MISTRIVSEL // KRONIK – Mistrivsel fylder meget i debatten, og ifølge Dennis Larsen er der tale om forholdsvis almindelige reaktionsmønstre frem for sygdom. Her gennemgår han utryghed, mismod, uro og tilbagetrukkethed og ser på, hvilke årsager de kan have i nutidens individualiserede samfund.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Mistrivsel er oppe i tiden – og heldigvis, tænker jeg, for det ligger nærmest i ordet, at det er forståelige reaktioner, snarere end at problemet skulle bo i den enkelte som ‘sygdom’ eller medfødt ‘forstyrrelse’.
Det er med udgangspunkt i et sådant mere sygdomsfrit perspektiv, at jeg her gennemgår de mest udbredte former for mistrivsel i dag: utryghed, mismod, uro og tilbagetrukkethed.
Det skal ikke forstås sådan, at jeg afviser eksistensen af grelle, komplekse former for sindslidelse – typisk foranlediget af dybe traumer. Min pointe er snarere, at vi skal have det hele ned på jorden igen.
Mistrivsel er, kort sagt, mere simpelt, end det er blevet gjort til. Derfor er det også nemmere at gøre noget ved.
Mistrivsel som utryghed
Lad os starte med utryghed: en relativt simpel følelse, vi allerede kender til hudløshed, men som i grove træk er blevet ‘angst-ificeret’.
Derfor forstår vi i dag udelukkende utryghed som et højdramatisk fremmedelement i os, og vi fokuserer kun på selve oplevelsen af det, som vi så skal lære at håndtere bedre eller tage beroligende – ligeledes afhængighedsskabende – medikamenter for.
Modsat vil jeg mene, at følelsen af utryghed – uanset, om den er diffus, konkret, kommer snigende eller i anfald – er en berettiget reaktion: en advarselslampe, der fortæller os, at vores livsverden føles truende, usikker, farlig, presset eller decideret er ved at ramle sammen. Derfor bliver man – helt forståeligt – rastløs, nervøs, bange, lukker ned, kan ikke gå uden for en dør, føler sig forfulgt eller angrebet og så videre.
Ethvert mismod indebærer, at man må gribe ud efter livsmodet. Ellers kan det meget hurtigt blive uoverskueligt at komme igennem livets nedture, store som små
Det udelukker ikke, at der findes usikre mennesker, der i overdreven grad søger tryghed og har tendens til at tro, at alt er farligt, hvilket er at betragte som frygtsomhed – dvs. en karakterbrist – snarere end en sygdom eller forstyrrelse. Ofte knyttet til en utryg barndom eller manglende opfostring i livsmod og ansvar.
Ikke desto mindre, så er utryghed langt hen ad vejen en forståelig reaktion, og den høje forekomst af det kan tyde på, at frygtløshed er blevet en fælles last, hvilket især kan kobles til ‘yuppie-agtige’ samfundstrends som strukturløshed, centralisering, individualisme, forandringsdyrkelse (dermed ustabilitet), opløsning af traditionelle fællesskaber, klimakrise, dannelsestab, frihedsdyrkelse, globalisering, effektivitetspres, fremmedgørelse, menneskekold arkitektur og sidst, men ikke mindst ensomhed.
Mismod
Er ganske enkelt tabet af mod. Modløshed eller opgivenhed kunne vi også kalde det.
Nu tænker du sikkert, at det, igen, lyder meget moralsk, og det er det også, men kun til en vis grad. Ethvert mismod indebærer, at man må gribe ud efter livsmodet. Ellers kan det meget hurtigt blive uoverskueligt at komme igennem livets nedture, store som små.
Ligesom ved utryghed, så er mismod en naturlig reaktion. Gerne, når man ikke kan se sig ud af sine – ofte ophobede – problemer i tilværelsen, herunder når man udgrænses fra fællesskab.
Man stivnes i nuet og forfølges af smertefulde minder, ofte ansporet af en livskrise med elementer af handlingslammelse. Man hænger fast i fortiden eller fortsætter med overmodige livsmål, der fungerer som bremse
I den forstand er der klogskab involveret. Det er en måde at lytte efter, hvad ens liv byder, ligesom det kan være en afmagt over for et uligevægtigt socialt hele, hvad end det er dårligt indrettet, brutalt, uoverskueligt, på grænsen til det selvudslettende mv.
Dertil kan nedtrykthed, sortsyn og melankoli være sandhedsvidner, der indirekte viser os, at der er noget galt i måden, vi lever på: at vi fx presser os selv for meget og udmattes. At vi er kommet i for lang afstand til hinanden (men også naturen), hvilket vi enkeltvis sørger over, men uden at vide hvorfor.
