DET SYGE SIND // KOMMENTAR – De sidste 10 år har Sussi Jacobsen med egne ord kostet det danske samfund minimum tre millioner kroner – alene i hospitalsindlæggelser og ambulant behandling. Heri er ikke beregnet dobbeltindlæggelser, ting hun har ødelagt, og de få terapiformer, psykiatrien kan tilbyde.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
To år og fem måneder har jeg sammenlagt tilbragt på lukkede psykiatriske afsnit – tid, jeg kunne have tilbragt med min mand, hund og øvrige familie.
Jeg synes ikke, man har fået meget for de tre millioner – mindst – jeg har kostet samfundet. Jeg lever stadig, men alene i år har jeg haft to selvmordsforsøg.
Kunne man have brugt pengene bedre? Man taler jo så meget om, at vi skal have en bedre psykiatri – og det må ikke koste noget. Jeg synes, mit eksempel viser det modsatte.
Efterhånden har jeg opgivet psykiatrien. Men at finde noget bedre koster penge, og dem har førtidspensionister ikke mange af. Man kan måske søge nogle fonde, og så har jeg en mor med en lille opsparing.
Vi vil bare gerne alle sammen, at jeg overlever. Min familie og jeg er slidt op, og nu fantaserer “mit syge jeg” om meget farlige metoder til mit næste forsøg. For efter ti år kan man kun tænke, at der bliver et nyt forsøg.
Min seneste indlæggelse har været den værste i forhold til traumer
De sidste ti år har Kognitiv (Adfærds) Terapi været det sidste nye i psykiatrien, som de lige har været på kursus i – igen! Ved den medicinske behandling har man et utal af præparater at vælge imellem. Jeg har prøvet mange, ingen virkede. Mennesker er forskellige, så hvorfor insisterer man på, at KAT er det eneste, der virker, fordi det virker for de fleste?
Jagten på den rette behandling
Jeg har været i syv sind, for hvor skulle jeg lede efter den rigtige behandling? Det skulle være noget, der er evidens for. Det har jeg hverken kompetencer – eller overskud – til at finde. Hvis man spørger behandlerne selv, så har de jo næsten alle sammen en succesrate på over 99 %, og der er ikke begrænsning på, hvad de kan kurere.
Og hvad er det, jeg skal finde terapi til? Min skizofreni? Selvmordsadfærd? Eller den borderline-personlighedsstruktur, de noterer, som jeg dog aldrig har fået en diagnose på?
Psykologsamtalerne har enten båret præg af, at det var synd for mig, eller at jeg skulle arbejde med nogle ting – et arbejde, som jeg ikke fik redskaber til.
Jeg sagde til en kammerat, at jeg ikke havde nogen traumer, men han mente, at det, han havde læst om mine oplevelser i psykiatrien, måtte have givet traumer. Men min seneste indlæggelse har været den værste i forhold til traumer. Jeg har bestemt oplevet værre ting tidligere, men jeg kan ikke tage den tur igen – starte forfra.
Det værste var starten. Det startede nemlig med at sætte gang i et gammelt traume om at være helt og aldeles uønsket.
Tilbage i 2012-13 var jeg indlagt på et rehabiliteringsafsnit, hvor jeg tog min første overdosis – af det antipsykotiske stof, som jeg tidligere har fået ordineret. Jeg blev udskrevet og kunne ikke komme tilbage og afslutte min behandling.
Når jeg besøgte min veninde der, behandlede personalet mig som luft. Kun min gamle kontaktperson så mig. Da de løb tør for undskyldninger, fik jeg dog lov til at komme tilbage, men med rigtig mange restriktioner. Jeg kom aldrig tilbage, for hvem ønsker at være et sted, man er uønsket?
Psykisk nedbrudt i psykiatrien
Jeg er blevet kastet rundt mellem afsnittene – 801, 809, 811 – i Region Hovedstadens Psykiatri, hvor optageområderne gentagne gange er blevet ændret, og de har haft svært ved at finde ud af, hvor jeg hørte til – og ikke mindst hvem der ville have mig. Nogle steder havde de ikke plads til selvskadende patienter, så der var jeg udelukket.
