
SOMMERFLIRT // KÆRLIGHED & SEX – Modne mænd har i mange år kunnet bryste sig af det flatterende prædikat “Silver Foxes” – altså mænd med sølvgråt hår, der er attraktive på grund af status og (sund) livsstil. Men hvorfor ikke også kvinderne, spørger Steen Blendstrup – Silverfoxy Ladies?
En af de pragtfulde sommerdage her i maj måned cyklede jeg lige bag en kvinde, der på den måde fangede mit øje. Det første, jeg lagde mærke til, var hendes sølvmanke. Afslappet samlet på hovedet med et spænde, så den elegante hals og de smukke skuldre var synlige. Og under den lette sommerkjole lange, stærke, slanke ben. Sikkert med mange kilometer på bagen.
Jeg kunne selvfølgelig ikke dy mig for at køre op på siden af hende ved et lyskryds for at se, hvem hun var. Markante kindben, stærk hage, øjnene gemt bag solbriller. Men ikke mere end at de fangede mit smil, som hendes venlige læber gengældte.
En Silverfoxy Lady.
Ja, jeg er mand, og en af sommerens fornøjelser er sommerkjoler og at cykle gennem byen og smile til verden. Ikke mindst kvinderne, der bærer kjolerne. Det er ikke forbeholdt en speciel aldersklasse og derfor også disse Silverfoxy Ladies.
En af sommerens fornøjelser er sommerkjoler og at cykle gennem byen og smile til verden … ikke mindst kvinderne, der bærer kjolerne
Men ord er vigtige. De skaber vores opfattelse af verden og de mennesker, vi møder. De kan også let skabe det billede, vi har af os selv. Derfor hellere Silver Fox end fyrre, fed og færdig. Hellere Silverfoxy Ladies end en del af ”de grå hjelme”.
Aldersfikseret søgning
Vi bliver alle sammen ældre – men tænk på alternativet! Det kan godt være, at leddene bliver stive, at badevægten bliver mere genstridig, at håret grånes eller udtyndes. Men vi er her endnu, så hvorfor ikke få det bedste ud af det?
Men hvor mændene omkring de 50 siges at være ”i deres bedste alder”, hænger der ofte en nedvurdering af kvinden som seksuelt væsen i omtale af overgangsalder, kroppens forfald og grånende hår.
Der er flirtende blikke på dansegulvet, der er æggende sving med hofterne, der er flatterende kjoler og velsiddende bukser. Usexede? Nix
Det gælder i mediebilledet. Det gælder på datingsites, hvor folk ofte er utroligt aldersfikserede i deres søgekriterier: Kvinder bliver ikke silverfoxy ladies – de bliver nærmest usynlige, når de fylder 50.

En kvinde forsøgte sig med en “videnskabelig” tilgang og oprettede en falsk profil, hvor hun – uden billede – angav sin alder til 48, og hun fik på en uge flere hundrede henvendelser fra mænd.
Derefter satte hun sit – i øvrigt nydelige – billede på og skrev sin rigtige 50+ alder … og fik 20 henvendelser på en måned.
Det mænd kigger efter
Det er rigtigt, at mænd instinktivt tænder på et udseende, der signalerer fertilitet – altså ungdom og den der krop med en 0,7-ratio mellem hofte- og taljemålet – også selv om forplantning slet ikke er på dagsordenen længere.
Ud fra en evolutionær logik giver det mening, at manden er interesseret i spredning af sine gener gennem unge, fertile sexpartnere. Det er en slags jo-flere-lodder-jeg-køber-desto-større-chance-for-at-vinde-i-lotteriet logik. Det er bare ikke sikkert, han er attraktiv i disse kvinders øjne.
Tager vi forplantningen ud af ligningen, øger den modne mand sine odds for at møde en spændende kvinde som kæreste eller sexpartner, hvis han ikke lader sig begrænse af datoen på fødselsattesten – hverken hendes eller hans.
Pumaer eller Silverfoxy Ladies
At der er masser af attraktive, seksuelt erfarne og partnersøgende kvinder, der er omkring eller har passeret de 50, er der mange unge mænd, der har opdaget. Kvinderne omtales sågar som cougars, pumaer – altså rovdyr, der går på fangst blandt uskyldige unge mænd.
Det med uskylden skal nok tages med et gran salt. Det er givetvis et møde, der er til glæde både for kvinden og for manden. Så kan vi ikke også lade rovdyr-metaforen fare til fordel for sølvræven – altså Silverfoxy Ladies?
Det handler ikke om tyk eller tynd, høj eller lav, mørk eller lys. Det handler om at elske den krop, vi har. Men netop derfor også om at passe på den, når alderens forandringer sætter ind. Og om at tage rynkerne til sig, et kilo ekstra her og der – og det før omtalte grå hår.
