LEDELSE // ESSAY – Når robusthed bliver en forventning, og forandringer konstant vælter ind over os, risikerer vi at skabe en kultur af skjult resignation, hvor medarbejdere føler sig presset til at tilpasse sig uden protest. Men hvad sker der, når denne tilsyneladende robusthed fører til udbrændthed, stress og depression? Er det ansvarligt at fortsætte med at hylde robusthed som ideal?
Ligesom permafrost er en konstant del af de kolde landskaber, er forandringer en permanent tilstand i vores arbejdsliv. Forandringer er ikke længere isolerede begivenheder, og de udgør en allestedsnærværende tilstand i mange organisationer og på arbejdsmarkedet. At se forandring som forbigående kan skabe den fejlopfattelse, at man blot kan ”komme igennem” den og vende tilbage til en stabil og rolig hverdag. Vi står altså over for en realitet, hvor forandring mere er normen end undtagelsen.
Det stiller store og begavede krav til ledelse, og at man for alt i verden ikke er for rundhåndet med tåbelige floskler.
Børn resignerer, ikke fordi de er modstandsdygtige eller fleksible, men fordi de ikke har kontrol over situationen
Flosklen ”Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert” tilskrives ofte Pippi Langstrømpe og bruges ofte i flæng, når ledere og coaches forsøger at inspirere medarbejdere til at omfavne forandringer. Dette citat er blevet et symbol på en ukuelig tro på, at vi kan klare alt, hvis vi bare prøver.
Men der er et fundamentalt problem med denne form for optimisme: Pippi har faktisk aldrig sagt det. Det er en konstruktion, en tilskrivning, der har fået sit eget liv, og som ofte er blevet brugt uden at tage højde for konteksten og den bagvedliggende realitet. Ser vi imidlertid nærmere på Astrid Lindgrens univers, opdager vi, at hun ikke talte om børns evne til at tilpasse sig på den måde, mange ledere forestiller sig.
Astrid Lindgren, Pippis mor, understregede tværtimod, at børn sjældent tilpasser sig forandringer med fryd og dansefødder. Når børn tilsyneladende accepterer nye situationer eller krav, er det sjældent et udtryk for frivillig tilpasning. Det er snarere resignation – en form for overgivelse til overmagten, hvor barnet ikke har anden udvej end at tilpasse sig, fordi modstand er meningsløs. Børn resignerer, ikke fordi de er modstandsdygtige eller fleksible, men fordi de ikke har kontrol over situationen.
Mange ledere antager, at robusthed er svaret på alle udfordringer i en tid med konstante forandringer, men at kræve robusthed af medarbejdere er også et udtryk for lederens egen afmagt
Desværre oplever jeg denne resignation strække sig langt ind i voksenlivet – og især i arbejdslivet, hvor den ofte camoufleres som ”robusthed”. Vi taler meget om, at medarbejdere skal være robuste, omstillingsparate og klar til at håndtere forandringer med åbne arme. Det er blevet en ledelsesmæssig dyd og forventelig kompetence at være ”robust”. Men hvad betyder det egentlig? Er det virkelig et udtryk for styrke, eller er det i virkeligheden et skjul for en dyb resignation over for krav, der er vanskelige at leve op til?
Robusthed eller resignation?
Robusthed er stadig et af de mest anvendte buzzwords inden for moderne ledelse, og det er til trods for den em af karikatur, det omkredses af. Når en medarbejder viser robusthed, tolkes det som evnen til at håndtere stress, krav og forandringer uden at knække.
Men robusthed kan også være en farlig illusion. For hvad hvis det, vi ser som robusthed, i virkeligheden er resignation? En stille accept af, at de krav, der stilles, ikke er til at ændre – og at det derfor ikke giver mening at kæmpe imod.
I denne resignationsproces opstår der en form for ”tilpasning”, hvor medarbejderen udadtil virker samarbejdsvillig og omstillingsparat, men indeni er der en latent træthed, ligegyldighed, en følelse af, at det ikke nytter noget at yde modstand.
Mange ledere antager, at robusthed er svaret på alle udfordringer i en tid med konstante forandringer, men at kræve robusthed af medarbejderne er også et udtryk for lederens egen afmagt. Forandring er blevet den nye normal, og medarbejderne forventes at kunne omstille sig i takt med de skiftende krav fra markedet, kunderne og organisationen.
Men måske bør vi begynde at stille spørgsmålet: Er det realistisk at forvente, at mennesker kan klare alle disse forandringer uden at knække? Og er det, vi kalder robusthed, i virkeligheden en resignation forklædt som tilpasning?
Forventninger bør være realistiske
I stedet for at male et billede af den robuste medarbejder, der kan håndtere alt, der bliver kastet efter dem, bør ledere tage et skridt tilbage og spørge sig selv, om de krav, de stiller, er realistiske. For hvad sker der, når medarbejdere hele tiden forventes at skulle være ”robuste”? Når forandringer konstant vælter ind over dem, og de forventes at absorbere dem uden at kny.
At forvente, at medarbejdere kan klare alt, hvad der bliver kastet efter dem, uden at bukke under, er urealistisk og uansvarligt
Mennesker har naturlige grænser, fysisk, men så sandelig også mentalt, og når disse grænser konstant bliver overskredet, vil der uundgåeligt opstå resignation, som igen kan føre til stress, udbrændthed, angst og depression. Resignation betyder i denne kontekst, at medarbejderne holder op med at kæmpe imod. De accepterer de konstante krav og forandringer, men ikke med glæde, motivation eller engagement. De ”tilpasser” sig, men kun fordi de føler, at de ikke har andet valg.
Denne form for resignation kan være usynlig for ledelsen i første omgang, fordi den camoufleres som netop den robusthed, man søger. Men indeni er medarbejderen lige så stille ved at brænde ud.
Løsningen ligger i ledelsen
Hvis ledere ønsker at undgå denne form for resignation, er det nødvendigt at ændre synet på forandringer og robusthed. I stedet for at se robusthed som et krav bør man fokusere på at skabe et arbejdsmiljø, hvor medarbejderne føler sig trygge nok til at udtrykke, når de har nået deres grænse. Ledere bør også tage et kritisk blik på de krav, der stilles til medarbejderne. Er de realistiske? Er de menneskelige? Eller skaber vi resignation forklædt som tilpasning?
Forandringer er uundgåelige i arbejdslivet, men det er vigtigt at huske, at mennesker ikke er velsmurte maskiner. Vi har brug for tid til at tilpasse os, og nogle gange er det ikke et spørgsmål om robusthed, men om menneskelighed. At forvente, at medarbejdere kan klare alt, der bliver kastet efter dem, uden at bukke under, er urealistisk og uansvarligt.
Måske er det på tide, at vi stopper med at hylde den falske Pippi Langstrømpe-mentalitet og i stedet begynder at lytte til de virkelige mennesker, der kæmper med at tilpasse sig en verden i konstant forandring. For hvis vi ikke gør det, risikerer vi at skabe en arbejdsstyrke af resignerede mennesker, der udadtil virker omstillingsparate, men indvendigt er ved at give op.
Læs også Thomas Milsteds artikel “Genetisk forskning understreger arbejdsvilkårets betydning: Arbejdspladsen sætter store dybe spor i dine gener”.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver lørdag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
