mm

Odile Poulsen

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution. Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."
Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset. Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/
Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes Mobile Pay: 3064 3538

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Odile Poulsen
på Mobile Pay: 30 64 353 8

Virkeligheden overgår altid fantasien

ESSAY – Det er, som bevæger jeg mig på samme tid lydløst og usynligt, som både baldrende og i neon, i den virkelighed, der, lige meget hvor lidt det giver mening, er min, vores, familiens. Det er ufatteligt, og jeg viger fra at lade denne sandhed synke ind, lade denne faktualitet klæbe sig til mig, som afhængighed gør til alkoholikeren. Det må være en historie. En fortælling nogen har fortalt, en bog jeg har læst, en film jeg har set. Odile Poulsen skriver hver fredag historien om at leve med sin angstramte datter, K. Dette er afsnit 22.

Nej, det er utvivlsomt en bog, for kun bøger atomiserer mit murværk til støv, så jeg buldrer ind den skrevne skabelse, monstrøst og uden hensyntagen til tid og sted. Fiktivt eller autofiktivt, jeg bevæger mig stadig lige frit herinde, for det er en veltrænet, velafprøvet, og – hånden på hjertet – en velskabt overlevelsesstrategi, en overlevelsesevne jeg minutiøst udviklede undervejs gennem min barndoms grusomme år.

Virkeligheden overgår altid fantasien, det ved de få, der har erfaret det på egen følsomme hånd.

Man tillægger sig hård hud på den følsomhed for ikke at gå under. Man lærer, at det ikke passer, at det gør ondt, når man lader sin hånd ligge på kogepladen eller stritte ind i flammen; at de sår, der breder sig synkront med stanken af brændt hud, ikke er stanken af massivt omsorgssvigt men blot lugten i bageriet.

Hjemmets ulykker er alsidige og uforudsigelige, og det er kun tøsedrenge, der piber, og ingen vil for alt i verden være en tøs, for at være en tøs er at være et offer, et nærmest for nemt offer for jægeren, for hvem det er selve jagten, glæden ved at nedplaffe et levende væsen, der er den største nydelse.

At være et offer er at dø, hvis ikke ved rovdyrets bid så ved egen hånd.

Strange fruit

Alle de farligste ulykker sker i hjemmet, det ved vi alle.

Men ulykker, der sker hjemme, har ikke samme stank af forfærdet uforklarlighed, som dem der sker på arbejdet eller på gaden, hvor vidnerne står i kø, krisereaktionsramte og med krav på øjeblikkelig psykologhjælp og erstatning. Ulykker, der sker i hjemmet, kan bortforklares og medfører ikke en em af sensationsmættede blikke.

Som den dag, hvor den 21-årige kvinde netop et kvarter forinden fik tilladelse på ungepsykiatriske afdeling til udgang. ’For at få luft, jeg behøver luft!’, havde hun forklaret psykiateren med sin spinkle stemme, nærmest kun udånding af luft. Men psykiateren hørte hende og vurderede hende stabil og i god udvikling, og den 21-årige kvinde styrede direkte til den lille park, der lå i minutters gåafstand fra afdelingen. Her, ved det store træ med den formålstjenlige kraftige gren, der strakte sig langt ud som det halve af et favntag, surrede kvinden med en ufravigelig beslutsomhed sit moderigtige tørklæde først fast om sin hals, så om grenen.

Familien rammes af en ubærlig sorg, der vil være livslang. Det ikke muligt at få krisehjælp til at bearbejde den umiddelbare krise eller psykologhjælp til den sorg, der æder sig ind i deres liv

Bagefter blev det fortalt, at der var en masse spor i jorden, hvor hendes fødder havde krattet.

Hendes søster på kun 16 år spurgte mig, ’Tror du ikke, det var fordi, hun prøvede at få fodfæste, så hun alligevel ikke skulle dø?’

Det var en midaldrende kvinde, en hundelufter – det er altid hundeluftere i krimier, men dette er skinbarlige fakta – der efter nogle minutter kom forbi og så træet bære en ’strange fruit.’

Hvilken tragedie, hvilken ulykke. Den midaldrende kvinde får naturligvis et chok, men evner at ringe efter en ambulance, og det er ved deres hænder, ambulanceførernes, at den kun 21-årige kvinde genoplives på vej i rasende fart til Riget. Hun kommer dog aldrig tilbage til bevidst vågen tilstand, men bliver fire dage i Dødens mørkekammer, inden hun træder endeligt derind, hvor hun søgte tilflugt.

