TEATER // ANMELDELSE – It ain’t over till the fat lady sings, lyder en amerikansk vending. Brøgger på Revolver er ikke ovre, selv om Jeanett Albeck er holdt op med at synge – det tager bare et øjeblik, før det går op for publikum, at rollerne bare er byttet om. Hun har forladt scenen. Publikum går rundt og betragter efterladenskaberne. Og bliver betragtet.
Man kan mene, hvad man vil, om forfatteren Suzanne Brøgger. Komme uden om hende som aktør i den danske kultur og samfundsdebat gennem de seneste 50 år kan man ikke. Uanset om man har læst hele hendes forfatterskab eller kun kender hende af omtale, som mål for satire eller mor til Super Carla i tv-serien af samme navn fra 1968.
Rollespil
I Brøgger løfter Jeanett Albeck mennesket – eller måske snarere figuren – Suzanne Brøgger ud af elfenbenstårnet og almengør hende som Kvinden. Det er Brøggers tekster, men forestillingen kommer også til handle om det at vokse op i rollen som kvinde som et fælles vilkår.
For det er jo rollespil det hele. Den naturlige kvinde eksisterer ikke. Det er en rød tråd gennem hele forestillingen. At Brøgger/Albeck så er exceptionelt god til at spille rollerne er en anden ting.
Hun er nemlig ikke bange for at satse hele butikken for at få det meste ud af livet
Jeanett Albecks foredrag af teksterne talt eller sunget har et cirkuspræg over sig. Hun træder ind i manegen og forlyster publikum. Ligesom Suzanne Brøgger gang på gang er trådt ind i manegen og har suget projektørlyset til sig. Uanset om det har været som den udskammede tøjte eller den feterede diva.
Alt det, der løfter Brøgger op
I det hele taget suger forestillingens hovedperson til sig. Hun vil opleve det hele. Alt det, der løfter hende op vel at mærke. I modsætning til flertallet – ja, det er os ude i publikum – er hun nemlig ikke bange for at satse hele butikken for at få det meste ud af livet. Mens vi andre nøjes med at falde til ro i konformiteten.
Budskabet står måske som et klarere oprør og en provokation i 70’ernes Danmark, end det gør i dag. Vi er jo så frie, ikke? Der kastes overhovedet ikke skam på den kvinde, der vælger at følge sin lyst og nyde ikke en mand, men alle de mænd, der vækker den lyst, vel?
Der er et lille svirp, der udfordrer os til at tænke selv – måske til at overveje fortællingen om os selv
Og der er da ikke nogen, der i dag kunne finde på, at tænke om en kvinde, der er blevet voldtaget, at hun nok også selv var ude om det? For var hun ikke lidt løsagtig og provokerende?
Voldtægt i manegen
Historien om voldtægten i Uzbekistan (dengang i Sovjetunionen) er stadig ekstremt ubehagelig. Den bliver tålelig i Jeanett Albecks foredrag som en ballade i ni kapitler. Hallo – vi står i manegen, publikum skal underholdes. Men teltflapperne er surret forsvarligt til. Vi får ikke lov til at undslippe.
Suzanne Brøgger er autofiktionens dronning. Det er på den ene side en nærmest journalistisk beskrivelse af noget, der er foregået, med mennesker, som vi måske kender. På den anden side er det en fortælling. Med en fortæller. Som måske ikke altid er pålidelig.
Der er et lille svirp, der udfordrer os til at tænke selv. Måske til at overveje fortællingen om os selv.
Jeanett uden sort samvittighed
Det er svært at slippe indtrykket af en Sort Samvittighed-forestilling uden kollektivet Sort Samvittighed. Jeanett Albeck er tydeligvis den musikalske alt-mulig-kvinde og indpisker i kollektivet, og alene på scenen er hun både sprechstallmeister, orkester og klovn.
Og det fungerer!
Selv tilhører jeg den del af publikum, for hvem Suzanne Brøgger er et begreb. Uden et indgående kendskab til hendes forfatterskab. Det er bare ikke noget problem, fordi teksterne bliver umiddelbart tilgængelige i Jeanett Albecks foredrag af dem.
Verden er en scene, og vi mennesker er blot skuespillere på den
Prikken over i’et er, at teksterne, som er plukket med fri hånd, alligevel udgør et hele. Det er et portræt af den unge Suzanne Brøgger. Eller af den rolle, hun har valgt at spille. Eller – netop fordi jeg ikke behøver hænge fast i, at det er Suzanne Brøgger – af den eller de roller en kvinde spiller, når hun vil udforske verden og suge al kraft ud af den.
Alle mand på scenen
Scenografien spiller aktivt med i forestillingen. Jeanett Albeck skaber faktisk scenografien undervejs med kusseaftryk, hårmaleri og efterladte rekvisitter, som vi til sidst får lov til at tage nærmere i øjesyn, fordi vi går ind og ud af teatret hen over scenen.
Verden er en scene, og vi mennesker er blot skuespillere på den.
Som medaktør i Brøgger på Revolver er det så selvsmagende at give den fem sitrende stjerner?
Anmeldelsen er fra 2019, men med covid-19 benspænd for (den totalt udsolgte) repremiere sidste år er chancen der igen
Brøgger spiller på Revolver (Østerbro Teater) i denne omgang 12. august til 11. september 2021
Medvirkende (komponist, tekstbearbejdelse, musikalsk produktion): Jeanett Albeck
Tekst: Suzanne Brøgger
Instruktion: Liv Helm
Scenografi og kostumedesign: Sanna Albjørk
Foto: Sara Galbiatti
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
