11. december 2015
Det er godt at være hjemme igen. At kunne sove længe – næsten uforstyrret. At kunne tage sin “medumsin” uden at skulle være diskret. At kunne lave sig det mad, man virkelig trænger til. At kunne klappe vores kat Copsen.
Men det bliver en meget, meget rolig dag. Jeg kan godt mærke, at euforien har lagt sig, og det er blevet hverdag igen. I denne omgang er jeg lidt mere “apprehensive” (betænkelig, red.) og skal også lige mærke efter, om ondskaben stadig følger mig. Jeg føler det ikke – men nu gør jeg det, der skal til – og så satser jeg på, at min organisme også kan gøre noget.
En af de ting, der skal til, er at køre videre med min cannabiskur. Jeg får min cannabis fra Moffes. Det er en tyk olie, som er indkogt på hele cannabisplanten og indeholder både CBD og THC. Nu skal der være afstemning i Folketinget om legalisering af cannabis til medicinsk brug. Det har jeg en mening om.
Fra min væg på Facebook: Om cannabis
Jeg vil sige til Rasmus Jarlov (konservativt folketingsmedlem, red.) og andre, der tøver, at når man – som jeg – er blevet diagnosticeret med en rimelig sikker dødelig cancer (det er en såkaldt Anaplastisk Thyreoidea Cancer, som er meget sjælden. 50 procent er væk på 6 måneder, 80 procent på 1t måneder og 95 procent er væk på 5 år), som der i det officielle system ikke findes og ikke kan findes en dokumenteret evidensbaseret kur imod – fordi vi er så få og dør så hurtigt – så er man faktisk skide ligeglad med, om der er evidens ift. cannabis.
Alt hvad jeg gør er eksperimentelt. Og selv “in vitro” forsøg (forsøg i reagensglas, red.) er tilstrækkelig evidens til, at jeg er i fuld gang med cannabis.
Det etablerede system kan ikke tilbyde mig noget andet. Og jeg er en død mand – hvis jeg følger loven.
Så det gør jeg ikke.
Og I kan stemme, hvad I vil.
Når man – som jeg – er blevet diagnosticeret med en dødelig cancer – en såkaldt Anaplastisk Thyreoidea Cancer, 95 procent er væk på 5 år – så er man faktisk skide ligeglad med, om der er evidens for, om cannabis virker. Alt hvad jeg gør er eksperimentelt. Og selv “in vitro” forsøg er tilstrækkelig evidens til, at jeg er i fuld gang med cannabis. Det etablerede system kan ikke tilbyde mig noget andet. Og jeg er en død mand – hvis jeg følger loven. Så det gør jeg ikke.
Jeg blev opereret i forgårs – og nu skal jeg hvile. For jeg skal vinde min kamp – og det er åbenbart ikke hele Folketinget, som har forstået alvoren. Det er ikke for sjov. Og personligt ubehag ved cannabis bør vige ift. de interesser, der spiller ind her.
PS: Det taler for mig – at jeg er relativt ung og stærk og har fået “bylden” ud. Men der var gået hul på den, og den har en tendens til at lave mikroskopiske metastaser i hele kroppen. Så derfor er en kemisk kur, som ikke ødelægger kroppens immunforsvar – efter min bedste overbevisning, det bedste håb jeg har imod disse. Jeg er samtidig overbevist om, at jeg har gået med den i mange år og mit system har kæmpet med den. Men det får jeg jo heller ikke videnskaben med på. Efter min mening fordi det vil kuldkaste nogle af forestillingerne om, hvordan sådan en cancer kan findes i kroppen, og hvordan den vokser. Jeg tror min har haft et meget langvarigt “indløb”, og at jeg blev reddet af gonggongen.
PPS: Please send ingen “mirakelkure”. Jeg har 200 af dem liggende nu. Fra velmenende mennesker. Jeg kunne skrive en opskriftbog med alt det, jeg har fået 🙂
Og jeg får masser af vitaminer, mineraler, iltende, basedannende, antiinflammatorisk, antioxidants osv.
Spild ikke livet på at have travlt.
