TEATER // ANMELDELSE – Det kunne nemt være endt i en arbejdsskade, da Søren Pilmark gik ind til tredje fremkaldelse sammen med resten holdet på en våd scene. Det handler om vand – forurenet vand. På samme måde risikerer hans figur i En folkefjende at glide ud i selvdestruktionen, da han lægger sig ud med stærke kræfter, fordi han vil afsløre denne forurening. Det er moderne samfundskritik i komisk indpakning.
Lad os lige til en start gemme det alvorlige og bestemt ikke forældede tema i En Folkefjende. Lad mig til gengæld fastslå, at det er overraskende morsomt. Henrik Ibsens stykke er moderniseret nærmest til ukendelighed. Handlingen er fremskrevet til en dansk nutid, og sprogligt klinger teksten rent. Det er dansk hverdagssprog, hvor selv de unge virkelig lyder som unge. I dag.
Man kunne selvfølgelig ønske, at Ibsens temaer om magtmisbrug og moralsk hykleri, om at ofre sandheden på bekvemmelighedens alter, var blevet forældede.
Håbet til fremtiden – altså nutiden
Man kunne håbe, at pressen var uafhængig og sandhedssøgende og aldrig i lommerne på økonomiske bagmænd eller leflende for flest klik på de sociale medier. Man kunne håbe, at politikerne rent faktisk sad på tinge for at skabe den bedste verden for borgerne (eller vælgerne, som de vist foretrækker at se folket) og at de – politikere, pengemænd og medier – aldrig blev indsyltet diverse studehandler.
Selvfølgelig med en intellektuel, frelst, venstresnoet bybefolkning, der går i teatret for at se problemstykker, hvor man kan føle sig bekræftet i sit verdensbillede
Man kunne sætte sin lid til, at de unge i hvert fald kan følge deres idealer. Til at kunsten i hvert fald prøver at udtrykke en evig sandhed. Til at kærligheden overvinder alt i sidste akt.
Nå, så optimistisk var Henrik Ibsen ikke. Det er En folkefjende heller ikke i Nørrebro Teaters moderniserede version.
Der anvendes et frisprog, som ikke var gået på scenen i 1880’erne. På den anden side må Tomas Stockmann (Søren Pilmark) vare sin mund, når han skælder ud på borgmesteren (som også er hans søster). I hvert fald, når datteren Petra lytter: Var det et seksualiseret skældsord, der lige lå på læberne der?
Satirisk modernisering
Handlingen i En folkefjende er også blevet teknologisk opdateret i den forstand, at den foregår i en verden med flyrejser, internet, #metoo, klimakrise, flygtningestrømme, Gule Veste og så videre. Og selvfølgelig med en intellektuel, frelst, venstresnoet bybefolkning, der går i teatret for at se problemstykker, hvor man kan føle sig bekræftet i sit verdensbillede.
I første akt får vi imidlertid lov til at grine. Højlydt. Nogle ad det ene, andre af det andet.
Stockmann-parret er flytte i et nyt hus, og gæsterne kigger forbi for at ønske tillykke og – i en vidunderlig metareplik – rose hjemmet for, ”hvor er her blevet hyggeligt”, mens blikket kastes rundt på de to pindestole og tre flyttekasser, der udgør scenografien.
Magtforholdene afsløres lynhurtigt, når gæster sendes ud i køkkenet efter et glas kombucha for, at de tilbageværende kan tale privat. Eller de fortrækker helt frivilligt, fordi de føler det lidt ubehageligt at være i stue med Marie, den magtfulde og ikke særligt behagelige borgmester.
Ikke hvem du er, men hvem du kender
Og så er der alle de små alliancer. Som altid – jo, også i dag – handler det om, hvem der kender hvem. Lægen Stockmann er på god fod med pressen – Folkebladet – som selvfølgelig forholder sig kritisk til borgmesteren, som jo på den anden side er Stockmanns søster og i øvrigt hans arbejdsgiver som bestyrelsesformand for kurbadet.
Man smiler høfligt over de tilbudte drinks – kombucha, earl grey eller rødvin alt efter, hvem man er – og udveksler spydigheder og stikpiller. Det er meget pænt. Man overholder spillereglerne. Ja, selv Stockmanns svigermor – der blev væltet fra borgmesterposten af Marie – omgås selvfølgelig med sin rival. Med et stift smil.
Det er i denne situation, at alle ser lægens opdagelse af, at der er noget galt med vandet, som noget de kan bruge. Industriforurening er altså en gammel historie. Vi er næppe heller færdig med at høre om den. Selv føler Stockmann sig retfærdiggjort i sit oprindelige ønske om at få ført vand til kurbadet langvejs fra. Det må da bare fikses.
Byens pengemand, Aslaksen – han har andel i alt og ejer Folkebladet – bakker fuldt op om lægens korstog, for hvis vandet er farligt, vil det jo rive forretningsgrundlaget væk under hans mange investeringer. Borgmesteren har bare en anden vinkel: det vil koste skatteborgerne en masse penge. Det vil lukke kurbadet. Det vil holde turisterne væk i årevis og føre til ruin for erhvervslivet – altså Aslaksens investeringer.
Man kan måske se En folkefjende som Ibsens bitre erkendelse af, at hans ord nok blev fejret af ”moderne” kulturbrugere rundt omkring i verden, men at der ikke blev sat handling bag ordene
Pludselig smuldrer opbakningen bag Stockmann. Sagen dysses ned. Alle får travlt med at mene noget andet. Det er der selvfølgelig stort komisk potentiale i. Men vi kan samtidig heppe på vores helt. Stockmann er stadig optændt af den hellige ild – han vil indkalde til et borgermøde. Om 20 minutter, som Søren Pilmark meddeler os som udgangsreplik til pausen.
