LONGREAD – I 1903 opsøgte den jødiske musikkritiker Max Graf sin ven og læge for at spørge ham til råds. Graf gik med overvejelser om at lade sin nyfødte søn vokse op som kristen for at spare ham for de problemer, han forudså, barnets jødiske ophav måtte medføre. Lægen svarede, at hvis ikke barnet fik lov at vokse op som jøde, ville det berøve ham en kilde til energi, der ikke kan erstattes. Han ville stadig være nødt til at kæmpe som jøde, og han ville få brug for al sin energi i den kamp. Graf lyttede til rådet og fik sin søn omskåret. Grafs ven og læge var Sigmund Freud, og Grafs søn skulle senere blive hovedpersonen i Freuds berømte case, Lille Hans.
For et par år siden tilbragte en kvinde i det sydlige Florida ni dage i fængsel for at afvise at lade sin søn omskære. Barnets far mente, at omskæring bare var det normale at gøre, og domstolene var på hans side. Tvunget til at acceptere omskæring for at beholde sin frihed blev moderen hurtigt en martyr for antiomskæringsbevægelsen. Billedet af hendes overgivelse med hænderne holdt sammen og ansigtet vendt mod himlen var den perfekte postmoderne gengivelse af from ikonografi, en passende hyldest til den religiøse iver, der ofte udtrykkes af modstandere mod omskæring i dag.
Men hvem er disse antiomskæringsaktivister, og hvorfor skal vi tage dem alvorligt?
For at svare på de spørgsmål må vi kigge udover forhuden og på selve fundamentet for det moderne sociale og psykiske liv.
Stilistisk bygger intaktivismen ofte på personlige vidnesbyrd om offergørelse, som, hvis ikke intaktivisterne var så alvorlige, ville ligne en parodi på moderne identitetspolitik
Antiomskæringsaktivister kalder sig selv for ’intaktivister’ og kæmper mod, hvad de opfatter som den udbredte uvidenhed om mandlig omskæring – en tradition, der rutinemæssigt udføres blandt jøder og muslimer og også er meget udbredt især i USA. Intaktivister oversvømmer online diskussioner om omskæring med deres synspunkter, ofte vrede og aggressive.
Mange har sat google til at overvåge bestemte nøgleord, så de kan respondere hurtigt og styre debatten. De argumenterer typisk for, at den vestlige modstand mod kvindelig omskæring (FGM) er udtryk for en urimelig og endda sexistisk dobbeltmoral. Mandlig omskæring, hævder de, er en helt analog og endda mere udbredt form for lemlæstelse, som fører til unødvendig smerte, lidelse og livslange traumer for utallige mænd.
Selvom intaktivister primært fokuserer på smerten og det påståede tab af seksuel formåen som omskæring angivelig(?) medfører, så har de efterhånden tilskrevet næsten alle væsentlige fysiske, psykiske og sociale dårligdomme i vor tid til omskæring, inklusive ADHD, autisme, kønssygdomme, vuggedød, PTSD, depression, lavt selvværd, og – hvorfor ikke – islamisk terrorisme.
Selvom hovedparten af omskårne mænd sjældent beklager sig over manglen af forhud, betragter intaktivister dem som værende ofre for en falsk bevidsthed og undertrykte traumer, som giver sig udtryk i forskellige afskygninger af psykologiske lidelser og vold
I debatter på Facebook gentages mantraet om, at man da ikke skærer i små børn, gerne sammen med kommentarer om, at et sådant barbari er fuldstændig uacceptabelt i ethvert ligeværdigt og frit samfund. Enhver, der tager del i dette ritual, burde fængsles for at torturere børn og krænke deres rettigheder.
Selvfølgelig findes intaktivister ikke kun på internettet. De har gennem årene afholdt utallige demonstrationer og lobbyet for at få indgrebet forbudt ved lov. I Danmark har bl.a. de danske intaktivister – Intact Denmark – stået bag det meget omtalte borgerforslag, der skal tvinge Folketinget til at tage stilling til et forbud med en straframme på op til 6 års fængsel.
Stilistisk bygger intaktivismen ofte på personlige vidnesbyrd om offergørelse, som, hvis ikke intaktivisterne var så alvorlige, ville ligne en parodi på moderne identitetspolitik. Antropologen Eric Silverman skriver: ’Omskårne mænd udtrykker i den unikke moderne amerikanske praksis med offentlige bekendelser deres mest intime oplevelser med seksuel dysfunktion, amputerede forhold, følelsen af forældresvigt, offergørelse, magtesløshed, mistro, skam, vanrøgt, deformitet og fremmedgørelse”.
Selvom hovedparten af omskårne mænd sjældent beklager sig over manglen af forhud, betragter intaktivister dem som værende ofre for en falsk bevidsthed og undertrykte traumer, som giver sig udtryk i forskellige afskygninger af psykologiske lidelser og vold. En intaktivist beskriver sex uden forhud som at se en Rembrandt som farveblind.
Antiomskæringsaktivisme har også en mere respektabel side. Der udgives akademiske bøger, videnskabelige artikler og andre interventioner af etikere og læger som argumenter mod omskæring. Deres påstand er, at forhuden er et unikt stykke væv fuld af nerveender, som har en vigtig rolle i penis’ seksuelle funktion, blandt andet ved at smøre og beskytte glans og respondere på seksuelle stimuli.
