Monsteret på Det Ny Teater er tilbage

i Kultur/Scenekunst af

TEATER // ANMELDELSE – “The Phantom of the Opera” er et monster. Forestillingen er en maskine, der tromler ind over enhver scene, der får lov til at opføre den, og det kalder på respekt, at teaterdirektører, instruktører, scenografer, skuespillere, sangere og dansere giver sig i kast med den. Men det er også dens Akilleshæl.

På Det Ny Teater har man efterhånden erfaringen med at sætte Andrew Lloyd Webbers The Phantom of the Opera op. Og succesen er nærmest givet på forhånd, for en forestilling, som har spillet uafbrudt i West End og på Broadway siden premieren. Herhjemme kommer det samlede billetsalg til at passere 700.000 med denne opførelse.

En fest for øjet

Ikke et ondt ord om de tidligere ”spøgelser”, men med Tomas Ambt Kofod har Det Ny Teater fået en funklende stjerne til titelrollen. Fantastisk velsyngende og med sans for dramaet. Og matchet smukt af Sibylle Glosted som spøgelsets protegé Christine. Og – som de sagde i Hollywoods storhedstid – ”a cast of thousands”.

Når man er vant til danske teaters sædvanlige økonomi med skuespiller-ressourcerne, er det simpelthen overvældende, når scenen vrimler med balletdansere, korsangere og statister – fra den indledende Hannibal-operascene (med mekanisk elefant) til maskeballet sker der noget hele tiden. Det er en fest for øjet.

Det er stort, flot, velklingende og alt det, vi kan drømme om i en musical på Det Ny Teater. Men overraskede – det bliver vi ikke

Alle, der bare interesserer sig en smule for teater, og nok de fleste andre også vil have en idé om, at The Phantom of the Opera trækker på alle teatrets virkemidler med styrtende lysekroner, underjordiske søer på scenen, faldlemme, falske spejle, lyseffekter og lyd, der insinuerer, at titlens spøgelse kan være flere steder på en gang.

Det skal være snorlige, og – ikke mindst af sikkerhedshensyn – intet må gå galt under opførelsen, som nøjagtigt følger forskrifterne fra originalopsætningen. Premieren blev afbrudt en 20 minutters tid på grund af et teknisk problem. Det skal virke ned i mindste detalje.

Ingen overrraskelser

Det er selvfølgelig også problemet med The Phantom of the Opera. Der er ikke plads til improvisation, til det personlige touch, til fortolkningen. Det er stort, flot, velklingende og alt det, vi kan drømme om i en musical på Det Ny Teater. Men overraskede – det bliver vi ikke.

Komikerne i Monty Python bemærkede på deres turneer, at folk hilste deres sketches med begejstring, så snart de genkendte dem, lyttede andægtigt til dem i tavshed, og applaudere efter pointen for vel udført arbejde (hvilket er lidt frustrerende, når meningen er at fremkalde latter). På samme måde kommer vi som publikum, som enten har set forestillingen før eller i hvert fald har kendskab til den, til at sidde og vente på den ene ikoniske scene efter den anden og klapper, når vi har set den leve op til vore forventninger.

Rammen for netop denne forestilling er stiv. Derfor er “The Phantom of the Opera” også et monster. Der er ikke plads til fortolkning

Jeg kan på sin vis godt misunde den lille pige to rækker foran mig, som havde fået lov til at komme med far i teatret, og som godt nok var træt efter tæppefald næsten klokken 11, men som havde set The Phantom of the Opera med helt friske øjne. Jeg må nøjes med at forestille mig, hvor magisk alle effekterne og de overdådige kostumer må virke på hende.

En sikker teateroplevelse

Jeg er ikke i tvivl om, at mange køber billet til The Phantom of the Opera, netop fordi de ved, at de får, præcis hvad de forventer. Når det er en større produktion at gå i teatret med børnepasning, kørsel og måske middag, så er det rart at vide, at man kommer hjem med en god oplevelse. Storslået scenografi, alle den kendte hits (som er lette at nynne) og selvfølgelig oplevelsen af Det Ny Teater, der på sin vis er en yngre version af tidligere tiders operahuse.

Det er netop til at fremhæve enkeltpræstationer, diskutere om det ene spøgelse er bedre end det andet, om 2018-Christine lever op til 2000-Christine og så videre. Rammen for netop denne forestilling er bare så stiv, at det er alt, der er at diskutere. Der er en lige så stram reproduktion som en film. Derfor er The Phantom of the Opera også et monster. Der er ikke plads til fortolkning.

Nuvel – Shakespeare er her ikke til at lægge sag an, hvis vi rører ved hans dramaer. Der er frit slag. The Phantom of The Opera kan måske sammenlignes, måles og vejes over for andre musicals, der sættes op rundt omkring, hvor rammerne er friere, og hvor handlingen måske ligger tættere på vor tid og på vore daglige problemer og konflikter.

En gotisk fantasi

Men når vi løser billet til monsteret på Det Ny Teater, så køber vi også forestillingens præmis: Det geniale, men vanskabte spøgelse bag den ikoniske maske, hans håbløse kærlighed til den billedskønne unge kvinde, den renfærdige kærlighed mellem Christine og barndomsvennen Raoul, jalousien, teaterintrigerne, og den romantiske forestilling om hemmelige gange og uudforskede kældre under Pariseroperaen. Måske også et par plothuller. Vi accepterer, at vi for et par timer hengiver os til en gotisk fantasi med skøn musik.

Lidt ligesom en aldrende Raoul i forestillingens prolog på en auktion byder på effekter fra den gamle opera og mindes …

I The Phantom of the Opera kan vi højest spørge os selv, om vi tør kigge ind under masken. Om vi tør se os selv i spejlet. Resten er underholdning.

På den præmis leverer Det Ny Teater – endnu engang – varen. Fejlfrit. Men også som forventet. Derfor fire stjerner.

The Phantom of the Opera spiller på Det Ny Teater hele sæsonen
Med Tomas Ambt Kofod (John Martin Bengtson), Sibylle Glosted (Isabel Schwartzbach, Cassandra Lemoine), Christian Lund, Carl Christian Rasmussen, Sebastian Harris, Louise Fribo. Rasmus Jupin.
Musik: Andrew Lloyd Webber, Tekster: Charles Hart, Richard Stilgoe.
Manuskript: Richard Stilgoe, Andrew Lloyd Webber – efter Gaston Leroux’ roman
Dansk iscenesættelse: Arthur Masella
Oversættelse: Karen Hoffmann

Foto: Miklos Szabo

 

Steen Blendstrup er autointakt journalist og freelancer par excellence. Karrieren gik efter et par års studier på Filmvidenskab på Københavns Universitet i gang på ungdomsmedierne Chili og Vi Unge samt regionalavisen Weekend Nord – hovedsagelig med film som emne. Var gennem 20 år tilknyttet videobranchen som redaktør af branchebladet Videotraileren og konsulent for Videobranchens Fællesråd. Steen skriver fast for livsstilsmagasinet Liebhaverboligen (teater, film, interviews), skriver pressemeddelelser bl.a. for filmdistributøren UIP (Universal og Paramount) og er løst tilknyttet flere andre medier. Interessen for film og teater har også ført til statistroller i Københavns Internationale Teaters 100 % København og et par novellefilm. Og manuskript til en reklamefilm for Det Ny Teaters Skønheden og Udyret
Inden for de seneste år har Steen startet en sideløbende karriere som certificeret sexolog og blogger om sexologiske emner. Sidstnævnte kan man læse mere om på www.flirtmedlivet.dk.

Seneste artikler om Kultur