REJSEBREVE // BARNDOM – Hollandskfødte Marieke Burgers skriver rejsebreve fra sin eksotiske barndom i den tidligere hollandske koloni Indonesien, fra Teheran og Kharg i Persien og fra Ghana. Fra de stive halvtredserne til de løsere tressere beretter hun om mødet med andre kulturer, om rejser med fragt- eller passagerskib, med propelfly eller på æselryg – altsammen fra et barns synsvinkel.
“Se, far, der er også unger med!” Mine tre brødre kigger gennem jeepens ruder hen til flokken af vilde elefanter, der tredive meter væk, efterlader store lorteplamager, mens de krydser grusvejen. “Ja, og ti nu stille, ellers kommer de mod os og det er ikke så godt.”
Min far har taget drengene med til én af attraktionerne i det nye land, netop døbt Indonesien, nemlig de vilde elefanter, der følger deres sædvanlige vandrerute gennem junglen. Tidligere på dagen var han taget på markedet og havde købt en klase bananer til sine børn, en uventet og ukendt lækkerbisken.
Undervejs havde min mor på samme marked forgæves forsøgt at købe jordnødder til børnene, men hendes spørgsmål ”Pinda? Pinda?” – det hollandske ord for peanut, som hun i årevis har troet var indonesisk – havde kun affødt forbavsede blikke. Pinda? Nej, det havde markedskonerne nu ikke i sinde. Pinda betyder at flytte på indonesisk, mens det indonesiske ord for jordnød hedder “katjang”.
En spændende og farverig barndom
Med flytningen i 1949 fra Nederlandene til udlandet forsøgte mine forældre at undslippe efterkrigens kvælende kviksand. Inden da var en tid gået med truslen om tvungent arbejde på en tysk faldskærmsfabrik for min mor og indlemmelse i den almene tyske Arbeitsinsatz for min far. En tid hvor min mor i timevis måtte stå højgravid i kø for ugens grøntsag; ét blomkål. Og en tid hvor min far måtte gå under jorden og min mor efterfølgende fik ubudt besøg af Gestapo: Wo ist Ihren Mann?!.
En tid med rationering og dårlig mad, med grød med klumper til aftensmad – eller værre – tulipanløg. En tid med cikoriekaffe og indsamling af fåreuld fra pigtråd til en babytrøje. Senere vendte traumatiserede familiemedlemmer hjem fra tyske koncentrationslejre, mens andre var døde i japanske. Og der skulle tages hånd om deres underernærede børn, på trods af smalhans. En tid med sortbørshandlende, der truede ens levebrød, hvis man ikke ville spille med.
At tage arbejde og leve i Nederlandsk-Indonesien blev efter Anden Verdenskrig tilskyndet af den hollandske regering, og det var chancen for et bedre liv, for et spændende arbejde, for ordentlig mad på bordet, og for et liv uden snærende rationering eller kontrol, et liv med mere frihed til både voksne og børn, altså en ny begyndelse for familien Burgers-Daniëls.
Vores forældre forsøgte at styre dette loppecirkus med fem børn ved hjælp af et stærkt etisk kompas og en solid tro, kærligt, men bestemt, lejlighedsvis akavet og med humor eller en ørenfigen
Og min søskende og jeg, mine forældre Charles Burgers og Dempsey Daniëls’ fem børn, har haft en speciel barndom i troperne. Senere en ungdom, hvor vi også flyttede meget ofte, for også i Holland har vi boet utallige steder, ofte i nybyggeri, i rækkehus med udsigt til den tilhørende muddermark. Selv er jeg flyttet omkring femten gange, inden jeg blev ti år.
Og flytningerne tog lang tid og indebar store krav til tilpasningsevnerne for at sige det mildt. Hver gang en anden skole, andre venner, en anden lærer eller mester, skråskrift skulle fralæres og erstattes af formskrift, eller omvendt. Vort legetøj blev hver gang pakket ned i store kasser og sendt med skib, og vi så det måske først måneder senere. Og endnu engang skulle vi vaccineres med en cocktail mod alle mulige sygdomme, en kæmpesprøjte som gjorde ondt i dagevis. Flytte til et nyt sprogområde, til nye regler, men altid dødkede sig under den latinske messe, for vi blev også meget klassisk katolsk opdraget.
