STRESS // ARBEJDSMILJØ – Hvordan kan din arbejdsplads implementere effektive strategier for at reducere stress og beskytte både dine nuværende og kommende generationer? Ny epigenetisk forskning afslører, at stress kan efterlade varige spor i vores gener, som kan påvirke vores børn og børnebørn. Thomas Milsted præsenterer konkrete tiltag, som arbejdspladser kan tage for at skabe et sundere arbejdsmiljø og forhindre de langsigtede konsekvenser af stress.
Arbejdspladser bør fremadrettet fokusere mindre på, hvordan de gør deres medarbejdere robuste, og mere på, hvordan de kan inkludere den sårbarhed, som er en del af vores biologiske struktur.
Stress er en uundgåelig, om end uacceptabel, del af det moderne liv, og dens konsekvenser rækker langt ud over de umiddelbare fysiske og psykiske symptomer. Ny forskning i epigenetik viser, at stress kan forårsage ændringer i vores gener, som ikke alene påvirker os selv, men også vores børn og børnebørn.
Denne viden udfordrer vores forståelse af trivsel på arbejdspladsen og peger på behovet for nye strategier, der ikke blot fokuserer på at opbygge robusthed hos medarbejderne, men i højere grad formår at skabe rammer, der kan rumme den enkelte medarbejders nervesystems beskaffenhed og dermed afbøde stressens langsigtede konsekvenser. Det viser epigenetik, som er studiet af ændringer i genekspressionen.
Forestil dig, at dit DNA er som en stor kogebog, der indeholder opskrifter på alt, hvad din krop har brug for for at fungere. Hver opskrift repræsenterer et gen, som giver instruktioner til, hvordan forskellige proteiner i kroppen skal laves. Disse proteiner er ansvarlige for alt fra at bygge muskler til at bekæmpe sygdomme.
De epigenetiske mekanismer, vi allerede kender til, har dybtgående implikationer for, hvordan vi bør tænke på stress og trivsel på arbejdspladsen
Det leder os hen til det, man kalder DNA-sekvensen, og som kan forstås som kogebogens ord. DNA-sekvensen kan vi altså sammenligne med ordene i denne kogebog. Rækkefølgen af bogstaverne i hver opskrift er meget vigtig, fordi den bestemmer, hvordan proteinerne bliver lavet. Ligesom en opskrift kræver, at ingredienserne tilføjes i en bestemt rækkefølge, så fungerer dit DNA også i en bestemt rækkefølge for at lave proteiner korrekt.
Og her kommer så epigenetik ind i billedet.
Hvad er epigenetik?
Epigenetik er som en lysdæmper, der kan justere, hvor meget lys der falder på forskellige opskrifter i kogebogen. Hvis lysdæmperen skrues op, kan vi læse opskriften klart og tydeligt, og kroppen vil lave meget af det protein, som opskriften beskriver. Hvis lysdæmperen skrues ned, kan vi knap nok læse opskriften, og kroppen vil lave mindre af dette protein.
Denne lysdæmper bliver justeret af forskellige kemiske markører, som kan sættes på DNA’et. En af de mest almindelige markører er noget, vi kalder en methylgruppe. Når en methylgruppe sætter sig fast på et gen, kan det være som at skrue ned for lysdæmperen, hvilket gør det sværere for kroppen at bruge dette gen. På den måde kan gener enten ”tændes” eller ”slukkes” uden at ændre de faktiske ord i opskriften – altså uden at ændre DNA-sekvensen.
Så kommer vi frem til det interessante i relation til trivsel, for miljøet omkring os og de oplevelser, vi har, kan påvirke, hvordan lysdæmperen fungerer. For eksempel kan stress – som når du har en travl dag, eller bekymringerne blinker rødt – få kroppen til at ændre, hvordan gener bliver ”læst”. Hvis du er stresset i lang tid, kan det få lysdæmperen til at skrue op eller ned for visse gener på en måde, der kan påvirke din sundhed. Det betyder, at selv om din DNA-sekvens ikke ændrer sig, kan måden, din krop bruger denne DNA på, ændre sig.
