#METOO // DEBAT – “Jeg har aldrig set magen til internethad fra bedstemødre, der på den ene side sidder med billeder af deres børnebørn og rhododendronbuske på facebook – og på den anden uden blusel kalder helt fremmede kvinder (og chikaneofre) for ‘opmærksomhedsliderlige so’ med VERSALER.” Rulle Grabow har noget at sige til den ældre generations kvindelige #metoo kritikere.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg har rigeligt at tage mig til, men jeg er simpelthen lige nødt til at sige noget meget højt og bestemt.
Jeg har – efter jeg ved årsskiftet måtte sige farvel til P7 i min radio – haft den indstillet på P4. Jeg kommer fra et larmende hjem og kan bedst koncentrere mig om at skrive, når der spiller uforpligtende musik i baggrunden.
Den aktuelle anledning til, at jeg skriver nu, er dels, at jeg har blandet mig i debatten i kommentarsporet hos de unge kvinder, der i de seneste dage har været centrale i at få sat Frank Jensens adfærd i spotlyset
At P4 så har en trættende tendens til at afbryde mine yndlingsnumre med trælse redaktionelle bemærkninger og oplysninger om Lyngbymotorvejens tilpropning, har jeg efterhånden lært at leve med.
Jeg er også godt klar over, at jeg med mine 48 fine år muligvis er lige det yngste, lyttermæssigt.
I de seneste dage er det imidlertid gået op for mig, at der ikke bare er en generationskløft mellem mig og P4 – men også at vi er nødt til at bruge noget mere energi på at forklare endnu grundigere, hvad hele MeToo-debatten egentlig drejer sig om. Der sidder en masse mennesker derude, der både på grund af deres alder og erfaringer ikke har forstået, hvad der sker.
Den aktuelle anledning til, at jeg skriver nu, er, at jeg har blandet mig i debatten i kommentarsporet hos de unge kvinder, der i de seneste dage har været centrale i at få sat Frank Jensens adfærd i spotlyset.
Jeg er normalt en ret hårdfør dame, men jeg har aldrig set magen til internethad fra bedstemødre, der på den ene side sidder med billeder af deres børnebørn og rhododendronbuske på Facebook – og på den anden uden blusel kalder helt fremmede kvinder (og chikaneofre) for ‘opmærksomhedsliderlige so’ med VERSALER.
Det er simpelthen for massivt til, at man kan affeje det med, at nogle få tosser ikke ved bedre, og jeg synes, at I selv skal se efter. Vi er langt forbi de åndede En Halv Humørtime-vitser, som folk deler, fordi de ikke fatter forskellen på flirt og chikane.
Jeg har grundet over, hvor den massive vrede kommer fra
Hvis I i øvrigt har nogle af de sidstnævnte i jeres vennekreds, synes jeg I skal tage snakken med dem.
Hvad de førstnævnte angår, har jeg grundet over, hvor den massive vrede overfor både #MeToo og afsløringerne kommer fra. Jeg har i de år, jeg har arbejdet intenst med emnet, modtaget meget slam i min indbakke, og karakteristisk for de grimmeste henvendelser fra mænd er de seksuelle trusler om voldtægt mm.
Når det er kvinder, der skriver, er det voldsomme anklager om at være for grim, en dårlig mor og – frem for alt – dybfølte ønsker om, at jeg holder min kæft.
Jeg har tilskrevet denne holdning, at afsenderne på en eller anden måde har et stærkt ønske om at verden ikke forandrer sig, fordi det medfører en utryg tilstand, de ikke bryder sig om.
Nogle af henvendelserne har også givet mig den tanke, at afsenderen selv havde været udsat for overgreb og for alt i verden ikke ville mindes om, at det faktisk er okay at være et offer – og tale om det – fordi denne erkendelse simpelthen gjorde for ondt, og det derfor var nemmere at svine den, der minder en om fortiden, til.
Jeg synes at visse offentlige debattørers udsagn underbygger denne teori om, at man skal holde sin mund, hvis man er offer for noget. Fordi det er rarere for alle os andre.
At man gerne vil bevare magten, forstår jeg. De er da superirriterende, at man pludselig skal dele den
Men jeg kan ikke frigøre mig for fornemmelsen af, at der ligger mere bag. At man gerne vil bevare magten, forstår jeg. De er da superirriterende, at man pludselig skal dele den.
Men at man er stivnet i, at det er naturens orden, at mennesker skal acceptere chikane, krænkelser og overgreb – og derfor bliver decideret agressiv, når verden omkring en (lidt sent, bevares) pludselig reagerer og siger fra, forstår jeg simpelthen ikke.
Og jeg kan mærke, at jeg er nødt til at forstå det. Så det må I hjælpe mig med.
Den anden aktuelle anledning til, at jeg skriver nu, er at jeg i denne uge hørte Hans Engell blive interviewet på P4 om potentielle kandidater til overborgmesterposten. Her udtalte han om en kandidat, at vedkommende ville passe godt, fordi ‘hans kone er noget med Kvinfo’.
Det kan vi godt grine af, og det gjorde jeg da også. Men jeg er samtidig nødt til at opponere imod holdningen om, at #MeToo er sådan et slags nulsumsspil, som vi leger for sjov, og som slutter igen, når de der tossede damer har fået deres vilje længe nok.
For det første er det, vi oplever i disse uger et længe tiltrængt opgør med en klam og uværdig kultur, der finder sted i alle kroge af samfundet og som vi alt for længe har kendt til og ikke gjort noget ved.
Frank Jensens metier har været velkendt i årtier; det er altså ikke to tilfældelige kvinder for otte år siden, vi taler om – det her har været talk of the town, lige så længe jeg har været i den.
Hele retssikkerhedsdiskussionen er i familie med den nærmest uudryddelige fordom om de falske voldtægtsanmeldelser
For det andet er det helt vildt provokerende at høre mennesker, der udmærket godt ved, hvad der er foregået, tale om, at nu skal vi sandelig også passe på #MeToo-folkedomstolen og i øvrigt ville det også være bedre, hvis vi klarede det i stilhed og ikke talte med pressen, og hvad nu med retssikkerheden?
Jeg tror, det er fair at fastslå, at det der med at klare det i stilhed er en af grundene til, at overgreb har kunnet finde sted i årtier.
Hele retssikkerhedsdiskussionen er i familie med den nærmest uudryddelige fordom om de falske voldtægtsanmeldelser; der hersker en – fuldkommen fejlagtig – forestilling om, at kvinder og mænd frivilligt udsætter sig for at blive kaldt medieliderlige so af Gyda fra Gerlev og resten af det segment, for sjov eller egen vindings skyld.
Jeg møder dagligt ofre for krænkelser og overgreb, der aldrig har talt om det – og heller aldrig kommer til det. De er skrækslagne for deres krænker og for verdens reaktion.
Ofre, der står frem, har tænkt og tænkt og tænkt over det først. Det er ikke en nem beslutning. Lad os respektere det. Og dem.
Til allersidst har jeg i de seneste måneder jævnligt hørt det synspunkt fremsat, at vi nu også må se at komme videre, fordi der er andre og vigtigere ting at tage sig af end #MeToo. Det kan man naturligvis mene. Ligesom det også ville være skønt, hvis vi fik afskaffet racisme, fattigdom og topskatten inden for de næste par uger, så vi kan komme i gang med at tale finanslov.
Men det skal I nok ikke regne med.
Det var bare det.
LÆS MERE OM #METOO I POV HER
Topillustration: #MeToo-kritikernes strikkepinde. Foto: Pixabay.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
