taxamand kosmisk kærlighed nord

Taxamandens klumme: Den kosmiske og den nordiske kærlighed

i Liv & Mennesker/Klumme af
LIV & MENNESKER // KLUMME – POV’s firehjulede lommefilosof, Jesper Grunwald, håber, at Master Fatman, hans store forbillede i kærlig omgang med livet og mennesker, vil tilgive ham deroppe på et af de evige diskoteker, at taxamanden trækker den kosmiske kærlighed ned i de mere kølige omgivelser. Morten Lindberg var til Afrika og Sydamerika. Dampende tæt på ækvator. Taxamanden er til nordmændene lagt deroppe, hvor solen i perioder aldrig går ned. Han fejrer dem i dag d. 17. maj på deres store nationaldag med en fortælling fra den virkelige virkelighed.

”Men størst af alt er kærligheden.”

Det er vel et af tidens mest brugte citater fra den bibel, vi ikke dyrker så voldsomt her i kulturkredsen. De færreste tænker på, at forfatteren til den smukke påstand er apostlen Paulus, den gamle mandschauvinist, der mente, at kvinder skulle tie stille i menigheden (Paulus’ Første Brev til Korintherne, kapitel 14, vers 34). Men lad ham nu være tilgivet. Vi må lære at leve med den kristne fundamentalisme.

For budskabet om kærligheden – den helt store og gerne den kosmiske, som den fortolkes hos salige Master Fatman – er da så sandt og smukt. I mange størrelser og dimensioner.

Som hos de to gamle, meget svagtseende mennesker i taxien, der var blevet kærester i en meget moden alder – over de 80. Og nu skulle de begge opereres efter en ny teknik, der forhåbentlig ville give dem en del af synet tilbage. Hvordan ville det mon gå med kærligheden, når de pludselig for alvor kunne se hinanden i øjnene?

Det kan faktisk være meget intimt at skulle udstille sin ubehjælpsomhed over for en fremmed taxachauffør

Eller hos meget små gentlemen, der kan føle varm hengivenhed for kvindekønnet i alle dets aldre. Christoffer, et af vore venners børnebørn på blot fire år, der helt klart kastede sin store beundring på min kone her i den forløbne weekend. Både professionelt og privat drager hun børn som en magnet.

Christoffer startede med at slå mig ud af kurs med følgende ubesvarlige spørgsmål:

“Jesper, hvordan kan det være, du er så gammel?”

Så var jeg li’som parkeret!

Min hustru fik en helt anden hylde, der smigrede kvinden, som selv er mormor og bedstemor. Den 4-årige charmetrold kom ind i sommerhuset fra haven og savnede pludselig hendes tilstedeværelse.

“Hvor er pigen henne?”

Den 60-årige pige var allerede savnet – og tydeligt smigret, da hun fik budskabet genfortalt.

– – –

Min kunde ved den store S-togs-station er elendigt gående. Hun både trækker og skubber og støtter sig til den uundværlige rollator. Men varmen i hendes blik er mere elskværdigt og menneskekærligt end de forbandede smerter i krop og ben. Efter en hjerteoperation fik hun aldrig trænet kroppen ordentlig op igen. Hun fortæller på turen hjem via motorvejen til den lidt slidte men funktionelle villa i skovkanten.

Det er godt at være dansker i Norge og godt at være nordmand i Danmark

Endnu har hun intet at takke mig for. Men hendes venlighed er åbenbart kronisk – en usædvanlig smuk vane. Klart, da jeg må helt ned på knæene for diskret at løfte de smertende fødder ind over Mercerens panel. Tavst bliver vi særlige venner. Måske lyder det latterligt for nogen. Men det kan faktisk være meget intimt at skulle udstille sin ubehjælpsomhed over for en fremmed taxachauffør. Og med tiden har jeg lært at gøre det meget diskret. Nærmest umærkeligt. Dels for at undgå nye smerter, men også for at give kunden en fornemmelse af selvkontrol.

Nu er hendes udstrålede venlighed om muligt endnu større – og mit job mere værdiskabende end i projektørlys.