På et mere personligt plan, så involverer mismod en sorgfuld og sortsynet nedlukning af tidshorisonten, rettet mod fremtid. Man stivnes i nuet og forfølges af smertefulde minder, ofte ansporet af en livskrise med elementer af handlingslammelse. Man hænger fast i fortiden eller fortsætter med overmodige livsmål, der fungerer som bremse. Ens liv – mulighedssfæren – lukker ned, og det kræver hjælp at åbne op for igen.
Mismod og overmod er, i øvrigt, ‘flirtende’, hvad også store humørsvingninger (læs: nutidens mange bipolar-diagnoser) skal ses i lyset af. Som hele vidner det om en overmodig tidsånd, om end massive humørsvingninger skam også kan være en positiv drivkraft, fx hos den mislykkede kunstner, der nægter at give op.
Uro
Helt lavpraktisk, så har pressede mennesker svært ved at finde roen, hvad end i det indre eller ydre.
De bliver – forståeligt nok – ufokuserede, rastløse, distraherede, forvirrede, bekymrede, frustrerede mv., hvilke opfattes som meget uønskede størrelser i nutidens videnssamfund, hvor man helst skal være knivskarp hele tiden og for alt i verden ikke gå i stå.
Uro er generelt knyttet til utryghed, men kan også skyldes overambition, overbelastning, orienteringstab, frustrationer, undertrykt virketrang, overansvarliggørelse, umodenhed, mangel på autoriteter og klarhed, kedsomhed, mangel på motivation, lav intelligens, fejlplacering, you name it: hvad som helst i virkeligheden, der gør, at man har svært ved at samle sig.
Det vellykkede liv er blevet et stakåndet og omskifteligt projekt, hvor man skal have tungen lige i munden for at klare den
I den optik, så har uro intet med et handicap eller en hjernefejl at gøre. Det er vist mere et salgsargument for opkvikkende – ligeledes afhængighedsskabende – doping?
Snarere bør vi tale om, at vi lever i en alt for urolig og rutineløs tid, præget af overmod, travlhed, rovdrift og mangel på sindsro. Der er for meget forandring og pres på befolkningen, og vi lever ude af trit med os selv, men også naturen.
Kort sagt er vi kommet for langt væk fra en naturlig, simpel måde at leve på. Det vellykkede liv er blevet et stakåndet og omskifteligt projekt, hvor man skal have tungen lige i munden for at klare den. Det kan mange ikke overskue, herunder børn, der ikke sjældent trækkes rundt i manegen.
Tilbagetrukkethed
Tilbagetrukkethed er en klassisk outsider-reaktion – ofte set hos ‘panelbørn’ i institutioner, der går langs panelerne – og som vi i dag gerne forveksler med medfødt retardation. Ethvert aspekt af dét at være tilbagetrukket udstilles derved på forhånd som en ‘forbudt’ eller ‘forstyrret’ måde at være til på.
Det ligger i forlængelse af, at vi har en meget snæver forståelse af, hvad det vil sige at være normal, hvilket indbefatter krav om, at vi skal være udadvendte, selvstændige og initiativrige. Indelukkethed og ‘jeg følger bare ordrer’ bliver noget forbudt og skamfuldt, hvortil mange må fake at være ‘normale’, indtil de så brænder sammen.
Hertil kan jeg fortælle, at det i antikken og opefter – især med udbredelsen af platonisme og kristendom – var ganske populært at være verdensfjern, rigid og stillestående. Man higede efter det uforanderlige, heriblandt en mere stabil og gentagelsespræget ‘slutprodukt-virkelighed’ som modsvar til, at alt flyder og roder.
Generelt går man derved fra at være deltagende til betragtende. Den flydende virkelighed delvist afvises og stabiliseres indvendigt, hvilket skaber kunstig ro og orden ‘oppe i hovedet’
Dét taget i betragtning, så kommer ønsket om at trække sig eller lukke ned af, at man føler sig truet, utryg, eller man kan ikke overskue tingene og følge med. Det er ikke helt ufarligt, for man kan fanges i en selvforstærkende social usikkerhed, der i sin spæde form udgør fjernhed, akavethed, skyhed, stammen mv. og kan eskalere til, at man helt hægter sig af verden.
Generelt går man derved fra at være deltagende til betragtende. Den flydende virkelighed delvist afvises og stabiliseres indvendigt, hvilket skaber kunstig ro og orden ‘oppe i hovedet’. Det forplanter sig ud i en stadigt mere fastlåst – samt egen-ritualiseret og sløvsindet – livsverden, hvor man ikke kan overskue selv de mindste forandringer. En uforudsigelig verden ‘angriber’ og fører til følelsesmæssige nedsmeltninger, når korthuset falder sammen.
Derudover mister man gerne kontakten til sig selv og sin krop, der også bliver mere stivlemmet, alt imens verden på dualistisk vis nedrangeres til noget maskinelt, fotografisk og livløst – til sidst næsten uforståeligt – hvad ofte harmonerer med instrumentalisering, social fremmedgørelse, nedlukning af indlevelsesevne samt selvopløsning.
Læs mere af Dennis Larsen her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her