SPIRITUALITET // INTERVIEW – Man behøver ikke at være troende for at have spirituelle oplevelser, fastslår en af Nordens førende forskere på området, professor Jan-Olav Henriksen. Han maner til mere debat om de oplevelser, mindst hver anden af os har. Ellers mister videnskaben autoritet, frygter han.
Åndelige oplevelser er så hyppige, at det er helt umuligt at sige, hvem, der har størst mulighed – eller risiko, om man vil – for at få dem.
Faktisk får flertallet af os i løbet af vores liv en oplevelse, vi selv definerer som spirituel, guddommelig, åndelig eller religiøs.
”Mange flere mennesker har denne type erfaringer, end vi sædvanligvis går og tror”, fastslår en af Nordens førende forskere på området, professor, dr.phil. og dr.theol. Jan-Olav Henriksen, Oslo.
Hverken i Norge eller Danmark er der bekostet større spørgeskemaundersøgelser af hyppigheden af spirituelle oplevelser, men Pew Research Centers Forum on Religion & Public Life viste i 2009, at næsten hver anden amerikaner havde haft en religiøs eller åndelig oplevelse defineret som ”et øjeblik af pludselig religiøs erkendelse eller åbenbaring”.
I en tilsvarende undersøgelse fra BBC og Religious Experience Research Centre, RERC, på University of Wales svarede 76 procent af briterne i år 2000, at de havde haft ”en erfaring af en grænseoverskridende virkelighed.”
Det fortæller os, at vi er i relation til noget mere og andet, end det, vi kan observere umiddelbart
Tallene overrasker stort set alle, men de er konstante i alle undersøgelser. Da Jan-Olav Henriksen fandt ud af det, ændredes hans verden og hans forskning. Da begyndte han at undersøge virkeligheden.
”Jeg har bevæget mig fra at være en, som arbejdede mest filosofisk og teoretisk med at tænke over, hvem Gud er, til at blive interesseret i, hvordan det, jeg kalder Gud, manifesterer sig i menneskers liv og hvilken betydning, det får”, forklarer han og forsøger at definere omfanget af en spirituel oplevelse:
”Det er dette mystiske, som melder sig. Det er ikke uafhængig af eller frakoblet fra resten af os, men det melder sig uventet og ubedt på en måde, vi ikke har kontrol over”, fortæller Jan-Olav Henriksen og uddyber:
”Det er noget, der åbner os for noget mere. Noget, vi ikke kan skabe eller frembringe på egen hånd, men som fortæller os, at her er det mere i spil. Det fortæller os, at vi er i relation til noget mere og andet, end det, vi kan observere umiddelbart”.
Snakker med engle
Oplevelserne kan strække sig fra syn til healing, til lyde, dufte og samtaler med engle.
Hvor oplevelserne stammer fra, kan ingen bevise. Det, Jan-Olav Henriksen kan undersøge, er, hvilken betydning, oplevelser har for mennesker og ikke mindst for vores samfund.
”De betyder, at vi må åbne vores syn på verden og forstå, at der er mere end det, som er tilgængelig viden gennem videnskaberne, som vi kender dem”, indleder han.
Netop det argument bruger han også som forklaring på, at så mange ”nøler med at forholde sig til dem, eller siger, at det bare er psykologi eller et eller andet af den slags”.
Man behøver ikke at være troende for at have spirituelle oplevelser
”Vores vestlige kultur har været så domineret af naturvidenskab. Som viden regnes kun det, som kan reproduceres, forudsiges og måles og vejes. Kundskab, der er knyttet til praksis og til individuelle erfaringer, får ingen validitet indenfor moderne videnskabelige rammer og forsvinder – selv om det er en del af virkeligheden for så mange mennesker”, forklarer Jan-Olav Henriksen.
At det guddommelige ikke kun er noget, nogle tænker over, men noget, mange erfarer på meget forskellig vis, og som har stor indflydelse på deres liv, kan i første omgang virke så provokerende, at det affejes som opspind eller sygelige fantasier hos den enkelte.
”Det er trist, for det er så vældigt reducerende i forhold til den mangfoldighed af muligheder, vi har for at arbejde med at forstå vores egen virkelighed. Men det er ved at blive bedre”, siger han om den øgede ”nøgterne” forskning i oplevelser.
