POLITIK // ANALYSE – Det Konservative Folkeparti har med deres formand, Søren Pape, for alvor meldt sig ind i kampen om at blive Danmarks næste statsminister. Udfordringen er, at han med partiets strategi kun satser på at kapre vælgere i blå blok og dermed blive det største borgerlige parti, mens han med sit ærkeborgerlige skatteudspil risikerer, at det vundne terræn i rød lejr bliver tabt igen.
Med andre ord: Den konservative operation kan sagtens lykkes, men hvad hjælper det, når patienten døde?
Pape har længe lurepasset, men til sidst var han nærmest tvunget af omstændighederne. De stabile meningsmålinger mellem 13 og 15 pct., og ikke mindst hans enorme popularitet blandt de borgerlige vælgere, tvang ham på banen som officiel statsministerkandidat side om side med Venstres, Jakob Ellemann-Jensen.
Man vinder ikke folketingsvalg og statsministerposten i Jantelovsdanmark ved at tækkes de rigeste i samfundet
Nu skulle der smedes, mens jernet var varmt. Den konservative selvtillid skulle for alvor have ben at gå på, og med et politisk udspil på sommermødet med massive topskattelettelser blev det med trommer og basuner slået fast, at Konservative ønsker at tale direkte ind i det borgerlige-liberale segment.
Der, hvor Venstre gennem tiderne har ligget, når det var i hård opposition, men hvor det også har formået at flytte sig fra, når det gik efter magten og ikke mindst, når det sad på magten med velfærdsministre, som Anders Fogh Rasmussen og senest Lars Løkke Rasmussen.
Skattelettelser til millionærerne
Det konservative skatteudspil har sammen med dets mildest talt dubiøse finansiering kun fået rosende ord med på vejen af den liberale tænketank, Cepos, der næsten med statsgaranti også har haft en finger med i spillet.
Over for det står mere uafhængige topøkonomer og Venstre, der taler om en massiv underfinansiering i størrelsesordenen 20 mia. kr., hvilket i denne inflationstid er det samme som at kalde det for dybt uansvarligt. Derudover har vi naturligvis regeringen, der mener, at K-udspillet er et frontalangreb på velfærden.
Den rigsretsdømte Støjberg bliver dermed på en og samme tid blå bloks joker og akilleshæl. Hun kan vinde valget for blå blok, men også sikre en regering uden blå partier
Venstres egen tilgang til skattelettelser har traditionelt været, at der kun skulle gives lettelser i takt med, at man havde pengene i kassen. Med det konservative skatteudspil er finansieringen derimod fugle på taget, og måske værst af alt: Der er tale om store skattelettelser i 100.000 kroners klassen og derover til direktørerne og beskedne skattelettelser i bunden og til mellemindkomsterne. Der, hvor de store vælgergrupper befinder sig.
Det har Venstre, siden Socialdemokratiets annoncer med Uffe Ellenman-Jensens hus i 1998 ledsaget med store tal for gevinsterne ved at ændre boligbeskatningen, erkendt, er den direkte vej til en ny periode i opposition. Man vinder ikke folketingsvalg og statsministerposten i Jantelovsdanmark ved at tækkes de rigeste i samfundet.
Den erkendelse synes imidlertid endnu ikke at have ramt Det Konservative Folkeparti, der er mere optaget af sin egen genvundne storhed end reelt at få en blå regering. Så hjælper det jo heller ikke ligefrem, at Lars Løkke Rasmussen ønsker at gå den modsatte vej og indføre en ny millionærskat, der både har rystet og skræmt Cepos, hvilket ellers kunne være det adelsmærke, der stoppede flugten tilbage til rød blok.
Løkkes millionærskat kan i bedste fald kun stoppe noget af tilbageløbet, men hvad nytter det, når han som sandsynlig tunge på vægtskålen under ingen omstændigheder vil have Søren Pape eller en anden blå statsminister, der ikke vil afvise Danmarksdemokraterne i regering og Inger Støjberg på en ministertaburet.
Venstres kamp på tre fronter
Den rigsretsdømte Støjberg bliver dermed på en og samme tid blå bloks joker og akilleshæl. Hun kan vinde valget for blå blok, men også sikre en regering uden blå partier.
Det er ikke let at være nogen under en valgkamp. De fleste partier kæmper en krig på flere fronter og først og fremmest mod de direkte modstandere.
Men for Jakob Ellemann-Jensen bliver det ikke kun en kamp mod Socialdemokratiet. Han har også tre andre fronter at kæmpe på, hvis kan skal sikre sit parti fra at bløde endnu mere, end det allerede har gjort.
Som gammel soldat ved Ellemann godt, at ingen store feltherrer endnu er lykkedes succesfuldt med at kæmpe en krig på to fronter og her er han oppe mod hele tre, Søren Pape, Inger Støjberg og Lars Løkke på de indre linjer, samt naturligvis hovedfjenden, Mette Frederiksen, der synes at være hans mindste problem.
Jakob Ellemann-Jensen er bragt i en umulig situation. Nogle vil mene, at Venstre ligger som de selv har redt ved først at forårsage Lars Løkkes Rasmussens exit og derefter ved at svigte Inger Støjberg i perioden op til rigsretten.
Venstre har gennem hele valgperioden været det sårede dyr på savannen, som alle ville have en luns af. Det er ikke for alvor lykkedes at komme tilbage på benene igen, og derfor har Ellemann-Jensen nu kun sig selv at tænke på.
Ellemann-Jensen bider fra sig
Det er en overlevelseskamp for ham. Venstre skal som parti nok overleve på et lavere niveau, men ikke nødvendigvis Jakob Ellemann-Jensen. Han står svagt i sit eget parti, hvilket ikke mindst Troels Lund Poulsen har gjort sit til at åbenbare for offentligheden, og ser man på de seneste meningsmålinger, risikerer Venstre at slå Dansk Folkepartis hidtidige rekord i valgnederlag fra 2019, hvor Kristian Thulesen Dahl tabte 21 mandater og efterfølgende magten i partiet.
Et valgnederlag i samme størrelsesorden til Venstre vil uanset farven på den næste statsminister være et uigenkaldeligt farvel til Ellemann-Jensen.
Han kommer derfor til at bide hårdt fra sig under valgkampen. Så selv om Søren Pape og Ellemann-Jensen udadtil har travlt med at forklare, at de står skulder ved skulder, og hvor godt det er for det blå Danmark med to statsministerkandidater, så er forholdene i jernindustrien helt anderledes.
Venstre vil ikke afstå sig fra at gå i kødet på Konservative. Søren Pape får ikke frihjul til at tale om topskattelettelser til direktørerne, og Ellemann kommer til at lægge hovedet på blokken for, at de ikke støtter Søren Papes økonomiske politik på det punkt.
Imens kan rød blok så hygge sig over den blå tvekamp.
Det valg som for måneder siden lod til at blive en sikker rød sejr, for så at tippe over til blå blok efter minksagens hårde kritik, står nu igen helt åbent efter Søren Papes egotrip og forsøg på kannibalisering i Venstre.
Taber blå blok igen magten på gulvet, har de kun sig selv at bebrejde.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