Situationen er meget anderledes i Europa, hvor mandlig omskæring generelt betragtes som et religiøst mindretals praksis, der næsten er ukendt udenfor jødiske og muslimske samfund
De er også optaget af at påpege fejlene i studier, der påstår, at omskæring tilbyder hygiejniske fordele og beskytter mod kønssygdomme. Ofte sammenkæder de den rutinemæssige brug af omskæring i USA med Viktoriatidens fordomme om onani og seksualitet.
De fremhæver de komplikationsfarer, som omskæring medfører – sjældne, men når de sker, potentielt alvorlige.
Selv når børn oplever reelle medicinske problemer, som f.eks. phimosis (forhudsforsnævring), hævder disse antiomskæringseksperter, at læger alt for hurtigt griber til omskæring for at løse problemet i stedet for at benytte sig af ikkekirurgiske løsninger. (I omskæringsglade Amerika, hævder de, fejldiagnosticerer læger alt for ofte den normale tilstand, hvor barnets forhud hæfter til glans, som phimosis).
Endelig hævder de, at den medicinsk unødvendige omskæring af unge drenge, hvad end den er sekulær eller religiøst betinget, ikke har nogen plads i det moderne samfund, som holder individets rettigheder og kropslig integritet i hævd.
Situationen er meget anderledes i Europa, hvor mandlig omskæring generelt betragtes som et religiøst mindretals praksis, der næsten er ukendt udenfor jødiske og muslimske samfund.
Ganske få europæere har hørt om de medicinske fordele, som amerikanere tilskriver indgrebet, og modstand mod indgrebet er mere mainstream, især i vor tids selvretfærdige sekularisme, hvor alt, der er forbundet med religion, og især med islam, er under beskydning. (Richard Dawkins tweetede engang ”If circumcision has any justification AT ALL, it should be medical only. Parents’ religion is the worst of all reasons – pure child abuse”).
I 2011 vurderede en domstol i Köln, at omskæring krænker barnets ret til kropslig integritet og selvbestemmelse. Som en særlig historisk ironi, som tyske embedsmænd måske er helt ude af stand til at værdsætte, brugte dommeren i sin argumentation de selv samme post-WW2-love, som har til formål at beskytte jøder mod rædslen fra naziernes medicinske eksperimenter.
Selv i den mere ’rationelle’ litteratur, der kritiserer omskæring, finder man særheder. Prøv selv at google navnet på en af forfatterne af de mere ’normale’ antiomskæringstekster.
Köln-dommen skabte voldsomme kontroverser. Angela Merkel erklærede, at hun ikke var klar til at lade Tyskland være det eneste sted i Europa, hvor jøder og muslimer ikke kunne praktiserer deres ritualer, og dommen blev til sidst afvist af det tyske parlament med ny lovgivning. Kontroversen inspirerede en særudstilling om omskæring på det Jødiske Museum i Berlin, som fremviste forskellige rituelle genstande,
kunstværker og film relateret til traditionen i jødisk, muslimsk og kristen kontekst. Den omhyggeligt kuraterede udstilling fremstod som bevis for, at det var muligt at tænke på omskæring med et åbent sind og uden at stille sig til doms.
Men samtaler med udstillingens kurator afslørede en mørkere side. I løbet af hendes mange år på museet, har hun fortalt, var dette første gang hun havde følt sig truet. Nogle intaktivister – også tyske – mente, at museets forsøg på at fremstille omskæring i et neutralt lys var ensbetydende med at hylde det, og museet var dermed medskyldig i opretholdelsen af omskæring.
Hendes personlige kontaktoplysninger blev delt på intaktivistiske debatfora. Udstillingens titel var ’Snit it’, og den blev ledsaget af et billede af en banan, hvor toppen af skrællen var skåret af. Det faldt bestemt ikke i intaktivisternes smag. Kuratoren begyndte at modtage e-mails, der matchede utallige opslag i museets gæstebog med gentagen vrede over det umoralske ved omskæring helt uden refleksion over det udstillede og over den kompleksitet, udstillingen søgte at dokumentere.
Selv i den mere ’rationelle’ litteratur, der kritiserer omskæring, finder man særheder. Prøv selv at google navnet på en af forfatterne af de mere ’normale’ antiomskæringstekster.
Du vil finde, at forfatterne har skrevet intensivt om emnet. Deres Twitter, Facebook og academia.edu profiler er ofte helt dedikerede til emnet, og hele deres liv synes at cirkulere om det. Kort sagt fremstår en vis ’jeg har set lyset’-attitude, hos selv de mest tænksomme og respekterede antiomskæringsaktivister.
Selv oplevelsen af fysiske fornemmelser er for forbundet til individets unikke og i det store og hele ubevidste tanker og fantasier til at lade sig isolere og objektivisere. Prøv at masturbere, mens du tænker på cornflakes, og prøv så igen, mens du kigger på din foretrukne porno. Og brug præcis de samme bevægelser
Men hvad er det ved dette indgreb, som blot er en eftertanke hos de fleste, der har gennemgået det, der genererer en sådan passion hos andre? Har intaktivister simpelthen ret, mens vi andre endnu mangler at vågne op og indse, hvor grundlæggende dette brud på menneskerettighederne er – eller er der andet på spil?
