YTRINGSFRIHED // DEBAT – Når individer, der har oplevet seksuelle overgreb som barn, endelig mange år senere taler, er det usikkert, om de reelt har ytringsfrihed til det. Mathilde, som har fortalt om overgreb i sin barndom, er sagsøgt for injurier, tort og svie af de to mennesker, der gjorde hendes barndom til et helvede, og risikerer en regning på ca. 200.000 kroner. ”Injurielovgivningen bliver udnyttet til at udøve psykisk vold, fordi man endnu en gang trues til tavshed om barndommens traumatiske oplevelser,” skriver Sarah Liv Vangsgaard Winge.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Truslen om en injuriesag svæver over mig som en sort sky, hver gang jeg deler mine ord om de seksuelle overgreb, jeg har været udsat for som barn. Og nu er den frygt kommet tættere på. For en, jeg deler barndomsfortælling med, Mathilde Vesterherup, er blevet stævnet for at udtale sig om den mand, der har krænket hende som barn, selvom hun ikke har nævnt hans navn. Ytringsfriheden er altså tilsyneladende ikke for os, der har de traumatiske oplevelser med os i bagagen.
For os, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen, er frygt en gennemgående del af livet. Frygt for flashbacks. Frygt for senfølger. Og frygt for at tale om de traumatiske oplevelser – også som voksne.
Det værste er, at det føles som et dobbeltovergreb. At blive krænket som barn og nu også som voksen. At blive fastholdt i tavshed og tabu. At blive begrænset i sin heling
Ud over den psykologiske belastning ved overgreb, der er veldokumenterede, lever mange af os nemlig med en helt konkret frygt for at blive sagsøgt for injurier, hvis vi deler ud af barndomstraumerne.
For selvom vi bryster os af ytringsfrihed i Danmark, er vi en stor gruppe, der ikke har samme privilegier.
Vi forsøger at navigere os uden om frygten fx ved at formulere os vagt om krænkeren, anonymisere vores historier eller tie helt. For risikoen for at blive sagsøgt for injurier lurer med hvert ord, vi siger eller skriver.
Min værste frygt er blevet til virkelighed
For én af os er frygten blevet til virkelighed. Mathilde Vesterherup er blevet sagsøgt af sin mor og stedfar for de ord, hun har delt om sin opvækst med seksuelle overgreb.
Hun har ikke offentliggjort navne, men hun har delt ord og sagsakter med en masse sorte bjælker – alt sammen for at undgå det mareridt, hun står i nu.
Hun deler heller ikke efternavn med sin mor, så man skulle tro, hun var sikret mod beskyldninger om ærekrænkelser. Men en e-Boks-besked fra november sidste år fortæller en anden historie.
For i den kunne hun læse, at hun var blevet sagsøgt for injurier samt for tort og svie af de to mennesker i hendes liv, der havde gjort hendes barndom til et helvede. Taber hun sagen, risikerer hun en regning på omkring 200.000 kroner.
Men pengene er ikke det værste.
Det værste er, at det føles som et dobbeltovergreb. At blive krænket som barn og nu også som voksen. At blive fastholdt i tavshed og tabu. At blive begrænset i sin heling, når hun forsøger at tage ejerskab over sin egen historie. Mens hun samtidig sætter ord på overgreb og skadevirkninger, der kan hjælpe os andre med samme traumatiske oplevelser i bagagen.
Og derfor konkluderer Mathilde, at vi ikke har ytringsfrihed i Danmark. Og jeg er desværre enig.
Tavshed som livsvilkår
Mange af os blev truet til tavshed, mens overgrebene stod på. Nogle med direkte voldelige trusler. Andre med manipulation, skam og loyalitetskrav. Eller sætninger som ”ingen vil tro dig”, som børn ikke har den nødvendige udvikling til at gennemskue og derfor accepterer som sand.
Og det er blandt grundene til, at mange børn ikke tør fortælle om de overgreb, de har været udsat for. For så at blive mødt med anklager om, at vi skulle have fortalt det tidligere, når de fortæller som voksne.
Hvordan kan vi have ytringsfrihed, hvis man ikke kan fortælle sandt om sit eget liv uden at risikere at blive ruineret eller traumatiseret på ny?
For nogle af os blev profetien sand: at vi ikke blev troet på, da vi fortalte om overgrebene. Jeg er en af dem, der fortalte om overgrebene tidligt og endte med at miste størstedelen af min familie. De kunne ikke tro på mine ord. De kunne ikke rumme, det var sket. Og for at mindske deres smerte blev jeg afskrevet fra familietræet som 16-årig.