Men den største omvæltning var nok at blive sendt alene tilbage til Nederlandene som barn. Mine forældre havde nemlig også den ambition, at vi skulle få en god uddannelse, så når børnene var ti år gamle, blev de sendt tilbage til Holland, til en god katolsk skole og en pæn, katolsk plejefamilie.
Hver af os søskende har på den måde haft en både ens og forskellig opvækst.
Men midt i alle flytningerne og komplikationer har vi haft en spændende og farverig barndom. Vores forældre forsøgte at styre dette loppecirkus med fem børn ved hjælp af et stærkt etisk kompas og en solid tro, kærligt, men bestemt, lejlighedsvis akavet og med humor eller en ørenfigen.
Det lykkedes det meste af tiden.
Pendopo, landsbyen i junglen
Min far var ankommet til Indonesien i 1948 – efter en hårrejsende 72 times flyvetur med mange stop undervejs. Han var arkitekt og havde skrevet kontrakt med Standard Vacuum Oil (StanVac) i Holland om arbejde i Pendopo, nær Palembang i Sydsumatra.
Han skulle opbygge hele infrastrukturen for arbejderne, der skulle udføre olieboringen, og deres familier, altså veje, boliger, børnehave, skole og kirke. Først boede han i Pendopo som “ungkarl” i Pasanggrahan, dvs. gæstehuset og blev udstyret med en Chevrolet Coupé. Efter et års ensomhed kunne familien så komme til.
Vi kom med båd. Efter tre ugers sejltur med M.S. Oranje for min mor og fire børn – jeg var ikke født endnu – gjorde familien Burgers i slutningen af 1949 sit indtog i et hus, som lå lidt udenfor centrum af den indhegnede compound. Der boede familien på en planeret bakke, med andre huse i en cirkelform rundt langs kanten.
I Pendopo var en skole, en børnehave, en legeplads med rulleskøjtebane, klatrestativer og et supermarked, kaldt Commissary. Så var der ’klubben’ med teater, en grusbelagt tennisbane, som også kunne bruges til festlige arrangementer og selvfølgelig et svømmebad. I skolens gård stod en simpel variant af en karrusel med nogle taburetter som “heste”. Den kaldte vi brækmøllen.
Mine tre brødre var mellem tre og syv år, og min søster var et lille, blondt og kønt pigebarn, som vakte opsigt overalt. Så meget, at hun – efter at have tilbragt en nat hos indonesiske bekendte – med stort besvær blev returneret til mine forældre, så glade var de for denne lille skønhed.
Drikkevandet var regnvand, indsamlet i store tønder, der stod ved siden af husene. En sok var bundet om vandhanen for at si myg og andet snavs fra det brune vand
Livet i Pendopo var eventyrligt og på én og samme tid både luksuriøst og primitivt. Husene var præfabrikeret krydsfiner bungalows, som bestod af koblede kubusser, som stod på relativt høje pæle mod alskens kryb. Bag huset var et afsnit kaldt blakan, hvor vores ’husalfer’ boede. At have tjenestefolk var praksis på daværende tidspunkt og et vigtigt element i lokalbeskæftigelsen.
Drikkevandet var regnvand, indsamlet i store tønder, der stod ved siden af husene. En sok var bundet om vandhanen for at si myg og andet snavs fra det brune vand. Derefter blev vandet kogt og stillet i køleskabet i halvandenliters flasker. I tørtiden, hvor der jo var lidt vand, gik man til de tomme huse for at hente vand fra deres tønder.
Vores far havde udviklet en primitiv ‘varmtvandsgejser ‘ til disse boliger. Den stod udenfor huset ved siden af badeværelset. Så for at tage at brusebad var man nødt til at gå udenfor først og tænde for gassen.
Man sov uden klambu, myggenet, fordi alle vinduer og døre havde myggenet foran.
