TEATER // ANMELDELSE – Vi har altid et valg. I Folketingssalen valget mellem ja og nej. Valget mellem at gå i krig i Irak i 2003 eller ej. Kommissionsundersøgelsen af beslutningsgrundlaget blev aflyst, og undersøgelsen af baggrunden er lagt over til en gruppe historikere. Men i mellemtiden har vi heldigvis Projekt Glemmebogen, som nu har givet os satiren Den retfærdige kriger.
Ina-Miriam Rosenbaum indtager scenen på Teater Grob med et inderligt velkommen tilbage til publikum. Den oprindelige opførelse af Den retfærdige kriger blev aflyst på grund af corona, og selv om temaet blev vendt i en streamet version, En retfærdig krig, så er det ikke helt det samme.
Men det inspirerer hende til at tale om alle mulige digitale muligheder – streaming fra tanks overalt i verden, 3D-projektioner og computeranimationer. Men hun ender med at nedskalere sine ideer til godt klassisk doku-drama … eller som hun straks omformulerer det: dukke-drama. Så er vi ligesom i gang med satiren.
Vellykket satire
Lad det være slået fast med det samme: det er morsomt. Meget morsomt. Overdrivelse fremmer forståelsen, og når Den retfærdige kriger mellem dokumenterede citater tillader sig at gætte på handlingsforløb og samtaler, så gøres det med satiriske portrætter af de involverede: Anders Fogh Rasmussen, George W. Bush, Per Stig Møller, Bent Bendtsen, Dick Cheney, Poul Nyrup Rasmussen og mange flere.
Her er det spørgsmålet kommer på dagsordenen: hvem var dukkerne i dette krigsspil, og hvem var dukkeførerne?
Til at illustrere dette spil træder tre helt almindelige danskere – danske kvinder – ind på scenen. Udvalgt af Anders Fogh Rasmussen selv, siger hans deus ex machina-stemme: Karin Bang Heinemeier, Sofia Mehlum og Anna Ur Konoy.
Nogle gange bryder de ud i rap eller giver den som go-go-dansere til deres sangforedrag
Deres karakterer er dog ikke helt tilfældige. Den ene er meget dansk middelklasse, den anden kender personligt Fogh Rasmussen-familien, den tredje har mistet en bror under krigen. Pointen er selvfølgelig, at ingen er objektiv i denne sammenhæng.
Bush har en plan
De tre skuespillere er i øvrigt indbyrdes udskiftelige og skifter slips, jakker (lejlighedsvis uniformsjakker) og parykker, som handlingen kræver det. De agerer med hinanden med et udvalg af hånddukker og med billeder projiceret på bagvæggen – personer, dokumenter, datoer. Der er noget at holde styr på.
Nogle gange bryder de ud i rap eller giver den som go-go-dansere til deres sangforedrag. Bush og slæng skildret som Olsen Banden er … nå ja, det er bare morsomt. Og jo, der er også en Yvonne-svada. Billedet får lidt lov til at overtage handlingen, og det er også okay. Skuespillerne (eller karaktererne) ved, de er skuespillere, og stopper hinanden, når den ene eller den anden gakker ud i megalomant overspil.
2003 er længe siden. Men det gør selvfølgelig ikke En retfærdig kriger mindre aktuel, at vi siden den oprindelige, coronaramte premieredato i foråret har set vores engagement i Afghanistan bryde sammen med de vestlige styrkers kaotiske flugt og landet hensunket i Taliban-diktatur igen.
Ligesom vores engagement i Irak heller ikke ligefrem er endt med udbredelse af demokrati, velstand og sikkerhed. Og det med krigen mod terror? Tjah …
Forskellen på en terrorist og en frihedskæmper
Forskellen på en terrorist og en frihedskæmper er som bekendt, hvem der vinder til sidst. Den definition er værd at holde sig for øje, når man møder argumentet om, at indsatsen i Afghanistan, Irak og Libyen i det mindste befriede disse lande fra diktatorer og regimer, der påførte deres egne befolkninger store lidelser.
For det er det argument, tidligere forsvarsminister Gitte Lillelund Bech på premiereaftenen kommer med i 2. akt af Den retfærdige kriger, hvor journalisten og historikeren Christoffer Emil Bruun har forskellige gæster i den varme stol. Her har publikum mulighed for selv at stille spørgsmål til eksperter og beslutningstagere.
Den retfærdige kriger har naturligvis valgt et standpunkt. Anders Fogh Rasmussen-stemmen dømmer dem allerede som ræverøde. Men publikum kan også selv danne en mening
Gitte Lillelund Bech fastholder, at hun stadig synes, der kom noget godt ud af (at stemme ja til) vores krigsdeltagelse. Hun mener også, at nogle af forestillingens tolkninger er ”strammet” lige lovlig meget, men indrømmer samtidig at hun lo hjerteligt mange gange under forestillingen.
Netop i krydsfeltet mellem latteren og ”stramningen” ligger berettigelsen i Den retfærdige krigers udforskning af disse alt for gamle ting.
Eftermælet
Præcis som de årlige sommerrevyer holder magthaverne op på deres fadæser i månedsvis, hvor tempoet i informationsstrømmen ellers bevirker, at disse fadæser hurtigt drukner, holder Projekt Glemmebogen fast i politiske fadæser mange år tilbage i tiden og beder os overveje, hvad vi kan lære af beslutningsprocesserne i lille Danmark. I et demokratisk smørhul, hvor magten nærmest per definition skifter fra side til side med jævne mellemrum (hvis ikke ved hvert valg) og i god ro og orden.
Ja, afgående ministre kan ligefrem spøge med deres efterfølgere. Vel vidende at de kan rykke ind i magtens korridorer igen om 2, 4, 6 år.
Politikerne sidder med et valg. Der skal trykkes på knappen. Ja eller nej. Krig eller fred. Ligesom med terroristerne/frihedskæmperne afhænger deres eftermæle i høj grad af deres krigslykke. Af om det gik godt eller skidt. Nogle politikere må ”lægge sig fladt ned” og erkende, de tog fejl eller handlede mod bedre vidende. Andre slipper lettere fra det.
Den retfærdige kriger har naturligvis valgt et standpunkt. Anders Fogh Rasmussen-stemmen dømmer dem allerede som ræverøde. Men publikum kan også selv danne en mening. Og som nævnt efterfølgende engagere sig i en debat med aftenens gæst i 2. akt.
Først og fremmest er der dog lejlighed til at grine. Den retfærdige kriger er energisk og vellykket satire, som trods sit alvorlige emne godt tør give den gas til 5 stjerner. Og så kan vi alle sammen håbe på en bedre verden.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
