Den 21. september 1970 var der store folkelige demonstrationer mod Verdensbankens kongres, der afholdtes i det gamle Bella Center på Bellahøj i Københavns Nordvestkvarter.
Vi boede i de år på Mågevej ikke langt fra Bellahøj, og min mor havde den dag taget min lillebror og mig med ud, og se på, hvad der skete, for der var gang i gaden lige uden for vores vinduer. Vi gik op mod Bella Center, hvor hun vidste min far var.
På den ene side af vejen langs Bella Center stod en lang række kampuniformerede betjente. Min far var blandt dem. Han var ung politibetjent, men havde været i tjenesten i tre år og blev betegnet som erfaren og derfor egnet til farlige opgaver som denne.
På den anden side stod mellem 4-6.000 demonstranter, hvoraf mange var fra den militante venstrefløj, organiseret af en ung mand ved navn Finn Ejnar Madsen. Madsen var medlem af KUF (kommunistisk ungdoms forbund) og erklæret maoist og trotskist. I PET’s overvågning af protestbevægelser og særlig deres overvågning af Verdensbankens og Valutafondens årsmøde i København i 1970, bliver Finn Ejnar Madsen fremhævet for sin rolle som vigtig aktør under urolighederne.
Foruden at være kendt som den pæne unge mand, der i 1968 havde bemægtiget sig talerstolen fra Københavns Universitets rektor Mogens Fog, var Finn Ejnar Madsen psykologstuderende, og ved siden af sine studier var han pædagogmedhjælper sammen med sin kone i den børnehave og senere fritidshjem jeg gik i på Stærevej i Nordvestkvarteret.
Senere samme dag havde demonstrationen bevæget sig ind foran Tivoli, fordi de fine gæster, der blandt andet talte den forhadte tidligere amerikanske forsvarsminister Robert McNamara spiste middag i Restaurant Nimb. Mcnamara, der i de år var Verdensbankens præsident, havde haft en vital rolle i optrapningen af Vietnamkrigen. Min far og elleve hundrede andre betjente var derfor blevet omdirigeret til Nimb, hvor de blev angrebet af demonstranterne, der ønskede at forstyrre gæsternes madro.
Efter den episode nægtede min far at komme til forældremøder i mit fritidshjem. Og ordet Molotov-cocktail sneg sig ind i mit 7-årige hoved.
Dagen før, d. 20. september, var Finn Ejnar blevet arresteret, fordi han havde angrebet Hotel D’Angleterre, da der afholdtes et cocktailparty for kongressens deltagere. Den erfarne aktivist havde sammen med et stort antal aktivister forsøgt at storme hotellet, hvilket var mislykkedes. Man ændrede derfor taktik og smed i stedet benzinbomber, jernmøtrikker, sten og maling på hotellet. Omkring 200 aktivister blev arresteret og også Finn Ejnar, der på det tidspunkt var i besiddelse af ni benzinbomber.
Efter den episode nægtede min far at komme til forældremøder i mit fritidshjem. Og ordet Molotov-cocktail sneg sig ind i mit 7-årige hoved.
Min tid i den frie børneopdragelses højborg
Børnehaven Stærekassen var ellers et fantastisk frirum i forhold til den børnehave jeg var blevet overflyttet fra. Jagtvejens asyl hed den anden børnehave, og det var en institution der pegede tilbage på en helt anden opfattelse af børneopdragelse, som byggede på ro, regelmæssighed og renlighed. På Jagtvejens Asyl bar vi alle ens tøj når vi var på koloni. Vores eget tøj blev taget fra os og vi blev iklædt blå shorts og stribede t-shirts. Dette gjaldt både for drenge og piger, og jeg kan også stadig huske, hvordan vi blev bundet sammen med lange reb, når vi skulle ud at gå tur på Nørrebrogade.
Jeg hadede den børnehave og min mor fik mig derfor overflyttet til Stærekassen, som havde ry for at være meget progressiv, men som først og fremmest havde pladser til børn af enlige mødre. Min mor og far var gift, men det var der dog råd for, for min farmor og farfar var trofaste socialdemokrater, der havde forbindelserne i orden, så der blev trukket i nogle tråde. Det var en voldsom og meget glædelig forandring at blive flyttet til den frie børneopdragelses højborg og jeg trivedes sammen med venstreorienterede pædagoger, der hverken gik op i ro, regelmæssighed eller renlighed.
Snarere tværtimod. Hver sommer drog vi alle af sted på koloni i 2-3 uger til Fanø. Min mor pakkede pænt min kuffert med farvekoordinerede sæt tøj. Der lå de helt urørt til når jeg kom hjem af den enkle grund, at både børn og voksne gik splitternøgne rundt i de uger vi var af sted. Nu kan jeg ikke lade være med at spekulere på, hvad de fastboende øboere mon har tænkt når de langhårede, langskæggede og nøgne pædagoger, samt et væld af nøgne, møgbeskidte nørrebrounger spænede rundt på Fanø i flere uger hver sommer.
Hver sommer drog vi alle af sted på koloni i 2-3 uger til Fanø. Min mor pakkede pænt min kuffert med farvekoordinerede sæt tøj. Der lå de helt urørt til når jeg kom hjem af den enkle grund, at både børn og voksne gik splitternøgne rundt i de uger vi var af sted.
Min tid sammen med Finn Ejnar Madsen og hans kone og datteren, der også gik på min stue, blev en lykkelig tid. Jeg udviklede mig fra at være et kuet barn, som græd hver dag, når jeg blev afleveret i børnehave, til at være et beskidt, glad barn, der hver dag legede med institutionens mange dyr og byggede huse ude på skrammellegepladsen, og det var først mange år senere det gik op for mig, hvorfor mit elskede marsvin, jeg havde fået med hjem fra børnehaven, hed Che.
Topillustration: KUF plakat, Verdensbanken, 1970.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
