når læseren skal forstå kvindernes indignation over systemet og omverdenen, skriver Simone Bertelsen.
I bogen Kemoklubben – Ramt i brystet finder Christina Gerner Kristensen, Louise Garde Johansen, Cathrine Güntelberg og Sanne Gram Fadel hinanden et sted, ingen ønsker at være. Alle ramt af brystkræft i en temmelig ung alder mødes de på hospitalet og bliver hurtigt hinandens fortrolige. I sygdommens op- og nedture er de hinandens heppekor og støttegruppe.
Med udgivelsen af bogen Kemoklubben – Ramt i brystet, der indeholder personlige beretninger, samtaler og beskedudvekslinger fra kvindernes kræftforløb, inviteres læseren med ind i den ellers eksklusive klub. Her er det måske på sin plads med en disclaimer: Jeg er ikke bogens oplagte målgruppe. Den er først og fremmest tænkt som en håndsrækning til (bryst)kræftramte og deres nærmeste. Alligevel henvender den sig måske også lidt til mig – og til alle kvinder.
Hvorfor netop disse fire kvinder skulle rammes af brystkræft, tør ingen læger gisne om
Hvert år rammes knap 5000 kvinder af brystkræft i Danmark, og selvom mange kræftpatienter sandsynligvis vil finde trøst i et fællesskab af ligesindede, er Kemoklubben – Ramt i brystet i høj grad en fortælling om at være kvinde med kræft. Flere af Kemoklubbens medlemmer italesætter tabet af kvindelighed som noget af det sværeste ved forløbet. Dette er, måske lidt overraskende, ikke en problematik, der er forbundet med, at den ene af klubbens kvinder får fjernet sit bryst – det ryster hende faktisk ikke synderligt.
Men tabet af hår, øjenbryn og øjenvipper er for kvinderne forbundet med en større sorg, end de måske selv havde regnet med ville være tilfældet. ”Jeg fandt ud af, at håret var en meget stor del af min kvindelighed og identitet”, lyder det et sted.
Klædeskabet fuld af spraglede kjoler virker pludselig malplaceret og komplementerer ikke rigtig den skaldede isse og det udtryksløse ansigt. I stedet tyes til T-shirts og joggingbukser. ”Uden at tænke så meget over det lignede jeg mere og mere en mand”, fortæller den ene af kvinderne.
Hvorfor netop disse fire kvinder skulle rammes af brystkræft, tør ingen læger gisne om. Kvindernes egne spekulationer og research centrerer sig imidlertid meget om vilkårene ved at være kvinde. Hvorfor er der ingen læger, der har fortalt dem, at en hormonspiral, som alle kvinderne har gjort brug af som præventionsform, er forbundet med øget risiko for brystkræft?
Det samme gør sig i øvrigt gældende, om end i mindre grad, ved brugen af p-piller. Og hvad med alle de skønhedsprodukter, de har smurt kroppene med i tidens løb? Kan diverse kemikalier i makeup og cremer have haft en indvirkning?
I deres lukkede kreds kan kvinderne skælde ud på et fuldstændig absurd bureaukrati, der kræver kræftpatienter i jobaktivering, mens de fortsat slæber sig hen på hospitalet til strålebehandling hver dag
De fire kvinder undrer sig også over, at man i Danmark først tilbydes mammografi, når man er fyldt 50. EU-kommissionen har fra 2022 anbefalet, at man begynder at tjekke kvinder for brystkræft, når de er fyldt 45. I Sverige screener man allerede fra 40-års alderen, da det har vist sig, at også mange yngre kvinder rammes. I Kemoklubbens tilfælde er ingen af medlemmerne fyldt 50, da de får diagnosen – den yngste er end ikke fyldt 40.
Kvinderne finder i hinanden en uundværlig alliance. Og mens bogen er en fin og rørende skildring af fællesskabets betydning, er den også et opråb og et håb om forandring. Både på et strukturelt, men også et personligt plan.