Epigenetikken lærer os, at stress kan have dybtgående og langvarige konsekvenser, som går ud over den enkelte medarbejder og kan påvirke kommende generationer
Hvorfor er det så vigtigt, kan du måske tænke? Epigenetik er vigtigt, fordi det hjælper os med at forstå, hvordan vores livsstil og omgivelser kan påvirke vores helbred på måder, vi tidligere ikke forstod. Det forklarer også, hvordan oplevelser kan have langsigtede effekter, som måske endda kan overføres til vores børn og børnebørn. For eksempel har forskning vist, at alvorlig stress kan sætte varige markører på vores gener, der potentielt kan påvirke vores efterkommere.
Når vi taler om at passe på vores helbred, handler det ikke kun om at undgå sygdomme lige nu, men også om at skabe betingelser, der beskytter vores gener på lang sigt. Dette kan gøre en stor forskel for vores egen sundhed, men også for fremtidige generationer.
Man kan altså sige, at epigenetik er som en lysdæmper, der styrer, hvordan vores DNA bliver brugt, uden at ændre selve opskrifterne. Denne lysdæmper kan blive påvirket af ting som stress, hvilket kan have store konsekvenser for vores sundhed. Ved at forstå epigenetik kan vi blive bedre til at skabe et sundt miljø for os selv og vores fremtidige generationer.
Stressens biologiske mekanismer og epigenetiske effekter
Når en person udsættes for stress, aktiveres kroppens stressresponssystem, hvilket udløser produktion af hormoner som kortisol. Disse hormoner kan ændre de epigenetiske markører på DNA’et, hvilket potentielt kan påvirke alt fra vores immunforsvar til vores mentale sundhed. Denne proces er ikke kun relevant for individet, men kan også have transgenerationelle konsekvenser, idet visse epigenetiske ændringer kan overføres til efterfølgende generationer.
Kroppen reagerer på stress ved at frigive hormoner som kortisol og adrenalin, der hjælper os med at håndtere kortvarige udfordringer. Men når stress varer ved, kan disse hormoner begynde at skade kroppen. Langvarig stress kan også føre til epigenetiske ændringer, hvor kemiske markører sætter sig på gener og påvirker, hvordan de virker. En type af disse ændringer, kaldet hypermethylering, kan dæmpe aktiviteten af visse gener, hvilket kan øge risikoen for sygdomme som depression, angst, hjertekarsygdomme og endda visse former for kræft. Blandt andet brystkræft, lungekræft, leukæmi og prostatakræft.
Et opsigtsvækkende aspekt ved denne forskning er, at disse ændringer ikke nødvendigvis stopper ved den person, der oplever stress. Dyreforsøg har vist, at afkom af forældre, der har været udsat for stress, kan arve epigenetiske ændringer, som gør dem mere sårbare over for stress og angst.
Dette er blevet bekræftet i menneskelige studier, der viser lignende transgenerationelle effekter, for eksempel hos børn og børnebørn af Holocaust-overlevere, som viser ændrede stresshormon-niveauer og epigenetiske markører.
Fra robusthed til anerkendelse af sårbarhed
Denne nye viden om epigenetik udfordrer den traditionelle tilgang til trivsel på arbejdspladsen, som ofte fokuserer på at træne medarbejdernes robusthed eller behandle dem, når skaden er sket. Robusthedstræning har til formål at styrke medarbejderne, så de bedre kan håndtere stress og modgang. Men hvis vi tager epigenetikken alvorligt, står det klart, at denne tilgang alene på ingen måde er tilstrækkelig.
