Stress er som at hælde pesticider i sjælen

i Erhvervsliv/Liv & Mennesker/Politik & Samfund af

STRESS – Vi skal blive bedre til at spotte stress i tide, vi skal blive bedre til at tale om stress, og vi skal blive bedre til at få folk hurtigt tilbage efter en stresssygemelding. Hvornår skal vi egentlig til at snakke om at blive bedre til at forebygge stress, spørger Thomas Milsted, der med sin bedste vilje heller ikke kan forstå, at arbejdsmiljø overhovedet er til forhandling.

Er vi nået dertil, hvor vi bare accepterer stress som en uundgåelig del af arbejdslivet, eller er det virkelige tabu, at vi ikke tør snakke om de årsager, som hvert år sender så mange til tælling? Turde vi tage de snakke, ville vi også komme stressen til livs.

Stress er en konsekvens af måden, arbejdet bliver organiseret på, og er altså den pris, som mange medarbejdere og mellemledere må betale, når det psykiske arbejdsmiljø ikke indtænkes i de beslutninger, det organisatoriske niveau træffer.

Konkret handler det om for højt arbejdstempo og for stor arbejdsbyrde. Jeg ved, at jeg maler med den store pensel, og jeg er også med på, at private forhold har betydning for det at få stress. Men vi må ikke glemme, at hovedårsagen til arbejdsrelateret stress i høj grad skyldes den måde, som arbejdet er struktureret på.

Stress kommes ikke til livs, hvis ikke vi snart begynder at tale om, hvordan arbejdsbyrden og tempoet sænkes.

Måske skal arbejdsgiverne ud af “ekspertudvalgene”

I 2017 måtte beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) erkende, at indsatsen mod dårligt og belastende arbejdsmiljø var slået fejl. Derfor nedsatte han et ekspertudvalg, som skulle gentænke og ikke mindst forbedre arbejdsmiljøindsatsen.

Alle kan vel forstå, at fisk trives dårligt på land og køer i vand. Hvorfor er det så så svært at forstå, at et menneske også i forhold til sin natur skal have gunstige arbejdsvilkår for at kunne trives?

Særligt på det psykiske område stod det slemt til. Stigningen af beskæftigede personer, der overbelastes psykisk er fra 2012 og frem til 2017 steget med hele 17 procent, viste en stor rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) i 2017.

Beskæftigelsesministeriet har netop præsenteret 18 nye anbefalinger fra sit ekspertudvalg. Der er helt klart gode takter i anbefalingerne. Der lægges blandt andet op til, at man vil forbedre lederens kompetencer inden for psykisk arbejdsmiljø ved hjælp af forløb af uddannelsesmæssig karakter. Anbefalingen er bestemt ikke ny, og vi er mange der gennem årene har ment, at det er nødvendigt ikke bare at uddanne lederne bedre, men også at gøre det obligatorisk.

Det er også positivt, at man i højre grad vil rådgive og vejlede organisationerne mere om det psykiske arbejdsmiljø. Det klinger dog lidt hult, al den stund at man samtidig har gennemført voldsomme besparelser i Arbejdstilsynet. Men det kræver et flertal uden om regeringen nu angiveligt at sætte en stopper for og forlange flere penge til Arbejdstilsynet, dels så det får flere muskler, dels så det netop kan give så mange som muligt råd og vejledning.

Man kan forsigtigt konkludere, at de forslag, der kommer til stressens afskaffelse, mest af alt minder om forslag båret af en konsensus mellem arbejdsgivere og arbejdstagernes organisationer. En konsensus, der bærer præg af, at arbejdsgiverne igen har fået lov til at sætte dagsorden, fordi ledelsesretten ikke tør udfordres. Problemet er nemlig, at store dele af området falder under ledelsesretten, som Arbejdstilsynet i dag ikke giver afgørelser på.

Det vil sige, at mange af de anbefalinger, vi ser, fra diverse ”ekspertråd” i de her år mest af alt er hensigtserklæringer, der i sin grund er afhængig af, om arbejdsgiverne har vilje og lyst til at rykke på det.

Stress er som at hælde pesticider i sjælen, og man ødelægger folks liv, når kravene er for ambitiøse og ressourcerne for små

Man kan vel også undre sig over, at de, som skaber problemet, og som ikke i tilstrækkeligt grad har gjort det, der skulle gøres for at knække stresskurven på arbejdspladerne, også skal sidde med ved bordet, når der skal findes løsninger.

Var det ikke bedre, at man lyttede til de eksperter, der faktisk ved noget om det, og at politikerne så efterfølgende kom med regulativer, der gør det klart, meget klart, hvad der er arbejdsgivernes ansvar, og hvilke konsekvenser, det vil få, hvis de ikke lever op til det?

Den væsentligste faktor til forebyggelse af stress eller andre negative og psykiske konsekvenser af arbejdsmiljøet er graden af den indflydelse, medarbejderne har for løsning af egne opgaver. Altså graden af egenkontrol.

