Når min livsangst for alvor trænger sig på, er ECT-behandling som en mirakelkur

af i Liv & Mennesker/Sundhed

DEBAT // PSYKIATRI – Der er megen stigma knyttet til ECT-behandling, som også kaldtes elektrochok. Jeg har fået 51 behandlinger. Mange mennesker tænker slet ikke på, at det kan være patientens eget valg, når alt andet er prøvet. Eller at ECT virker langt hurtigere end ny medicin. ECT virker typisk med det samme, mens ny medicin typisk skal have seks til otte uger for at virke.

Måske tænker du på Gøgereden – filmen fra 1975 med Jack Nicholson i hovedrollen – når du ser ordet ”elektrochok”?

Det gør mange. Det er nu om dage umådelig langt fra virkeligheden; bare det faktum at behandlingen i filmen foregik uden bedøvelse. I dag er man naturligvis i fuld narkose.

Det hedder ikke længere elektrochok men ECT-behandling, og det står for ”elektrokonvulsiv terapi” eller på jævnt dansk ”krampeterapi”.

Jeg har fået 51 behandlinger, og jeg har selv bedt om dem alle.

Faktum var, at endelig havde ”vi” fundet noget, der virkede, og så var der ingen grund til ikke at bevilge det. ECT gives kun til de svære tilfælde, da det er en indgribende behandling. De har virket som en mirakelkur på mig. Det er en dyr behandling. Jeg har forsøgt at få oplyst omkostningerne, men Region Hovedstaden kender ikke den eksakte pris pr. behandling, hvilket jeg er noget forundret over.

Der sættes strøm til hovedbunden, hvilket fremkalder en krampe i hjernen. For at et krampeanfald skal være godt, skal det vare ca. 60 sekunder.

Hvorfor virker det?

Man ved ikke helt, hvorfor ECT virker, men man ved, at det virker. Fx skrev Psykiatrifonden på et tidspunkt på deres hjemmeside: ”Forskerne ved, at ECT virker på forskellige måder og i forskellige områder i hjernen. Fx dannes der mere af særlige proteiner, som har indvirkning på depressionen; der dannes nye neuroner i dele af hjernen; såkaldte transmittersystemer bliver mere aktive – og dermed ‘taler’ dele af hjernen bedre sammen. Men hvad der præcist gør ECT effektivt på den kortere bane, ved man ikke.”

Kort sagt: Nogle neurotransmittere får lettere ved at finde hinanden.

Jeg er ikke bange, dels har jeg prøvet det så mange gange, dels ved jeg, at det er min eneste udvej, når de dårligste tanker for alvor trænger sig på endnu engang

På Hvidovre er behandlingerne lagt fast på mandage, onsdage og fredage. Efter fredagens behandling talte jeg efter frokost med overlægen, som jeg efterhånden kendte ret godt. Hun spurgte altid, om jeg mærkede nogen lindring, og svaret var klokkeklart ”ja”. Den dybeste magtesløshed og håbløshed havde lettet en smule.

Det lille rum

Inden behandlingen er der naturligvis – på grund af narkosen – ingen morgenmad – højst en lille tår vand svarende til størrelsen på en femkrone, husk at tisse, gåturen derop, der er langt til Hvidovre Hospital, tag sko og briller af. De gør klar, hvilket vil sige, at de spritter af, der hvor elektroderne skal sidde, de sætter dem på, og spørger, om jeg har mine egne tænder? De spørger specifikt til, hvornår jeg sidst har fået noget at spise og drikke, de sætter blodtryksmanchetten på sammen med den lille gummidims på pegefingeren, der måler iltindholdet i blodet.

Krampeanfaldene varer et til to minutter. Varer de længere end det, skruer man ned for strømmen. Jeg har altid haft fine krampeanfald – og det har virket

Der er i alt seks mennesker i det lille lokale. De to fra anæstesien, som kommer i taxa fra Hvidovre Hospital, står til venstre for lejet. De banker på håndryggen for at få en vene frem, men jeg har efterhånden så meget arvæv, at de må stikke i albuebøjningen i stedet. De lægger et venflon (et kateter), som de senere sprøjter bedøvelsen ind i.

Til højre står en specialuddannet psykiater med ECT-journalen (papirbåren), mappen er meget stor, vist nok endnu en psykiater, som jeg ikke ved, hvad skal, to fra plejepersonalet, de er så søde, og jeg kender dem alle til hudløshed. Vi er på knus. De sætter otte (?) elektroder (pande, tindinger og brystkasse) på.

Hele forberedelsen tager meget længere tid end selve behandlingen. Måske tager forberedelsen ti minutter, mens behandlingen – strømmen – tager maksimalt to minutter. Strømmen svarer til spændingen i en lommelygte.