Eventyrligt og undertiden primitivt, men stadigvæk var køleskab, indendørs bruser, tjenestefolk og svømmebad hidtil usete luksusgoder i forhold til den kolde efterkrigs Holland.
På skolens toilet skulle man mandië. I et tomt ”badeværelse” stod i midten en spand med koldt vand og en blikskål. Med skålen hældte man det kolde vand i måsen og underlivet, vaskede sig og skyllede af igen. Og toiletbesøg kunne føre til særlige overraskelser. Min søster blev f.eks., lige før hun ville sætte sig, overrasket af en rotte, der kom ud af en af skolens toiletkummer, men hændelsen foregik i det mindste i et særligt afsnit uden tilskuere. Noget der ikke skete hver gang.
I krydsfinerhuset er familien Burgers ved at gå til bords. Min far er dog lige nødt til at gå på toilettet, som pga. kubernes kobling ligger direkte ved spisestuen. Hvad ingen ved, er, at væggene i krydsfinerhuset allerede er helt gennemboret af termitter. Min mor stiller maden på bordet, alle er klar til bordbøn, men pludselig braser væggen sammen. Og der sidder min far med store hvide balder på potten, mens kone og afkom stirrer. Det gjorde et uudsletteligt indtryk.
I Pendopo boede familien indtil 1953, hvor kontrakten med StanVac ophørte, fordi en plet blev opdaget på min fars lunger ved det årlige lægetjek, og hele familien måtte rejse tilbage til Holland med passagerskibet “Johan Van Oldenbarnevelt”.
Stop skibet, jeg vil af!
Ved en anden lejlighed sejler passagerskibet M. S. Oranje i Biscaybugten, da det trækker op til voldsom storm. Kaptajnen beslutter at sejle langsomt, da skibet ikke er særlig stabilt, og de store dønninger får det til at rulle. For at give passagerer og besætning håndfæste, er et reb spændt zig-zag i korridorerne. Snart trækker de fleste passagerer sig tilbage i deres kahyt eller brækker sig over rællingen. Min bror Herman, seks år gammel, er de første dage stadig upåvirket af søsyge, men da en medpassager kaster op på hans sko, giver også han slip. Han bliver straks hundesyg og udtaler de bevingede ord: “Mor, stop skibet, jeg vil stå af!”
I årene 1949-1958 rejste familien, det vil sige for det meste min mor og børnene, til og undertiden også fra Indonesien “med båden”, dvs. de store passagerskibe som M.S. Oranje, Willem Ruys og Johan Van Oldenbarnevelt. De sejlede både fra Amsterdam og Rotterdam, og turen, som varede omkring tre uger, førte gennem Suezkanalen og var hver eneste gang en spektakulær begivenhed.
På rejsen med Oranje havde vores mor hænderne fulde med os børn, og til tider har hun været dødsensangst.
Problemerne startede således allerede dér i Biscaybugten, hvor alle var grønne i hovedet af søsyge.
Så fik min søster Dorothee tandpine og min mor, som led af en kæmpe tandlægeskræk, tog frygtsomt men pligtskyldig min søster til skibstandlægen. Manden bøjede sig over min søster i stolen, og så fulgte et isnende skrig: han havde trukket hendes tand ud uden bedøvelse og sagde henkastet til min oprørte mor. ”Det er ikke noget, de mærker noget til, sådan nogen småbørn.” Afsindig sadist.
Nogle dage senere blev min bror Pieter væk. Alle mand på dæk; hele skibet blev gennemsøgt i timevis. Min mor var ved siden af sig selv af frygt og hidkaldte alle himlens helgener. Til sidst blev Piet fundet på skuldrene af én af matroserne, der sad og sang, røg og hyggede sig på ét af underdækkene. Sankt Nicholas, skytshelgen for børnene, og Sankt Anthonius (“Hellige Antonius bedste ven, find for mig mit barn igen!”) havde gjort et godt stykke arbejde.
