ANMELDELSER // ESSAY – ”Alle de stjerner, der tindrer om kap, slukker man blot ved et tryk på en knap”, hedder det i revyvisen ”Pige træd varsomt” om farerne ved at lade sig blænde af teatrets glamour. På samme måde er anmelderstjerner flygtige. Her i dag, glemt i morgen. Så hvad skal vi egentlig bruge dem og anmeldelserne i det hele taget til, spekulerer POV’s teateranmelder Steen Blendstrup i dette essay, netop som POV har valgt at slukke stjernerne.
Min lektor på universitetet introducerede mig til begrebet lukkede normative systemer med forklaringen ”Alfred Hitchcock lavede dårlige westerns”. Jamen, protesterede de studerende, Hitchcock lavede da ikke westerns.
Netop.
Det giver sjældent mening at sammenligne en romantisk highschool-komedie med et drama at Shakespeare – undtagen selvfølgelig i de tilfælde, hvor komedien er en modernisering af Shakespeare.
Tid tiden og til alle tider
Shakespeare har den fordel, at han har århundrederne i ryggen, og at hans tragedier og komedier har opnået klassikerrang, mens utallige vendinger og citater har fundet vej ind i vores daglige sprog. Også på dansk. Derimod er det alles gæt, hvilke nye film, bøger, teaterstykker, musik og så videre der vil rangere ved siden af Shakespeare om 100 år.
Anmelderen står med et ben i hver lejr. På den ene side er der et element af forbrugeroplysning i anmeldelsen: Bliver du grebet af dramaet? Klasker du dig på låret af grin over komedien? Fik bogen tårerne til at trille på din kind?
I parentes bemærket kunne Blade Runner også anmeldes som en film noir thriller … og hvis jeg må indskyde en strøtanke her, så er den oprindelige Star Wars faktisk en god western
På den anden side er det værd at stille spørgsmålet, om kunstværket rykker noget. Om det ser på en problemstilling på en måde, som måske får betydning ud over værket selv? Om det sætter en ny standard – ja, om det måske i sig selv afføder en helt ny genre, der vil tegne fremtiden? Kort sagt, om det har klassikerens kvaliteter (in spe).
Lidt lettere er det, når kunstværket tager et aktuelt problem op og måske åbner vores øjne for nye udviklinger. Det vil være et værk ”til tiden”. Måske satirisk, måske samfundskritisk, helst debatskabende. Men ligesom revynumre kan det let vise at værket kun er holdbart i kort tid.
For fremtiden
Samfundskritik behøver ikke være socialrealisme. Science fiction-genren har leveret adskillige bøger og film, som på den ene side lod fantasien skabe fantastiske verdener og plots, men på den anden side også handlede om særdeles nutidige (altså samtidige med udgivelsen) problemstillinger og magtstrukturer.
Kritikken har ikke taget lige venligt mod alle genrens værker, men flere har vist sig uhyggeligt profetiske og har fået oprejsning med tiden. Andre kan vi se med nye øjne. George Orwells 1984 var jo et billede af en totalitær (kommunistisk) stat, men har fået ny betydning i overvågningssamfundet. Senest med den opdaterede teaterforestilling 2084.
Fra filmens verden var Blade Runner afgjort en underholdende thriller. Vi kan måske trække på smilebåndet ad svævende biler, men kunstig intelligens, der styrer dem for os, er her allerede. For slet ikke at tale om udviklingen i robotteknologien. I parentes bemærket kunne Blade Runner også anmeldes som en film noir thriller … og hvis jeg må indskyde en strøtanke her, så er den oprindelige Star Wars faktisk en god western.
Formidling og fortolkning
På samme måde som science fiction lægger historiske romaner (film, teaterstykker m.v.) gerne moderne normer ned over fortidens begivenheder. Ken Folletts historier fra middelalderens Kingsbridge (og de efterfølgende danske musicals) introducerer på den ene side publikum til historiske facts, som de færreste nok har styr på, men tillægger samtidig sine figurer meget moderne tanker og motiver.
Nogle dage vil vi måske læse haikudigte, den næste en knaldroman
Så er der pludselig mange aspekter at holde styr på for anmelderen. Er det trods fri fortolkning en fin måde at formidle historie til et bredt publikum? Er det netop en måde at belyse nutidige problemstillinger i en historisk kontekst og dermed debatskabende for vores tid? Og er det en god musical og/eller en god opførelse af musicalen?
Netop musicalgenren er god til at illustrere de lukkede normative systemer. Jeg møder mennesker, som ikke mener, at teater er noget for dem, men som på den anden side gerne vil se Phantom of the Opera – igen. Noget tilsvarende kan siges om opera og ballet. Nogle har fordomme mod dem, andre elsker dem og har så andre fordomme.