Hun taler det smukkeste norske sprog.

Og jeg dummer mig og er lidt for smart. Siger, at jeg genkender dialekten fra Vestlandet (Bergen eller Stavanger). Det er noget gedigent vrøvl. Hun er fra det allernordligste Norge – Kirkenes. Blot en snes kilometer fra den sovjetiske grænse og tættere på nordpolen end på København.

Nu genkender jeg de mere kantede konsonanter.

taxamand kosmisk kærlighed nord
Et ishotel langt oppe mod nord. Taxamanden funderer over kosmisk kærlighed. Foto: Pixabay

Jamen, Kirkenes er da Norge. Engang havde vi samme konge og dronning. Jo, men vi overser, at afstanden til det nordlige Norge er længere end en flyvetur til Napoli i det sydlige Italien.

Tæt på vores sprog og kultur.

Langt borte i rejsetid.

Set fra mit nuværende udsigtspunkt burde jeg nok være rejst hjem til Kirkenes, da jeg blev skilt i Danmark

Det var kærligheden, der bragte hende sydpå. Hun var fraskilt, børnene var voksne – og så faldt hun for en københavner. Den historie er hendes egen, men resultatet blev, at hun for en del år siden tog springet fra det vintersorte og sommerlyse Kirkenes til det i mange henseender mere tempererede Danmark. Lidt voldsomt i øjeblikket men accepteret hele vejen rundt. Hun fik et godt arbejde og endte i huset i skovkanten – med norsk afstandsfornemmelse meget tæt på den store by.

Der er trods forskellene i naturens vildskab god karma mellem nordmænd og danskere. ”Det er godt at være dansker i Norge og godt at være nordmand i Danmark”. Jeg kender denne kliché, der citeres så ofte i min taxi, når jeg møder broderfolket i taxiens uformelle skriftestol. Jeg genkender følelsen.

Jeg tror, klichéen er sand.

Nu smiler også hun og jeg over påstanden. Og jeg mindes en af mine festligste byture for årtier siden et sted i verden, hvor mine fordomme sagde mig, at jeg ville kede min røv i laser. Jeg tog lykkeligt fejl efter en våd nat i Tromsø – Nordnorges hovedstad, som folk deroppe med uvanlig norsk ubeskedenhed kalder ”Nordens Paris”.

Han ruller vinduet ned, så de kan se hinandens ansigter uden spejlvirkninger

Hendes danske kærlighedshistorie ender knap så lykkeligt.

Der er ikke tragedie i luften, da hun kort fortæller, at hun blev skilt igen og nu lever som single. Årene er gået – og ja. Hun er en gammel norsk kone, der bor 2.700 kilometer i luftlinje fra børn og børnebørn.

“Sådan er det. Det blev nu min skæbne”, siger hun uden det mindste anstrøg af tragedie.

“Det er klart. Set fra mit nuværende udsigtspunkt, burde jeg nok være rejst hjem til Kirkenes, da jeg blev skilt i Danmark. Men jeg havde et godt arbejde og er glad for at være her. Og mine børn og børnebørn og oldebørn kommer på besøg hernede hos mig på nogle dejligt, lange sommerferier”.

Hun stavrer op mod hoveddøren.

Den aldrende taxichauffør har –  sådan lidt påtaget, gazelleagtigt – bragt indkøbsposerne helt derop. Hun ønsker ingen arm til at lodse sig de sidste meter op ad havegangen. Den gamle kvinde er sig selv. Chaufføren vinker, som havde de kendt hinanden længe. Han ruller vinduet ned, så de kan se hinandens ansigter uden spejlvirkninger.

Fuldt smil.

Masser af kosmisk, nordisk kærlighed.


LÆS FLERE TEKSTER AF TAXAMAND JESPER GRUNWALD HER


Topillustration: Taxamanden mindes Master Fatmans syn på kosmisk kærlighed og hylder en nordisk udgave af den. Foto: taxamandens eget

 

 

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Liv & Mennesker