Det Radikale Venstres Ardenneroffensiv

af i Danmark/Featured/Politik & Samfund

ANALYSE – De Radikale har sat alt på ét bræt for at hindre Socialdemokratiet i at føre sin nye indvandringspolitik ud i livet. Hvis de taber – og det gør de skriver Bjarke Larsen – står Dansk Folkeparti tilbage med uindskrænket magt over området.  

Radikale Venstre er gået i gang med, hvad der svarer til Ardenneroffensiven under Anden Verdenskrig: I vinteren 1944 forsøgte Tyskland et sidste, desperat fremstød ved Ardennerne for at bremse de allierede troppers fremrykning mod selve Tyskland, omringe og overvinde fire allierede armeer og vende krigens gang. Eller i det mindste fremtvinge et bedre grundlag for at forhandle fred.

Offensiven mislykkedes, og fem måneder efter overgav de tyske tropper sig betingelsesløst.

Politisk leder Morten Østergaards udmelding om, at partiet vil have en skriftlig aftale med Socialdemokratiet om ikke mindst indvandrings- og integrationspolitikken er Radikale Venstres Ardenneroffensiv.

Man er klar over, at situation er ved at være desperat, og at det er sidste chance for at forhindre et afgørende og helt fundamentalt skred i dansk politik i at blive til virkelighed: At Socialdemokratiet får mulighed for at føre sin nye, stramme politik ud i virkeligheden, f.eks. ved at samarbejde med Venstre og Dansk Folkeparti på dette område.

Hvis det lykkes for Socialdemokratiet, er slaget tabt i de næste mange år for det, man kan kalde ”den indvandringsvenlige fløj” – de 15-20 pct. af befolkningen, der støtter De Radikale, Enhedslisten og Alternativet på dette område og ønsker en mere lempelig politik.

På den baggrund er De Radikales udmelding forståelig. Det samme er Enhedslistens lancering af Pernille Skipper som statsministerkandidat (selv om det er useriøst at byde ind med en statsminister, der på grund af Enhedslistens rotationsprincip ikke kan stille op ved det følgende valg), og til dels også Alternativets melding om at ”trække deres mandater ud af ligningen”. Alternativet begrunder ganske vist primært sit udspil med hensynet til klimaforandringerne, der skal øverst på dagsordenen, men indvandrings- og integrationspolitik er også hjerteblod for partiet.

Mette F. kan ikke imødekomme kravene

Problemet for de tre partier er, at partiformand Mette Frederiksen (S) ikke under nogen omstændigheder vil kunne imødekomme kravet om en anden kurs på dette område. Gør hun det, mister hun og Socialdemokratiet enhver form for troværdighed de næste 10-15 år, og partiet vil overlade dette afgørende politikområde til de borgerlige og Dansk Folkeparti.

Socialdemokratiet kan ikke gøre andet end at sætte hårdt mod hårdt. Også selv om det i sidste ende koster regeringsmagten i denne omgang. Gør partiet ikke det, risikerer man at have spillet sig selv af banen som regeringsparti i en overskuelig fremtid.

Der er i Socialdemokratiet enighed om en analyse, der gør indvandring og integration til det politikområde, der har givet først Anders Fogh Rasmussen og nu Lars Løkke Rasmussen regeringsmagten i hovedparten af de seneste 25 år.

Udviklingen i befolkningens holdning til integration og indvandring går ikke i retning af det, de tre partier ønsker.

Tværtimod bakker flere og flere op om en stadig strammere kurs på området – og hvad skulle kunne ændre det? Det er umuligt at forestille sig et scenarie, hvor der pludselig vil være flertal i befolkningen for at følge De Radikale, Enhedslisten og Alternativet på dette område.

De Radikale har tidligere fået deres vilje

Morten Østergaard sætter givet sin lid til, at det vil gå som i 2011, da partiet tilkæmpede sig en lang række indrømmelser under de langstrakte regeringsforhandlinger i ”Det Sorte Tårn”. Forud for valget havde S og SF lavet en række fælles oplæg, og Socialdemokratiets stærke mand, Henrik Sass Larsen, havde hånligt sagt til De Radikale, at der ikke ville blive pillet ved så meget som et komma, når der skulle dannes regering. Det blev der mildt sagt.