Familien rammes af en ubærlig sorg, der vil være livslang. Det er ikke muligt at få krisehjælp til at bearbejde den umiddelbare krise eller psykologhjælp til den sorg, der æder sig ind i deres liv, forandrer dem og deres indbyrdes relationer for altid.

Hvorimod hundelufteren fik øjeblikkelig krisehjælp. Jeg tror faktisk, hun fik det allerede samme dag.

Det skete jo i det offentlige rum.

Virkeligheden i mit eget liv

’Vil du skrive vores historie? Vil du skrive en bog om vores liv?’

Det er ikke sjældent, jeg får det spørgsmål, og det er langt fra sjældent, jeg inderligt ønsker netop det: For at bevise, virkeligheden overgår fiktionen. Give andre mulighed for at indse dét, kun de få ved.

For hvis jeg skrev om det i fiktiv form, ville læsere protestere med opspærrede øjne i vantro. Så er en krimi med dens forudsigelige skabelon i fiktive klæder at foretrække. Krimiens ubestridte mester, Henning Mankell, skrev netop den indsigt til sine historier; virkeligheden overgår altid fantasien.

Det er også sket flere gange, at jeg har kastet mig ud i at sætte ord på andres følelser, tanker og handlinger, men er blevet standset af virkeligheden i eget liv, der kommer bag på mig, overrumpler mig, lader mig stå stille.

Hvorfor kan jeg så stadig blive overrasket? Som nu.

Jeg prøver at drive mig selv uden om at indtage det, jeg godt ved, men det synes kun at blive en intellektuel beslutning, for mine følelser sakker bagud, stiller sig på bagbenene, nægter at forstå, spiller dum blondine, leger dramaturg som var det andre menneskers liv.

Under systemets radar

Men dette er gyldigt!

Hvordan kan jeg begribe det mest absurde, at vores datter, vores sol og kærlighed, befinder sig i en margin af livet og verden?

Der, hvor hun er skubbet ud af alt for tætskrevne sider, der end ikke levner plads til noter markeret med rødt. Hvordan endte hun uden for historien, hængende uden linjer og retning, overladt til hvad der føles som tilfældige skriblerier, som ingen alligevel bemærker?

Hvordan kan det lade sig gøre, at vi lever her, midt i livet, midt i verden, uden at være en del af den? Hvordan kan det overhovedet være muligt, at man som mindreårig kan trække vejret, have et cpr-nummer, en adresse, tilhøre et skoledistrikt, uden systemet rykker ud med nødhjælp?

Hvordan kan vor datter gå under radaren i systemet? Det er, som om hun kunne være forsvundet, uden det ville give anledning til efterforskning og anklageskrift. Hvor længe kan man som mindreårig være usynlig i Danmark?

Hvordan kan det være muligt på den ene side at overvåge alle unge under 18, fordi ingen unge under 18 skal være udenfor et uddannelsesforløb; hvis de ikke er, træder UU-vejlederen i karakter med spørgsmål, der forventes besvaret.

Hvordan kan vor datter gå under radaren i systemet? Ville hendes manglende aktivitet, hendes fravær blandt normalen, ikke give anledning til bunker af underretninger og bekymrede miner hos sagsbehandlere, PPR, ungepsykiatri? Det er, som om hun kunne være forsvundet, uden det ville give anledning til efterforskning og anklageskrift.

Hvor længe kan man som mindreårig være usynlig i Danmark?

Spørgsmålene svirrer som bier om limonade. Jo, børne- og ungeforvaltningen ved det godt. Jo, vi har underrettet myndighederne.

Jo, PPR har været inde over. Jo, vi har selv fundet en ungepsykiater for at få hende udredt. Jo, hun har gået hos en psykolog. Jo, hun får medicinsk behandling. Jo, hun har de sidste snart tre måneder haft en kontaktperson og før det en anden. Jo, hun er efter måneder og måneders ventetid påbegyndt en ny udredning i regionens ungepsykiatriske regi.

Systemet er rustet fast

Al den viden og ingen handling.

De sidste tre år af hendes liv har været en lang tilbagetrækning fra det liv, der leves med skole og socialt liv.

Systemet smider ikke en mønt i automaten for at aktivere robothånden, som barnet gør i forlystelsesmaskinen på det lokale tivoli for at opsamle den særligt spektakulære bamse, der ligger i den afventende bunke af bamser og glor, tilsyneladende nyttesløst og ensomt og parat til at blive taget om med candyfloss-klistrede hænder.