Vittigt totalteater
Det er meget vittigt at inddrage hele salen som totalteater i En folkefjende. Ude i foyeren, hvor publikum forhåbentlig støtter omsætningen i baren efter corona-nedlukningen, ligger der håndskrevne indkaldelser til borgermødet fra Stockmann. Ligesom lyset i salen er tændt, når vi atter sætter os på stolerækkerne for at agere ”borgere”.
Anden akt af En folkefjende er et skoleeksempel i politisk manipulation og fordrejning af kendsgerninger. Det er her Søren Pilmark får lejlighed til at fyre sin tirade om vores rigtige meninger, men slappe holdning til at efterleve dem af i hovedet på (bedste)borgerne på rækkerne. Med hånden på hjertet – anset om du stemmer rødt eller grønt eller blåt – hvor går din grænse for, hvor meget du vil ofre for sagen. For sandheden.
Man kan måske se En folkefjende som Ibsens bitre erkendelse af, at hans ord nok blev fejret af ”moderne” kulturbrugere rundt omkring i verden, men at der ikke blev sat handling bag ordene. Nogen stor fan af demokratiet, som det som regel praktiseres, kan han heller ikke siges at være.
”Ord kan ikke rense, det kan kun handling”, lyder Stockmanns (og Ibsens) budskab. Men som hans søster allerede har gjort ham opmærksom på: handlinger har konsekvenser.
Og når Stockman til folkemødet henvender sig direkte til publikum og revser os for vores svigtende humanisme i flygtningedebatten, vores manglende handling i forhold til klimaet, så taler han direkte ind i vores moralske dilemmaer.
Mellem morskab og moral
Det er morsomt serveret, det er satirisk, men det er også dødsens alvor. Den balance mestrer Søren Pilmark. Men han er bestemt ikke alene.
Som Aslaksen er Tom Jensen flink og jovial, så længe det passer hans interesser, og glat og skånselsløs … nå ja, også når det passer hans interesser
Malene Melsen præsenterer ganske vist borgmester Marie som en tør kiks – og vel nok skurken i En folkefjende – men al god komik skal have en straight person (ja, der er ligestilling, ikke), og hun er godt castet. Så har Marianne Høgsbro lettere ved at få publikums latter med sig som den overgearede svigermor Louise.
Tom Jensen er en mester i at spille slesk. Som Aslaksen er han flink og jovial, så længe det passer hans interesser, og glat og skånselsløs … nå ja, også når det passer hans interesser. Frank Thiel og Patrick A. Hansen er opportunisterne på Folkebladet, der drømmer om der store scoop – for at fremme egen karrierer.
Og i Stockmanns bagland spejler Githa Kehrmann og Camilla Lau hinanden som mor og datter. Den første gammel ungdomsoprører, nu småborgerlig husmoder med hjemmegæret kombucha, den anden glødende feminist og samfundsrevser, i hvert fald indtil det drejer sig om brød på bordet.
Sandheden i kunsten
Næh, i sin grundfortælling har Henrik Ibsen ikke det store håb til os i En folkefjende. Om han nu har set sig selv i idealisten Stockmann, der er parat til at brænde alle broer, men samtidig erkender, at dramatikerens ord måske ikke ændrer så meget.
Eller om han spejler sig i kunstneren Horster (Benjamin Kitter), der som den eneste står last og brast med Stockmann. Men som på den anden side også lige har fået kunststøtte til en performance om en idealist, der risikerer alt for sin sag. Han er allerede i gang med scenografien omkring Stockmann.
Det kan heller ikke udelukkes, at du har lidt moralske tømmermænd
Stockmann er selvfølgelig nysgerrig efter at vide, om denne idealist sejrer til sidst. Publikum – folket – sidder med svaret.
Klassisk modernisering
Når teatrene tager klassikerne op – fra græske tragedier, over Shakespeare og Holberg, til det moderne gennembrud med Ibsen og Strindberg (og gad vide, hvornår Noréns forestillinger får prædikatet klassikere) – så er spørgsmålet altid, hvor meget der må fortolkes, hvor meget der må omskrives.
Med netop En folkefjende in mente, må svaret være – skriv om lige så lystigt, I vil. Viktor Tjernelds bearbejdelse (med ferm oversættelse af Peter Dupont Weiss) er til et rent tolvtal – eller i anmeldersprog og med inddragelse af skuespillet og scenografien: 6 stjerner. Ibsen serveret som morskabsteater, men med masser af torne i buketten er simpelthen vidunderlig.
Når du forlader teatret, har du helt sikkert grinet. Måske har du fået stof til eftertanke. Det kan heller ikke udelukkes, at du har lidt moralske tømmermænd.
LÆS FLERE ANMELDELSER AF STEEN BLENDSTRUP HER
En folkefjende spiller på Nørrebro Teater til 23. oktober samt 4.-30. november på Odense Teater
Med: Søren Pilmark, Patrick A. Hansen, Marianne Høgsbro, Tom Jensen, Benjamin Kitter, Camilla Lau, Githa Lehrmann, Malene Melsen, Frank Thiel
Instruktion og bearbejdelse: Viktor Tjerneld
Oversættelse: Peter Dupont Weiss
Fotos: Sara Galbiati
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