Et af de spændende aspekter ved effekten af omskæring er, at effekten af omskæringen umiddelbart er umulig at kvantificere.
Hvor meget nedsætter omskæring mandens evne til at opleve seksuel nydelse? Medfører den smerte, barnet oplever, varige psykologiske traumer? Det er spørgsmål, som rører ved to af de mest personlige, idiosynkratiske, subjektive fænomener, som knytter sig til at være menneske: hukommelse og seksualitet.
Intet studie kan besvare disse spørgsmål tilfredsstillende, for hvordan en person oplever sin egen seksualitet, og hvorvidt han lider af en traumatiseret hukommelse, afhænger ikke blot af eksterne begivenheder i hans liv, men af den særlige måde, han henter mening ud af dem.
Kig på det seksuelle spørgsmål. Som vi ved, efterlader omskæring det meste af penis intakt. Selvom vi kan tælle antallet af nerveender i forhuden (ca. 20.000), og, til en vis grad, måle variansen i sensitivitet på penis i omskårne og intakte mænd, vil enhver, der nogensinde har haft en våd drøm, vide, at seksuel nydelse handler om mere end den fysiske evne til at værdsætte friktion mellem kønsdele.
Vi ved, at både omskårne og intakte mænd er fuldt ud i stand til at have sex og få orgasme. Udover det, er det umuligt at afgøre, hvor den (u)omskårne penis ender, og det fantastiske sind begynder
Selv oplevelsen af fysiske fornemmelser er for forbundet til individets unikke og i det store og hele ubevidste tanker og fantasier til at lade sig isolere og objektivisere. Prøv at masturbere, mens du tænker på cornflakes, og prøv så igen, mens du kigger på din foretrukne porno. Og brug præcis de samme bevægelser.
Din sensitivitet vil med garanti ikke være den samme, om end vi ikke kan forudsige, i hvilken retning den vil bevæge sig. (Interessant nok, promoverede John Harvey Kellogg, opfinderen af cornflakes, både omskæring og cornflakes for deres evne til at mindske libido).
Vi ved, at både omskårne og intakte mænd er fuldt ud i stand til at have sex og få orgasme. Udover det, er det umuligt at afgøre, hvor den (u)omskårne penis ender, og det fantastiske sind begynder.
Mænd, der er omskårne som voksne, beklager sig sjældent, hvad der kunne tyde på, at den seksuelle betydning i det mindste ikke er voldsom. Det er selvindlysende sværere at afgøre for dem, der er blevet omskårne som spæde. Den medicinske litteratur har søgt at komme omkring det gennem komparative analyser, men med forudsigeligt inkonsistente resultater, hvor nogle finder store forskelle mellem den oplevede seksuelle nydelse mellem omskårne og intakte, og andre ingen finder.
Men hvad nu hvis, på trods af disse begrænsninger, vi på en eller anden måde kunne vise, at omskæring hverken er særlig medicinsk fordelagtig og heller ikke særlig farlig eller skadelig? Hvis lægerne konkluderede, at indgrebet sikkert er ubehageligt for barnet, men i øvrigt medicinsk neutralt – som at få lavet huller ørerne? Hvordan skal vi så afgøre, om det er etisk forsvarligt?
En artikel, der prøver at besvare netop det spørgsmål, er Joseph Mazors ”On the Case for the Permissibility of Male Circumcision”, som blev publiceret i the Journal of Medical Ethics.
Derfor konkluderer Mazor, at jødiske forældre, der lader deres søn omskære, handler i barnet bedste interesse, også selvom barnet ikke ville vælge at lade sig omskære som voksen, fordi de handler på baggrund af viden, de har om, hvad deres søn ville have ønsket, givet hvad han senere i livet vil være. Nemlig jøde
Den er især interessant, fordi dens stringente brug af analytisk tankegang lander midt i et temporalt paradoks.
Ud fra antagelsen om, at omskæring af spædbørn er minimalt farligt, konstruerer Mazor en hypotetisk case med ortodoks-jødiske forældre, der ønsker at lade deres nyfødte søn omskære. Han anfører, at de er etisk berettigede til at gøre det, fordi de handler i deres barn bedste interesse, med særlig henblik på barnets evne til at identificere sig med og have et tilhørsforhold til det omgivende religiøse samfund.
Han sammenligner det med en case, hvor et barn fødes med ikke-behandlingskrævende læbe-ganespalte. Vi vil umiddelbart anerkende, at forældrene handler i barnets bedste interesse, når de vælger at få det korrigeret kirurgisk, også selvom det er medicinsk unødvendigt og forbundet med fysisk smerte, da det vil spare barnet for senere social fremmedgørelse. Når vi beskæftiger os med børn født ind i en troende jødisk familie, må vi forstå, at det samme gælder for omskæring.