Systemet er rustet fast, maskinen er ikke smurt og vedligeholdt, der er ingen, der griber ind dér, hvor det ikke er tilstrækkeligt med en velfungerende forældreevne.

Vi er velfungerende forældre, Niels og jeg, med vor store viden, kærlighed og ansvarlighed. Vi tør stille os selv tvivlens spørgsmål, såvel som de kritiske der tilsammen betyder, vi har fælles og højlydte refleksioner om vores forældreevne – og at vi, når vi opdager vor fejl, også tør stå ved dem og øver os på at gøre bedre.

Da jeg forstod, at her bunder angsten, besluttede jeg mig for at gøre min K synlig, som den hun er. Hun skal ikke forstille sig, skamme sig over hvem hun er. Tværtimod, hun gør intet forkert ved at være sig

Men jeg har smækket tætsluttende skodder sammen om min længsel efter det normale liv, for det er for smerteligt, hvis jeg hver dag skal mærke kraften af den længsel holdt op mod vor virkelighed.

Nok skal jeg sikre hele tiden at have for øje, hvor vi skal hen, hvad vort mål er. Men vort mål kan aldrig mere være, som det var, før K blev så syg. Vi kan aldrig være de samme igen, hverken L, Niels, K eller jeg.

K bliver aldrig blive den samme igen.

Måske har jeg bare misforstået, måske har jeg ikke set, hvem hun var. Det er det gode i det, at hun er blevet syg, at vi nu alle tre ser hende og hendes behov. Måske vi fremover kan give hende det, hun behøver, og det er måske godt. Jeg ved det ikke.

Der er heller ikke plads til den form for spekulative foregribelser af fremtiden.

Jeg gør min datter synlig

Alligevel forstår jeg ikke min egen virkelighed.

Gang på gang tonser jeg mod en grænse, jeg ikke kan se, og konstaterer at jeg intet forstår. Jeg må jo være tung i låget, røget af karrusellen, være langsom i optrækket, spejlblank og død i sværen. For jeg begriber ikke den virkelighed, der er vores, vor datters, vor families.

Tænk, jeg kan godt fatte, at virkeligheden overgår vor fantasi, for sådan har jeg flekset mellem fiktion og realitet, fra jeg blev født. Men nu fatter jeg ikke vor families virkelighed, hvor meget jeg end er en del af fortællingen.

Måske jeg bliver klogere ved at skrive om den, om os, om vor K. Måske.

Men ét ved jeg. Ved at skrive om K, gør jeg hende synlig. Det er det, hun ønsker.

Fordi den lange tid, hvor hun har krabbet sig længere og længere væk fra det normale liv, bunder i den dybe skræk, hun har fået for at være usynlig. Ikke usynlig, som nærer hun en hallucination, men usynlig for dem hun har gået i klasse med. Usynlig for de lærere, der ikke kunne se hende, for skolepsykologen, PPR-medarbejderne, sagsbehandlere. Ingen af dem har set, hvem hun er.

’Jeg vil ikke være usynlig igen, mor! Det kan jeg ikke holde til en gang mere’.

Da jeg forstod, at her bunder angsten, besluttede jeg mig for at gøre min K synlig, som den hun er.

Ikke som den, tabuer nægter hende at være.

Hun skal ikke forstille sig, skamme sig over hvem hun er. Tværtimod, hun gør intet forkert ved at være sig.

Det er dem, der bærer fordomme og forblændes af det overfladiske; dem, der peger fingre og latterliggør alt, der ikke er populært; dem, der  umælende følger trop og ser ned på dem, der ikke gør – det er dem, der har grund til at nære skam.

Topillustration: By Christopher Willard – Own work, CC BY-SA 4.0

 *’Strange fruit’ – digt af Abel Meeropol 1937, Billie Holliday 1939.

Læs de 21 forudgående essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, “Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til #2” her,afsnit 9  Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her, 15. afsnit, Catch 22, her,  16. afsnit, “It’s your last chance”, her17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her,18. afsnit, Bror og søster – L & K, her, 19. afsnit, ’Vi er liv og lys, vi er skygger og magi’, her 20. afsnit, ‘Vi er drømme lagt på is, vi er det tabte paradis’ og 21. afsnit ’På gyngende grund’, her.

 Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et lille beløb til skribenten, kan du gøre det på Odile Poulsens MobilePay: 3064 3538.

Kategorier