TEATER // ANMELDELSE – Til ungdommen er et rigt facetteret billede af forvandlingen fra barn til ung voksen. Det er bumser og begejstring for pigernes nye former. Der er fester, overnatninger og sværmerier for de ældre drenge. Det er de utålelige forældre, der ikke kan finde ud af opføre sig som ansvarlige voksne og ikke instinktivt ved, hvornår de skal holde sig væk, og hvornår de skal være der. Det er et dyk ned i ensomhedens helvede og en svimlende opstigen til forelskelsens himmel.
De fem unge skuespillere er virkelig så tilpas umodne og akavede, at vi kan genkende enten vores egne teenageår eller vores børns ditto. Deres observationer af, hvordan verden ser ud i de spæde teenageår, er morsomme, fyldt med energi og øjeblikke af håb og idealisme men også med en gennemtrængende smerte, brutal realisme og en hjerteskærende længsel.
Forestillingen er baseret på Linn Skåbers anmelderroste bog, Til ungdommen, der består af en række personlige fortællinger, som på scenen loyalt bliver gengivet som monologer – enten afvekslende af de fem unge skuespillere solo eller med hinanden som aktører, der illustrerer monologen.
Der er en sammenhæng i stil og tema (naturligvis), men ikke en handling, der går på tværs af monologerne. Det fungerer lidt på sammen måde, som sangene bliver kombineret og tematiseret i en teaterkoncert. En monolog-koncert, om man vil.
I baggrunden placerer projektioner de oprindeligt norske ungdomshistorier i en dansk virkelighed med rum og byskaber, der passer til handlingen og miljøet.
Drengen med lokomotivet
Der fortælles med megen humor, min personlige favoritfortælling foregår på et badeværelse. Lue Støvelbæk er drengen, der har låst sig inde og krampagtigt holder sit lokomotiv. Det er hans tog. En gave fra morfar med mange minder – ikke bare noget mor kan give til hans lillebror, der i øvrigt har en anden, ny far.
De kan være egoistiske, hensynsløse, kujonagtige, brutale. Men også kærlige, stolte og nysgerrige på, hvad det egentlig er, de er på vej ud i
Åh, hvor hurtigt børn kan blive voksne, når de må træffe moralske valg, som deres forældre åbenbart ikke er stærke nok til at træffe. Vi kan kun have beundring for det storsind og det mod, som drengen viser. Men han burde ikke være nødt til det – et velrettet svirp til ”de voksne”.
For ja, for pokker, hvor opfører teenagerne sig hovedløst nogle gange. De jokker eftertrykkeligt i spinaten. De kan være egoistiske, hensynsløse, kujonagtige, brutale. Men de er ofte også kærlige, stolte og nysgerrige overfor, hvad det egentlig er, de er på vej ud i – med lidt følelses- og kønsforvirring undervejs. Det er ikke let.
Hvor woke er teenagere egentlig?
Det må være Til ungdommen tilgivet, at den netop er på ungdommens side. Forældregenerationen får læst og påskrevet – måske til tider en smule for politisk korrekt og woke – og teenagernes egne fejltrin og forbrydelser bliver forklaret og psykologiseret. Nå ja, det er også forældrenes skyld.
Senere, når teenagerne bliver ældre (måske endda voksne), må de selv tage ansvaret for at hitte rede i alt de, der kom til at præge deres overgangsfase. For det er det, de er – på vej mellem barndom og voksenliv.
Men som Til ungdommen også passende pointerer med sin sidste historie, som er lagt i munden på Nanna Eide med de fire andre som stumt, græsk kor: Selv om de gerne vil ses som mere voksne, end de er. Selv om de vil have mere ansvar, end de egentlig kan forvalte. Og selv om de aldrig, aldrig selv vil indrømme det, så har de stadig nogle gange brug for den trygge favn.
Har du teenagere, så tage dem med i teatret, selv om de vil synes, at det er vildt pinligt, og lad for Guds skyld være med at prøve at diskutere indholdet med dem
Lue Støvelbæk, Malaika Berenth Mosendane, Lukas Toya, Nanna Eide og Thomas Diepenveen klæder både Til ungdommen og hinanden. Førstnævnte har allerede rutinen fra Skam-succesen på Aveny-T, men alle står sikkert i deres roller og giver monologerne nuancer med sprudlende overskud. Der er både bred humor, kropsligt nærvær og diskrete, men meningsfyldte sideblikke.
De er – som nævnt – troværdige teenagere.
Til ungdommen og til alle os andre
Vil et teenagepublikum blive klogere af at se Til ungdommen?
Tjah, de lever jo midt i handlingen. Men det kan jo godt være, at de pludselig kan se sig selv i en af figurerne. Eller af de kan genkende en af deres kammerater i en anden. Til gengæld kan et forældrepublikum med sikkerhed blive klogere.
Har du børn, som endnu ikke er blevet teenagere, så se Til ungdommen, for så er du måske lidt bedre klædt på til at møde dem, når de forvandler sig til de humørsyge, larmende, tavse, bekymringsvækkende, sårbare, umulige, hormonforstyrrede monstre, vi kalder teenagere.
Har du teenagere, så tag dem med i teatret, selv om de vil synes, at det er vildt pinligt, og lad for Guds skyld være med at prøve at diskutere indholdet med dem … før de selv åbner for en snak. Og lad dem så i øvrigt føre ordet.
Har du overlevet mødet med teenagemonstrene, som nu er godt på vej i tilværelsen, så nyd en ny generation af skuespillere, som – selv om de ikke er teenagere – er så tæt på, at de agerer troværdigt og meget poetisk som de unge fortællere af Til ungdommen.
Teater V lover ”to be continued”, men foreløbig får Til ungdommen 5 stjerner med på vejen ind i voksenlivet.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