Men der er et problem. Hvad hvis forældrene ikke lader deres barn omskære? Det kan så rimeligvis antages, at barnet vil vælge at forblive intakt hele sit liv. Hvordan kan vi så påstå, at forældrene handler i barnets bedste interesse ved at lade ham omskære som spæd? Det er her, fantasi forklædt som fornuft og sandsynlighed begynder.
Mazor fremfører, at hvis denne hypotetiske jødiske dreng vælger at forblive intakt som voksen, vil det være, fordi han er bange for den smerte og de komplikationer, der er forbundet med indgrebet, og som øges med alderen.
Som det også er kendetegnende for kærlighed og sex, så er omskæring en potent bærer af frygt og fantasi, netop fordi det omhandler noget, der er så umuligt at vide, noget på den usynlige og skrøbelige grænse mellem jeget og Det Andet
Hvis man antager, at barnet helt identificerer sig med det jødiske samfund og dets normer, argumenterer Mazor for, at han givet ville have ønsket, at hans forældre havde ladet ham omskære som spæd, så han havde været de problemer foruden, der er forbundet med at skulle gennemgå indgrebet som voksen.
Derfor konkluderer Mazor, at jødiske forældre, der lader deres søn omskære, handler i barnet bedste interesse, også selvom barnet ikke ville vælge at lade sig omskære som voksen, fordi de handler på baggrund af viden, de har om, hvad deres søn ville have ønsket, givet hvad han senere i livet vil være. Nemlig jøde.
Dette sidste kommer ikke fra Mazor, men fra den franske filosof Jaques Lacan, som skriver, at den psykoanalytiske proces involverer en ændring i den analyseredes forhold til fremtidens fremme: ”Hvad jeg ville have været, givet hvad jeg er i gang med at blive”.
Omskæring handler om denne underlige temporalitet, og det kan hjælpe os til at forstå, hvad der er så bekymrende, og hvorfor forståelsen modsætter sig rationel analyse. Indgrebet handler om den fysiske prægning af denne Andens ønsker – forældrenes religion og kultur, eller for sekulære amerikanere: det medicinske etablissement – på den mest private del af selvet.
Dermed antydes, at hvad vi er i gang med at blive, er forudbestemt af denne Anden, eller i Mazors fortolkning: hvad vi i fremtiden måtte ville, er formet af, hvad De Andre ønsker af os. Når indgrebet foretages som spæd, omhandler det en tidsperiode, som vi ikke husker, en periode, hvor vi er allermest sårbare og afhængige af andre.
Vi bombarderes konstant og opsøger endda selv eksperter, der fortæller os, hvordan vi kan perfektionere enhver facet af livet, fra hvordan vi skal opdrage vores børn, til, hvordan vi får en god nattesøvn, eller hvordan vi får opfyldt vore seksuelle behov, hvad de end måtte være
Det er foruroligende at tænke over denne tilstand af fuldstændig forsvarsløshed hos en person, som jeg ikke engang kan huske at have været, men som jeg er blevet fortalt, var en tidligere udgave af mig. Hvad blev gjort mod mig i denne mystiske fase af mit liv? Hvorfor skal jeg bære de spor?
At tænke over omskæring er at tænke over en del af jeget – fysisk og temporalt – som er fuldstændig fremmed. Det er et grundlæggende mysterium: vores obskure fortid og den ubestemmelige betydning, Andre har haft på os.
Selvom vi kan affærdige disse problemer og fremstille os selv som autonome, selvrealiserende individer, så sætter omskæring dette angstprovokerende mysterium i brutalt relief. Hvad kan være mere fremmed og mystisk end de presserende spørgsmål om mine behov? Hvad er mere foruroligende end det faktum, at min seksualitet ikke bare er min alene?
Mazor forsøger at tæmme disse spørgsmål med logik, men som hos intaktivisterne drager hans forklaringer os blot endnu mere mod det fundamentalt ubekendte.
Som det også er kendetegnende for kærlighed og sex, så er omskæring en potent bærer af frygt og fantasi, netop fordi det omhandler noget, der er så umuligt at vide, noget på den usynlige og skrøbelige grænse mellem jeget og Det Andet.
Illusionen om vished er en paranoid skikkelse, og intaktivister er om nogen sikre i deres sag. Deres overvældende passion, og den ekstra iver, som kan få selv deres mest videnskabelige argumenter til at syne polemiske, udspringer ikke fra, hvad de ved om omskæring, men fra det, som man ikke kan vide.
Selvfølgelig må vi lytte til argumenter mod omskæring, når blot de ikke er åbenlyst racistiske. Og der findes da også jødiske intaktivister
Vi lever i en verden, der tilbeder sagkundskab, og som vedholdende forsvarer sig mod truslen fra det ukendte.
Vi bombarderes konstant og opsøger endda selv eksperter, der fortæller os, hvordan vi kan perfektionere enhver facet af livet, fra hvordan vi skal opdrage vores børn, til, hvordan vi får en god nattesøvn, eller hvordan vi får opfyldt vore seksuelle behov, hvad de end måtte være.
Og dog er vi stadig helt og aldeles uvidende om, hvad der egentlig driver os, hvorfor vi så ofte sidder vores “bedste interesser” overhørig og så ofte forfølger ting, der klart modarbejder dem. Det er særligt tilfældet, når vi taler om det gådefulde forhold mellem sex og seksuel dysfunktion. Der har altid været lettere at have en syndebuk for egne (seksuelle) problemer end at se dem i øjnene i al deres frygtindgydende uforståelighed. Er det da overraskende, at omskæring for nogen kan blive en sådan syndebuk?