Jeg er ikke bange

Jeg er ikke bange, dels har jeg prøvet det så mange gange, dels ved jeg, at det er min eneste udvej, når de dårligste tanker for alvor trænger sig på endnu engang. Når jeg bare vil dø og kun mærker angst for livet. Jeg har aldrig haft dødsangst; jeg har kun haft livsangst.

Skal jeg i stedet starte med ny medicin, skal jeg vente seks–otte uger på effekt alt afhængig af præparatet. Af og til har jeg bare ikke haft så mange uger, og så er ECT det rette valg. ECT virker stort set med det samme eller i hvert fald efter højst seks – otte behandlinger.

Nogle har hovedpine, har ømme muskler, er svimle eller meget trætte efter behandlingen. Sådan har jeg aldrig haft det. En times hvile under kugledynen, og så er jeg fit for fight igen. Og så er medarbejderne så søde. De har stillet lidt morgenmad frem. Fasten er slut!

De kommer med bideskinnen, så jeg ikke hakker tænderne sammen eller bider mig selv i tungen under kramperne, der fremkaldes i hjernen. Kramperne er hele formålet med behandlingen. Jeg har altid bedt om selv at sætte skinnen i – og da jeg havde dårlige tænder (bivirkning i form af mundtørhed), forestillede jeg mig temmelig dumt, at så ville de nok ikke bemærke dem. Jeg var flov, men det var ikke min skyld.

Psykiateren siger ”Baseline”, ”Test” og ”Impedans”. De holder en form for håndvægte med en påført gel hen på mine tindinger, håret kommer i uorden og bliver klistret. De tester. Jeg har spurgt til Baseline og Impedans, men jeg kan ikke huske svaret.

Anæstesien skruer herefter op for bedøvelsen, det er som at flyve. De giver mig masken, siger jeg skal trække vejret dybt ned i lungerne. Jeg har aldrig nået at tage mere end tre indåndinger, før jeg var væk. Af og til har jeg hørt dem sige “Sov godt”. Jeg elsker det sekund, hvor jeg mærker bedøvelsen, og til jeg er helt væk. Det er dette, der er som at flyve.

Krampeanfaldene varer et til to minutter. Varer de længere end det, skruer man ned for strømmen. Jeg har altid haft fine krampeanfald – og det har virket.

Derefter

Mens jeg stadig sover, kører de mig ind i et endnu mindre opvågningslokale ved fodenden, hvor jeg får lov at vågne op lige så stille. Det tager vist omkring 15 – 20 minutter. Det har altid undret mig, hvordan jeg fik skoene på igen. Det er dem, der giver mig dem på. Det må være svært.

Når jeg ser tilbage på, hvad ECT gjorde for mig, ville jeg ikke have truffet andre valg. De har været min redning

Når jeg vågner, er jeg ofte forvirret og spørger, om det er overstået, eller om vi er på vej. Det er overstået. Vi skal tilbage til afdelingen.

Som regel har jeg gået selv, andre gange har jeg haft en medarbejder under armen og få gange er jeg blevet kørt i kørestol. Nogle har hovedpine, har ømme muskler, er svimle eller meget trætte efter behandlingen. Sådan har jeg aldrig haft det. En times hvile under kugledynen, og så er jeg fit for fight igen.

Og så er medarbejderne så søde. De har stillet lidt morgenmad frem.

Fasten er slut!

Bivirkninger

Jeg kan ikke finde ud af, om der er bivirkninger eller ej. Man siger officielt, at knasterne i hukommelsen er ovre efter tre måneder. Jeg synes nu, de har varet væsentligt længere, jf. at det først er her et par år efter jeg igen kan koncentrere mig om en TV-avis og om at høre en lydbog.

Men det kan lige så vel skyldes min tilgrundliggende diagnose (bipolar affektiv lidelse) i sig selv. Jeg har kæmpet og kæmpet med de kognitive problemer, men endelig her i sommeren 2019 er der kommet hul igennem – hvilket jeg er meget glad for. Og når jeg ser tilbage på, hvad ECT gjorde for mig, ville jeg ikke have truffet andre valg. De har været min redning.


Foto: Arseny TogulevUnsplash

Hanne B. Stegemüller er født i 1963 og uddannet cand. jur., men har aldrig brugt paragrafferne. I stedet har hun en god 23-årig karriere med økonomistyring og ledelse af IT-projekter i centraladministrationen bag sig.

Hun fik diagnosen bipolar affektiv sindslidelse (maniodepressiv) i 2014 og diagnosen Aspergers syndrom i 2019. Hun er kendt i - og med - det psykiatriske system og har stor erfaring fra utallige indlæggelser.
Hanne skriver især om psykiatri og ”psykiatripolitik” med udgangspunkt i egne oplevelser. Og der er nok at tage fat på: Den udsultede psykiatri, brugen af ECT (elektrochok), tankerne der kan blive for store, hvordan føles en psykose, og så videre.

Hanne har skrevet til sin egen blog, stegemueller.dk, gennem flere år.

Seneste artikler om Liv & Mennesker