VENEDIG // REJSEBREV – Trods massiv turisme er Venedig fortsat mageløst romantisk og smuk. Især i den blå time, når man går sine egne veje og farer vild i labyrinterne. Nogle dage på landet kan anbefales som kontrast – og naboøen Murano er en sand perle, skriver Gorm Bloch.
Starter min første dag med at køre en tur ud på landet med regionaltog. Står af i landsbyen Calcroci. Den ligger 25 km. sydvest for Venedig i retning mod Padova. Nærmest alt har lukket, og byen sover under en mild, changerende himmel. De gamle stationsbygninger er smukke, og venetianerne holder af stærke farver på deres huse.
Jeg bor på a&o hostel i Mestre, Venedigs moderne bydel. Kvarteret er ikke ligefrem pastoralt, men placeringen er taktisk god, ganske tæt ved Venezia Mestre Station. En aorta, som fører til den ikoniske ø Venezia.
Senere ruller mit regionaltog ind på Venezia Santa Lucia. En station med hele 22 spor og et knudepunkt med direkte forbindelse til større byer i hele Norditalien, men også til Rom og Napoli. Ude på den store trappe starter det store tableau omgående. Det er som at træde direkte ind i et maleri eller en film: Canal Grande, de sorte gondoler, vaporettoerne, de smukt lakerede taximotorbåde – og sværme af turister.
Jeg vil ikke trætte læseren med souvenirbutikkerne med alskens simili, glaskunst samt de kendte pladser og broer. Selv om det er umuligt, prøver jeg at gå uden om klyngerne af turister og vælge egne ruter uden en klar plan, nysgerrig på de helt smalle stræder, de lave buer og korridorer, gaderne, som ender blindt ved vandvejenes slyngninger.
I visse blindgyder oplever man at gå direkte ind i privatsfærer. Der hænger vasketøj på snor fra karm til karm, en gammel kone eller mand trisser rundt, og en hund sover i et hjørne. Et glimt af det gamle Venedig, om man vil, og næsten uden musealt præg.
Drejer man rundt om sig selv med lukkede øjne et par gange, åbner øjnene og begynder at gå, ja, så kan man nemt møde Venedig som den eventyrlige labyrint, den også er. Og med den teknik in mente er byen stadig – og trods hektisk turisme – vidunderligt romantisk og pittoresk.
At fare vild i Venedig. Bare for en stund eller en halv time. Det er svaret. Så åbner arkitekturen sig: de små broer, de forskudte facader, akvædukterne og de glidende både med al deres særegne poesi. Så åbnes i glimt den mytologiske aura, som byen stadig ejer og har eneret på.
Venedig: Håbløs karaoke og Andor fra Ungarn
Lige nu køres der karaoke på a&o hostel, og det er ganske forfærdeligt, men også sjovt at overvære. Et par italienske skoleklasser – de er meget mærkbare, som om hele skolen var på tur – er indlogeret her, og de giver den gas ved mikrofonen.
Andor, en ung fyr fra Ungarn, tager plads ved det høje udendørs cafebord, hvor jeg skriver disse linjer. Mødte ham også til formiddag, hvor han skrev løs på sin notesblok. Vi falder i snak, og jeg inviteres til at læse et af hans kapitler, som handler om hans barndom og mødet med en ny dreng i klassen.
De følgende dage møder jeg Andor flere gange. Han går konsekvent i sort tøj og med lang sort frakke. Han har boet her en måned, tilbage til Ungarn vil han ikke, han vil bare rejse, finde et job, hvad som helst. Man fornemmer problemer derhjemme trods det joviale smil og boheme-udstrålingen.
Spejler mig i hans ungdommelige skrivefase. Det at være på rejse på ubestemt tid, både i teksten og i verden, uden en klar plan, men insisterende på øjeblikkene. Der ligger både en personlig indre rejse, et nærvær i nuet og en flugt i den livsform.
Murano: Hvis begrebet lykke findes
Øen Murano en kort sejltur nord for Venedig er en ren perle. Kontrasten til Venedigs hektiske menneskemylder, energi og støj er utrolig. Her er luft, stilhed og ro, og kanalerne og arkitekturen får mulighed for at ånde langt mere frit.
Det samme gør man som en af de få gæster på øen. Her kunne jeg sagtens bo, skrive musik og tekster og leve enkelt uden så meget. En drøm vækkes. Det sker ofte på rejser.
På en af Muranos få bistroer nyder jeg rejsens indtil videre bedste glas café latte og en sprød antipasti-snack med prosciutto og ost. Solen er i sin nedgang over vandet, bådene og kirkens tårn. Mere kan man ikke ønske sig lige nu.
Klondike-camping på landet
Arbejdernes Kampdag den 1. maj er en stor begivenhed i regionen Veneto og formentlig i hele Italien. En festdag, hvor mange holder fri, yderligere turister fra især Italien, men også udlandet strømmer til. Stort set alle hostels og hoteller er booket, og priserne skrues, logisk nok op.