Senere havde lille Joep låst sig inde i kahytten med alle nøglerne og bundet samtlige stole og bordben sammen med et langt reb og var udmattet faldet i søvn. Min mor, der uden for kahytten forsøgte at komme i kontakt med ham, var rædselsslagen for, at han var faldet over bord ud af koøjet. Hvordan skulle hun fortælle det til min far, hvis hun vendte hjem med kun tre børn?
Det hele blev heldigvis løst mirakuløst.
Inden de kan nå fødeafdelingen, er fødslen gået i gang, og lægen skubber hurtigt sengen gennem en dør, døren til et kosteskab, hvor han bringer barnet til verden. Jeg blev altså født som gulvklud i et kosteskab
På skibene var der naturligvis alle former for underholdning; for børnene var der legeområder på dækkene, hvor der blev organiseret spil og konkurrencer, fra parader til sækkeløb. I Suez kommer specielt for ungerne en tryllekunstner om bord, der fremtryller snesevis af kyllinger for tilskuernes fascinerede øjne, små som store. Han sejler med til Port Said, hvor han så går i land, for at sejle med det næste passagerskib i modsat retning. Men der var røget nogle kyllinger på det tidspunkt.
For de voksne afholdtes danseaftener og “hestevæddeløb” med en totalisator, hvor man kunne vinde penge, og på ækvator klatrer Neptun festligt om bord efter et gammelt maritimt ritual. Efter en prøve ‘døber’ Havets Gud de af besætningen eller passagererne, der første gang krydser ækvatoren. Det kan for eksempel indebære – med bind for øjnene – at få spaghetti, hvor offeret har fået at vide, at det er en portion orme. Surprise!
En overraskelse af en anden kaliber var den traditionelle Captain’s Dinner, hvor min mor står til at deltage festklædt. I det lille spejl ved døren i kahytten har hun tjekket frisuren, den lette make-up, øreringene og perlehalskæden; alt sidder som det skal.
Men da hun går ud på dækket, synes hun nu alligevel, at alle ser underligt på hende. Det viser sig, at hun er kommet ud på dækket i underkjole. Det var altså ikke en vogue på det tidspunkt.
Efter hjemkomsten fra Indonesien i slutningen af 1953 følger en periode på omkring trekvart år, hvor familien bor på forskellige pensionater i byen Nijmegen og hvor børnene går i skole og børnehave.
I den periode indgår min far kontrakt med Caltex, som tilskriver pletten på lungen forældet udstyr og frikender ham for potentiel alvorlig sygdom. Et halvt år senere tager min far derfor afsted igen og efterlader min mor gravid med mig, det femte barn.
Født i et kosteskab
“Søster, barnet er på vej nu!” Min mor, som ligger på et værelse i Canisius sygehus i Nijmegen, mærker, at veerne tager til. Efter fire tidligere fødsler ved hun, at tiden er inde, og at hun skal køres på fødeafdelingen med det samme.
“Rolig nu frue, det tager nok et stykke tid”. Den uerfarne sygeplejerske tøver så længe, at min mor til sidst i panik bliver rullet ud på gangen af en gynækolog, og hamrer albuen med håndtasken mod en dør. Inden de kan nå fødeafdelingen, er fødslen gået i gang, og lægen skubber hurtigt sengen gennem en dør, døren til et kosteskab, hvor han bringer barnet til verden. Jeg blev altså født som gulvklud i et kosteskab.
Tre måneder efter fødslen flyver mor med nu fem børn den tre dage lange flyvetur tilbage til Indonesien.
Rumbai, en landsby med bid i
Den nu komplette familie Burgers lander i 1954 igen på Sumatra men nu i landsbyen Rumbai, officielt kaldet Sungai Rumbai, først på adressen KM 3 – kilometer tre – i et kubus- eller “Wildcat” hus, opkaldt efter den første fase af en boring, det såkaldte “wildcatting”. Husene med spids gavl blev efter behov sat sammen af løse kuber, som dannede køkken, stue og soveværelser og for det meste stod de på pæle. Spisestuen dannede forbindelsen mellem de to fløje, men stod ikke på pæle. Bag vort hus var endnu en gang blakan, den del, hvor tjenestefolkene boede, og grunden var omgivet af en hæk af røde hibiscus.