12. december 2015
Jeg vil lige understrege, at jeg hverken er død, umiddelbart døende eller dødssyg – andet end, at jeg ved, jeg bærer rundt på sygdommen, og den kan slå til når som helst. Jeg er stået op, har taget bad, spist morgenmad – og er klar til at hente juletræ og købe julegave til min store datter. Jeg er ved fantastisk godt mod, og føler mig kun midlertidig handicappet af operationssåret – som besværliggør bad og anden fysisk udfoldelse. Men det er overstået i løbet af en uges tid eller to.
Spild ikke livet på at have travlt.
Hvis ikke det var fordi, jeg skal i gang med en cancerbehandling – med stråling, formodentlig – så ville jeg glemme alt om det og blot fortsætte livet, som det var. Jeg skal selvfølgelig også gå til tjek , så jeg vil blive scannet en del gange. Når jeg kommer lidt ovenpå, kan jeg danne mig et mere samlet billede af, hvad jeg kan gøre og om det giver mening at rejse til det store udland og få en mere rigtig behandling. I så fald får jeg nok brug for en del hjælp til finansiering mv.
Da jeg gik og ventede på den første operation købte jeg et par bøger på Amazon. En af bøgerne var af Peter Korn: Why we make things and why it matters. The education of a craftsman. Den bog er i virkeligheden en selvbiografi, som blandt andet kommer omkring, hvordan den unge Peter, netop som han har etableret sit snedkerværksted, bliver ramt af Hodgkins Disease – som er en kræftsygdom, der var meget lidt behandling for dengang – og kommer i eksperimentel kemoterapi og overlever – og de næste 30 år etablerer han sig så som møbelsnedker/designer og han opbygger en skole baseret på en fond, som er finansieret af venner, familie og kunder.
Det er en meget livsbekræftende historie at læse, og hans filosofi er oven i købet meget lig min, mht. håndværk. Det er lidt spooky, at jeg lige har læst den historie. Må bruge den som inspiration. Hoster og nyser, så jeg er ved at gå op i sømmene …
14. december 2015
Sygehistorie – enkelte iagttagelser
1) Det er svært for mange – at forholde sig til en ”terminal patient” og hans pårørende. (Det er ikke fordi, jeg er terminal. Det er fordi, de tror det – når de hører min diagnose og mine statistiske udsigter. Det snyder så bare lidt). Fruen ringer til forsikringsselskabet for at “indkassere” den psykologhjælp, der tilbydes ifølge policen. Det har hun nu gjort i snart to uger. Først får de – LL og Lina – tilbudt en psykolog, som det viser sig ikke tager sig af børn. Det går først op for dem, da de møder op. Alene at få sådan én med kort varsel – er vanskeligt. Men er psykolog-behov ikke meget ofte akut og haster?
Nu ringes der så igen – og det er svært for dem at tilbyde noget. Lise-Lotte kan eventuelt ringe rundt selv? Hun siger, at hun har rigeligt at lave og ikke helt kan overskue det. Så er det, der kommer denne her medfølende kommentar, som pludselig sætter det hele i et dystert perspektiv. Det havde hun ikke brug for.
2) Hillerød Hospital har SMS-påmindelse om aftaler. Jeg fik en til en aftale fredag – her for lidt siden. Men da jeg har ringet til dem og aftalt, at jeg IKKE skal komme (det er deres egne læger, som det pludselig gik op for – at jeg har en kræftdiagnose, er overgået til Rigshospitalet og ikke længere har en skjoldbruskkirtel, de kan undersøge, hvorfor hverken de blodprøver de bestilte eller deres nysgerrighed længere er aktuel) – undrede det mig. Jeg ringer altså op igen for at sikre mig, at jeg ikke får udeblivelsesbøde, hvis jeg ikke kommer til den aftale, der er aflyst (jeg har en optagelse af telefonsamtalen, så de kan ikke løbe fra det).
De bedyrer, at SMS-systemet er nyt og ikke virker helt.
Jamen – det er da betryggende. Hvad præcist er det, der ikke virker? For jeg er da glad for SMS, når jeg skal komme; så jeg bliver mindet om. Men det må gerne virke hver gang. Jeg har fundet ud af, at det ikke er alle afdelinger, der bruger det (der er ingen måde at vide på om de bruger det. Det må erfaringen vise efterhånden). Nu ved jeg også, at jeg ikke kan regne med det. Jamen, kan de så ikke bare lade være med at sende SMS’er indtil de har fjernet fejlene? Jeg synes faktisk ikke det er særlig betryggende, at deres it-systemer er så fejlfyldte som en ny version af Windows. Det er trods alt mit liv, der afhænger af det.