Det erfarede jeg dagen inden, da det viste sig umuligt at forlænge mit ophold på a&o hostel eller finde ophold på et andet vandrehjem i Venedig. Derfor rejser jeg 1. maj om aftenen ud på landet. Til den alternative campingplads Ecogarden. Den havde jeg haft kig på hjemmefra.
Ankommer i skumringen efter en rejse med tog, frisk vandring, bus og endnu en vandring omgivet af først parcelhuskvarterer, derefter marker og frugtlunde. Ecogarden finder man uden for den lille by Zelarino.
Stedet er et klondike. En campingplads med helt små hytter, skurvogne, telte i skyggen af lave træer, nedfaldne skure, en lille “pool” dækket med løv og snavs. Ganske primitivt, men med sjæl. Der betales naturligvis kontant, og ejeren Maurizio, som aldrig virker travl, taler et yderst begrænset kaudervælsk af engelsk, tysk, fransk og rumænsk.
Man kan låne cykler gratis, og det er attraktivt ude på landet. Dagen efter får jeg vasket tøj, klargjort en cykel og så af sted til nærmeste civilisation, trattoriaet Bar Vica, hvor jeg skrupsulten nyder en croissant, toast og to glas latte, alt til en venlig pris.
Kæmpetudsernes psykedeliske orkester
Når vasketøjet er hængt op, vil jeg cykle de fem kilometer til Venezia Mestre, og så med tog over diget til Santa Lucia. Her i Ecogarden har vi naturligvis dyr. Høns, en lille gris og nogle imponerende store tudser. Er man heldig, møder man kæmpetudserne, når de spankulerer over fliserne og hopper en tur i det knapt så hygiejniske gamle jacuzzi for at køle sig i det grumsede bundvand.
Man hører ofte tudsernes mærkværdige vokabularium på verandaen. En imponerende kraftfuld og oscillerende lyd, som var de trukket igennem en digital sequencer.
Elementært, men sandt: At cykle er sagen. Også, og ikke mindst, på rejser. Følelsen af frihed, eget tempo og destination – men også glæden ved at føle sig mere lokal. Indbildning eller ej. Jeg suser således på en damecykel med underdimensioneret stelstørrelse fra Ecogarden til Venezia Mestre. Nyder duftene, lundene i landskabet og den venlige sol.
Jeg tilbringer kun tre timer på hovedøen denne dag. En snert af mæthed på trafik, mylder, støj og hele tableauet melder sig. Roen og stilheden på landet trækker i mig, og på vejen hjem køber jeg ind til hjemmelavet aftensmad.
Det bliver en hyggelig aften i selskab med Hamid fra Egypten, som arbejder på stedet og Leanne fra Nottingham. Man får nemt nye venner på vandrehjem. Leanne drømmer om at vende tilbage til Venedig. Komme væk fra England. Hun kan ikke udstå sin hjemby. Den er ifølge Leanne formørket af bandekrige, gadevold og en crime rate, der i England kun overgås af Londons.
Den pensionerede skrivebordsgeneral
Søndag morgen får jeg et lift til Mestre af Antonio, som hjælper Maurizio på ulønnet deltid. Fordi de er gode venner, og Maurizio hjalp ham uvurderligt, dengang Antonio var indlagt i seks måneder på et specialhospital i Udine efter et bombardement af ambassaden i Beirut.
Bagsmækken springer op. Det løses med en papegøjesnor. Vi kommunikerer fint med hans sparsomme engelsk og mit parløritaliensk. Nøgleordet er metoden. Antonio er pensioneret NATO-general og har arbejdet på et hav af ambassader og været udstationeret i konfliktzoner. Ikke som militant aktiv, men som skrivebordsgeneral. Ingen kone og børn. Det tillod jobbet ikke, mener han.
På turens sjette dag sejler jeg til Lido. Det er med begrundede forhold. Den lange tange byder på byens eneste strand. Den er lang og helt uden liv, da sommersæsonen ikke er indtrådt endnu. Udover stranden er der absolut ikke noget at komme efter på lidoen.
Jeg slutter mit eventyr af med en tur til øen Cimitero di San Michele – og naturligvis et gensyn med Murano. Fra Markuspladsen mod Santa Lucia fortrylles jeg i den blå time og farer vild et par gange. Herligt.
Retur på mit hostel – er checket ind hos a&o igen, da de efter 1. maj og weekenden igen har justeret priserne ned til 20 euro per nat – møder jeg i mit nye sovegemak naturligvis Andor med sit noteshæfte. Jeg møder senere Phoebe fra Australien.
Hun skriver også rejseberetninger med en smuk håndskrift. Vi veksler rejseoplevelser og anbefalinger til et godt stykke over midnat. Også telefonnumre. Man ved jo aldrig, hvor de næste rejser bringer en hen, og chancen for at træffes igen – aftalt eller bare ved forsynet, i Wien, Perth, Sydney eller på maleriske Murano – er altid dejlig at have i min rejsebog.
Jeg besøgte første gang Venedig på en Interrail i 1994. Dengang var jeg 19 år, studerede litteraturvidenskab og læste naturligvis Thomas Manns klassiker, da vi rullede ind på perronen. Der skulle gå 32 år, før jeg vendte tilbage. Tænk, at jeg kunne vente så længe.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og