DØDSFALD // MINDEORD – Livet ville noget med Jens Rosendal, skriver Mette Sanggaard. Han løste opgaven med at møde det med nærvær, være til stede i det og vove sig ud på en vej, som vi alle kan hente inspiration i.
Jens Rosendal fandt som ung skoleinspektør på en øvelse i perspektiv. I Julekalender for voksne skriver han d. 1. december om, hvordan han – når han befandt sig på usikker grund og i angst for at fejle, og forfængeligheden tog over – lod sig bortføre til rummet.
Herfra ledte han efter sig selv. Her var han så “som en lille bitte prik midt i det store hele”, og den øvelse hjalp. På en vidunderlig måde, skriver han, kom der dimensioner i tilværelsen igen. Og så kunne han komme ned på jorden og fortsætte arbejdet, nu mere bundet til denne.
Jens Rosendal fyldte sin plads i verden på en særlig måde
Jeg synes, at det er noget af det mest værdifulde, som Jens Rosendal efterlader. I en tid, hvor vi har travlt med at zoome ind og stille skarpt på os selv og alle vores følelser og fornemmelser, så tilbyder han os den stik modsatte linse, hvor vi kan se vores tilværelse i et større perspektiv, og det virker.
Så vi enten kan rumme det, der rent faktisk er kæmpestort, og møde det med taknemmelighed – eller få øje på det ubetydelige i det, der blot føles altoverskyggende lige nu; “din frygt og dit pjat” som han kalder det i “Er der steder, hvor sandheden synger”.
På trods af tvivl og stort besvær
Jens Rosendal fyldte sin plads i verden på en særlig måde. Fysisk fyldte han ganske vist ikke alverden, når han stod der ydmyg, men alligevel stolt foran huset i Ballum med Vadehavet og marsken som bagtæppe. Et landskab, han har fået mange af os til at elske og opsøge gennem sine naturlyriske hyldestdigte til netop denne egn.
Jeg var der senest med mine efterskoleelever i et møde, der blev nærmest magisk. Eleverne sang for Jens. Højskolesange og korsange. Da vi parkerede busserne og gik ned mod Jens’ hus, tror jeg ikke helt, eleverne vidste, hvad der ventede dem. Nok kendte de flere af hans sange, men udsigten til at møde en gråhåret mand på omkring 90 gav højst anledning til stille begejstring.
Da vi forlod ham, var stemningen mærkbart anderledes. I mere end en time efter deres optræden skrev Jens autografer i elevernes højskolesangbøger, mens vi voksne kunne betragte den særlige samhørighed og udveksling af latter, ord og smil, der foregik mellem den gamle digter og de mange unge, der stod i en klump omkring hans stol.
Jeg har svært ved at beskrive, hvad det er, men fra Jens Rosendal udgik der et særligt nærvær, som kunne præge både små og store forsamlinger. Det virker helt forkert at kalde det karisma, for det var aldrig hans personlighed, der fyldte, men derimod mildheden, lydhørheden, visdommen, taknemmeligheden og den dybe livsglæde, der prægede ham.
“På trods af tvivl og stort besvær,” som han selv formulerede det så gennemslagskraftigt.
Poesien er ligefrem
Det kan ikke undre, at hans sange i så høj grad har præget den høj- og efterskoleverden, som han selv var rundet eftertrykkeligt af. I bogen om livsoplysningens tjenere fortjener han sit helt eget kapitel, og måske er det kun Grundtvig, der har kastet sin inspiration ind i lige så mange morgensamlinger i de frie skoler, som Jens Rosendal har. Og som han helt sikkert vil blive ved med at gøre i mange generationer fremover.
Hans digtning er både uskolet og ukunstlet. Hans poesi er ligefrem, men uden at være hverken deklamatorisk eller flad.
“Når hjertesprog er sagen,” skriver Jens Rosendal selv i morgensangen “Som sol der rammer klodernes gang”, og det er netop hjertesproget, der får os til at stemmes og stemme i. Han sætter oprigtige ord på tilværelsens glæder og genvordigheder på en måde, så det, der knap kan rummes, alligevel bliver det.
Uanset om det er boblende forelskelse eller dyb sorg – som vi finder det i henholdsvis “Forelskelsesang” og “Kærlighedssang ved et tab”. Uden at det banaliseres og med sans for tilværelsens gådefuldhed.
Selvom han tit henvender sig til et “du”, så skrives dette du altid ind i en større fortælling – skuldre at stå på, en tradition, en natur
Det er ikke kun ordene, Jens Rosendal kunne noget med. Bag ordene er et sammenhængende tilværelsessyn og en visdom, vi som moderne, rast- og rodløse mennesker har god brug for.
Vi bliver i Jens Rosendals poesi givet et univers, hvor vi uden at blive negligeret eller nedskrevet i værdi; fælles ind i en helhed, hvor vi kan hvile vores overbelastede hoveder en stund, og vi ikke er alene om at give tingene betydning.
Selvom han tit henvender sig til et “du”, så skrives dette du altid ind i en større fortælling – skuldre at stå på, en tradition, en natur.
Og en gud ikke mindst. Vor Herre selv er også budt ind til festen, og det er få forundt at have så bred en folkelig appel med så klart et kristent budskab.
“Troen er ikke en klippe” har været helt afgørende for mit personlige forhold til kristendommen og derfor også en obligatorisk del af sangrepertoiret ved mine børns konfirmationer.
Tænk sig at skrive en sang om, hvad tro ikke er. Når man betragter de mange fordomme om tro, man kan møde, giver intet dog bedre mening end at stadfæste, at troen hverken er en klippe, det sikre eller artikler i en indbunden bog.
Hver dag vi er til stede
I arbejdet med Højskolesangbogens 19. udgave blev der plads til nye sange af Jens Rosendal, og nogle gamle måtte forlade bogen. I anerkendelse af Jens Rosendals kæmpe betydning for Højskolesangbogs-traditionen tilføjede vi et blad før titelbladet, hvor Jens Rosendals “Synger om hvad livet vil hver dag vi er til stede” blev anført som et supplement til “Så syng da Danmark, lad hjertet tale”.
Linjen er karakteristisk for Jens Rosendals tilværelsessyn. Det er ikke os, der skal ville noget med livet, nej, det er mere livet, der vil noget med os, og vores opgave er at møde dette “noget” med nærvær – være til stede i det, vove sig ind eller videre ud i det.
Han var midt i det hele på en ganske særlig og for livsoplysningen betydningsfuld måde. Heldigvis vil vi stadig synge hans digte
I efterskolesangen “Sat her i forvirringstiden” mindes vi om, at “Altid er en slægt på vej, og nu spør’ den efter dig”. Og i “Troen er ikke en klippe” er troen utrolige kræfter, som vil “vove sig dybt ind i mørket, hvis der for alvor er kaldt”. Og dermed er mennesket en størrelse, som ikke helt selv skal finde mening og retning i tilværelsen, men som kan kaldes af verden. Og dermed er en af de fremmeste opgaver også at kunne lytte.
Livet ville noget med Jens Rosendal, og han løste opgaven med at møde det med nærvær, være til stede i det og vove sig ud på en vej, som vi alle kan hente inspiration i.
Denne vej er til ende, og det var så langt, som livet rakte. Og ser vi på det i en kikkert fra universet, var Jens Rosendal – som alle os andre – blot en lille, bitte prik i tid og rum. Til gengæld var han midt i det hele på en ganske særlig og for livsoplysningen betydningsfuld måde. Heldigvis vil vi stadig synge hans digte.
Æret være hans minde.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