Kan ramme alle
Selv har han blandt andet publiceret noget af sin kvalitative forskning i ”Uventet og ubedt – paranormale erfaringer i møte med tradisjonell tro”, skrevet i 2014 sammen med etnolog Kathrin Pabst. De sammenkæder beretninger om folketro med folks oplevelser i dag.
Slægtskabet havde han forventet. Oplevelser har altid fundet sted og finder sted over hele verden, hvor mennesker gennem tiderne har sat dem ind i forskellige forståelsesrammer. De fleste religioner bygger på fortællinger om oplevelser.
”Man behøver ikke at være troende for at have spirituelle oplevelser. De kan ramme hvem som helst. Troende som ikke-troende. Det ses jo også ved, at det rammer så mange”, understreger Jan-Olav Henriksen.
Hvem der får hvilke oplevelser, har de prøvet systematisk at undersøge på walisiske RERC ud fra 6000 nutidigt indrapporterede fortællinger.
”End ikke på køn er der forskel. Hverken på, hvad de oplever, eller hvordan de påvirkes”, siger research fellow på RERC, Jeff Leonardi, medforfatter til RERCs seneste forskningspublikation, ”Spirituality and Wellbeing”.
Langsomt måtte jeg indse, at selv om jeg ikke forstår det eller kan forklare det med de tilgængelige kundskabsressourcer, så kan jeg ikke som forsker tillade mig at afvise det
Hvordan, samfundet ser på disse oplevelser, har betydning for, hvordan folk lever med oplevelserne bagefter, konkluderer Jeff Leonardi og hans kolleger og med ham Jan-Olav Henriksen.
Alene derfor skal vi tale om dem, mener den norske professor.
Der er også en anden grund: Videnskaben.
Fik varme hænder
Videnskaben kan kun bevare sin autoritet, hvis den kan inkorporere folks virkelighed. Hvis for mange for tit oplever for meget, der ikke tages seriøst af dem, samfundet har udnævnt til fagfolk, ryger tilliden, mener Jan-Olav Henriksen.
”Mange mennesker, som har oplevet vanskelige ting, bærer et traume i kroppen”, nævner han som eksempel.
”Ikke bare som et ondt minde, men som en fysisk tilstand. Det illustrerer på enkel vis, at der er erfaringsdimensioner i vores liv, som vi ikke rubricerer som viden med den måde, vi anerkender viden i dag”, fortæller han og nærmer sig det vendepunkt i hans eget liv, der blev afgørende for, at han blev nødt til at udvide sit eget videnskabelige univers.
”Da jeg blev 50 år for nogle år siden, fik jeg varme hænder, som det hedder på norsk. Healing hands på engelsk”, fortæller han.
”Da jeg var og er akademisk forsker, tog jeg imod den evne med en ganske stor grad af skepsis og distance, men langsomt måtte jeg indse, at selv om jeg ikke forstår det eller kan forklare det med de tilgængelige kundskabsressourcer, så kan jeg ikke som forsker tillade mig at afvise det. Slet ikke, når jeg kan hjælpe andre”.
Han kender fra sin lange karriere til alle argumenterne om, at han som forsker forurener sin viden ved selv at involvere sig, men han spejlvender dem.
”Det er en speciel erfaring, men den giver mig ikke mindre lyst til at forske og finde ud af mere. Tværtimod. Men jeg har fremdeles ingen gode forklaringer på det”, siger Jan-Olav Henriksen.
Forskere er som andre
Hans fag er ikke medicin, men systematisk teologi, og det har han taget i brug på en anden måde end før. Han gik direkte ind i debatten og skrev en bog med titlen ”Varme hender”.
Jeg tror ikke, vi kan bevise, at Gud findes, men jeg tror, vi kan erfare, at det at leve, som om Gud findes og ud fra det, som er de gode ressourcer i den kristne tro, så kan vi leve gode liv
”Jeg har tænkt meget over, på hvilke måder vi kan komme til rette med at acceptere, at dette er også en del af virkeligheden. Hvad end vi er videnskabsmænd eller almindelige mennesker, troende eller ikke troende, skal vi hjælpe hinanden med at finde ud af det der med at være menneske. Hvad er det for en virkelighed, vi deler”, spørger han og påpeger, at det også kan være en styrke, når forskerne selv erfarer det, som så mange andre også oplever.
