KOMMENTAR – Der er er næppe en eneste kvinde, der tog en tørn som tjenere eller køkkenhjælpere i deres unge dage, som undrer sig over, at #MeToo også er poppet op i restaurantverdenen, senest som tema på MAD Symposium i København, siger Nana Balle, der tilbyder en lille personlig beretning fra engang, hvor dagens ret var uvelkommen pølse, serveret af en af verdens topkokke – og også fortæller om, hvordan #MeToo kan være intimiderende på flere planer.
Selvfølgelig måtte #MeToo ramme restaurantverdenen.
Et univers, hvor døren mellem restauranten og køkkenet fungerer som en slags Narnia-klædeskab mellem det bløde lys, de hvide duge og den intime samtale over grillede kammuslinger med vanilje-fumet på den ene side og det neonoplyste køkken med svovlende kokke, et infernalsk tempo og grovkornet humor med pik og patter ad libitum på den anden.
En notorisk machokultur, hvor den nødvendige præcision og timing i køkkenet bliver en undskyldning for alt fra almindelig hidsig råben til decideret seksuel chikane.
Rape rooms og fyresedler
Nu afdøde Anthony Bourdain beskrev det først i Kitchen Confidential, og tidligere i år i #Metoo-slipstrømmen fulgte blandt andet afsløringer fra et af New Yorks hotte spisesteder, The Spotted Pig (sic).
Et privat område på 3. sal til lukkede fester gik under betegnelsen ’The Rape Room’, hvor de kvindelige tjenere var jaget vildt, hvor kameraer kunne bevidne overgreb på sovende kvinder, og hvor et nej betød en fyreseddel.
Tidligere ansatte berettede om, hvordan ejerne ragede og kyssede på de kvindelige medarbejdere og mosede deres ansigter mod ejernes kridt, og om hvordan et privat område på 3. sal til lukkede fester gik under betegnelsen ’The Rape Room’, hvor de kvindelige tjenere var jaget vildt, hvor kameraer kunne bevidne overgreb på sovende kvinder, og hvor et nej betød en fyreseddel.
I august var temaet højt på dagsordenen på MAD Symposium, René Redzepis topmøde for aktører inden for den sociale gastronomi. #MeToo-historierne fra de danske køkkener lader dog vente på sig. Det betyder ikke, at de ikke er derude.
En ny vinkel
Da jeg var i udlandet til en stor mad-event tidligere på året, overvejede jeg at skrive en artikel om emnet.
Jeg havde tænkt mig at indlede med et par statistikker om kvinder i kokkeverdenen, med historien fra The Spotted Pig og den slags. Men en aften i byen gav grundlag for en noget anden vinkel.
Den historie kommer her:
Til fest med de store drenge
Vi er en flok madjournalister fra hele verden i byen. En gruppe af garvede skribenter, som rejser kloden tynd til en stadig strøm af mad-events, restaurantbesøg og interviews med kendte kokke, og hvor mange er på high fives med branchens stjerner. Denne aften har vi været til en smagning af fantastiske skinker, og hen på aftenen ender vi på en bar, som er booket til det store events gæster.
Midt i processen har han sneget sig til at tage hendes hånd og lægge den ned på… tadaaa… kokke-diller!
Festen er ved at komme godt i gang – vores gruppe af journalister, nogle hotte PR-typer fra en eller anden prisuddeling og diverse løsgængere får rigelige og velsmagende botaniske drinks og går rundt og er lidt lækre i den høje musik.
Pludselig hviskes der rundt om vores bord: ”The Chefs are coming!” – de store drenge er på vej! Vi ved, at alle topkokkene og deres slæng er til en særlig middag uden for byen. Måske foregår efterfesten på vores bar?
Sild og pølse
Det er dog kun en enkelt stjerne, der har fundet vej til baren. En af de helt store hotshots i kokkeverdenen har entreret med sin entourage og placerer sig et par borde fra os.
Vi sipper videre og kigger selvfølgelig lidt på det andet bord – man er vel på arbejde… Og så er det, at jeg bliver lidt overrasket, men måske har visse kokke smag for en god fedtmarmorering og blondiner i blå kjoler, for til min store undren bliver jeg vinket over til bordet – kom herover, signalerer køkkenlegenden bag sin G&T.