Der var engang en ansat, der sagde til mig, at det sidste sted, man havde i verden, var psykiatrien – hvis den ikke kan rumme én, så kan ingen.
Man siger, at det er godt at blive set på med nye øjne, men når de alle sammen har de samme redskaber, så er der ingen reel ændring.
Det er ikke, fordi at de ikke var søde på afsnit 801, hvor jeg efterhånden endte – men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er nemt at være sød, når man har magten. De nedbrød mig fuldstændig psykisk. Jeg har aldrig haft det så dårligt, som jeg fik det på det afsnit. Da jeg startede på afsnit 809, var det også meget svært, men der havde jeg ikke 10 års opslidende gang i psykiatrien bag mig.
Det, der sker, når jeg bliver indlagt i psykiatrien, er, at de tager alt fra mig. Og så gør jeg modstand – ved at skade mig selv. De laver flere restriktioner – og jo flere restriktioner, jo dårligere og mere kreativ bliver jeg i min selvskade. “Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet.”
Så jeg gjorde ting, jeg aldrig før har gjort. Jeg ydmygede mig selv foran personale og patienter ved at proppe jord i mund, næse, ører og hår (i første omgang for at kvæles i det). Jeg havde ikke fået lov til at have shampoo (jeg havde været der i tre dage), men fordi jeg havde jord i håret, fik jeg endelig lov til at bruge shampoo.
Jeg måtte ikke have en fjernbetjening, fordi de var bange for, at jeg ville sluge batterierne. Jeg har aldrig forsøgt at sluge et batteri i mit liv. Da jeg bad om at blive udskrevet, kunne jeg godt få en fjernbetjening, hvis jeg lovede at blive der frivilligt.
Jeg måtte ikke have en oplader, selv ikke en, hvor ledningen var så kort, at man umuligt kunne have den om halsen.
Jeg måtte gerne have en strimmel fra et håndklæde (som man ellers nemt kunne stramme om halsen som selvskade), men jeg måtte ikke have håndklæder. Senere forklarede personen, at det var, fordi hun ikke kunne finde strimlen. Men når hun vidste, jeg allerede havde en strimmel, hvorfor måtte jeg så ikke have håndklæderne? Det kræver kun én strimmel at strangulere sig med.
En kam og helt almindelig roll-on måtte jeg heller ikke have.
Ingen ejendele
De havde størstedelen af mine ejendele, og det stressede mig rigtigt meget. Jeg ved ikke, om det er svært for folk med en okay indkomst at sætte sig ind i. Men når man ikke har så mange penge, kan man godt blive bange for at miste sine ting, for det ender man altid med.
Jeg havde et ret alvorligt stranguleringsforsøg. Jeg plejer ellers at stoppe stranguleringsforsøget, når det bliver farligt. Men denne gang stoppede jeg ikke. Jeg tænkte, at alt var lige meget. Nu skulle jeg dø – jeg kunne ikke kæmpe mere. Men jeg blev opdaget, da de kom og tjekkede mig.
Da de ville medicinere mig – efter stranguleringsforsøget – måtte jeg ikke komme på toilettet, før jeg havde taget medicinen. Jeg skulle virkelig tisse! Jeg overgav mig dog ikke, så jeg endte med at få en sprøjte.
De tog mine gardiner, hvilket ikke er så rart, når man skal i bad, og heller ikke om aftenen, hvis man er bange for, hvem der står udenfor og kigger ind.
Min mand udtrykte sin bekymring for min behandling over for personalet. Det blev ikke registreret i journalen, men resulterede i, at jeg som selvskadende patient skulle visiteres i det, der hedder grad 3 (eller RØD).
Det betyder, at man skal have alt tøjet af. Men fordi jeg ikke er misbruger, behøver de ikke vaske mit tøj. Dette havde ikke været nødvendigt tidligere, men nu skulle jeg ydmyges ved at gå igennem fællesmiljøet i gennemsigtigt hvidt patienttøj uden BH og trusser.
