TEATER // ANMELDELSE – Hvis vi sletter sporene, så er det slet ikke sket. Édouard er allerede ved at gøre lejligheden ren, når vi kommer ind i salen på Aveny-T til En historie om vold. Overgrebet har fundet sted, traumet er en kendsgerning, men hvem tilhører historien?
En historie om vold er i allerhøjeste grad en historie til tiden. Voldtægt er voldtægt. At offeret i dette tilfælde er en mand, gør ikke den store forskel. Og så alligevel.
For der er selvfølgelig en grund til, at Édouard inviterer en vildt fremmed mand med op i sin lejlighed en julenat. Genfortælling, erindringer og forskellige ”vidneudsagn” er med til at opbygge en forhistorie, som indgår i helhedsbilledet. Men kan vi stole på historierne?
Hvis historie er det?
Hvem sagde hvad? Blev der gjort modstand eller var der samtykke? Når vi ser, læser, hører en historie, så er der altid en fortæller. Der er i bedste fald en vinkel. I værste fald må vi sætte spørgsmålstegn ved troværdigheden.
Allerede tidligt i En historie om vold protesterer Édouard mod at afgive forklaring til politiet. Når det først er slået fast i en politirapport, hvad der skete, så er det ikke længere hans historie. Hvad han selvfølgelig er sig pinligt bevidst som forfatter.
Samtidig optræder hans søster – som han var sammen med tidligere på aftenen – som en slags fortæller, der ivrigt kommenterer Édouards historie, og som kommer med hints om forhistorien og hans opvækst. Hvilket Édouard i øvrigt flere gange protesterer imod og kommer med indsigelser til.
En historie om vold uden begyndelse og ende
Selv om det meste af handlingen udspiller sig i Édouards lejlighed på den skæbnesvangre nat og ved den efterfølgende politiundersøgelse, så bliver hændelsesforløbet knust som et spejl og opføres i en vilkårlig rækkefølge, mens sidehandlinger, fortid, nutid og fortællertid udspiller sig på scenen uden for lejligheden.
Vi starter med Édouards rengøring, så kommer politiforhøret og søsterens kommentarer, og først da dukker Reda op i handlingen. Reda er manden, der begår voldtægten. Men hvad sker der lige, fra Reda indleder kontakt med Édouard, og til han voldtager ham og forlader lejligheden?
Og hvad sker der fra voldtægten og frem til anmeldelsen? Der er nogle huller i forklaringen og en tøven i Édouards gengivelse. Heller ikke han er en troværdig fortæller. Og – viser det sig – Reda er bestemt heller ikke sandfærdig i sin fortælling om sig selv.
Hvordan bliver det til at holde ud?
En voldtægt bliver aldrig til en behagelig historie. Der er bestemt elementer i En historie om vold som er ubehagelige at se på, men det er ikke chokerende som Mungo Park-versionen af Boys don’t Cry. Historien punkteres nemlig hele tiden med humor.
Endnu engang er der grund til at fremhæve Anders Budde Christensen, som forlener både politimanden, der udspørger Édouard (”det lyder som noget en forfatter kunne have skrevet”), og lægen, der undersøger ham, med en befriende underfundighed. Det er ikke sjovt, men … alligevel komisk.
Karin Bang Heinemeier fungerer i rollen som søsteren som en slags djævlens advokat, der løbende kommenterer handlingen og motiverne. Det gælder hendes klare – kvindelige? – analyse af Redas forsøg på at forføre Édouard og hendes version af hans forhold til familien.
En anden historie om vold
Det åbner til en undertekst i hele historien. For er det virkelig voldtægt, hvis Édouard selv har inviteret Reda op i lejligheden. Og hvis de har tilbragt hele natten sammen med sex adskillige gange. Inden voldtægten. I det mindste spørger politimanden ikke, hvad Édouard havde på den pågældende nat.
Politimandens spørgsmål og antagelser rummer samtidig en helt anden historie om forskelle i vores samfund. Forskelle som kan handle om køn, klasse, race eller andre markører, der skiller verden i et os og et dem.
Dermed fletter Édouards egen baggrund og historie sig ind i historien om Reda, og hvem han er, og hvorfor han handler, som han gør. En historie om systemisk vold.
Pandoras æske
En historie om vold er mange ting på en gang: Et menneskeligt drama. En kriminalgåde. En komedie. En politisk kommentar. Udfordrende og tankevækkende, men faktisk også let at gå til. Det skal opleves – men oplevelsen bliver hos os, får os til at fordøje detaljerne og sætter spekulationerne i gang.
Centralt i det hele står Andreas Jebro, som Édouard, der nok er sprunget ud, men som stadig er en søgende sjæl med drifter, han ikke helt forstår. Han springer frem og tilbage i tid og ind og ud af rollen, mens han på samme tid kysser Reda, kommenterer sin søsters kommentar og taler direkte til publikum.
Anderledes får Patrick Baurichter stort set lov til at blive i rollen som Reda, når han da ikke springer ind i en statistrolle her og der. Hvad der foregår inde i hovedet på ham, får vi ikke at vide. Det kan vi til gengæld tænke over bagefter.
Den nøgne sandhed
Alt i alt er det flot, økonomisk og præcist iscenesat af Anders Lundorph. Der er et element af patologisk analyse i hele forestillingen, hvor Édouards lejlighed blot er en ramme, som vi kigger igennem med røntgenøjne. Ligesom vi med de forskellige fortællere får mulighed for at gennemlyse motiver og handlingsforløb.
Nå ja, og nøgne kroppe. Naturalismen fejler ikke noget på det punkt.
En historie om vold er en historie til tiden. Og nu, hvor den er blevet fortalt, tilhører den os, publikum. Den er eminent underholdende og tankevækkende og vidunderligt spillet. Så Aveny-T kan indlede sæsonen med 5 POV-stjerner
LÆS ALLE STEEN BLENDSTRUPS TEKSTER HER.
En historie om vold
Instruktør og dramatiker: Anders Lundorph
Efter Édouard Louis’ roman
Med: Andreas Jebro, Patrick Baurichter, Anders Budde Christensen, Karin Bang Heinemeier
Aveny-T til den 3. oktober
Fotos: Emilia Therese
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