Konspirationsteorier trives i de rum, hvor usikkerheden er størst.
Og selvom mere oplyste intaktivister standhaftigt forsvarer sig mod anklager om antisemitisme og islamofobi, så vil de mere mentalt ustabile med glæde kaste sig over ”jødespørgsmålet”. (“… denne [pro-omskærings video] får mig til at tænke, om Endlösung i virkeligheden var en god ide”, som en skrev i en kommentar til en YouTube-video), eller trække på jødiske stereotyper for at fremme deres sag (en intaktivistisk tegneserie fremstiller et hjælpeløst spædbarn, der skriger i frygt, da det blodtørstige, krumnæsede uhyre af en mohel bekendtgør, at det er ”tid til at bringe dit offer til gud” – indtil den blonde, blåøjede superhelt, Foreskin Man, kommer til barnets redning).
Da elektroderne blev sat på drengens krop, udbrød sygeplejersken pludselig: ”Åh doktor! Vær meget forsigtig – rør ikke hans tissemand – den er meget øm”
Selvfølgelig må vi lytte til argumenter mod omskæring, når blot de ikke er åbenlyst racistiske. Og der findes da også jødiske intaktivister. Men hvis vi vil forstå, hvorfor folk kan blive så følelsesmæssigt involverede i emnet i langt højere grad end blot i, hvorvidt omskæring er rigtigt eller forkert, så er vi nødt til at kigge nærmere på disse tilfælde af konspiratorisk overskud.
I den sammenhæng er det nyttigt at sammenligne vores situation i dag med tidligere tider i omskæringens historie.
I 1865 var moderne medicin i gang med at vinde styrke, og den tidligere brutale disciplin, kirurgi, var endelig ved at opnå legitimitet. Nataniel Heckford, en ret ukendt kirurg fra Londons East End, udgav en artikel med titlen ”Circumcision as a Remedial Measure in certain cases of Epilepsy, chorea, etc.”. På den tid var det generelt antaget, at lasten masturbation kunne føre til epilepsi og andre behandlingsresistrente lidelser. (Chorea var en epilepsilignende diagnose, der medførte bizarre kropsbevægelser).
Deres symptomer blev også feminiserede: Drengene beskrives næsten altid som passive, “sarte”, “klodsede” og ”ude af stand til at gå uden hjælp”, og sygeplejerskerne pylrede om dem
Heckford skriver om en otte år gammel dreng, ”lys i huden, med blå øjne og blondt hår og en nydelig fremtræden”, som led af ”svære spastiske bevægelser … han var ude af stand til at spise selv eller gå uden hjælp, og hans tale var også meget påvirket”. Efter uvirksom behandling bestående af ”bark og arsenik”, undersøgte lægen ham igen:
The mother now drew attention to some ‘swelling on the groins.’ On examination I found … a congenital phymosis, the prepuce being considerably thickened by the constant irritation of retained secretions. She said that he was constantly ‘pulling his privates about,’ and that she frequently punished him for the habit. The penis at these times was always in a state of erection. This state of things by itself required operative interference, but it appeared to me that the chorea was probably in a great measure due to the same cause. I therefore circumcised him on December 22nd … and at the same time ordered all medicine to be discontinued.
Drengens spasmer blev med det samme formindsket efter omskæringen.
“Otte måneder efter,” skriver Heckford, “er hans spastiske bevægelser ikke vendt tilbage, hans helbred er markant bedret, og han er helt kureret for sin tidligere dårlige vane. Hans mentale tilstand er tilsvarende bedret; i stedet for at være sløv og åndløs, er han blevet skarp, intelligent og larmende”. Heckfords artikel beskrev yderligere fire tilfælde, hvor omskæring syntes at have helbredt hans unge patienter og forbedret deres generelle velbefindende med forskellige grader af succes.
Omskæring gjorde det tilsyneladende muligt for Sayre og Heckford at genindsætte maskulin dominans overfor de farlige udbrud af feminin seksualitet. Snittet fjernede det krænkende, overflødige kødstykke og bortrensede de skadelige sekreter
Fem år senere, publicerede en langt mere kendt kirurg, den amerikanske læge Lewis Sayre, en forbavsende enslydende artikel.
Den første case var ”en virkelig smuk, lille dreng på fem år, men overvældende bleg og sart af udseende, ude af stand til at gå uden hjælp eller til at stå oprejst”. Sayre prøvede først standardbehandlingen for lammelse ved at sætte strøm til de berørte lemmer.
Da elektroderne blev sat på drengens krop, udbrød sygeplejersken pludselig: ”Åh doktor! Vær meget forsigtig – rør ikke hans tissemand – den er meget øm”. Lægen var chokeret, da han så drengens penis i en tilstand af ”ekstrem erektion”.
The body of the penis was well developed, but the glans was very small and pointed, tightly imprisoned in the contracted foreskin, and in its efforts to escape, the meatus urinarius had become … puffed out and red …; upon touching the orifice of the urethra he was slightly convulsed, and had a regular orgasm. This was repeated a number of times, and always with the same result.