Jeg blev tvangsmedicineret, fordi jeg satte en seng for døren, så de måtte smadre den for at komme ind. Jeg ville bare have fred, bl.a. fra min kontaktperson, som talte hele tiden (jeg havde sat mig i badet med tøj på, som beroliger mig, men da hun blev ved, strimlede jeg et håndklæde og prøvede at strangulere mig – uden at det blev farligt, og jeg kan læse i journalen, at hun heller ikke var bekymret).
Gummilagen og bare fødder
Jeg fik på intet tidspunkt et rigtigt lagen og måtte sove på det gummilagen, der beskytter madrassen. Jeg havde periodevis ingen sko, periodevis ingen strømper.
Min mand gik i dialog med personalet igen, og tingene virkede til at blive bedre. Jeg havde ellers skrevet til min mand, at denne indlæggelse ville komme til at ændre mig som menneske. Jeg er normalt ikke plaget af depressive tanker, sortsyn og negativitet. Jeg plejer at kunne se tingene fra den humoristiske side – men jeg var virkelig bange for, at det var ved at ændre sig.
Jeg besluttede mig for at “opføre mig ordentligt” – holde mig i skindet, så jeg kunne komme ud. Jeg ville kun få det værre der. Jeg var på daværende tidspunkt tvangstilbageholdt, men fordi jeg ikke havde lavet selvskade nogle dage, kunne jeg blive udskrevet – ja, jeg skulle faktisk.
Der var ellers blevet foreslået terapi. Men om mandagen fik jeg at vide, at jeg skulle udskrives torsdag eller fredag. Hvilken terapi kan nå at rykke noget på så få dage? Det fandt jeg ikke ud af, for jeg lod mig udskrive samme dag.
Jeg har været ude for personale, der spurgte, om jeg ikke kunne vente med selvskade eller selvmordsforsøg til efter vagtskift
Min mand spurgte til den terapi, de foreslog, men fik ikke rigtig noget svar. Behandlingen bestod i at lære mig at bruge min kriseplan og lære mig om søvnhygiejne. Noget, der er prøvet 1000 gange før uden succes. Men lægen lovede mig, at jeg fremover altid kunne møde op og få en 24-timers indlæggelse. Hvad tror de mon, man kan nå at udrette på 24 timer med et menneske i dyb krise?
Psykiatrien tror, de kan behandle alle ens og med samme behandling igen og igen. Man siger, at Albert Einstein har sagt, at definitionen på sindssyge er at gøre det samme igen og igen og forvente et andet resultat. Det er meget sigende om behandlingen af psykiatriske patienter.
Allerede dagen efter udskrivelsen måtte min mand køre mig til Psykiatrisk Akutmodtagelse, da han og min søster var meget bekymrede for mig. Kort tid efter havde jeg en samtale med min søster, hvis mand foreslog, at jeg kom og var hos dem nogle dage.
Håbet er lysegrønt … håber jeg
Det er selvfølgelig bedre at være indlagt hos min søster end på et psykiatrisk afsnit. Faktisk også mere sikkert. Min søster er nemlig interesseret i, at jeg overlever. Det er ikke bare hendes job. Jeg har været ude for personale, der spurgte, om jeg ikke kunne vente med selvskade eller selvmordsforsøg til efter vagtskifte. Min søster taler med mig, hun har lyst til at tale med mig, og jeg har lyst til at tale med hende.
Men jeg måtte faktisk lade mig indlægge en tredje gang, hvor en læge foreslog mig psykodynamisk terapi, og det kan jeg – i hvert fald til at starte med – få via lægehenvisning hos en psykolog.
Hvad angår distriktspsykiatrien, så ville de ikke læse de ting, jeg havde at fortælle. Jeg har meget svært ved at udtrykke mig mundtligt, så samtalerne med min kontaktperson blev en sludder for en sladder.
Livslinien skriver bl.a. i et opslag på Linkedin: “Har du brug for god tid til at sætte ord på svære tanker og følelser?” Ja, det har jeg, og det har de forstået på Livslinien – men distriktspsykiatrien er håbløst bagud.
Nu har min bostøtte arrangeret en tid hos en psykolog med speciale i psykodynamisk terapi – så håbet er lysegrønt. Jeg kan kun håbe, at tiden vil tilbyde en behandling, der hjælper mig. Indtil videre har systemet ikke været i stand til det.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her