
CHARLOTTES CUCINA – Den originale spise, som denne ret er inspireret af, kaldes også for “kulsviernes pasta”. Der er dog efterhånden bred enighed om, at den klassiske, såkaldte romerske pastaret skyldes indholdet i de amerikanske soldaters feltration, da de under 2. verdenskrig nåede Rom. Der findes ingen spor af retten i kogebøgerne før krigen. Og soldaternes ration med æggepulver og bacon til morgenmaden, kombineret med italienernes kreativitet, har altså skabt en italiensk efterkrigs-klassiker.
Den pikante reviderede udgave, som du her får opskriften på, stammer fra Pizzeria al Lago ved min norditalienske Ledro-sø. Her huserer Laura og Mirko i køkkenet. De vil ikke af med opskriften, så jeg har eksperimenteret mig frem til min udgave.
Ingredienser – til fire personer
350 gram kort pasta – for eksempel Fusilli/Skruer eller Penne rigate/pinde med riller.
Absolut med riller for ellers holder pastaen ikke fast ved saucen!
3 æggeblommer plus et helt æg
100 gram piskefløde, der jo er forbudt i klassikeren
200 gram kindkød i strimpler, eller bacontern
1 teske chilifrø – eller chili efter smag
Friskkværnet peber
Friskhakket persille
Friskrevet ost – Grana Padana, Parmigiano Reggioano eller Pecorino Romano for de ekstra pikante
Et glas kølig hvidvin til kokken
Tilberedning
Pisk ihærdigt fløden, æggeblommer, det hele æg, chili, et par spiseskeer friskrevet ost og friskkværnet peber, mens du har sat pastaen over, og steger kødet sprødt ved middel varme.
Tilsæt eventuelt et par spiseskeer af kogevandet fra pastaen. Det gør kødet sprødere, og får saucen til at samle sig bedre.
Når pastaen er kogt, og kogevandet fjernet, blandes pasta, kød og æggemasse i meget kort tid i den store højkantede pande, du har stegt kødet i. Kun i ganske kort tid, for saucen skal forblive flydende og må ikke blive til røræg.
Servér med friskhakket persille, friskværnet peber og mere friskrevet ost – og husk vinen …
Buon appetito.
Charlottes lillebitte halvfundamentalistiske cucina i Milano
Foto: Skribenten & Wikimedia
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her