THE WALL // POVCAST – I år er det 45 år siden, at Pink Floyds foruroligende storværk The Wall udkom. At historien om Pink og muren stadig er relevant, blev bevist med teaterkoncerten “The Wall”, der netop har kørt for fulde huse i Østre Gasværk og Musikhuset Aarhus. På verdensplan er The Wall det ottende mest solgte album nogensinde. I denne POVcast har Jan Eriksen besøg af Pink Floyd-eksperten Thomas Ulrik Larsen.
Afhængig af, hvem man spørger, har The Wall solgt mellem 23 og 30 mio. vinyler.
Fredag d. 30. november 1979 udkom Pink Floyds The Wall. Samme dag købte jeg dobbeltalbummet i GUF på Sankt Hans Torv. Jeg husker, at manden bag disken spurgte, ”hvorfor det?”, da jeg fremlagde mit forehavende. Han var vist ikke fan. Nogle vil mene, at han praktiserede en skidt forretningsmodel, men det var derfor man handlede i den form for pladeforretninger – den personlige betjening.
Dengang var et Pink Floyd-album en begivenhed, også for mig, selvom jeg ellers ikke rigtig havde noget forhold til såkaldt prog-rock, som vist af mange blev anset for at være Pink Floyds genre.
For mig viste den nye plade sig hurtigt som et storværk. Et skræmmende, dystopisk storværk med psykologiske og politiske lag – i hvert fald på den første plade aka side 1 og 2. Guitartemaet allerede i første nummer, gode sange som ”Mother”, ”Hey You” og ”Comfortably Numb” med dén solo/soli. Selvom pladen er uhyre velproduceret – overproduceret mener mange – er det bestemt ikke en plade, der lefler for nogen eller noget.
Stamgæsten var ikke vild med The Wall
Men denne fredag aften fik vi nej. For en af stamgæsterne – hør i POVcasten hvem – var ikke så vild med Pink Floyd.
Thomas Ulrik Larsen har tidligere bl.a. medvirket i en POVcast om et andet Pink Floyd storværk, The Dark Side of the Moon.
I den nye POVcast sætter vi bl.a. fokus på disse spørgsmål:
Er der tråde tilbage til det oprindelige Pink Floyd på albummet? Er The Wall et Pink Floyd eller Roger Waters-album?
Hvad inspirerede Roger Waters? Hvad er det i al grimheden på The Wall, der tiltrækker?
Hvor meget Rogers Waters er der i Pink? Hvor mange “mure” er der i historien om Pink? Og hvor kom David Gilmours signaturnummer og -solo i ”Comfortably Numb” fra? Eller rettere soli. Der er to.
Hvordan var rollefordelingen mellem Waters og de tre andre medlemmer og producer George Ezrin? Hvordan er historien om Pink struktureret på albummet? Og hvordan er The Wall‘s relation til Waters soloalbum The Pros and Cons of Hitch Hiking?
Hvilken rolle spiller Waters forhold til sin mor – og far, der døde i Krigen? Hvilken er den bedste udgave på plade af The Wall?
Og desuden – hvorfor blev ”Another Brick in the Wall, part 2” et hit – og så endda et diskohit? Og hvilken diskoklassiker inspirerede især producer Georg Ezrin?
Dette og meget mere i denne POVcast:
Om The Wall:
Fra vinylpladen.dk:
Pink Floyd var allerede et veletableret navn, da de i 1979 udsendte deres 11. studiealbum The Wall. De havde i årene forinden udgivet deres andre hovedværker, Dark Side Of The Moon i 1973 og Wish You Were Here i 1975. Herefter kom også det roste album Animals i 1977, så det var et band, der havde gang i en utrolig udgivelsesrække, af den ene klassiker efter den anden.
Bassist Roger Waters var, som på de tre foregående, den primære sangskriver på The Wall, som også var bygget op omkring et koncept. Konceptet bundede i Pink Floyds store succes, som havde medført, at bandet nåede en størrelse, hvor de var begyndt at spille stadionkoncerter. Det viste sig slet ikke at være noget for Waters, som følte sig distanceret fra publikum.
Publikum havde også udviklet sig. Han syntes ikke længere, at folk lyttede og oplevede musikken, men at koncerterne og publikums opførsel mindede mere om sportsbegivenheder.
Til én koncert blev han så frustreret, at han spyttede efter enkelte publikummer, hvis opførsel irriterede ham. Waters tænkte meget over fremmedgørelsen fra publikum og lysten til at isolere sig selv – ved at bygge en mur mellem bandet og publikum…
Disse tanker lagde grunden for The Wall, som er historien om rockmusikeren Pink – en karakter, som er baseret på Waters selv, og Pink Floyds oprindelige forsanger Syd Barret.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her