JULEHØJTID // PRÆDIKEN – Indimellem kommer livet og overfalder os med det tunge og det svære. Pandemien har åbnet for en eksistentiel usikkerhed, en tvivl om livet og godheden. Det er hårdt og frygtindgydende. Vi kan have en knugende fornemmelse og få hjertet helt op i halsen, siger Julie Sløk, der er sømandspræst i den danske sømandskirke i New York. Men netop livets hjerteslag er en påmindelse om, at livet er mere end dagen og vejen. Julens hjerte er i centrum for Julie Sløks virtuelle julegudstjeneste.
NEW YORK – Vi ved alle sammen godt, hvordan julen lyder! Når man er vokset op i Danmark, er Et barn er født i Betlehem en fast følgesvend i december. Og her i USA lyder julen en lille smule af en blanding mellem Bing Crosby og Mariah Carey – og begge steder slår Wham! og Last Christmas stemningen an.
Kommercielle interesser styrer julen. Det handler om gaver og overforbrug. Der er ikke nogen sjæl i julen
Lydkulissen er på plads, og det hele er sat i scene til julen. Vi ved, at der skal være ild i kalenderlyset, småkager i dåsen og and i ovnen – og hygge omkring bordet.
”Pjat”, siger den hårdhjertede, ”der er ikke noget substans, det er kommercielle interesser, der styrer julen. Det handler om gaver og overforbrug. Der er ikke nogen sjæl i julen”.
Men hvad nu, hvis vi midt i al den iscenesatte idyl trak tæppet væk og så direkte ind i livets mening?
Hvad mon vi ville finde?
Ville vi se ind i lejlighederne og de enlige, der opvarmer mad i microovnen, mens de tjekker email og instagram?
Ville vi se ind i den konfliktramte familie, hvor søskende ikke kan være i stue sammen til stor sorg for de gamle forældre?
Ville vi se ind til familien, som sidder i hvert sit rum med hver sin skærm og kan mærke ensomheden?
Ville vi se ind i tomheden og ligegyldigheden?
Det tror jeg ikke.
Jeg tror, vi ville se ind i julekrybben.
Det var julenat, Guds eget hjerte kom til verden for at banke for os. Det kom som et lille undseeligt barn født af en ugift pige. Det er det lille barn, som vækker troen i vores hjerte. Det er den tro, som er livets hjerteslag
Lige der i timerne efter Maria har født, hvor barnet er faldet til ro, hyrderne har været på visit, og Maria og Josef pludselig har forstået, at de er forældre. Der mellem æslets skryden og fårenes mumlen ville vi høre lyden.
Lyden af det dunkende hjerte.
Det er lyden af julen!
Det var julenat, Guds eget hjerte kom til verden for at banke for os.
Det kom som et lille undseeligt barn født af en ugift pige.
Det er det lille barn, som vækker troen i vores hjerte.
Det er den tro, som er livets hjerteslag.
Den ligger der, gemt bagved dagligdagen og travlheden. Vi lægger ikke altid mærke til det. Vi kan ikke altid føle det. Men hvis vi lægger os ned og lytter, kommer det frem. Den svage dunken, som får livet til at cirkulere i kroppen. Så beroligende og så ukompliceret. Så essentielt – for uden det, dør vi.
Eller når vi føler os allermest levende og forelskede i vores kæreste, vores børn, vores liv, ja så slår hjertet, og verden står stille, og vi kan ikke andet end at lægge os på knæ og takke for alt, hvad vi er blevet givet. For livets storhed og skønhed! Så flyder troen så let og ubesværet, måske så nemt at vi helt glemmer den.
Pandemien har åbnet for en eksistentiel usikkerhed, som kan få os til at tvivle på livets godhed, andre menneskers godhed, ja Guds godhed
Men indimellem kommer livet og overfalder os med det tunge og det svære. Det er nok det, 2020 har gjort ved de fleste af os. Det har fået os til at tvivle på livet, hverdagen, rutinen. Har givet dagligdags ting som indkøb, hundeluftning og lægebesøg en kant. Rutinen er ny: Vi skal huske masker, afspritning, afstand. Spontane knus er blevet afløst af akavet afstandtagen og nervøs latter.
Pandemien har åbnet for en eksistentiel usikkerhed, som kan få os til at tvivle på livets godhed, andre menneskers godhed, ja Guds godhed.
Så mærker vi hjerteslaget – oppe i halsen. Mærker det hamre uroligt eller måske springer et slag over. Det gør os opmærksom på, at det er der. Det er hjerteflimmer, når alt i verden står og sitrer, og vi måske ikke helt ved, hvor vi hører til, og ikke kan finde ud af, hvad der er op og ned. Det er der, det er hårdt og frygtindgydende at være menneske. Det efterlader os med en knugende fornemmelse, som truer med at presse livet ud af os.
Måske er det en påmindelse om, at der er mere i livet end den daglige trummerum. At det hele ikke handler om dagen og vejen. At der er noget bagved, som er vigtigt; noget som giver os fodfæste.
Måske er det et opråb til, at vi ikke behøver at stræbe hårdt efter indre ro og uafhængighed. Vi behøver ikke få orden i skabene, selv om vi er i lockdown. Vi behøver ikke strukturere os til et bedre liv med mål og mening, hvor vi hele tiden skal tage os sammen, gøre noget mere, være mere effektive, og bruge tiden og livet fuldt ud.”
Det er ham, der er julens sjæl. Ham der er julens hjerte, ham der er pulsen midt i det kiksede, det anspændte og det dysfunktionelle
Måske er det en bekendtgørelse af, at vi midt i kaos og uvished kan hvile i Guds hjerteslag. Kristus.
Hvile i troen på, at der for 2000 år siden blev født en frelser, som deler vilkår med os i en broget verden af pandemi, konflikt, og uro.
Det er den frelser, som fødes i Betlehem.
Det er dét lille barn, som hvisker os i øret:
Salige er de ængstelige og bedrøvede, for de skal fyldes med glæde.
Salige er de fortravlede og stressede, for de skal finde hvile.
Salige er de, som sidder i en familiekonflikt, for de skal finde fællesskab.
Salige er ensomme og forladte, for de skal finde samhørighed.
Salige er de kyniske og opgivende, for julens varme skal smelte det hårde hjerte.
Salige er de, hvis drømme er bristede, for de skal finde håb.
Salige er de, som har mistet en elsket, for de skal trøstes.
Salige er de, som lider under fraværet af knus og kram, for de skal finde nærhed!
Det er det lille barn i krybben, der ligger der bag bagtæppet.
Det er ham, der er julens sjæl. Ham der er julens hjerte, ham der er pulsen midt i det kiksede, det anspændte og det dysfunktionelle.
Ham, der holder sit løfte om at være med os alle dage, indtil verdens ende, så den dag vores eget hjerte holder op med at banke, ja så er vi indbudt bag tæppet til Guds verden. Der, hvor julens hjerte banker for dig og mig og verden.
Det er jul! Det er cool! Hånden på hjertet. Kan du mærke det?
Glædelig jul
Amen
LÆS MERE I POV OM JULEN
Topillustration: Julefest ved sømandspræst Julie Sløk i Den Danske Sømandskirke i Brooklyn, New York – før Corona. Foto: Julie Sløk
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