”Men det skal selvfølgelig ikke kun for os som forskere handle om, hvad den enkeltes – heller ikke min – personlige oplevelse betyder for den enkelte. I stedet skal vi tale om, hvad de kan betyde for måden, vi alle forholder os til vores fælles verden”.
Spørgsmålet skal stilles åbent, mener den norske forsker, der i bogen om sine hænders evner også beskæftiger sig med et andet, meget omdiskuteret felt for forskere.
Må en forsker være troende? Og fortælle om det?
Kan ikke bevises
Jan-Olav Henriksen har valgt at være transparent og fortælle, at han lever på en ”måde, som er forankret i en kristen tro”.
”Jeg lever med en praktiseret kristentro, ja, men som filosof er jeg metafysisk agnostiker”, forklarer han og uddyber:
”Jeg tror ikke, vi kan bevise, at Gud findes, men jeg tror, vi kan erfare, at det at leve, som om Gud findes og ud fra det, som er de gode ressourcer i den kristne tro, så kan vi leve gode liv”.
Selv ”tror han da”, at Gud findes, og ser de mange forskellige spirituelle oplevelser som ”mere end rigelige erfaringer af, at der findes en guddommelig virkelighed.”
”Der er gode grunde til at tro på Gud”, fastslår han, der ikke selv har haft sådan en ”veldig distinkt” oplevelse.
Min næste bog vil handle om, hvorvidt den kristne tro kan være en ressource i mødet med klimakrisen
”Men jeg husker erfaringen af at være i kirken som barn og der i kirkerummet opleve et nærvær af noget, som var stort og samtidig godt og tæt på. Det var før, jeg havde klart definerede forestillinger om Gud, husker han og fortæller videre, at han mærkede sig ”omsluttet af noget, som var større”.
”Det er sådan, jeg tænker om Gud i dag. Gud er ikke udenfor os, men vi er i Gud. Vi lever og bevæger os i den virkelighed, som Gud omfavner og omslutter”.
Jan-Olav Henriksen ved, at andre synes, at han er for ærlig, for troende.
”Men jeg har været forsker det meste af livet. Jeg er en etableret forsker. Jeg er ikke bekymret for, hvordan folk opfatter det, jeg skriver og siger”, fastslår han.
I øjeblikket er han i gang med en bog om i forlængelse af hans tanker om, hvad der sker for os, når vi anerkender, at der er dele af vores virkelighed, vi ikke kan måle og veje, men som betyder noget for os. Og som måske får os til at tro.
”Min næste bog vil handle om, hvorvidt den kristne tro kan være en ressource i mødet med klimakrisen. Tesen er, at Gudstroen kan være en af mange motiverende kræfter for at redde kloden, men samtidig er der mange mennesker, der bruger religion til at fralægge sig ansvaret for fremtidens klima. Så den bliver en kombination af konstruktiv teologi og religionskritik. Det skal nok blive debatteret”, forudser Jan-Olav Henriksen.
CV
Født 1961.
Dr.theol. og dr.phil. fra Oslo Universitet.
Siden 1994 professor i systematisk teologi ved MF Vitenskapelig Høyskole for Teologi, religion og samfunn, Oslo.
Fra 2002-2020 også professor ved Agder Universitet.
Siden 2006 tillknyttet Center of Theological Inquiry, Princeton University, USA.
Gæsteprofessor ved Protestant Theological University, Amsterdam, Oxford University og University of Iceland.
Forfatter til en lang række forskningsbaserede bøger blandt andre, “Jesus as healer: A Gospel for the Body”, ”Everyday Religion as Orientation and Transformation: A Challenge to Theology”, “The Reconstruction of Religion”, og ”Uventet og ubedt – paranormale erfaringer i møte med tradisjonell tro”.
LÆS FLERE INDLÆG AF CHARLOTTE RØRTH HER
Topfoto: Aaron Cabrera, Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