Epigenetikken lærer os, at stress kan have dybtgående og langvarige konsekvenser, som går ud over den enkelte medarbejder og kan påvirke kommende generationer. Derfor bør fokus på arbejdspladsen skifte fra alene at styrke individets robusthed til også at skabe betingelser, der kan reducere stressens indflydelse og rumme de potentielle konsekvenser af stress.
Det svarer faktisk til at blive ved med at udsætte medarbejdere for giftige stoffer som asbest, bly eller kviksølv – stoffer, der kan ophobes i kroppen over tid og forårsage alvorlige helbredsskader, selv længe efter eksponeringen. Ligesom med disse stoffer kan stress have skjulte, men alvorlige effekter, der først viser sig efter længere tid, og som kan påvirke ikke kun individet, men måske også kommende generationer.
Nye strategier
For at tilpasse os denne nye forståelse af stress og genetik, skal arbejdspladsen altså i højere grad fokusere på forebyggelse og skabelsen af et miljø, der understøtter trivsel og anerkender sårbarhed. Det kræver nye strategier for fremtidens arbejdsplads, når det kommer til forebyggelse.
For det første skal der implementeres stressforebyggende programmer: Arbejdspladser bør implementere programmer, der ikke kun lærer medarbejderne at håndtere stress, men i langt højere grad arbejder for at reducere kilderne til stress. Dette kan inkludere fleksible arbejdstider, bedre balance mellem arbejde og fritid samt støtte til medarbejdere i form af adgang til rådgivning.
For det andet kræver det skabelse af en inkluderende kultur: En arbejdsplads, der anerkender og respekterer individuel sårbarhed, og som kan skabe en kultur, hvor det er acceptabelt at tale om stress og søge hjælp. Sårbarhed er ikke et tegn på svaghed, men snarere en naturlig del af menneskeligheden, der viser åbenhed og ærlighed over for egne grænser og behov. Når vi tør være sårbare, skaber vi mulighed for vækst, læring og bedre trivsel. Dette kan reducere stigmaet forbundet med mentale helbredsproblemer og opfordre til tidlig intervention, hvilket kan mindske de langsigtede epigenetiske konsekvenser af stress. Det er altså støtte og ikke behandling, der bør komme i fokus.
En organisation, der virkelig ønsker at tilpasse sig den nyeste viden om epigenetik, må overveje at revidere sine strukturer og processer for at skabe et miljø, hvor trivsel og sundhed prioriteres højt
For det tredje understreger denne forskning vigtigheden af autonomi, indflydelse og medbestemmelse i arbejdslivet: Når medarbejdere har kontrol over, hvordan de udfører deres arbejde, og mulighed for at tilpasse deres opgaver og deadlines, kan de bedre håndtere stress og undgå de negative konsekvenser, som epigenetisk forskning viser kan opstå ved vedvarende stress. Autonomi giver medarbejdere mulighed for at tilpasse deres arbejdsmiljø til deres individuelle behov og stressniveau, hvilket kan hjælpe med at forebygge de dybtgående, langsigtede påvirkninger, stress kan have på dem.
Ved at fremme en arbejdskultur, hvor indflydelse og medbestemmelse er centralt, kan arbejdspladser skabe et miljø, der ikke bare fokuserer på at håndtere stress, men på at undgå det i første omgang. Det er en mere bæredygtig tilgang til trivsel, der tager hensyn til den nyeste viden om epigenetiske konsekvenser af stress.
Så er det også væsentligt at fremme social støtte, samarbejde og forpligtende fællesskaber. Forskning viser nemlig, at social støtte kan fungere som en buffer mod stress. Arbejdspladser bør derfor fremme samarbejde og støtte mellem kolleger, hvilket kan skabe et mere positivt arbejdsmiljø og mindske risikoen for kronisk stress.
Endelig er det vigtigt, at bevidstheden om epigenetik afspejles i de politikker, man udvikler om mental trivsel og sundhed. Med viden om epigenetik bør sundhedspolitikker på arbejdspladsen ikke kun fokusere på den nuværende generation af medarbejdere, men også overveje de potentielle effekter af vores forebyggelsesstrategier på fremtidige generationer. Altså at give en bedre arbejdsplads videre til næste generation.
