På rejse efter solen i Sydspanien: Kultur, historie, dans og en grøn dør – #5

i Rejse/Liv & Mennesker af

SPANIEN // REJSEBREV – Fotograf Jens Ulrich rejser rundt i Sydspanien, 3-4 uger, for at få lys og varme. Altid på jagt efter et godt motiv og møder med nye mennesker.

Der er godt nok mange dansere i Sevilla, har jeg indtryk af. Flamencodansere især, og jeg har også set nogle hip-hop’ere. Guderne skal vide, at jeg ikke kan danse. Jeg tør ikke en gang prøve, men det forhindrer mig ikke i at være ‘vild med dans’. Ikke tv-udsendelsen, men levende dans, ballet og moderne dans. Jeg mangler et dansk udtryk for Contemporary Dance, så hvis nogen kan hjælpe her, så ja tak.

Da jeg havde besluttet mig for dette vinterophold i Sevilla, undersøgte jeg, hvad jeg kunne se på scenerne, mens jeg var her. Der var to danseforestillinger, der fangede mig. Den første var La Espera med Maria del Mar Suárez. La Espera betyder Ventetiden. Det var faktisk en interessant forestilling. Maria Del Mar kom op på scenen i et hvidt kostume, kronet med en vældig nonne-hovedbeklædning.

Hvor er mindesmærkerne? Hvor husker man de tusinder døde, republikanerne og francotilhængerne? De internationale brigader? Er der kun Picassos maleri Guernica til at minde os om de lidelser, Spanien blev udsat for under borgerkrigen og senere Francos diktatur?

Hun var storrygende på en cigaret, og røgen fra smøgen smøg sig ind i den spotlight, der hvilede på danserinden. Den elektroniske musik blev styret af en meget høj slank kvinde, der senere også dansede en anelse med.

Det er en blank indrømmelse, men jeg tror min ikke-katolske baggrund holdt mig lidt udenfor selve symbolikken. Men dansen! Maria del Mar var en fremragende kombination af flamencodanser og moderne danser. Det virkede på mig som et vellykket forsøg på at føre flamencoen sammen med elektronika-musikken. Dejlig oplevelse med kraftfuld, entreprenant og udfarende energi fra scenen.

Balletten ‘La Espera’ (Ventetiden)

Den anden danseforestilling hed Soufflette. Det var et gæstespil af The Norwegian National Company of Contemporary Dance. Det var godt nok en noget anden kop te. Min forventning var noget med forår og glæde, forårsfestagtigt, men det var i min optik alt andet end en fest.

Scenen henlå i næsten mørke, og der stod nogle store kasser. Ud af disse kom danserne, klædt i forskellige store uldne kostumer. Ingen musik, kun danserne, der nynnede og den droneagtige lyd af et gammeldags håndharmonium. Et perfekt billede på nordisk tungsind og mørke, formentlig symboliserende vinteren.

Når jeg traver mine ture rundt i den herlige og venlige by, Sevilla, falder jeg nogle gange over et motiv, som måske slet ikke er et motiv. Så går jeg forbi, men intuitionen banker på hos bevidstheden og siger: “Fjols, så du ikke det der maleri på portlågen, eller den der dør?” Så vender jeg om og går tilbage og tager billedet, for intuitionen har stort set altid ret

Pludselig forsvandt danserne ind i det mørkeste mørke bagest på scenen, men én efter én kom de tilbage klædt i meget lidt. Lyset blev øget en kende, men jeg følte mig stadig fuldstændig fremmedgjort overfor aktiviteten på scenen. Der blev nynnet og sunget norske folkesange, der blev stampet i gulvet, og til slut iførte danserne sig blomsterlignende kostumer. Nu var det tilsyneladende forår, men der var ingen smil og glædesdans. Det var meget alvorligt, og der var ingen interessant koreografi, ja der var faktisk ikke rigtig nogen scenografi, ingen humor eller charme.

Forestillingen sluttede med, at danserne trestemmigt afsang Killing Me Softly. Og det var ‘killing me softly’. Det her er naturligvis min subjektive fremstilling, og jeg må sige, at det spanske publikum var endog overmåde begejstret for den nordiske melankoli; og jeg nød at være i teatret sammen med resten af publikum.

La Souflette med det norske dansekompagni

Hvor er mindesmærkerne?

Måske er jeg ikke opmærksom nok, og jeg kan ikke læse alt, hvad der står på mindeplader og mindesmærker her i Sevilla, men det virker, som om der er et hul i tiden sådan circa fra 1930 til 1975. Der er ikke noget, der umiddelbart får mig til at tænke ‘Den Spanske Borgerkrig’. Eller Franco. Hvor er mindesmærkerne? Hvor husker man de tusinder døde, republikanerne og francotilhængerne? De internationale brigader? Er der kun Picassos maleri Guernica til at minde os om de lidelser, Spanien blev udsat for under borgerkrigen og senere Francos diktatur?