Så det handler ikke om at skulle ligne en Brigitte Macron eller en Helen Mirren (eller en Jette Schandorf for den sags skyld). Men lysten og viljen til at se ud spiller da ind.
Men, som hun sagde, når man er fyldt 80, er der ingen grund til at spilde tiden
Mediebilledet hylder ganske rigtigt den unge veltrænede krop. Men den ældre kan være lige så både veltrænet og sexet, ganske upåvirket af ægløsning eller ej. Sandt nok betyder de hormonelle forandringer, at kiloene sætter sig lidt lettere – men det gælder så sandelig også for mændene.
It ain’t over till the lady sings
Al erfaring viser, at kvinderne er gode til at kompensere ved 1) at være aktive med motion, sport, dans og lignende og 2) generelt er mere kostbevidste og derfor kan tilpasse kalorieindtaget. Derfor står de faktisk med et bedre udgangspunkt end mændene.
Som noget tredje karakteristisk for de Silverfoxy Ladies, jeg taler med, er, at de har livslyst. De fleste har nået et tidspunkt i livet, hvor de kan slippe ansvaret for børnene. Al den tid, de nu har til rådighed, bruger de til at nyde livet. Det inkluderer gerne mandligt selskab – men ellers har de det bare sjovt.
Der er flirtende blikke på dansegulvet, der er æggende sving med hofterne, der er flatterende kjoler og velsiddende bukser. Usexede? Nix – disse silverfoxy ladies er kvinder, der ofte er bedre tilfredse med deres krop nu end i deres ungdom. De ved, hvad den kan, og ved, hvad de vil have.
De foretrækker at undvære kvindeligt selskab, frem for at møde en kvinde på deres egen alder, fordi mændene sidder fast i billedet af kedelige, indtørrede, hysteriske klimakteriekvinder
Til et foredrag forleden kom jeg i snak med en en sådan kvinde, der fortalte, at hun nu efter blot at have drukket kaffe med ham tre gange skulle på krydstogt med en spansk mand. I samme kahyt. Men, som hun sagde, når man er fyldt 80, er der ingen grund til at spilde tiden …
Mænd i overgangsalderen
Det kunne lyde som et drømmescenarie for de mænd, der er kommet lidt op i årene – hårfarve og hårpragt ufortalt, men …
Mændene rammer også deres ”overgangsalder”, androfasen. Det langsomme fald i testosteron-niveauet, der begynder allerede i 20’erne, bliver mærkbart. De oplever, at ungdommens hurtige kalorieforbrænding forsvinder, så fedtet sætter sig på maven, måske ligefrem i ”rødvinspatter”.
Fedtvævet har i øvrigt en negativ effekt på det frie testosteron i blodet, så måske oplever de, at sexlysten svinder og rejsningsproblemerne melder sig.
De succesrige alfahanner går måske ud for at finde en yngre model, en ”trofæhustru”. Det har de altid gjort, nu eventuelt med hjælp fra Viagra. Den norm vil nok ikke umiddelbart ændre sig. Ikke så længe, der er kvinder, der er tilfredse med ordningen.
Så lad os tale spændende, sexede, sølvhårede kvinder op
Men ikke alle mænd er sådanne alfahanner. Men de tror det, og de foretrækker at undvære kvindeligt selskab frem for at møde en kvinde på deres egen alder. Ikke fordi disse Silverfoxy Ladies – som jeg til bevidstløshed har nævnt – ikke er attraktive og interesserede. Men fordi mændene sidder fast i billedet af kedelige, indtørrede, hysteriske klimakteriekvinder. Og fravælger kvinder over 50.
Den holdning bevarer mange mænd til efter pensionsalderen. Som en livskraftig, 52-årig (og i øvrigt stadig blond) kvinde fortalte mig for et par år siden. Hun var en smule fornærmet over kun at få henvendelser fra mænd i 60’erne og endda 70’erne. De kunne nemlig slet ikke hamle op med hendes tempo.
Bortset fra hårfarven er hun et godt eksempel på en generation af Silverfoxy Ladies.
Guld og sølv
Så lad os tale spændende, sexede, sølvhårede kvinder op:
Der er passion og power, tid og ressourcer, vid og viden. Der er potentiale til revitalisering af forholdet (hvis det har holdt). For singlemanden er der glæde, spænding, intellektuelt fællesskab og ja, masser af sex at gå efter. Hvis han kan matche disse Silverfoxy Ladies. Der er guld at hente i sølvet.

Og min silverfoxy lady på cyklen – hvor gammel var hun så? Det fandt jeg desværre aldrig ud af, for vi skulle hver sin vej … men smilet fik jeg da med.
LÆS FLERE TEKSTER I POV AF STEEN BLENDSTRUP HER
LÆS MERE OM FLIRT MED LIVET HER
Foto: Pixabay
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.