Dialogen med publikum
Det er her, jeg som anmelder tager højde for, hvordan værket fungerer inden for et lukket normativt system. Taler det til sit publikum?
Det er på den skala, jeg vil give min vurdering. På den måde giver det – forhåbentlig – mening for de læsere, der er interesserede i det ene eller det andet. Og nogle dage vil vi måske læse haikudigte, den næste en knaldroman.
Derfor sammenligner jeg selvfølgelig en ungdomskomedie med en ungdomskomedie. En opsætning af Hamlet med en anden opsætning af Hamlet eller andet af Shakespeare. Og en musical med en musical. Hver genre har sine fans, der har særlige koder og særlige forventninger. Det er sammenligneligt.
Jeg kan se kvalitet både i at ophøje genrens konventioner til det sublime og i at forandre og overskride dem
Det betyder imidlertid ikke, at værkerne nødvendigvis er i konkurrence med hinanden. To opsætninger af samme teaterstykke kan være gode på hver deres måde og til hver deres tid, og det vil utvivlsomt være et generationsspørgsmål, om du foretrækker A Star Is Born med Lady Gaga eller Judy Garland (og med Barbra Streisand som en mulig outsider).
I min egen dialog med mit publikum – dig, kære læser – er udfordringen at få dig til at læse uanset emnet. Måske fænger overskriften. Måske kender du mig og kan godt lide mine formuleringer. Måske har du lyst til at få udvidet din horisont. Måske er du spændt på, hvorfor jeg giver 5 eller 3 stjerner.
Grænseoverskridende ophøjet
Jeg kan se kvalitet både i at ophøje genrens konventioner til det sublime og i at forandre og overskride dem. Det sidste er især spændende, hvor værket formår både at tilfredsstille genrefans og åbne genren for ”nye læsere”. Hvis det derudover også tegner tiden eller fastslår en ny retning for genren, så begynder vi at tale potentiel klassikerrang.
I det perspektiv kan vi i samme sætning fremhæve Tolstojs Krig of fred, Botticellis Venus’ fødsel, Frank Capras Det er herligt at leve og Nørrebro Teaters opsætning af En folkefjende. Uden sammenligning i øvrigt.
Den trofaste læser, der kender min smag (og den er i sagens natur subjektiv), vil dermed ud fra anmeldelsen og eventuelt de givne stjerner kunne vurdere, om denne forestilling, film, bog er værd at overveje, når kultur- og underholdningsbudgettet skal fordeles, og den kostbare fritid skal engageres. Både som fan af genren og – håber jeg – som udefrakommende, der vil give værket en chance.
Der er bestemt et par forestillinger, der er vokset i erindringer. Brøgger på Revolver er et godt eksempel
Mit spørgsmål til dig som læser er så, om du omdanner mine ord til en ”kvalitetsskala” i forhold til din egen smag, eller om du lader din læsning af anmeldelsen påvirke af, hvor mange stjerner, der blinker i toppen af den.
Fortrudte stjerner
Hånden på hjertet. Da jeg begyndte at skrive for POV, ville jeg egentlig helst lade være med at give stjerner. Jeg ville hellere have, at de, der var interesserede, læste anmeldelsen og gjorde sig deres egne tanker. Frem for at jeg skulle spekulere, hvor på en skala fra 1 til 6 jeg ville placere værket, og om jeg skulle være hård eller venlig.
Med samme ærlighed må jeg tilstå, at jeg ofte har haft lyst til i bagklogskabens ulideligt klare lys at slukke en stjerne eller tænde for en ekstra.
Ved starten af hver sæson har jeg en tendens til at være lidt nærig. Jeg vil gerne gemme de 6 stjerner til den forestilling, der vælter mig fuldstændig bagover. Det kan være, fordi den sidder lige i skabet, fordi den overrasker, eller som nævnt fordi den fornyer sin genre.
Men der er bestemt et par forestillinger, der er vokset i erindringer. Brøgger på Revolver er et godt eksempel. Min begejstring og min beundring for håndværk, skuespil, dramaturgi, scenografi og for ren følelsesmæssig impact var stor, men jeg holdt lige lidt tilbage i vurderingen på stjerneskalaen.
Der er en vis (selvsmagende) fornøjelse ved at have set og fremhævet et værk, som man år senere opdager, har fået klassikerstatus
Du kan jo teste dig selv, lukke øjnene for stjernerne og prøve at læse dig til, hvor god en forestilling det var.
