mm

Odile Poulsen

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution. Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."
Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset. Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/
Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes Mobile Pay: 3064 3538

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Odile Poulsen
på Mobile Pay: 30 64 353 8

Catch 22

ESSAY – “Problemet er så, at K selvfølgelig ikke kan undlade at være i sin egen hjerne – der findes intet alternativ. Hun kæmper sig konstant gennem stormen og ind i mellem ser hun de fremkommelige veje, hvor mine forklaringer har været som en sneplov –  dem kan hun så dreje ind på. Til forskel fra den almindelige og nødvendige frygt, der holder os alle i live, så er den fuldblodsangst, der som et gespenst har sat sig overskrævs i K’s sjæl, så surrealistisk at leve side om side med, at jeg, selv under solen, blegner.” Odile Poulsen skriver i en række essays hver fredag på POV om familielivet med datteren K på 14, der lider af alvorlig angst. I dag bringer vi afsnit 15.

‘Det er jo i morgen, du har den der tid på Riget,’ siger jeg til L. Atten års liv med vor ældste, er også atten års erfaring, som pårørende til en nyrepatient. Derfor har jeg udviklet en art autopilot der, blandt andet, påminder om tjek på hospitalet. ’Altså til kontrol!’ skynder jeg mig at tilføje, for det slår mig i det samme, at K godt kunne reagere på oplysningen med et angstanfald.

Vi sidder her alle fire, og det er sjældent K kan være til stede og rumme det. Men i aften kan hun. Åh, det var sgu da dumt at sige det lige nu, hvor K er med os! Du sku’ ha’ ventet, Odile!

Det er onsdag, vi er stævnet om vort store spisebord, en reminiscens fra mit liv fra før ’jeg’ blev til ’vi’.

Jeg elsker bordet. For på dette, skrev jeg mine første bøger og ved dette spiste børnene deres første faste mad. Tegnede deres første spæde streger. Her har vi skændes, leet, festet og grædt. Her kan vi sidde bare én eller to, os alene eller med gæster. Selv om det ikke er ofte, så rækker bordet stadig ud, for at samle os fire.

Jeg har tildelt automatpiloten endnu et ansvarsområde. Helt enkelt går det ud på, ’at udvide det sagte’. Det vil sige, jeg sikrer mig, det sagte formuleres, så det forstås af K. Ved at forlænge eller forklare gennem brug af indskudte eller efterfølgende sætninger. For at berolige hende. Slukke ildebrande – eller gnister

Bordet er ’hooket op’ med slagbænken, den Grand Old Lady med sine små hundrede år. Hun kendes på sin buede ryg og den pastelgrønne maling, hun blev født med. Her ved dette par, de eneste to møbler jeg elsker men som ikke er en rød reje værd, lige her, er jeg tryg. Lige her hører jeg til, lige herfra går mine ord ud i verden.

Jeg har tildelt automatpiloten endnu et ansvarsområde. Helt enkelt går det ud på, ’at udvide det sagte’. Det vil sige, jeg sikrer mig, det sagte formuleres, så det forstås af K. Ved at forlænge eller forklare gennem brug af indskudte eller efterfølgende sætninger.

For at berolige hende.

Slukke ildebrande – eller gnister.

Det er lige fedt for mig, om det er noget andre har sagt eller om jeg selv har sagt det, der er ingen tøven, autopiloten er sat på og den tolker alt, går direkte til benet og omformulerer, trækker fra og lægger til, spytter fortolkninger og forklaringer ud i ét væk. Hvis jeg så en anden mor gøre det samme med sin fjortenårige teenager, ville jeg hurtigt konkludere, at enten er her nogen lig os eller, at moderen behøver at træde et skridt til side.

Da ungerne var små, var det utænkeligt, jeg havde opført mig sådan. Det er kommet til, i takt med K’s angst har sat sig fast. Da hun og L var små, hægtede de sig bare på vort sprog. Andre forældre syntes, det var mærkværdigt.

’Er du da ikke bange for, de ikke forstår hvad du mener?’ blev jeg engang spurgt.

’Nej da, jeg har da tillid til mine unger. De skal nok spørge, når der er noget, de ikke forstår,’ svarede jeg helt i overensstemmelse med virkeligheden. De havde begge meget tidligt et meget stort ordforråd.

Men jeg lærte, som K blev ældre, at hun ikke altid opfatter samtaler, som de fleste af os. Der gik længe, hvor jeg ikke forstod jeg det – ’hvad er det, hun ikke forstår?’

