TEATER // ANMELDELSE – Vi fødes alene, og vi dør alene. Altså hvis vi ser bort fra, at vi bliver født af nogen. Og hvis vi ser bort fra muligheden af, at vi efterlader os nogen – som altså kan være der, når vi dør. Sætningen indkapsler en menneskelig grundfrygt: udstødelsen af fællesskabet. Eller den selvvalgte ensomhed. Begge dele ender i den isolation, der er kernen i forestillingen Hudløs.
Kan vi tillade os at grine ad den tykke mand? Småsnakkende med sig selv kommer han ind på scenen i Hudløs og har åbenlyst problemer med at bukke sig ned og rejse sig fra en stol. Det er fysisk komik. Ligesom det er komisk, at han taler til objekter på scenen, som om de var levende.
Ligesom Mens vi venter på Godot har Hudløs karakter af et endeløst loop
Måske lidt barnligt. Ligesom vi griner ad manden, der glider i en bananskræl. Ligesom barnet taler med sig selv eller sit legetøj og nogle gange taler for legetøjet, når det leger. Han taler også til sit fad med bananer. Han skal nok spise dem alle sammen … men ikke endnu.
For først skal han være sikker.
Udenfor er der åbenbart noget truende. Han skal observere det. Han skal skjule sig for det. Han skal kæmpe imod det. Tvangsmæssigt gentagne handlinger.
Et endeløst loop
Ligesom Mens vi venter på Godot har Hudløs karakter af et endeløst loop. Her blot udført af en enkelt mand og uden noget indlysende (om end omsonst) mål. Som et teknologisk nyt element har han dog indtalt rutinerne på lydfiler, som han fører en form for dialog med. Nogle af dem bliver spillet i et lige så uendeligt loop, hvor han hele tiden lægger nye lag på.
Effekten er skiftevis komisk, rørende og skræmmende. Det sidste gør sig ikke mindst gældende, da manden indspiller, hvad der til at begynde med lyder som en idyllisk morgenstemning med fuglesang, støj fra køkkenet og en stemme, der kalder ned til mad: ”Det er din yndlingsret”.
Er der et fysisk rum, der forsvares, eller foregår det hele inde i hovedet på manden
Men han går aldrig ned. Han slutter sig aldrig til selskabet, for som tidligere indtalte beskeder fortæller ham, skal han hele tiden lægge øret til døren og sikre sig, om der kommer nogen. Og så skal han gemme sig. Eller forsvare sig.
Det er absurd teater i sin reneste aftapning. Det gode ved Hudløs er, at vi hver især kan lægge vores egen tolkning ind over begivenhederne på scenen.
Hudløs i hovedet
Handler det om skrigende paranoia? Er den tykke mand den sidste overlever efter en atomkrig, eller isolerer han sig bare fra en pandemi? Er der et fysisk rum, der forsvares, eller foregår det hele inde i hovedet på manden?
Eller skal vi se det som det moderne, vestlige menneskes tendens til selvbebrejdelse? En evig afsøgning af erindringen for at forstå, hvor vi gik galt (så vi blev dette isolerede menneske). I det tilfælde kunne han godt bruge lidt mindfulness, for han er hård ved sig selv. Ikke megen selvkærlighed der.
På en måde er han jo stivnet i en barnlig higen efter kærlighed. Det eneste svar, han har på rede hånd (ud over sin højde), er, at det menneske, han elsker højest, er hans far. Tanken om det nære forhold til faderen bringer ham imidlertid ikke glæde.
Ensomhedens hotel
Han er på den anden side heller ikke noget (forvokset) barn, for han har også en erindring om Kvinden og Kærligheden. Strengt taget også den forbudte kærlighed. Det ender i en nærmest balletagtig sekvens – en humoristisk ballet.
Selv om der ikke er noget sjovt ved ensomhed, så er Hudløs nemlig sjov. Det er vores latter, der gør det udholdeligt at følge den tykke mand på scenen og hans kamp med ensomheden. Og med bananerne. Nej, nej – ikke spise, minder han hele tiden sig selv om.
Men hvordan er han så blevet så tyk?
Det er beundringsværdigt, at Mungo Park rækker ud og introducerer os for den palæstinensiske dramatiker og instruktør Bashar Murkus. Det er påfaldende, at hans fortælling i det absurde univers i Hudløs ikke virker særlig fremmedartet. Der er ikke nogen forståelseskløft. Det er en almenmenneskelig historie. Og så refererer han som enhver anden til Eagles’ Hotel California.
Nogle hoteller er bare svære at tjekke ud af. Og i de eventyr, de voksne fortæller til børnene over hele verden, er der altid en ulv.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