Konsekvenser for fremtidens lederskab og organisationsstruktur
Lederskab spiller en afgørende rolle i at skabe et arbejdsmiljø, der anerkender sårbarhed og arbejder aktivt for at reducere stress. Ledere skal være opmærksomme på, hvordan deres beslutninger og den overordnede arbejdsstruktur påvirker medarbejdernes trivsel. Dette inkluderer alt fra arbejdsbelastning til ledelsesstil.
En organisation, der virkelig ønsker at tilpasse sig den nyeste viden om epigenetik, må overveje at revidere sine strukturer og processer for at skabe et miljø, hvor trivsel og sundhed prioriteres højt. Dette kan betyde, at man genovervejer, hvordan mål sættes, hvordan præstationer måles, og hvordan succes defineres på arbejdspladsen.
Epigenetik giver os en ny forståelse af, hvordan stress ikke blot påvirker individet, men også kommende generationer. Denne viden understreger vigtigheden af at skabe arbejdsmiljøer, der ikke kun fokuserer på at træne medarbejderne til at blive mere robuste, men også på at anerkende og rumme deres sårbarheder. Ved at implementere strategier, der reducerer stress og understøtter trivsel, kan arbejdspladser bidrage til at bryde cyklussen af negative epigenetiske ændringer og dermed beskytte både nuværende og fremtidige generationers sundhed og velbefindende.
Denne indsats kræver en bevidst indsats fra både ledelse og medarbejdere, men gevinsten er en mere bæredygtig arbejdsplads, hvor trivsel er fundamentet for både individuel og organisatorisk succes.
Det understreger behovet for at skabe arbejdspladser, der ikke kun fokuserer på kortsigtede løsninger som robusthedstræning og psykologisk behandling, men også på at reducere stressens påvirkning og skabe betingelser, der fremmer trivsel
Men, for der er naturligvis et men. Epigenetik er et spændende og hurtigt voksende forskningsfelt, men møder også kritik. Når det kommer til epigenetik, er vægten af kritik relativt afbalanceret med den overordnede accept af feltet, men det afhænger af det specifikke aspekt af epigenetikken, der diskuteres.
Selve idéen om, at miljøfaktorer som stress kan påvirke genekspression gennem epigenetiske mekanismer, er bredt anerkendt og understøttet af mange studier. De fleste forskere accepterer, at epigenetik spiller en vigtig rolle i sundhed og sygdom, og der er betydelig evidens for epigenetiske ændringer hos mennesker. Og det er faktisk det, som er vigtigt i forhold til, hvordan vi indretter vores arbejdspladser. Kritikken er dog mest udbredt, når det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt disse epigenetiske ændringer kan overføres til fremtidige generationer hos mennesker. Her er forskningen mere kompleks og delvist uafklaret og derfor værd at udforske yderligere.
Men det ændrer ikke ved, at de epigenetiske mekanismer, vi allerede kender til, har dybtgående implikationer for, hvordan vi bør tænke på stress og trivsel på arbejdspladsen. Selv hvis overførslen af epigenetiske ændringer til fremtidige generationer stadig diskuteres, er det uomtvisteligt, at stress har en direkte og målbar indvirkning på individets sundhed og velvære.
Det understreger behovet for at skabe arbejdspladser, der ikke kun fokuserer på kortsigtede løsninger som robusthedstræning og psykologisk behandling, men også på at reducere stressens påvirkning og skabe betingelser, der fremmer trivsel. Uanset om epigenetiske ændringer nedarves eller ej, har de en reel effekt på arbejdslivskvaliteten her og nu, hvilket gør det afgørende at tilpasse vores arbejdsmiljøer til denne viden.
Læs mere af Thomas Milsted, bl.a. om arbejdsmiljø, lige her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