Til forskel fra den almindelige og nødvendige frygt, der holder os alle i live, så er den fuldblodsangst, der som et gespenst har sat sig overskrævs i K’s sjæl, så surrealistisk at leve side om side med, at jeg, selv under solen, blegner

Som nu hér, rundt om bordet. L har ingen symptomer på sygdom eller behov for akut indlæggelse på Riget og vi har ikke talt om sygdom i løbet af dagen, noget vi altid gør når L har fået et angreb. Men alligevel kan K blive forskrækket ved at høre mig sige ’tid på Riget’.

Højst sandsynligt fordi, hun bruger så mange kræfter på, at holde forstyrrende sanseindtryk og egen tankemylder på tilstrækkelig afstand til, at hun kan nå ud og få kontakt med os. Måske opsnapper hun kun ’Riget’, måske skammer hun sig over ikke at være tilstede og ikke at have fulgt samtalen. Hendes hjerne er fyldt op med en snestorm af den styrke, hvor radioen meddeler ’al udgang forbydes!’

Problemet er, at K selvfølgelig ikke kan undlade at være i sin egen hjerne – der findes intet alternativ. Hun kæmper sig konstant gennem stormen og ind i mellem ser hun de fremkommelige veje, hvor mine forklaringer har været som en sneplov –  dem kan hun så dreje ind på.

Til forskel fra den almindelige og nødvendige frygt, der holder os alle i live, så er den fuldblodsangst, der som et gespenst har sat sig overskrævs i K’s sjæl, så surrealistisk at leve side om side med, at jeg, selv under solen, blegner.

Men angsten bliver så forbandet virkelig, når den efterlader K udmattet, grædende, jamrende og liggende helt utrøstelig ved siden af mig. Det, jeg kan give hende, er minimalt, alt preller af som har hun fået et usynligt lag teflon. Til sidst kan jeg kun finde ud af, at lade mine arme ligge rundt om hende. Mit hjerte slår som på tønder, mine tårer vælter lydløst ned i hendes hår.

Sidste gang nåede han akkurat kun lige inden for på afdelingen, da en pludselig og voldsom kvalme overmandede ham. Han strøg direkte ud og kastede op på toilettet. Ren traumereaktion

’Mm’, lyder det fra L. Han nikker, Riget i morgen er modtaget, ’roger-skifter-over-and-out’. Han hader det. Derfor det føles så usselt, at have autopiloten til jævnligt at komme påmindelser. Men hvis ikke, så ryger rutinekontrollerne ned i fortrængningens skuffer. Hvor også jeg gerne, ønsker dem hen.

Sidste gang nåede han akkurat kun lige inden for på afdelingen, da en pludselig og voldsom kvalme overmandede ham. Han strøg direkte ud og kastede op på toilettet. Ren traumereaktion.

’Det er godt, du får det ud, skat’, sagde jeg til ham, dengang og hver gang, vi siden talte om det. For han har udholdt så mangt og meget af undersøgelser, overvågninger, portører, berøringer, operationer, lægesamtaler, medicinske præparater, forsøg, læger, indlæggelser, sygeplejersker, laboranter, apparater, hospitalsafdelinger, prøver, smerte, ventetid og uvished. Timer og dage, uger og måneder i hospitalets egen boble. Tårer, skrig, gråd. Bristede håb. Nåle – nålene er et kapitel helt for sig.

’Altså, jeg kan da godt selv, hvis det bare er for at snakke. Men jeg har bare prøvet så mange gange, at pludselig viser det sig, at være meget alvorligt og så skal jeg have lavet alt muligt shit.’

’Selvfølgelig tager jeg med dig. Det vil jeg da gøre så længe, du ønsker det. Det er jo også trygt for mig, at du vil have mig med.’

’Men hvad så…. Kommer Michael ikke?’ lyder det spagt. Det er K.

Først nu går det fuldt ud op for mig, at min konstante følelse af, at være luntende og klumpet i forhold til tid, ikke blot er fordi jeg er bagefter, men fordi jeg er ude – helt og aldeles ude

’Jo han kommer klokken ti. Ligesom han plejer,’ svarer jeg, sender et hurtigt blik over på K. Hun ser ud som om selve hendes ansigt, er låst inde i larmen mellem to radiostationer.

’Niels er hjemme og kan være sammen med dig og Michael,’ stadig samme respons fra K, min mave syrer til, ved godt jeg har begået en fejl nu, ’så kan han også selv opleve, hvordan det er, når Michael er her!’ fortsætter jeg ned af det spor, jeg lige har opdaget ender blindt.