Referencer eller videreudvikling
Men lad os vende tilbage til anmelderens rolle som kritiker. Deri ligger der ud over ”forbrugervejledningen” den opgave at kommentere og fremme kunsten. Der er en vis (selvsmagende) fornøjelse ved at have set og fremhævet et værk, som man år senere opdager, har fået klassikerstatus.
Især når alle de andre anmeldere var blinde for værkets kvaliteter. Selv om 9 Bodil-nomineringer til Hvor kragerne vender, som jeg roste som en lovende debut, heller ikke er dårligt
Det handler selvfølgelig om, at kunsten ikke er stillestående. Vi skriver ikke romaner, som vi gjorde for 200 år siden. Vi skaber ikke film, som vi gjorde det for bare 20 eller 30 år siden. Værkerne står dog ofte på skuldrene af tidligere værker og bygger videre på konventioner.
Når vi nu taler om film, så er det en kunstart, der nærmest overdriver det at referere til klassikere og ikke nødvendigvis inden for samme genre. Det kan være lidt indforstået – men adskiller sig i princippet ikke fra highschool-komedien, der stjæler plottet fra Shakespeare.
Den japanske mesterinstruktør Akira Kurosawa lånte i øvrigt også hos Shakespeare. Hans Blodets trone (efter Macbeth) står dog fuldt ud på egne ben. Hans De syv samuraier blev til gengæld til westernfilmen Syv mænd sejrer og hans Yojimbo til Sergio Leones En nævefuld dollars. Et ukrediteret lån i øvrigt.
Til gengæld er Kurosawas film krediteret både som forbillede for sværd-og-trolddoms-eventyret The Warrior and the Sorceress og gangsterfilmen Last Man Standing. Men hvilken reference publikum bruger, er en helt anden sag. I populærkulturen er det utvivlsomt En nævefuld dollars, der har sejret, som man ser det i Tilbage til fremtiden del III, hvor Marty McFly (Michael J. Fox) ligefrem bruger navnet Clint Eastwood som alias.
De fleste kender i dag begrebet en teaterkoncert. Men det er faktisk kun 27 år siden Dr. Dante ”opfandt” genren med deres Gasolin teaterkoncert
Når værket alene fungerer – dramatisk eller humoristisk – hvis publikum forstår disse referencer, vil jeg som både kritiker og anmelder være skeptisk. I mine øjne skal værket naturligvis (også) stå på egne ben. Medmindre der er tale om et spoof – en genreparodi, hvor det netop er pointen, at vi morer os sammen med alle de andre indviede, der også forstår den indforståede vittighed.
Nyt, gammelt og …
Hvis jeg må blive inden for ”min egen” kunstart, teateret, så er de færreste vist i tvivl om, at vi ikke længere spiller teater, som vi gjorde i ”gamle dage”. Medmindre der netop er en pointe i at spille Shakespeare, som man gjorde på dronning Elizabeths tid eller lignende. Der er et budskab i at versionere Richard III for tre skuespillere, lade Tammi Øst spille den ambitiøse tronraner og gøre det på en stort set bar scene.
De fleste kender i dag begrebet en teaterkoncert. Men det er faktisk kun 27 år siden Dr. Dante ”opfandt” genren med deres Gasolin teaterkoncert. Selv om formatet er fastlagt, så betyder det imidlertid ikke, at konceptet ikke udvikles – så i stedet for en populær rockgruppe kan man lave teaterkoncert over Mozart eller Højskolesangbogen. I øvrigt får Gasolin teaterkoncert en tur i manegen igen til næste sæson.
Men på den baggrund kan undertegnede anmelder også føle sig foranlediget til at omtale forestillingen Til ungdommen som en monolog-koncert.
På grænsen
Der er i sig selv ikke noget nyt i at spille udendørs. Det var sådan set der, teatret startede i Grækenland for 3.000 år side. Alligevel kan man sige, at det er en trend, hvor amatørernes voldspil og vikingespil pludselig har fået selskab af Det Kongelige Teater i Ulvedalene og ved Moesgaard.
Teatre, filmdistributører og forlag elsker stjerner, fordi det er en enkel kommunikationsform
På samme måde har teatret indtaget turbåde, museer, industribygninger og diverse parker. Det sikrer ikke i sig selv nyskabelse, men så er det her anmelderen må vurdere, om den nye (eller i hvert fald anderledes) arena tilfører kunsten noget eller ej.
Eller om det overhovedet er kunst, når Fix og Foxy konsekvent lader amatører – børn, veteraner, rige og fattige – optræde som sig selv på scenen. Om det egentlig kan kaldes teater, og hvor går i øvrigt grænsen til performance – og er der en forskel?
Her kan man som anmelder godt blive i tvivl. Det lukkede normative system bliver pludselig helt åbent, fordi grænserne udfordres.
