Halve stemmer til oldinge og verbale tæsk til alt og alle – idiotiseringens demokratiske krise. Forfatter Maria Helleberg sætter fokus på de seneste politiske udmeldinger og Fake News, der ikke altid skabes af medierne, men af mennesker og samtaler her og der og især på Facebook.
Da vi begyndte at flokkes på Facebook, fandtes der rent faktisk personlige profiler på hvis væg, man kunne diskutere politik. Det tog sådan cirka halvandet år, så lukkede indehaveren siden ned på grund af enorme verbale slagsmål – og trusler.
I lang tid talte vi med stort set alle, der meldte sig med kommentarer eller spørgsmål. Det var dengang, hvor voksne mennesker morede sig med at spille Fluff Friends, kære venner.
Et forhold, der også gælder for kristne. Forskellen er den, at ingen giver Jesus eller Paulus eller religionen i øvrigt skyld for forbrydelser
Virkeligheden på SoMe blev mindre og mindre fluffy og råere og råere. Samtidig med, at det begyndte at gå op for os, at Facebook også er en slags ventesal, tilgængelig for alle.
Mit brud opstod, da det gik op for mig, at jeg ville kunne spilde alle mine vågne timer på at forsøge at tale til orden, tale fornuft, præsentere fakta, rette vanvittige fejl – uden det helt store resultat.
Jeg skrev til en flittig læser af Den Korte Avis, at med halvanden milliard muslimer spredt over hele jordkloden var der nok ind imellem en person, som begik forbrydelser, dumheder eller andet negativt, som medierne rapporterede om. Et forhold, der også gælder for kristne. Forskellen er den, at ingen giver Jesus eller Paulus eller religionen i øvrigt skyld for forbrydelser.
Jeg traf mit valg
Det gik op for mig, at jeg jo heller ikke ville indgå i lange diskussioner med en drønfuld mand på en bænk. Eller en tydeligvis psykisk udfordret person i det offentlige rum.
Endnu er jeg altså ikke blevet ”klogere” af at samtale med overbeviste og rasende racister eller ekstremt kvindehadende mænd. Og jeg tvivler på, at de synes, de er blevet ”klogere” ved at samtale med mig.
Fake News skabes ikke altid af medierne. De laves af mennesker. De er en slags ny anonym litterær genre
Så jeg traf mit valg, som de modige kvinder, der i sin tid åbnede deres vægge for politiske drøftelser, og fik nok og lukkede ned for trusler, had og rants (tirader/ordflom).
Nu og da prøver jeg at komme med opklarende spørgsmål. Når det åbenbart er blevet et dogme, at ”venstrefløjen går ind for burka”, savner jeg kildebelæg. Navn på prominent venstrefløjspolitiker (gerne mere end én) og citat. Endnu har jeg ikke fået fyldestgørende svar.
For Fake News skabes ikke altid af medierne. De laves af mennesker. De er en slags ny anonym litterær genre.
Adskillige lever egentlig kun deres liv på SoMe, båret videre af villige personer. Måske tror de endda selv på historierne og påstandene.
Israel står bag Bataclan-massakren. CIA sørgede for 9/11. Der var ingen månelanding. Statsministeren er bøsse. Shakespeare var Tycho Brahes søn. Nogle af historierne er groteske, andre skræmmende.
Har talløse gange set den anklage mod De Radikale, at partiet ønsker en enorm indvandring for at få flere stemmer, samt at der skulle være en uhellig alliance mellem offentligt ansatte og modtagere af sociale ydelser.
Men det er unægtelig gode historier, og på dem kan man så bygge en hel verdensanskuelse og måske endda – et politisk parti
Man ser for sig de årlige sammensværgelsesmøder, måske på Nyborg Strand, hvor de samfundsnedbrydende socialrådgivere, pensionister, studerende og læger og sygeplejersker aftaler at dele kagen.
Men det er unægtelig gode historier, og på dem kan man så bygge en hel verdensanskuelse – og måske endda et politisk parti. Til trods for, at politik jo dæleme handler om meget andet end indvandring og borgere på støtten.
Ser, at der nu igen tales om differentieret stemmeret og evaluering af vælgernes viden og forskelligt vægtning af forskellige vælgergruppers stemmer.
Det lader dog mest til at være den sædvanlige alders-bashing: skal en 93-årigs stemme vægte mindre end den 18-åriges? Skal den politisk uvidendes stemme vægte mindre end den oplystes stemme?
En borger er en borger
Rent bortset fra, at både den 93-årige og den 18-årige formentlig er blandt de mest heftige forbrugere af velfærdssamfundets ydelser, så skræmmer sporene.
Hvordan skulle man kunne måle graden af idiotisering? Har dog på fornemmelsen, at nogle partier er tilhængere af idiotisering
I USA forsøgte nidkære hvide mennesker længe at holde afrikansk-amerikanere væk fra stemmeretten ved at udforme nogle intrikate spørgsmål, der ikke nødvendigvis havde det ringeste at gøre med viden om politik, som skulle besvares rigtigt for at få lov til at stemme.
Endnu er en borger en borger. Interesserer man sig ikke for politik, kan man jo undlade at gøre brug af stemmeretten, eller stemme på det som forekommer en ”sikkert”.
Hvordan skulle man kunne måle graden af idiotisering? Jeg har dog på fornemmelsen at nogle partier er tilhængere af idiotisering: Det er lettere at hidse uvidende op med halvt og helt falske nyheder. De er som oftest mere overraskende og underholdende end virkeligheden. Og enklere. Derfor husker vi dem.
Skal de ældre miste stemmeretten?
Nu er der begyndt at komme røster om, at ikke alle skal have samme ret til at stemme. Det mener f.eks. en demokrati-forsker, som Berlingske interviewede forleden.
Debatten var der også i kølvandet på Brexit-afstemningen, hvor ”ældre” stemte for udtræden, mens yngre hyppigere stemte for forbliven i EU. Men ideen om at nedgraduere ældres stemmer gror i det tilfælde netop ud af den holdning, at Storbritannien (UK) skulle forblive i EU…
Det er en farvet stillingtagen i sig selv og derfor udemokratisk. Det virker, som om vælgerne i UK var underoplyst om det tilsyneladende enkle, men egentlig yderst komplekse, spørgsmål, de blev bedt om at tage stilling til.
Da jeg besøgte UK under optakt til valget, var jeg rystet over manglende oplysning, interesse, debat. Så måske skal man ”bare” modarbejde idiotisering – og lade borgere være borgere?
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