Først nu går det fuldt ud op for mig, at min konstante følelse af, at være luntende og klumpet i forhold til tid, ikke blot er fordi jeg er bagefter, men fordi jeg er ude – helt og aldeles ude.

Jeg mærker, som gyngende grund under min selvbevidsthed, at jeg er langt længere ude, end jeg anede. Min kontakt med det fælles, det universelle, såsom tiden, livet, relationer, arbejdet, dagligdagen, fritiden, alt det, blot eksisterer bag en fed rude af panseret glas. Det ved jeg godt hører med til kriser, intet fremmedgjort i det. Jeg troede blot, at den tilstand lå foran mig, tidsmæssigt. Som et fremtidigt, muligt onde – et onde der kunne indtræffe, hvis alt fortsatte i dets nedadgående spurt.

’Jamen, mor…. Det… Det kan jeg da ikke!’ Nu er K tunet helt ind på rette station og hun går fint gennem. Netop da hun siger det, synker det ind. Det kan hun jo ikke! Det har jeg hele tiden vidst, så hvorfor lader jeg så som om, jeg ikke ved det? Opfører mig, som om det er en mulighed, at jeg kan tage med L på Riget, så Niels og K kan være hjemme, når hendes kontaktperson kommer. Jeg ved da godt, K kun kan være med mig.

Hun elsker sin far, det gør hun, hendes kærlighed er dyb og inderlig. Men lige meget hvor klassisk en kernefamilie vi er, så kan hun kun fungere sammen med mig. Det er angsten, der gør det.

’O.k., skat. Det er o.k.’ jeg stavrer rundt for at finde en løsning, forsøger at sende panikken i seng med et myndigt Godnat og Sov Godt.

‘Det er bare sådan, det er i vor familie. Vi gør det bedste, vi kan. Og vi skal nok få det hele til at gå op, på den ene eller den anden måde’ siger jeg så. Har bare brug for at sige det, om ikke andet så for min egen skyld.

’Jeg bliver hjemme og så kan Niels tage med L på Riget’. Det er en kabale, der skal gå op. Men jeg sidder og mangler det sidste es og jeg kan ikke huske, hvordan det ser ud. Niels stemmer i, bekræfter, at det slet ikke er noget problem. Han har netop taget en meget sjælden fridag fra sit travle arbejde. Fridage giver ikke brød på bordet eller tag over vor hoveder.

’Nej! Jeg vil have dig med, mor!’ L ser op fra sin mad, ser på mig. ’Ellers kan jeg ikke’.

Allerede da han var seksten, lukkede hans blodårer i hans albuebøjninger og håndled ned. For meget arvæv efter de tusindvise brud på venerne. Jeg kan godt forstå L kastede op den dag – jeg har ofte haft samme trang.

’Okay, det forstår jeg også godt. Det er o.k.’

Jeg kan ikke tænke, ’hjernelås’, esset lader sig ikke finde.

Niels bryder ind, overtager beslutningen. En raritet i vor familie.

’Så må du blive her med K. Og aflyse kontrollen på Riget’.

Esset forblev forsvundet.

’O.k.’ Jeg ser på K og så på L ’Det må I undskylde, det er min fejl. Jeg skulle have set det i kalenderen og have planlagt det anderledes.’

Kærlighed er aldrig uden smerte eller lidelse. Når vi elsker, elsker vi. Når dem vi elsker lider, så holder vi ikke op med at elske dem. Tværtom, vi elsker dem bare endnu mere

L kigger bare på mig. Nikker. Jeg kan ikke finde ud af, om han føler jeg svigter ham.

K slapper af i ansigtsmuskulaturen, skuldrene sidder stadig højt. Jeg ved ikke, om hun føler skyld i forhold til L over, at kræve mig.

’Det er bare sådan, det er i vor familie. Vi gør det bedste, vi kan. Og vi skal nok få det hele til at gå op, på den ene eller den anden måde’ siger jeg så. Har bare brug for at sige det, om ikke andet så for min egen skyld.

K trækker sig stille op på værelset igen.

Lidt efter gør L det samme.

Kærlighed er aldrig uden smerte eller lidelse. Når vi elsker, elsker vi. Når dem vi elsker lider, så holder vi ikke op med at elske dem. Tværtom, vi elsker dem bare endnu mere.

Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et lille beløb for oplevelsen til skribenten, kan du gøre det på Odile Poulsens Mobile Pay: 3064 3538.

Læs de 14 første essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, “Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til #2” her,afsnit 9  Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her og 14. afsnit, “We do what we can”, her.

Topillustration: Pixabay.

Kategorier