Men forskellen denne gang er, at S som nævnt dels har ændret holdning fundamentalt og ikke kan give køb på det, dels har et andet sted at gå hen, nemlig til Dansk Folkeparti.

Derfor kæmper Morten Østergaard en kamp, der er lige så umulig at vinde, som det var for Tyskland at vinde Ardenneroffensiven. Man har ganske enkelt ikke kampkraften (mandater nok) til det. Man har ikke befolkningens opbakning, selv om partiet nok kan høste en mindre fremgang i meningsmålingerne frem til valget, og man har ikke den overordnede, geopolitiske udvikling med sig.

Tværtimod.

Jo flere migranter, der kommer, jo mere vender folkestemningen sig mod dem. Og hvad sker der, når (ikke hvis, men når) den næste store krig i Mellemøsten sender endnu flere flygtninge mod Europa? Vil det få europæerne til at ”åbne deres hjerter”, som den tidligere svenske borgerlige statsminister Fredrik Reinfeldt bad svenskerne om. Nej. Sandsynligvis tværtimod.

Forærer mere magt til Dansk Folkeparti

Morten Østergaard har sagt, at partiet efter næste valg kun støtter en regering, der er uafhængig af Dansk Folkeparti. Det kan og vil Venstre, De Konservative og Liberal Alliance ikke levere – og der vil slet ikke være mandater nok til det. Socialdemokratiet kan og vil heller ikke, hvis det indebærer, at man skal føre radikal politik på området.

Dermed er der logisk set kun én mulig udgang på magtkampen: at Socialdemokratiet og Venstre hver især bejler til Dansk Folkeparti om at få partiets støtte til en regering.

Venstre vil gøre det, hvis der sammen med DF er et borgerligt flertal i et nyt folketing. Socialdemokratiet kan håbe på, at Dansk Folkeparti ikke vil stemme imod en mistillidsdagsorden til en S-mindretalsregering, hvis der ikke er mandat-flertal til en Løkke-ledet regering. Det vil DF undlade, hvis man til gengæld kan få en lang række indrømmelser (læs: stramninger) igennem på indvandrings- og integrationsområdet.

Dermed er der en ikke ringe sandsynlighed for, at magtkampen ender med at give Dansk Folkeparti endnu mere indflydelse og placerer partiet i den midterposition som ”kongemagere”, De Radikale ellers har haft i årtier.

At Morten Østergaard er villig til at betale den pris, og at han undervejs har sagt farvel til et ærkeradikalt slogan om, at ”det ikke er vigtigt, hvem man forhandler med, men hvad man forhandler om”, viser, hvor alvorlig situationen er set fra radikal side.

Topfoto: Morten Østergaard risikerer at give Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl, endnu mere magt. Foto: Flick.

Jeg er journalist og redaktør og driver bl.a. nicheforlaget Pressto (www.forlaget-pressto.dk), der har specialiseret sig i bøger om børn og unge med diagnoser eller andre udfordringer i hverdagen. Desuden er jeg initiativtager til festivalen Historiske Dage (www.historiske-dage.dk).
Jeg er uddannet journalist og har både arbejdet freelance og haft eget firma. Senest var jeg i perioden 2011-16 chefredaktør på branchebladet BogMarkedet. Før det har jeg lavet PR og branding for diverse virksomheder og skrevet om udenrigspolitik med særligt fokus på Afrika og 3. verden.
Politisk har jeg en fortid hos De Radikale, bl.a. som redaktør af partiets medlemsblad. I dag er jeg passivt medlem af Socialdemokratiet.
I en menneskealder boede jeg i Sønderborg, hvor jeg bl.a. i 10 år redigerede det satiriske årshæfte æ Rummelpot. I dag slår jeg mine folder i en haveforening i Sydhavnen.
Du kan donere beløb til min journalistik via Mobile Pay og Swipp på 20 74 68 44. Alle beløb, store som små, er velkomne.

Seneste artikler om Danmark

Trump Baby

INTERVIEW // DEMOKRATISK DIALOG – Morten Skovgaard er manden, der har fået