Et forsigtigt skøn siger, at ca. 600.000 døde i den periode, plus dem der blev henrettet efter borgerkrigen. De nazistiske/fascistiske lande Tyskland og Italien deltog på Francos side.

Arbejder og bonde, forenet i sejren

Jeg er ved at læse om borgerkrigen, for jeg vidste meget lidt om den. Det er Torben Riis Petersens bog, Den Spanske Borgerkrig.

Forleden kom jeg forbi en fortovsrestaurant, hvor en mand havde en bog liggende fremme om borgerkrigen. Jeg gik først forbi, men tænkte så, at jeg ville prøve, om jeg kunne tale med ham. Det viste sig, at han kunne tale engelsk, og jeg viste ham min bog. Han fortalte mig, at han var en anelse yngre end mig, det vil sige, at vi har gået i skole næsten samtidig i 50’erne og 60’erne, men han i Francos Spanien. Han havde kun hørt den officielle historie i skolen, og hverken hans forældre eller andre havde villet tale om det.

Nu var han så begyndt, noget sent kan man mene, at interessere sig for sit eget lands mørke kapitel. Hans holdning var, at Spanien aldrig havde haft et egentlig retsopgør eller en form for selvransagelse. Det var ikke noget, man officielt talte om. Måske kunne Spanien tage ved lære af Sydafrika, mente han. De danske spaniensfrivillige, som kæmpede på republikanernes side, blev bl.a. registreret af den danske stat, som villigt overlod registreringerne til den tyske besættelsesmagt efter 1940. De frivillige var ofte DKP’ere og andre venstreorienterede.

Forresten har min farbror, billedhuggeren Per Ulrich, lavet et mindesmærke til minde om de Spaniensfrivillige. Det står i parken ved det gamle  Frihedsmuseum i København.

Pastora

Til gengæld finder man en statue af Pastora Emperio her i Sevilla. Og hvem var så hun? Jo, Pastora blev født i Sevilla i 1889. Hun var en elsket og banebrydende flamencodanser og sangerinde. Mange af hendes dansetrin indgår efter sigende stadig i dansernes repertoire. Komponisten Manuel de Falla har skrevet  et værk specielt til hende, El amor brujo (Kærligheden magi) og hun var muse for mange af tidens malere, digtere og andre kunstnere. Hun døde i 1979. Hendes statue findes her i Sevilla.

Pastora Imperio
Her er flamencodanserinden Pastora Imperio, malet af Julio Romeo del Torres

Den ukendte danser

Jeg fotograferer naturligvis de dansere, jeg møder, blandt andre hende her, som danser hver dag på pladsen Puerto de Jerez. Nogle gange har hun en guitarist med, andre gange et musikanlæg. Hun danser stædigt og ihærdigt hver dag. Hun er ikke dårlig, og jeg synes, der er noget dragende ved hende. Turisterne iler forbi, nogle standser dog op og kigger lidt, og måske ryger der en mønt i hatten på jorden, men hun tjener garanteret ikke formuer, og alligevel danser hun.

Jeg har ikke talt med hende – endnu, men måske prøver jeg at finde ud af, hvem hun er.

Når jeg traver mine ture rundt i den herlige og venlige by, Sevilla, falder jeg nogle gange over et motiv, som måske slet ikke er et motiv. Så går jeg forbi, men intuitionen banker på hos bevidstheden og siger: “Fjols, så du ikke det der maleri på portlågen, eller den der dør?”

Så vender jeg om og går tilbage og tager billedet, for intuitionen har stort set altid ret. Så dette rejsebrev slutter med to billeder, min intuition har valgt at fotografere og vise.

John Lennon, formodentlig
Den grønne dør

Fotos: Jens Ulrich, dizzyBild

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jeg hedder Jens Ulrich, f. 1949 på Vesterbro, København, har siden 2007 primært været portrætfotograf og healer, men der skal også være tid til nogle børnebørn og ture på elcyklen. Fortiden brugte jeg bl. a. som ansat i medicinalbranchen og på det Kgl Teater. Jeg er meget optaget af musik og kunst, både The Beatles og Bob Dylan har en stor plads i mit hjerte, ligesom pigegrupperne i 1960’erne. Jeg bor i Charlottenlund med min frue.
Har du lyst til støtte min skribentvirksomhed modtager jeg gerne små og store beløb på mobile pay 20155012. Du kan komme i kontakt med mig på jens@dizzybild.dk og se mine fotografier på dizzybild.dk

Seneste artikler om Rejse