NEDTÆLLING // ESSAY – Jeg ligner lort. Der stikker slanger ud af min brystkasse, som leder ned til en gennemsigtig pose. Den er fuld af en blodig slimet gullig substans. Rundt om min hals hænger en måler med ledninger til de elektroder, der sidder rundt om på min overkrop, og jeg er bleg, sammensunket, nedbrudt, træt og bange.
“Nu er det værste overstået, og alt gik godt. Du kan sagtens få 10 gode år uden bekymringer.” Og så går hun ud ad døren igen, hjertelægen. Jeg ser med rædsel på min hustru, Hanne, og over på sygeplejersken, der også har et strejf af forfærdelse i sit ansigtsudtryk. 10 år!
Mens jeg gik min morgentur med hunden, og kranspulsårens forgreninger lukkede til, gik jeg fra hundelufter til hjertepatient i løbet af minutter
Så snart hjertelægen har forladt rummet, tager sygeplejersken over. Det er dem, der forklarer, trøster, hjælper og beroliger, når lægerne har sat tankerne i brand. Det finder man hurtigt ud af, når man er indlagt på en hjerteafdeling. Det gør hun også nu. Hun gør alt, der står i hendes magt. Beroliger, siger, at det ikke er 10 år, at det er statistik, og at jeg jo er ung og i relativt god stand i forhold til gennemsnittet af min slags.
Alligevel har det med de ti år brændt sig ind i min hjerne – og mit hjerte. Det hjerte, der for præcis et år siden d. 25. oktober 2022, sendte vilde smerter ud i brystkassen, mens jeg gik min morgentur med hunden, og kranspulsårens forgreninger lukkede til, og jeg gik fra hundelufter til hjertepatient i løbet af minutter.
10 år er bare for lidt. Jeg er 49 år, 11 måneder og en uge, og der er 9 af de ti tilbage.
Hvor galt er det?
Fra jeg blev hentet med ambulance hjemme på vores p-plads (det tog ambulancen under 6 minutter, fra jeg ringede), til jeg blev opereret, gik der en uge. Den uge går med undersøgelser.
Kan jeg undgå operationen og nøjes med en stent – en såkaldt ballonudvidelse – eller skal jeg have en bypassoperation? Skal det være den nye moderne variant, hvor man ikke saver brystkassen op og kobler mig på en hjerte-/lungemaskine og skåner kroppen for det store indgreb, eller er der kun en mulighed: den store pakke?
Tre gange er der dygtige læger, som gennem pulsåren i armen sender et kamera gennem højre arm, på tværs hen over brystkassen og helt ind på ydersiden af hjertet til lige det sted, hvor blodproppen sidder – en forkalket forgrening på ydersiden af hjertet, der volder mine kvaler. Man kan mærke sonden skubbe sig frem.
Hvis du først har haft en blodprop, er du ikke rigtig i tvivl, hvis du får en til
De diskuterer, om jeg kan nøjes med den mindst indgribende bypass, hvor de ikke skærer brystkassen op og foretager operationen ved at gå ind under ribbenene.
Mens lægerne snakker, læser jeg bøger og venter på hjerteafdelingen. Jeg ligger på Rigshospitalet. Udsigten er god, maden er elendig, og jeg må ikke forlade afdelingen, fordi jeg har den der hjerteovervågning på med elektroderne. Der er en slags hjertefængsel, men vagterne er søde og hjælpsomme.
Nu er der samtale med lægen. “Vi gør det. Den lille bypass, den lette af dem. Det bliver i overmorgen!” Jeg er glad. Det er Hanne også. Hun er med til samtalen. Nu bliver det bedre.
Efter samtalen sidder vi og taler ude på gangen. Lidt lettere om hjertet end længe. Men hjertet hos mig er ikke let. Jeg kan mærke, at noget ikke er, som det skal være. Det føles som en blodprop, der er på vej. Hvis du først har haft en blodprop, er du ikke rigtig i tvivl, hvis du får en til.
Jeg siger til Hanne, at jeg er træt. Hun pakker sammen, og jeg følger hende ud til elevatoren. “Farvel. Vi ses i morgen.” Dørene lukker. Jeg går ned mod min seng på stuen, men gør holdt ved sygeplejerskernes kontor.
“Nu går jeg ned og lægger mig i sengen og trækker i snoren. Og så skal I komme, for der er noget helt galt,” siger jeg så roligt.
Jeg gør, som jeg har sagt, og de kommer hurtigt og spørger og sætter hele maskinen i gang. Blodtryk, blodprøver, og mens jeg ligger der, og de er i gang med alt det, mærker jeg de stærke smerter, som jeg har prøvet før. Sidste gang var for en uge siden – forhåbentlig for sidste gang i sidste uge.
Jeg græder. Ikke nu! Ikke før Hanne er kommet. Ikke før jeg har talt med Hanne. Ikke før! De må vente
Nu sker der alt muligt. De flytter min seng over på den anden side af gangen. Det er akutafdelingen. Nu kommer der læger, nitroglycerin, og jeg mister orienteringen og kan ikke huske kronologien.
Jeg beder dem ringe til Hanne. Det gør de. Måske taler jeg selv med hende. Det tror jeg. De undersøger og undersøger, og der går kun kort tid, før der kommer en og vil barbere mig. Alle mulige steder, men han kommer aldrig rigtig i gang med arbejdet.
Pludselig er der endnu mere fart på. Jeg bliver kørt ned i kælderen. Har du set Lars von Triers Riget? Det ser sådan ud i virkeligheden. Der er mørkt og koldt, og jeg ligger på et tidspunkt alene, mens jeg venter. På hvad?