På plakaten
En helt anden ting er, at anmeldere også ligger under for markedets krav. For gode anmeldelser tiltrækker læsere. Det gør dårlige sådan set også, om end teatre, filmselskaber, forlag med videre sjældent henviser til dem. Hvorimod anmeldelsen med jævnt antal stjerner bliver scrollet forbi. Og den uden stjerner desværre ofte helt bliver overset.
Her er stjernerne måske endda med til at forfladige anmeldelsen. Teatre, filmdistributører og forlag elsker stjerner, fordi det er en enkel kommunikationsform. En 6-stjernet forestilling sælger, så stjernerne får plads på plakaten og i markedsføringen på de sociale medier, men ikke begrundelsen for vurderingen.
Midt i stjerneregnen kan det også være svært at gennemskue, præcis hvem der giver stjernerne. Men så er vi ovre i en anmeldelse af anmelderne.
Falder det i ens lod som journalist at uddele stjerner … er 3 stjerner nok den karakter, man helst undgår. Det er sådan lidt blah – leverpostej. Ikke rigtig noget at skrive hjem om.
At tage det gode med det onde
Så er det i virkeligheden mere interessant at læse, hvorfor anmelderen bedømmer noget som en fiasko. Det er selvfølgelig en forudsætning for at fremhæve noget som godt, at der må være noget som er mindre godt. Der er faktisk eksempler på, at negative bedømmelser fra en enig anmelderskare har fået teatre til at tage en forestilling af plakaten.
Som anmelder kan jeg være i tvivl, når jeg oplever et værk, som lever perfekt op til genrepublikummets (eller endda en fangruppes) forventninger
Noget af det værste, man som studerende kan komme ud for, er at få en opgave tilbage med afvisningen ”emnet misforstået”. Tilsvarende er det for et kunstværk, når thrilleren ikke er spændende, når komedien ikke er morsom, når det helt store show bare er ”en masse larm og bulder før døden”. Eller kort og godt, når værket ikke lever op til forventningerne inden for et lukket normativt system.
Undtagelsen er som nævnt værket, der overskrider sin genre og pludselig fører kunsten i en helt ny retning. Det vil nok skuffe nogle genrefans (og dermed nogle anmeldere), mens andre begejstret vil følge med i den nye retning. Forhåbentlig vil publikum uden for fanskaren så også vove at stifte bekendtskab med værket.
Som anmelder kan jeg være i tvivl, når jeg oplever et værk, som lever perfekt op til genrepublikummets (eller endda en fangruppes) forventninger. Det er jo teknisk set velgennemført. Publikum får valuta for pengene. Men turde forestillingen overraske? Turde den udfordre rammerne og tage sine fans et nyt sted hen? Det er lettere at udtrykke i ord end på en stjerneskala.
At røre, opløfte og rense
I sidste ende er spørgsmålet måske bare om forestillingen, koncerten, bogen, filmen rører mig som anmelder (og som menneske). Der er jeg lykkeligt subjektiv. Her er det alene mine egne referencerammer og mine egne erfaringer i livet og med (teater)kunsten, der gør sig gældende.
Alt det skal gerne komme til udtryk i anmeldelsen – med overvejelser og mellemregninger
Men det er altså ikke nok at få den gamle anmelder til at græde. Det er faktisk ikke svært at skabe en rørende scene, en sentimental scene. Men når vi i publikum oplever, at vi kan føle, hvad figuren på scenen kan føle (og altså ikke skuespilleren), så lever vi med i dramaet, vi får en emotionel rutsjetur og opnår, for nu at bruge et klassisk teaterudtryk, katarsis. Renselse.
Det er en god følelse at forlade teatret med. Det er også katarsis at have grinet så tårerne trillede, og man næsten gled ned ad stolen af grin. Selvfølgelig helst, fordi det var formålet med forestillingen.
I begge tilfælde kan jeg også føle, at oplevelsen giver mig noget med, som jeg gerne vil tænke over. Når kunsten lykkes, hjælper den os med at reflektere over vores liv, vores tid og vores samfund. Uanset om vi er enige f.eks. med den politiske grundtone i en satire som Den retfærdige kriger.
Tæppefald … applaus?
Alt det skal gerne komme til udtryk i anmeldelsen – med overvejelser og mellemregninger. Måske med et ønske om at give dig lyst til selv at give værket en chance. Det kan komme til udtryk i et vist antal stjerner. Men nu har vi på POV besluttet, at du altså bliver nødt til at læse hele anmeldelsen for at finde ud af, hvad anmelderen synes om værket.
Jeg slukker selv, når jeg går ud.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