Især fremstod børns onani foruroligende og af særlig lægefaglig bekymring. Man mærker Heckfords og Sayres frygt for og optagethed af børns seksualitet. Deres patienter lider af ”ekstrem erektion”, ”natlige ejakulationer”, og gentagne orgasmer
Sayre var så ganske sikker på, at irritation forårsaget af den stramme forhud var årsagen til drengens lammelse, at han umiddelbart arrangerede at få drengen omskåret foran et publikum af medicinstuderende. Som i Heckfords case fulgte en mirakuløs helbredelse. Og igen, som det også var tilfældet med Heckford, afprøvede Sayre indgrebet på andre drenge med lignende symptomer.
Hans artikel beskriver seks meget succesrige cases. Sayre teoretiserede, at drenge, der lider af lammelse, “dårlige nerver og besvimelser” måske nok tilsyneladende havde været skyldige i masturbation, men at den bagvedliggende årsag til problemerne med al sandsynlighed var en rent somatisk genital irritation forårsaget af den stramme forhud, ikke det moralsk fordærv.
Der er ikke noget, der tyder på, at Sayre nogensinde havde hørt om Heckford. Hvis vi læner os op af Sayres beretning, virker det, som om han helt af egen drift er faldet over idéen at omskære.
Sayre blev efterhånden berømt på begge sider af Atlanten, primært for sit pionerarbejde indenfor ortopædi.
Han var en utrættelig medicinsk organisator, reformator og fortaler for bedre hygiejne havde et stort antal prestigefyldte professionelle hverv, bl.a. som formand for den amerikanske lægeforening. Selvom omskæring ikke var årsagen til hans berømthed, blev hans publikationer om omskæring taget seriøst. Det er ikke mindst som følge af Sayres arbejde, at omskæring er blevet rutine i Amerika.
Siden Foucault har vi vidst, at victorianerne var paranoidt optagede af sex. Utilstedelig, utøjlelig seksualitet lurede rundt om hvert et hjørne og blev forbundet med uregerlig adfærd og fysiske lidelser, som f.eks. det endeløst gådefulde hysteri
Men hvordan kom disse to læger uafhængigt af hinanden på samme idé, der ligger så langt fra dagens medicinske viden?
Siden Foucault har vi vidst, at victorianerne var paranoidt optagede af sex. Utilstedelig, utøjlelig seksualitet lurede rundt om hvert et hjørne og blev forbundet med uregerlig adfærd og fysiske lidelser, som f.eks. det endeløst gådefulde hysteri.
Især fremstod børns onani foruroligende og af særlig lægefaglig bekymring. Man mærker Heckfords og Sayres frygt for og optagethed af børns seksualitet. Deres patienter lider af ”ekstrem erektion”, ”natlige ejakulationer”, og gentagne orgasmer.
Deres symptomer blev også feminiserede: Drengene beskrives næsten altid som passive, “sarte”, “klodsede” og ”ude af stand til at gå uden hjælp”, og sygeplejerskerne pylrede om dem.
I det 19. århundrede var den kapitalistiske modernitet medvirkende til et skift i de sociale strukturer og skilte sig af med traditionelle autoritetsfigurer og institutioner som kirken. Det havde en afsmittende virkning på den nye lægevidenskab. De evigt skiftende obsternasige symptomer på det hysteriske frembød en særlig lokkende udfordring for fin de siecle-lægerne.
Og dog, da først forbindelsen mellem forhud og uanstændig kvindelig seksualitet og sygdom var etableret, var det kun et spørgsmål om tid før hele nettet af associationer var vævet
Hysterikere, der næsten altid var kvinder, underminerede lægenes viden ved konstant at lege med deres autoritet og henlede opmærksomheden på fagets usikre fundament.
Som det øvrige samfund udviste lægerne angst for egen impotens, som hysteriet (og indirekte de større sociale ændringer) fremkaldte, og fastholdt idéen om, at utøjlelig seksualitet i dets mange former måtte tæmmes. Men som videnskabsmænd måtte de hente ordene for deres genstandsfelter i lægevidenskabens accepterede sprogbrug: ”genitial irritation”, ”refleksneurose” og så videre.
Omskæring gjorde det tilsyneladende muligt for Sayre og Heckford at genindsætte maskulin dominans overfor de farlige udbrud af feminin seksualitet. Snittet fjernede det krænkende, overflødige kødstykke og bortrensede de skadelige sekreter. Dermed blev en stabil patriarkalsk orden genoprettet overfor den lille fallos – og tilsyneladende virkede det ofte.
Dog lod de sig ikke rive med.
Næsten alle de problemer, som han tilskriver forhuden, er de samme som dem, intaktivisten tilskriver manglen af samme. Pointen er ikke, at de tager fejl – selvfølgelig kan hverken intakte eller omskårne peniser forklare moralsk svaghed, vanvid eller terrorisme
Heckford indrømmede, at indgrebet ikke var fuldt ud helbredende for alle hans patienter, og Sayre anbefalede en konservativ tilgang til forhuden, hvor forhuden, hvis det var muligt, løsnedes fra glans uden at blive bortskåret, selvom ”smag og behag undertiden yndede bortskæring”.