Jeg venter på en bypassoperation. Den store, farlige og smertefulde, som jeg hele tiden har troet, at jeg kan undgå. Nu kommer der læger og sygeplejersker i grønt operationstøj og fortæller, at de vil operere og bedøve. Lige nu.
Jeg græder. Ikke nu! Ikke før Hanne er kommet. Ikke før jeg har talt med Hanne. Ikke før! De må vente. Det er tydeligt, at de er utålmodige. Men de venter, de forstår, men de er egentlig ikke forstående. Jeg skal ind og ud af den operationsstue. Køen er lang, og jeg er uplanlagt.
Hvis du tror på den med, at det værste er ovre, når operationen er overstået, så må du tro om igen
De er søde nok. De vil bare gerne gøre deres job. Det er mig, der er deres job, og jeg er lettet, fordi de er søde og prøver at holde mig i ro.
Hanne kommer halsende ned i den kolde kølige kælder, og jeg taler med hende. Det føles, som om det er i få minutter. Det er det sikkert også. Så ruller sengen med mig i ind på en operationsstue.
Jeg når dårligt at orientere mig i rummet, før jeg får en maske på, og derefter er lyset slukket i lang tid.
Gul og gennembanket
Hvis du tror på den med, at det værste er ovre, når operationen er overstået, så må du tro om igen. Jeg vågner i en seng et nyt sted på Rigshospitalet, og der er slanger og ledninger og sygeplejersker, og det gør ondt. Men kun når jeg trækker vejret.
Nu ligger jeg der. Hele min brystkasse har været skåret op, og ribbenene har været vredet ud til siden, så hjertelægerne kunne komme til at sætte to blodårer, en fra indersiden af brystkassen og en fra min venstre underarm, op på hjertet, så blodet kan løbe uden om det forkalkede forstoppede sted, der er skyld i, at jeg nu ligger her.
Jeg er gul og blå.
Vi holder jul for familien. Andesteg, hele lortet. To måneder efter blodprop 1. 7 uger efter bypass. Vi har gæster nytårsaften. Hip hurra for Oxy-etellerandet
Jeg ved ikke, hvor længe jeg er der. Kun at det virker, som om det er for længe. De andre patienter på det, der vist er en opvågningsstue, bliver rullet ud, en efter en, men jeg bliver.
Måske er mine tal dårlige, måske er jeg for længe om at vågne, måske. Jeg ved det ikke, for efter 5 timer på operationsbordet pumpet fuld af bedøvelse, der virkelig kan bedøve, så er mine fornemmelser for tid og sted ikke til at regne med mere.
Jeg tror, det er onsdag.
Min underarm er smurt ind i noget gult, og mit hospitalstøj er plettet af det gule på brystet. Det er det, de desinficerer en med. “Hvorfor er det gult,” spørger jeg. ”Gurkemeje” er svaret. Praktisk. Ikke til ikke at få øje på. Upraktisk. Jeg er gul i lang tid efter. Jeg er også blå.
Er det værste overstået, når en bypassoperation er overstået? Jeg ser tilbage. Noget af det værste er. Men, hvad med fremtiden? 10 år! Det sagde hun. Det er umuligt at komme igen på, og det er umuligt ikke at tænke igen og igen på. 10 år.
Det tager lang tid at komme sig over en operation, hvor brystbenet bliver savet over. Jeg taber mig fra 110 kg til 92 kg på 8-10 uger.
De har rykket godt i skelettet. Men måske er det værste overstået. Vi griner lidt ad det indimellem
Alting gør ondt. Alle musklerne i brystkassen skal vokse sammen. Der er et 20 centimeter langt sår ned over min brystkasse. Der er et næsten lige så langt på min venstre underarm, der hvor de har taget en åre som reservedel.
Jeg kan ikke altid komme op af sofaen, af sengen, af stolen, fordi ribbenene gør ondt. De har rykket godt i skelettet. Men måske er det værste overstået. Vi griner lidt ad det indimellem. Jeg får virkelig god smertestillende. Oxy-etellerandet. Det man hører om, har skabt afhængighedsepidemier i USA – og i Trekantområdet i Danmark. Du kan selv google det.
Jeg vokser sammen i de næste uger. Jeg kommer ud og gå med hunden. Jeg er til julefrokost på arbejdet. Hanne kører mig derned og venter i City 2. Jeg sms’er, når hun skal hente. Hun henter, inden danseriet begynder.
Vi holder jul for familien. Andesteg, hele lortet. To måneder efter blodprop 1. 7 uger efter bypass. Vi har gæster nytårsaften. Hip hurra for Oxy-etellerandet.
9 ud af 10 år – er det tiden, der er tilbage?
Det bliver den 6. februar, og jeg begynder så småt på jobbet. Livet går sin gang igen.
Om 10 år (der er 9 tilbage i dag!) er Bertram lige ved at fylde 27 år. Måske er han glad, måske er han far. Hvis han spørger mig, vil jeg sige, at han skal få børn tidligt i voksenlivet, men at man skal være voksen for at få børn, så måske er det for tidligt om 9 år. Bare han er glad. Han skal bare være glad.
Vera. Vera. Vera. Min øjesten. 22 år. I begyndelsen af livet og hele verden for sine fødder. Måske er hun glad. Det tror jeg. Måske fester hun lidt for meget. Det tror jeg også. Bare hun er glad. Hun skal være glad.
Og Hanne? Og hunden? De er der stadig. Hanne bliver gammel. Det gør hunden også.
Og mig?
Læs flere essays i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