I deres lukkede kreds kan kvinderne skælde ud på et fuldstændig absurd bureaukrati, der kræver kræftpatienter i jobaktivering, mens de fortsat slæber sig hen på hospitalet til strålebehandling hver dag, og på bekendte, der finder det passende at læsse alverdens ulykkelige kræfthistorier af på kvinderne, der ellers ikke ligefrem går og mangler ting at bekymre sig over. ”Det er seriøst vanvittigt, hvad folk siger. Hvad i himlens navn skal jeg dog bruge sådan en historie til?”, som en af kvinderne undrer sig. Hermed en (helt fair) opfordring til alle os andre.
Kemoklubben – Rent ud af posen
Der lægges ikke fingre imellem, når læseren skal forstå kvindernes indignation over systemet og omverdenen. Men det er heller ikke berøringsangst, der hersker, når de ærligt deler ud af alle mærkværdighederne ved at være kræftsyg. En af bogens store forcer er, at den balancerer det tunge med det lette. Det skriver jeg ikke, fordi jeg ikke kan tåle at læse om livets barske realiteter. En bog skal ikke partout være sjov – og da slet ikke en bog af denne slags. Men humoren er en måde at navigere i en tid fyldt af dårligdom. ’Man har kun det sjov, man selv laver’, har vist sjældent været sandere.
Mens omverdenen går på listefødder og frygter at sige det forkerte (og alligevel meget ofte kommer til det), så skorter det ikke på kemojokes i klubben – her må man sige og tænke det hele
På bogens forside ses en grafik af en droppose med påskriften »Aperol«. Den henviser til en de mange interne vittigheder, kvinderne i Kemoklubben har – en behandling med den såkaldte røde kemo er som en tur i aperolbaren. Farven bringer tankerne hen på den populære sommerdrink, og det gør de tømmermændslignende bivirkninger for så vidt også. ”Er det egentlig spritkørsel, det der?” jokes der, da et af klubbens medlemmer opdaterer de andre om overstået kemobehandling med beskeden om, at nu kører ”Aperol-ekspressen” hjem.
Det kan lyde som en absurd sammenligning, men det bliver hurtigt tydeligt, at humor er en af Kemoklubbens vigtigste overlevelsesmekanismer. Mens omverdenen går på listefødder og frygter at sige det forkerte (og alligevel meget ofte kommer til det), så skorter det ikke på kemojokes i klubben – her må man sige og tænke det hele.
Da kvinderne får deres diagnose, bringer dødsangsten først og fremmest tankerne hen på børnene, der sandsynligvis vil få pandekager til aftensmad resten af livet, hvis mor er væk, eller mændene, der jo ikke engang er på skolens ForældreIntra. Hvordan skal det dog ikke gå? Håret og neglene, der falder af, får også lige en kæk bemærkning med på vejen. Nu er der ingen, der kan beskylde kvinderne for hår i maden eller afløbet. Og så er der jo en tånegl mindre at klippe. ”Nyd det, mens det varer, de damer.”, som en af kvinderne tørt skriver i gruppechatten.
Selvom bogen henvender sig til en specifik læsergruppe, tror jeg, vi alle sammen kan lære noget af Kemoklubbens optimisme og søstersind. Uden fællesskabet med ligesindede står det skidt til – og da særligt, når det hele ramler. Det er åbenlyst, hvor vigtig klubben – med alt hvad den indeholder af frustration, forvirring, kærlighed og kemojokes – har været for, at kvinderne er kommet godt ud på den anden side af et rystende forløb. Netop det har givet dem energien til generøst at dele ud af intime oplevelser og private tanker og åbne klubben op for alle (bryst)kræftramte kvinder, der har – eller får – brug for et sted at gå hen. Et sted, hvor der ikke er langt fra gråd til grin.
Klik dig videre på POV Internationals mange boganmeldelser her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