Og dog, da først forbindelsen mellem forhud og uanstændig kvindelig seksualitet og sygdom var etableret, var det kun et spørgsmål om tid før hele nettet af associationer var vævet. Den indflydelsesrige californiske læge, Charles Remondino, kaldte Sayre for ”Forhudens Columbus” og viste, hvor langt disse associationer rakte i sin populære bog fra 1891, Omskæringens historie:
The prepuce seems to exercise a malign influence in the most distant and apparently unconnected manner; where, like some of the evil genii or sprites in the Arabian tales, it can reach from afar the object of its malignity, striking him down unawares in the most unaccountable manner; making him a victim to all manner of ills, sufferings, and tribulations; unfitting him for marriage or the cares of business; making him miserable and an object of continual scolding and punishment in childhood, through its worriments and nocturnal enuresis; later on, beginning to affect him with all kinds of physical distortions and ailments, nocturnal pollutions, and other conditions calculated to weaken him physically, mentally, and morally; to land him, perchance, in jail or even in a lunatic asylum. Man’s whole life is subject to the capricious dispensations and whims of this Job’s-comforts-dispensing enemy of man.
Lyder det bekendt?
Intaktivister citerer ofte denne medicinske historie som et vidnesbyrd for den pseudovidenskablige baggrund for rutinemæssig omskæring af spædbørn.
Selvom de flest fup-kure fra Viktoriatiden i dag er forsvundet, så er omskæring, hævder de, et traumatisk levn fra vor undertrykkende fortid. Men, med kun et par ændringer i stilen, virker Remondinos febervilde skriverier næsten identiske med en moderne intaktivists Twitter-side.
I traditionelt autoritære samfund må vi ofre vores private nydelse for samfundets skyld. Freud mente, at det var disse, civilisationens repressive krav, der gjorde folk syge, og at hysterikerne bevidnede dette
Næsten alle de problemer, som han tilskriver forhuden, er de samme som dem, intaktivisten tilskriver manglen af samme. Pointen er ikke, at de tager fejl – selvfølgelig kan hverken intakte eller omskårne peniser forklare moralsk svaghed, vanvid eller terrorisme.
Men ved at tage argumenterne om omskæring til det ekstreme, taler begge sider ”sandt” ud fra hver deres tidsånds dominerende ideologi; de libidinøst ladede fantasier lurer lige under den tilsyneladende rationelle argumentation for eller imod indgrebet.
I traditionelt autoritære samfund må vi ofre vores private nydelse for samfundets skyld. Freud mente, at det var disse, civilisationens repressive krav, der gjorde folk syge, og at hysterikerne bevidnede dette.
Hans løsning var at tale med dem. Andre mænd på hans tid prøvede til gengæld at omgøre fejlslagne seksuelle forbud ved at opfinde nye måder at håndhæve dem på. Victoriatidens paranoia overfor seksualitet, som var symptomatisk for de større sociale omvæltninger, herunder tabet af de traditionelle autoriteter, gav grobund for fremkomsten af den medicinske ekspert, som lovede at genetablere lov og orden med præcise kirurgiske interventioner.
Men hvis gårsdagens eksperter troede, at de kunne bortskære eros’ excesser, vil dagens eksperter have en anden tilgang. I stedet for at forbyde og forhindre seksuel nydelse, er vi i dag underlagt uophørlige krav om at kaste os ud i det, som den slovenske filosof Slavoj Žižek har kaldt senkapitalismens nydelsespåbud
Personer, som Remondino, synliggør den fantasmatiske mørkeside af dette forehavende.
Men hvis gårsdagens eksperter troede, at de kunne bortskære eros’ excesser, vil dagens eksperter have en anden tilgang. I stedet for at forbyde og forhindre seksuel nydelse, er vi i dag underlagt uophørlige krav om at kaste os ud i det, som den slovenske filosof Slavoj Žižek har kaldt senkapitalismens nydelsespåbud:
https://www.youtube.com/watch?v=T9ZWEZNcKsc
Vi burde have sex med vores partner hver nat for at holde oxytocinniveauet oppe, onanere regelmæssigt for at bekæmpe depression og for at sikre en sund prostatata bør vi prøve analæg.
Dagens autoriteter, som ikke længere åbent truer med straf, byder os ofte i forklædning af videnskabelige eksperter og deres talspersoner i popkulturen, at maksimere vores nydelse – for både vores egen såvel som for samfundets skyld.
For de sundhedsmyndigheder, der anbefaler det, handler omskæring ikke om at forebygge onani, men om at forebygge AIDS, infektioner og i øvrigt optimere vores seksuelle helbred. Intaktivister er selvfølgelig med på den “sexpositive logik”. De er blot uenige med de læger, der mener, at omskæring er en del af det.
Selvfølgelig er denne løsere seksualmoral velkommen.
