LIV & MENNESKER // KLUMME – ”Mig skal de ikke tage pis på”. Det var det, der burde stå på hendes gravsten en dag. Bortset fra at sådan taler “M” slet ikke. Hun er indfødt i denne pæne forstad, og det sprog bruger man ikke her byen, hvor selv udlejningsbyggeriet har et anstrøg af noget aristokratisk. Hun ville aldrig bruge p-ordet. Men trods de mange leveår og den pæne, borgerlige opdragelse, har hun aldrig passet ind i rækkerne af de pæne piger, der nejer og siger tak, selv om de udsættes for en sludder for en sladder.
Det fandt jeg hurtigt ud af på vores første taxitur – og turene har der være nogle stykker af den sidste tid.
Jeg er ret vild med kvinden, selv om hun strammer service-kravet, hver gang jeg eller Jan – den faste chauffør på den metalgrå taxi med det grønne logo – har kørt med hende. Ikke at hun hundser med mig. Hun stiller bare helt naturlige krav til den chauffør, hun selv betaler på de ugentlige ture frem og tilbage til cancerafsnittet på det store hospital.
Og M, som er en fysisk, lidt skrøbelig kvinde sidst i 70’erne med lysende, blå øjne og nydeligt, kort hår, har rollator og brug for hjælp til at gøre disse tilbagevendende taxiture tålelige. Men hun evner også at få mænd som mig til at gøre en ekstra indsats. Ikke med ødselhed eller ridepisk. Hun er vist ikke så rig, og hun holder øje med hver eneste af mine højre- og venstresving og husker knivskarpt, hvad turen bør koste med den aktuelle trafiktæthed. Hun er både mentalt generøs, feminint nærværende – og krævende.
Og jeg er allerede lidt vild med hende og hendes gejst.
“Der er vist ingen, der er interesseret i at bortføre mig”, siger hun højt fra den åbne dør til lejligheden og småråber koden til sikkerhedslåsen på gitterporten vel vidende, at andre kunne lytte med.
Hun orker bare ikke at vakle hele vejen ud, når nu hun har tillid til chaufføren.
Jeg taster mig ind og siger ”Javel, frue”, selv om vi har været dus fra vores første dag. Hun lader mit ”frue” passere, som var det en talefejl, mens jeg gør klar til at løfte rollatoren ned fra entreen og de to trin ned i gården. Så får jeg øje på skraldeposen, som står der med sidste dags affald. Det er ingen heltegerning – bare helt naturligt at spørge hende, om jeg dog ikke skal putte den i containeren. Om jeg føler mig som en helt eller viser særlig næstekærlighed. Næh, jeg er bare offer for samme opdragelse, som M selv kender til og har udøvet.
Der bliver ikke puttet forfængeligt støv ind under tæppet ved bagsædet. Hun skal til et afklarende status-møde med overlægen
Og således blev Taxamanden også renovationsmedarbejder og rodede rundt i gårdhaven mellem containerne med papir, køkkenaffald, glas og metal. Da jeg vendte tilbage, syntes hun godt nok, det var på tide. Jeg hjalp hende ud til taxiens bagsæde, fik løftet kjole-fligen helt ind, for at den ikke skulle komme i klemme i døråbningen. Lukkede gitterporten. Hentede rollatoren, klappede den sammen, lagde den ind i bagagerummet, smækkede bagklappen, gik udenom taxien inden jeg kom i skænderi med den offentlige trafik-kollega i bussen. Han er allerede sur, fordi jeg har holdt ulovligt parkeret på hans faste holdeplads.
Ouverturen til M!
Og så starter jeg taxameteret.
Fuld service for egen regning, fordi M fortjener det, som hun forventer.
En almindelig taxitur med M. Men en særlig på den alvorlige måde i dag. Der bliver ikke puttet forfængeligt støv ind under tæppet ved bagsædet. Hun skal til et afklarende status-møde med overlægen.
Hun har været hele turen igennem. Først kæmpede hun med bentøjet, og hun var ret rasende over, at de ikke tog det alvorligt – indtil den dag, hvor den ene fod smuttede af cykelpedalen, og hun følte, at hun ikke kunne styre den. Hun havde fået en svulst i hjernen, som blev fjernet og efterbehandlet.
Så vendte canceren tilbage, og det var under den afsluttende kemobehandling, at vi mødte hinanden. Vi har egentlig ikke talt så meget om sygdommen – det var ikke det, hun havde lyst til. Så jeg fik historier fra hendes tilværelse. Om at blive gift med en mand, der får sklerose, mens deres fælles barn er teenager, og havde et almindeligt, unormalt liv, til han døde. Men også om hendes eget liv og kampene med veninderne i den forening, hvor hun har været aktiv i mange år. Den røde tråd hele vejen igennem er hendes ret og pligt til at se sandheden i øjnene – og tale højt, hvis det er nødvendigt.
Lægen sagde, at sygdommen aldrig ville forsvinde helt. Men sygdommen i blodet kan holdes nede, og hun skal komme til kontrol nogle gange om året
I dag er der lidt mere stille i kabinen inden mødet. Vi aftaler, at jeg kan hente hende et par timer senere.
Hendes ansigt signalerer hverken mirakel eller tragedie. Det er bare M, som jeg har mødt hende. Det er stunder som disse, der har lært mig at holde kæft, selv om det ikke er min kernekompetence.
“Jeg blev sur, og jeg sagde det til dem!”
Hun åbner selv ballet på tilbageturen og fortæller om et sandt roderi, hvor hun selv måtte bevæge sig rundt i systemet for at få det møde, de selv havde indkaldt hende til.
Lægen sagde, at sygdommen aldrig ville forsvinde helt. Men sygdommen i blodet kan holdes nede, og hun skal komme til kontrol nogle gange om året.
“Altså det der med, at de sender en rundt, og at de ikke selv kan holde rede på aftalerne – det finder jeg mig ikke i. Og det får de at vide – lige ud af posen”.
Det er jo nærmest lidt absurd. Det er hende, kunden – den syge, som aldrig bliver rask – der gør turen lettere for mig. For vi skal ikke tale om døden, eller hvor hårdt livet er , eller om at hun er bange. Hun bestemmer dagsordenen, og vores samtale bliver ikke librettoen til en tragisk opera.
Jeg er så stensikker uden professionel vished, at jeg svarer: ”Jo, da!” – da jeg er igennem dagens anden ulovlige parkering, har ordnet betalingen og hjulpet hende ind med den uundværlige rollator, og hun blot siger:
“Mon ikke vi ses igen?”
Selvfølgelig!
De skarpe kvinder lever længe.
LÆS FLERE KLUMMER OG ARTIKLER I POV AF JESPER GRUNWALD HER
Topillustration: Cocoparisienne, Pixabay. Nedre foto:Sabine van Erp, Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