Ifølge en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø ses der i perioden 2012-2017 ingen stigning i graden af medarbejderindflydelse mht. løsning af opgaverne.

Så det kan kun undre, at ekspertudvalget ikke finder det centralt at anbefale en struktur eller et regulativ, der netop sikrer denne mulighed.

Det er simpelthen ikke muligt at skabe trivsel og forebygge stress, hvis ikke medarbejderne og lederne har mulighed for at kunne styre mængden, tempoet eller kompleksiteten i deres arbejde.

Max Weber, tysk sociolog, påpegede allerede i begyndelse af 1900-tallet to væsentlige ting: Arbejdsgiverne måtte kontrollere og have magt over medarbejderne for at kunne bruge dem mest effektivt, men han opdagede også, at mennesket ikke bryder sig om at blive styret og udnyttet. Så opgaven var enkel: Hvordan kunne man på den ene side bevare magten til at kontrollere og på den anden side retfærdiggøre, at man gjorde det?

I sidste ende blev det den kognitive psykologi, der løb med sejren og bliver vel i dag anset som vidundermidlet mod stress. Men den kognitive psykologi skjuler strukturelle problemer både i arbejdsmiljøet og på samfundsplan generelt og lægger primær vægt på oplevelsen. Det er altså ikke det objektive miljø, der stresser, men hvordan medarbejderne oplever det psykologisk. Kognitiv terapi har altså alene til formål at ændre oplevelsen – men ikke vilkårene!

Vi behandler medarbejdere, som psykiatere ville behandle patienter. Folk skal have terapi for at kunne passe deres arbejde. Kan det virkelig passe?

Jeg ved ikke hvilken gren af psykologien, der træner øjet i at kunne se, hvornår vilkårene bliver for belastende og urimelige og i tilgift også træner den del af robustheden, der gør, at man tager sine kolleger i hånden og siger stop, men den gren er tiltrængt.

Arbejdsmiljø bør aldrig være til forhandling

Jeg forstår med min bedste vilje ikke, at arbejdsmiljøet skal være til forhandling.

Ville det trods alt ikke undre de fleste, hvis det blev genstand for forhandling, om der måtte bruges giftgasser for at holde forstyrrende fluer ude af produktionslokalet, upåagtet at der sad medarbejdere, der ville blive alvorligt syge af det?

Stress er som at hælde pesticider i sjælen, og man ødelægger folks liv, når kravene er for ambitiøse og ressourcerne for små.

Alle kan vel forstå, at fisk trives dårligt på land og køer i vand. Hvorfor er det så så svært at forstå, at et menneske også i forhold til sin natur skal have gunstige arbejdsvilkår for at kunne trives? Vilkår, der altså ikke skal bestemmes af arbejdsgiverens velvilje, men af en politisk vilje til at sætte dét igennem, der anerkender og respekterer den menneskelige organisme.

Ligesom en psykolog ikke kan træne en fisk til at trives på land, kan man heller ikke som psykolog træne et menneske til at trives under en umenneskelig arbejdsbyrde eller et for højt arbejdstempo.

Som direktør har man to muligheder. Enten at skabe det optimale miljø for arbejdsglæde og motivation eller at dressere medarbejderne til at kunne holde til det belastende miljø, der er.

Det sidste indebærer dog en stærk risiko for stress og frustrationer. For mig at se eksisterer der ikke et tabu for at kunne snakke om stress, men om at kunne snakke om de organisatoriske ændringer, der skal til for at forebygge det.

Dét, vi altså skal nedbryde, er de antagelser, der ikke anerkender den menneskelige naturs begrænsninger. Klare regler og lovgivning på området om, at man som direktør var tvunget til at vælge den første mulighed – at skabe det optimale miljø for arbejdsglæde og motivation.

Foto: PixaBay

Thomas Milsted er forfatter og rådgiver. Er medlem af Dansk Journalistforbund og har skrevet adskillige bøger og artikler om og omkring det psykosociale arbejdsmiljø. Har i mere end tyve år arbejdet som rådgiver og foredragsholder. Tidligere leder af Center for Stress og Trivsel A/S, nu freelance og Generalsekretær i Stresstænketanken. Sidder og har siddet i diverse tænketanke med hovedvægt på at få løst stressproblematikker i danske organisationer og samfundet generelt.

Har blandt andet udgivet: Stress. Sådan tackler du det. (1999) Børsens Forlag. Stress. Grib chancen for et bedre (arbejds)liv. (2006) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Lykke. Er der en vej til det gode liv? (2008) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Trivsel. En guide til motivation og arbejdsglæde. (2009) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Ned og op med stress. (2011) En samtale-bog med Pernille Rosenkrantz-Theil. Gyldendal. Arbejdsglad. - sådan skaber du bedre resultater med glade medarbejdere. (2014) Gyldendal. Skab værdi med trivsel og empati. (2015) Gyldendal. Stedbørnene. En guide til sammenbragte familier. (2015) People´s Press. Stresset. (2017). People´s Press. Mobile Pay: 31418376

Seneste artikler om Erhvervsliv