3) Er blevet ringet op af Radio 24/7, som muligvis vil lave et eller andet med mig. Nu får vi se. Fik lov til at tale frit i telefonen – uden alt for mange afbrydelser. Klog journalist.
Der begynder så småt at kunne blive plads til lidt hverdag. Det er dejligt. Jeg er ikke sengeliggende. Jeg er ikke svag. Jeg er bare dødsmærket. Hvad fanden. Det er vi alle. Vi tænker bare ikke over det, normalt. Jeg bliver ved med at opleve den luksus, det er: at kunne spilde sin tid lidt.
4) Jeg har det bedre, tak. Har sovet godt og længe. Har ikke specielt problemer med hverken kalk eller stofskiftepillen (Eltroxin). Men det kan jo komme. Har lidt smerte i midten af brystet. Har hoste med slim. Har lagt besked hos min læge – om min situation. Hospitalet talte om, at den plet, jeg har på lungen, kunne være en lungebetændelse. Jeg har nu – igen – i mange år haft noget siddende dér. Jeg ved ikke, hvad det er. Men lægerne på Riget mente det skulle behandles. Så glemte de alt om det og sendte mig hjem.
5) Der begynder så småt at kunne blive plads til lidt hverdag. Det er dejligt. Jeg er ikke sengeliggende. Jeg er ikke svag. Jeg er bare dødsmærket. Hvad fanden. Det er vi alle. Vi tænker bare ikke over det, normalt. Jeg bliver ved med at opleve den luksus det er: at kunne spilde sin tid lidt.
6) Jeg er ved godt mod. Ikke trykket. Men der er rigtig mange praktiske ting, som skal på plads. Og så skal jeg “studere” for at blive klogere på min situation. Jeg har muligvis stadig ikke alverdens tid til rådighed. Jeg ved ikke, hvor hurtigt et aggressivt angreb fra canceren vil kunne slå mig helt ud. Det skal jeg muligvis mest finde ud af ved introspektion. Men det kræver, at jeg har en fornemmelse af, hvornår den i virkeligheden angreb mig. Og min “case” er svær at blive klog på. For jeg har haft nogle fornemmelser – mange af dem nedfældet. Og de rimer ikke med dogma. Nå. Det må jeg se på.
7) Nu vil jeg kigge lidt i mine nye bøger og nyde en time af eftermiddagen – inden jeg skal til Hillerød med LL og Lina.
14. december
Jeg tager tidligt ind til hovedstaden i morgen. Jeg skal forbi Radio 24/7 omkring 7.30 til et lille skævt indslag – og så bliver jeg nok i byen lidt af dagen.
Skal finde mig en passende base at sidde på – og “holde hof” (hvis nogen har tid), drikke lidt urtete og spise en linse og en gulerod, mens jeg er på Facebook, lader computer op og måske endda tager mig sammen til noget egentligt og substantielt – såsom planlægning og praktiske gøremål, der kan klares over nettet eller telefonen.
Det er en plan.
Gunnar Langemark blev diagnosticeret med Anaplastisk Thyreoidea Cancer for måneder siden. Men først fik han at vide, at han ikke var alvorligt syg. I dag håber han at kunne bygge sit liv op igen efter at være blevet erklæret sygdomsfri. Historien om hans oplevelser med sygdom og hospitalssystem kan læses i serien “Dead Man Talking” – en gæsteblog på POV International i de kommende måneder. Dette er del VIII. Læs del I, ‘Black Friday’ her., læs del II, “Kvægslagteri” her, del III “Rustvogn og Turpas” her, del IV Falsk Frikendelse her, del V “Rod op til operationen” her, del VI “Første operation” her, del VII Rocket Man her, del VIII De hårde dage her ,del IX, Samlebåndsfabrikken, her, del X, Den anden operation her og endelig del XI, Eftertanker og Mirakler her.
Hvis du synes om denne serie, kan du betale direkte til Gunnar Langemarks familie for at læse med. MobilePay: 2851 5383
Topfoto: Clothes line – w:User:Evil Monkey Wikimedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