I Indonesien blev vi alle fem Mowglier i vores egen Junglebog. Overalt i denne tropiske terra incognita vrimlede det bogstaveligt talt med store og små dyr; olieboringen blev jo udført midt i junglen, og naturen måtte vige for olieudvindingen.
Vi fik et dagligt liv med sjove, spændende og farlige konfrontationer med naturen. En hverdag, hvor man hele tiden hørte aber, nogle gange endda elefanternes trompeteren, det komiske kald fra gekkoerne og dens større fætre, tokkehs, i huset, ledsaget af violinkoncerten og slagtøjslydene fra tongerrits, cikader. At cikaderne også kan bruges som foder, så vi hos vores indonesiske naboer, Sukartonos, der fodrede deres kødædende plante med tongerrits.
Utallige var de giftige og bidende kryb. Bag regntønderne, som forsynede os med drikkevand, var skorpioner. Det var derfor normalt at ryste dine sko, før du tog dem på, da der kunne være krøbet alt mulig ind. Min far opdagede engang en tusindbenskorpion under sin tallerken; i refleks smadrede han både tallerkenen og krybet.
De små skorpioner kunne du, hvis du turde, drille med en pind. Inde i goedang, spisekammeret, kunne der gemme sig en fugleedderkop
De pæle, som huset stod på, var af beton pga. termitterne, og vi børn legede altid i rummet under huset, kaldet kolong.
Her var ofte store millionfods larver, sorte skorpioner, fugleedderkopper, og slanger. De små skorpioner kunne du, hvis du turde, drille med en pind. Inde i goedang, spisekammeret, kunne der gemme sig en fugleedderkop. Tre år gammel mødte jeg et knytnævestort eksemplar på den udvendige trappe.
Man skulle altid være på vagt over for slanger. Pieter og Joep havde bygget et træhus i et højt træ. Da Joep havde tabt hammeren på jorden og han ville samle den op fra alang-alang, det lange græs, stak han næsten hånden i en slange…
Den samme bror så på stien til tjenesteafsnittet at min søster havde tabt sit flerfarvede bælte. Da han ville samle “bæltet” op, begyndte det at røre på sig og han løb skrigende bort. Min far kom løbende til undsætning og slog slangen ihjel med en patjol, et hakkejern.
Somme tider fandt vi i vores have spor af et vildsvin, der i cirkler havde løbet rundt om et træ, tydeligvis forfulgt af en tiger.
Og så var der Koba, næsehornsfuglen. En dag sad hun på taget, tæt på papayatræet. Hun blev temmelig tam, og vi kunne fodre hende, til gensidig fornøjelse.
Men der var også andre bæster i junglen. Min forældre skulle på en dagstur og som sædvanlig passede babus, de kvindelige hushjælpere, Rakja og Sumini, på mig. Da mine forældre kom hjem om aftenen og nød et roligt øjeblik på verandaen, kom en vildkat ud af junglen.
Det var hverken en herreløs missekat, eller en tigerunge, men sandsynligvis et eksemplar af de ca. fem vilde kattearter, der stadig lever på Sumatra. Min far forsøgte at lokke dyret tættere på, men selvfølgelig begyndte det at hvæse og forsvandt ind i junglen igen. Så proklamerede jeg,“Det var missen, jeg legede med i dag!”
Det er altså ikke så mærkeligt, at jeg elsker katte.
Men familien boede ikke så længe i Wildcat-huset, men flyttede til et stenhus på den anden side af vejen. Inden flytningen tog min storebror Herman den officielle hollandske statseksamen hos lærer Bos, og blev så, ti år gammel, med et lille sort-hvidt fotografi af sin familie i lommen, sendt til Holland, til en plejefamilie i Nijmegen.
Han vil kun i forbindelse med lange ferier vende tilbage til Indonesien.
Næste gang: bingo-skrifte hos rundrejsende præster.
© marieke burgers
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