For mange af os har sandhed en pris. Og den erfaring følger med ind i voksenlivet.
Her mødes vi af en ny form for tavshed: den økonomiske og juridiske trussel mod retten til egen fortælling.
Derfor er det ikke så underligt, at der i gennemsnit går 17,2 år, før vi, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen, fortæller om det for første gang. Samtidig udvikler 60–80 % behandlingskrævende senfølger ifølge Socialstyrelsen.
Men at blive fastholdt i tavshed er en direkte barriere mod heling. For vi ved, at tidlig, rettidig støtte er afgørende. Men hvis det at dele sin historie kan føre til en injuriesag, bliver systemet en direkte barriere for heling.
Og derfor er vores vidnesbyrd ikke vores ord, men en byrde at bære oven i de seksuelle overgreb, vi også må håndtere, og de skadevirkninger, der følger med – ofte i tavshed.
Ytringsfriheden er ikke for os
Vi bryster os af ytringsfriheden i Danmark, men sandheden er, at den ikke er for alle.
Det rejser to grundlæggende spørgsmål:
Hvordan kan vi have ytringsfrihed, hvis man ikke kan fortælle sandt om sit eget liv uden at risikere at blive ruineret eller traumatiseret på ny? Og er injurielovgivningen på kant med menneskerettighederne?
For ellers risikerer vi, at injurielovgivningen bliver misbrugt til at udøve psykisk vold, fordi man endnu en gang trues til tavshed om barndommens traumatiske oplevelser
I et demokrati er ytringsfriheden en grundlæggende rettighed, lyder det hos Institut for Menneskerettigheder, som skriver: Ytringsfrihed betyder, at alle frit kan udtrykke og dele tanker, viden, idéer og holdninger på skrift såvel som i tale og handling uden indblanding fra staten, myndigheder eller andre personer og uden at frygte undertrykkelse eller sanktioner.
De fortæller, at retten til ytringsfrihed er beskyttet af både den danske grundlov, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder.
Alligevel er Mathilde Vesterherup mentalt og praktisk ved at forberede sig til at forsvare sin ytringsfrihed og retten til sin egen fortælling.
Brug for et eftersyn
Vi har tidligere set behov for at tilpasse juraen til ny viden – bl.a. er strafferammerne for seksuelle overgreb mod børn blevet skærpet, nye paragraffer om grooming er indsat, og forældelsesfristen for anmeldelser af seksualforbrydelser er revideret.
Jeg anerkender fuldt ud, at man ikke skal kunne hænge navngivne personer ud uden dom, men jeg mener, at injurielovgivningen bør være det næste område, der ses efter. For vi mangler klare rammer for, hvad vi må dele af vores egne fortællinger.
For ellers risikerer vi, at injurielovgivningen bliver udnyttet til at udøve psykisk vold, fordi man endnu en gang trues til tavshed om barndommens traumatiske oplevelser. Ligesom vi ser i denne aktuelle sag.
Derfor bør vi indføre:
• klare, juridisk anerkendte retningslinjer for sikker deling af egne fortællinger
• en styrket god-tro-beskyttelse, når man deler uden navne og uden skadehensigt
• særlige hensyn i sager om barndomsovergreb, hvor bevisbyrde og forældelsesbestemmelser i forvejen er urealistiske
• krav om, at injurier kun kan gøres gældende, hvis en bredere offentlighed reelt kan identificere den pågældende
• loft over sagsomkostninger, så retten ikke bliver et middel til tavshed
• at det bør være underlagt kunstnerisk frihed at skrive om seksuelle overgreb i barndommen i autofiktion
• at udgifter til efterbehandling hos fx krisepsykolog for den, der sagsøges for at fortælle om de seksuelle overgreb, bør indgå i sagsomkostningerne og betales af den tabende part eller staten.
Tavshed heler ikke
At dele og bryde hemmeligheden er en central del af heling efter seksuelle overgreb. At gøre noget meningsfuldt med det meningsløse er enormt helende. Og at læse andres ord kan hjælpe med at få bevidsthed på det, man selv har været udsat for.
Det bør retssamfundet ikke stå i vejen for. Vi må kunne finde en løsning, hvor både retssikkerhed og overlevernes ret til egen historie kan eksistere side om side.
For tavsheden beskytter ikke børn og heler heller ikke voksne. Lad os fjerne frygten for injurier i nutiden, hvor fortiden har været alt for domineret af netop frygt.
Mathilde Vesterherup har godkendt publiceringen af teksten.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og