TEATERANMELDELSE – Hvis det må være mig tilladt at trække en tråd fra Virginia Woolfs “Orlando” på Betty Nansen Teatret til Shakespeares “Richard III” på Husets Teater, så er det måske, at de roller, vi spiller, har mindre at gøre med vores køn end med den sjæl, vi lægger i dem. Hvis vi altså får lov, skriver Steen Blendstrup, der er begejstret for begge stykker og uddeler henholdsvis fem og seks stjerner.
En pointe i fortællingen om den kønsskiftende titelfigur i Virginia Woolfs Orlando er, at han/hun forbliver den samme gennem sin transformation; bevarer alle minder om sin tidligere tilværelse og bevarer sine seksuelle præferencer.
Buksemagt
At bukserne skiftes ud med kjoler betyder intet for Orlando, blot finder hun det morsomt, hvilken effekt det nu har på mændene, at hun blotter bare en ankel. Hun har en fest med at have kigget mandekønnet i kortene. Bortset fra, at hun finder ud af, at det er meget sværere for en kvinde at afvise en mand end omvendt.
Som forestilling står Richard III på Husets Teater for fuldstændig den samme indstilling. Der er ikke en pointe med at lade Shakespeares superskurk spille af en kvinde. Altså bortset fra at Tammi Øst er en begavet skuespiller, der sagtens kan fylde Richards sko … og bukser.
Jeg har mødt meget få skuespillere, der ikke sætter Shakespeare højt (og hvis ikke, er det nok fordi jeg har glemt at spørge). For de kvindelige skuespilleres vedkommende dog med den malurt i bægeret, at manderollerne bare er federe.
At være eller ikke at være skurk – Richard III
Richard af Gloucester er skurkeportrættet taget helt ud til sine ekstremer. I prologen påtager han sig ligefrem skurkens parti og lægger al moral til side. Han er født så hæslig, at fredelige sysler som at bejle til kvinderne ikke er ham forundt. Hans eneste glæde er ”se i solskin på min skygge og sige vittigheder om min krumhed”.
Skyggebilledet bruges effektfuldt gennem hele forestillingen, hvor Tammi Øst løfter sine fingre over hovedet, så hendes skygge får krone på. Således forkaster Richard den seksuelle liderlighed for magtliderligheden, eller … det kommer måske ud på det samme i skyggespillet på Husets Teater.
Shaespeare for tre
Shakespeare skrev sine stykker med økonomi. De skulle kunne spilles af hans trods begrænsede trup, så filmenes masseopbud af statister findes ikke i hans manuskripter. På Husets Teater økonomiseres der i endnu højere grad til et kammerspil mellem Tammi Øst og Morten Burian – suppleret af den unge Lucia Vinde Dirchsen, der ud over den skønne Lady Anne spiller unge mænd; den ulykkelige prins, der myrdes i Tower, Richards lejemorder, den vægelsindede Stanley og den unge Henry Tudor.
De øvrige roller spilles af Morten Burian – både som dronningen og en formidabel Buckingham – med Tammi Øst som det blændende midtpunkt (uden pukkel, men med en plasticitet og spasmer, der skaber illusionen om en vanskabning i sindet).
Hendes Richard smigrer, manipulerer, bagtaler, hoverer. Glæden ved at spille lyser ud af hende – ligesom glæden ved at spille skurk lyser ud af Richard, så det nogle gange kammer over i det parodiske, og det blodige drama pludselig kalder på latteren.
Det er stort skuespil med små midler – scenografien består af en hvid væg, to sorte kasser, nogle tøjbylter og en god portion teaterblod. Og det er rigeligt. Og Richards hest? Den som han vil give sit kongerige for? Den er der netop ikke, når han skal bruge den, men løber som en sproglig metafor gennem forestillingen … til stor irritation for Richard.
Orlando og dronningerne
Rent historisk tager Orlando over, hvor Richard III slutter. Den unge Orlando bliver opdaget (på grund af sine kønne ben – objektivisering af manden) af Elizabeth I, der var barnebarn til den Henrik, der samlede Richard III’s krone op på slagmarken.
Betty Nansen Teatret strækker originalens tidslinje lidt længere, så Orlando kan nå at hilse på begge royale Elizabeth’er i engelsk historie (og en Victoria ind imellem). Forestillingen føjer i det hele taget en hel del rock’n’roll til handlingen.
Flydende køn – Orlando
Jeg havde ikke lige set det komme, at Orlando er en komedie, men det er forrygende morsomt, at skuespillerne leger med deres køn og med teatrets virkemidler. Præcis som på Shakespeares tid (for nu at trække den parallel), hvor alle roller blev spillet af mænd, kunne figurerne overbevisende afsløre, at de i virkeligheden ikke var Lady det-og-det, men Sir sådan-og-sådan.
Det kan godt blive lidt forvirrende, og engang imellem ser det ud til, at skuespillerne morer sig over selv at være forvirrede over, om de nu skal skræve maskulint hen over scenen eller glide frem med feminin ynde.
Scenen er en historie for sig selv: Bagtæppet er et spejl, der gør det muligt at vise figurerne fra flere vinkler (flere perspektiver, ingen objektiv sandhed – fik du den?) og skabe scenerummet med projektioner på gulvet. Effekten varierer med spejlets vinkel, men fungere både komisk og dramatisk.
Teater til tiden
Midt i dette smukke kaos af effekter, kostumer, der på et øjeblik forvandler skuespillerne fra mand til kvinde og tilbage igen, foretager Orlando en tidsrejse over 400 år uden at ældes mere end en snes år.
Til gengæld ændres Orlandos livsvilkår med årene og mest selvfølgelig, fordi hun skifter køn og efter tidens (tidernes) normer ikke har samme rettigheder og muligheder.
Orlando bevæger sig i Betty Nansen Teatrets version mere på et identitetspolitisk plan end på et feministisk. Spørgsmålet ”hvem er jeg”, er ikke bundet til noget køn. Men selvfølgelig er ”flydende seksualitet” et af (nu)tidens emner, selv om det må være indlysende for enhver, at fænomenet har eksisteret til alle tider. Det er bare blevet beskrevet med andre ord.
Her ligner Orlando og Richard III hinanden. Det er levende ord. Smukke ordbilleder. Lystige orddueller. Snedig spin. Sladder og bagtalelse. Og stor, stor poesi.
5 stjerner til forførende Orlando. 6 stjerner til en overrumplende og virtuos Richard III.
Og for en ordens skyld: Kvinder kan spille alle roller (det kan mænd så også).
Orlando spiller på Betty Nansen Teatret til 6. oktober
Med: Maria Rossing, Mikkel Arndt, Tina Gylling Mortensen, Xenia Noetzelmann, Anton Hjejle
Instruktion: Elisa Kragerup
Richard III spiller på Husets Teater til 13. oktober
Med: Tammi Øst, Morten Burian, Lucia Vinde Dirchsen
Instruktion: Jens Albinus
Foto: Natascha Thiara Rydvald
Sproglige virkemidler – Guide med eksempler på sproglige virkemidler.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