Dagen efter poster en (mandlig) kollega en lidet diskret reference til gårsdagens hændelser, inkluderende en tagging af os på et socialt medie
Det giver ikke rigtig mening i et hav af små fikse sild i sorte hylstre, så jeg lader lidt som ingenting – jeg har sikkert misforstået – men der insisteres, og jeg går derover, for det kunne da være lidt skægt at hænge ud med en af verdens kendteste kokke.
Der kindkysses, udveksles et par få ord og rockes lidt rundt på stedet i klubbens larm, og så fortrækker jeg igen, for mere er der heller ikke at snakke om på en natklub. Og det er dét – fint nok.
Men kort efter kommer en kollega tilbage med øjne som tekopper. Hun har taget en selfie med bemeldte “chef”, for sådan gør vi den uge, hvor alle jo er klar over værdien af synlighed. Men midt i processen har han sneget sig til at tage hendes hånd og lægge den ned på… tadaaa… sin kokke-diller! Yikes!
Vi måber! Griner, undres og harmes på samme tid med et par af de andre. Virkelig kikset. Men ingen døde i processen, og egentlig slutter historien her.
Velkommen på SoMe-siden
Eller – det gør den så ikke helt – for dagen efter poster en (mandlig) kollega en lidet diskret reference til gårsdagens hændelser, inkluderende en tagging af os på et socialt medie. Uden at cleare med os først.
Skulle man have gjort sig udtilbens med et broderskab af gastronomiske celebs med fare for at blive blacklistet til fremtidige begivenheder?
Vi føler os næsten mere krænkede af denne handling end af kokkedilleren. Dette er tydeligvis mere for journalistens egen vinding og branding, end det er af omsorg for os. Efter nogen palaver indvilger han i at un-tagge os i opslaget. Selve opslaget bliver dog stående.
Har du vasket en kok på ryggen?
Og hvor vil jeg så hen med den historie?
Først og fremmest bare konstatere, at restaurant-verdenen selvfølgelig også er gennemsyret af #MeToo.
Det har alle vi, der har serveret på diverse kroer eller gået til hånde i køkkenerne i vores unge dage, vist hele tiden taget for givet, ihukommende alle de friske forslag om at vaske en kok på ryggen eller lige få en hånd op under nederdelen under serveringen af silden til en julefrokost med fri X-Mas for 100 langturschauffører.
Men sådan var det jo bare, og kokkene/gæsterne har altid ret. Tænkte vi. Ligesom kvinderne på The Spotted Pig, hvor “belønningen” var gode lønninger og et fedt navn på cv’et.
Prisen
Men det handler også om, hvor svært det er at whistleblow’e. For jeg og min udenlandske kollega kommer ikke til at fortælle hele historien med navn og det hele. Kald os kyllinger, men sådan er dét.
Skulle man have råbt højt den næste morgen – lige op til den store event, der var kulminationen på ugens løjer? Skulle man have gjort sig udtilbens med et broderskab af gastronomiske celebs med fare for at blive blacklistet til fremtidige begivenheder?
Og, fremfor alt, var særlig min kollega klar til den intimiderende følelse, det giver at fortælle, at man har været udsat for noget grænseoverskridende? Godt nok i småtingsafdelingen – men alligevel. Og det blev på ingen måde nemmere, eller mindre intimiderende, af at en mandlig journalist storsindet forsøgte at whistleblow’e på vores vegne – mod vores vilje og for sin egen vindings skyld. Svaret var derfor nej.
Italesættelsen på det internationalt orienterede MAD Symposium er imidlertid en god start i forhold til at komme en uhensigtsmæssig kultur til livs. Jeg venter spændt på, at branchen i Danmark kigger indad.
Note: For en god ordens skyld – jeg påberåber mig ikke at være blevet krænket, #MeToo’ed eller lignende. Men bringer denne beretning på vegne af og med godkendelse af min branchefælle, som ikke har ønsket at fortælle historien fra egen mund.
Topbillede: Dagmar Frederiksen-Balle
Har du lyst til at støtte Nana Balles skriverier, så er MobilePay-nummeret 22951405
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