Vi accepterer vores tidsalders pro-nydelsesetik og står med et uafladeligt pres, som intet mål af sex, forbrug eller aktivitet på sociale medier kan udløse
Men, som mange allerede har advaret os om, er det en fejl at se vor tids seksuelle eftergivenhed som uproblematisk. Vores frihed til at nyde, er som Žižek ofte minder os om, blevet et imperativ udstedt af overjeget, en kommando, der synes at udgå fra en mægtig og ondskabsfuld indre kraft, som efterlader os med det konstante spørgsmål, om vi nu nyder det nok, og om nogen måske nyder det mere.
Vi accepterer vores tidsalders pro-nydelsesetik og står med et uafladeligt pres, som intet mål af sex, forbrug eller aktivitet på sociale medier kan udløse
Ved at trække på ideer fra psykoanalysen siger den literære kritiker Eric Santner, at det, som vi oplever som angst i dag, ikke skyldes fravær og tab af nærhed, men af distance til en slags obskøn og ondskabsfuld tilstedeværelse. ”Selvom det ser ud, som om dagens intaktivister klager over det første ved at portrættere fraværet af forhud som årsagen til al dårligdom, så viser deres uudgrundelig vrede mod dem, der praktiserer omskæring noget andet – en følelse af opløsning af grænser, en krænkelse af krop og sind.
Men noget mangler – der er et før syndefaldsagtigt ønske om at genvinde det tabte. Og intaktivisters gengivelse af dette manglende peger altid i retning af en tyrannisk tilstedeværelse, en ond skabning, der krænker det forsvarsløse barn og efterlader et irreversibelt traume.
Et læserbrev i en brevkasseklumme eksemplificerer denne kombination af tab og krænkelse, som omskæringen forårsager. ”Cut Short in California” skriver:
”Da jeg gik i skole, blev jeg seksuelt forulempet af en ældre klassekammerat, men jeg føler mig meget mere krænket af min omskæring, fordi den tog noget fra mig, som jeg aldrig kan få igen. Jeg er fyldt med had og vrede overfor mine forældre, selvom jeg ved, at det er urimeligt, fordi de mente, de traf det rette valg på den tid”.
Der er ingen grund til at tvivle på, at de virkelig føler smerte, vrede, og en påtrængende nødvendighed, som de udtrykker overfor andre. Som en skeptisk urolog udtrykker det: ”Intaktivister kæmper mod meget større dæmoner”
Joseph Mazor, der, som vi så, argumenterede for det etiske i omskæring, spørger, om den smerte og det traume, som intaktivister udtrykker er ægte?
Og det er et svært spørgsmål. Der er ingen grund til at tvivle på, at de virkelig føler smerte, vrede, og en påtrængende nødvendighed, som de udtrykker overfor andre. Som en skeptisk urolog udtrykker det: ”Intaktivister kæmper mod meget større dæmoner”. Det virkelige spørgsmål er, om nogen af os, intaktivister eller ej, ønsker at se det i øjnene.
Debatten om et forbud mod omskæring er ikke ny i historisk kontekst.
Både kejser Hadrian og Djengis Khan greb angiveligt til forbud, med opstandelser som konsekvens. I vor tid virker det mere interessant at kigge på, hvordan tingene stod til i Østblokken under den kolde krig, og især i Sovjet.
Her var der en betragtelig jødisk minoritet. Kommunistpartiet afskyede religion, og omskæring blev på mange måder billedet på, hvor skadelig den er. Særligt fik partimedlemmer konsekvenserne at føle i form af tab af status og job, hvis de fik omskåret deres barn.
Kastrationsangst er den dybeste ubevidste årsag til antisemitisme; for selv i vuggestuen, hvor små børn hører, at en jøde får skåret noget af sin penis, tænker de, at det giver dem retten til at foragte jøder. Og der er ingen stærkere underbevist årsag til følelsen af kvinders underlegenhed – Freud
Efterhånden blev de fleste omskæringer foretaget i skjul, og der var mangel på uddannede mohels. Det havde alvorlige konsekvenser for sikkerheden ved indgrebet. De facto-forbuddet mod omskæring blev primært håndhævet i den europæiske del af landet, hvorfor den store gruppe af muslimer udenfor Europa var i stand til at fortsætte. Og ingen kom i fængsel.
Og nu tilbage til Freud og historien om Lille Hans.
I en fodnote til casen lægger Freud grunden til sin senere analyse af antisemitismen med denne konstatering. ”Kastrationsangst er den dybeste ubevidste årsag til antisemitisme; for selv i vuggestuen, hvor små børn hører, at en jøde får skåret noget af sin penis, tænker de, at det giver dem retten til at foragte jøder. Og der er ingen stærkere underbevist årsag til følelsen af kvinders underlegenhed”.
Freud, der selv var jøde, fik så vidt vi ved ikke selv sine sønner omskårne.
Indlægget er oversat og bearbejdet til dansk af Christian Heebøll-Nielsen, som er farmaceut og selvstændig marketingkonsulent.
Som farmaceut har han en særlig interesse i medicinsk forskning og etik, men interesserer og involverer sig også i emner som for eksempel disinformationskampagner og fake news. Man kan finde Christian Heebøll-Nielsen på Facebook og på Twitter @Chris_Heeboll
Topillustration: Copyright til både tekst og billeder tilhørerJordan Osserman og er brugt på POV efter aftale med ham.
Forfatter Jordan Osserman.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
