SORG // ESSAY – I januar sidste år mistede forfatter Louise Winther den sidste af sine forældre, sin mor, og i dag, tolv måneder senere, har hun så småt lært at leve med sorgen. Her fortæller hun, hvordan sorgen ramte – både følelsesmæssigt og praktisk – og hun prøver at indkredse, hvad der hjalp hende til at komme nogenlunde helskindet igennem sit år ét som halvgammel forældreløs.
For 12 år siden mistede jeg brat min 73-årige far, og den 9. januar 2023 døde min stærkt svækkede mor. Hun blev 84.
Jeg er netop fyldt tres, og det er jo naturligt at blive forældreløs i den alder. Men ét er, at døden er naturlig. Det er bare ikke det samme, som at jeg ikke blev ramt af sorg. ”Du kan forberede dit hoved, men ikke dit hjerte” sagde et klogt menneske til mig. Og det skal jeg love for, at jeg nu har erfaret på egen krop og sjæl.
Utallige gange i løbet af det år, der er gået, har jeg haft fornemmelsen af, at mange ikke rigtig kunne tage min sorg alvorligt; at sorgen over at have mistet en gammel, besværlig mor ikke talte som en ”rigtig” sorg. Men for mig var – og er – det i dén grad en rigtig sorg.
En af de større faktisk. Jeg mistede jo ikke kun min mor i hendes 84-årige version. Det var også alt det, hun havde været for mig i 59 år, der forsvandt: Den mor, der pustede på mit knæ, når jeg var faldet. Den mor, der syede fastelavnskostumer til mig. Den mor, jeg gik på café med. Den mor, der passede vores datter, efter at jeg selv var blevet mor. Og den mor, jeg sørgede sammen med efter min fars pludselige død.
Sanger og sangskriver Steffen Brandt har udtrykt det rammende i ’Sagt om sorg II’: ”Jeg har mistet begge mine forældre. Hvad gør det ved et menneske, spørger du? Man får en bekræftelse på den svage fornemmelse, man har haft hele livet: at der er noget, nogen har glemt at fortælle.”
Hvordan viste sorgen sig?
Jeg har ikke tal på hvor mange gange, jeg har grædt over min mor. Men for mig er der kun ét at gøre: At lade tårerne løbe, når de vil.
Jeg ved heller ikke, hvor mange tidlige morgener, jeg er vågnet med fornemmelsen af, at noget frygteligt var sket; en fornemmelse, jeg indfangede i et digt:
Genfærd
Hver morgen
klokken kvart i fem
vågner jeg
med hagl i brystet
slagregn i øjet
og frost i hjertet
i vished om et tab
jeg i glimt havde glemt
Hver morgen
klokken kvart i fem
dør du
fra mig
igen
og igen
og igen
Også hjernen blev ramt
Men også kognitivt har jeg været ramt. ”Sorgdemens” har jeg hørt tilstanden beskrevet som, og det er et godt ord.
Ting, jeg normalt ville kunne huske, så som navnet på den s-togstation, jeg skal stå af på, når jeg besøger en mangeårig veninde, voldte mig pludselig problemer.
Jeg har også haft svært ved at huske navne på naboer og på mine venners børn. Og de små quizopgaver i min daglige avis, som jeg før havde fornøjelse af at løse, kunne jeg pludselig ikke hitte ud af.
Det er heldigvis blevet bedre, men er stadig ikke helt godt.
Brug for at råbe i megafon
Da min mor var død, fik jeg brug for at råbe ud til alverden, hvad der var hændt mig, og derfor skrev jeg om dødsfaldet på de sociale medier. Det væltede ind med søde ord, og det var rart.
Jeg skrev også et mindeord om min mor, som jeg blandt andet sendte til avisen i min barndoms by.
Det gjorde mig godt at sætte ord på noget af alt det positive, som min mor også havde stået for. Der var ovenikøbet en af min mors gamle elever, som uopfordret skrev til mig, hvor meget min mors undervisning havde betydet for hendes valg af arbejdsliv.
En uoverskuelig opgave
Da jeg efter bisættelsen igen befandt mig i min mors hus – som også er mit barndomshjem – og åbnede skuffer og skabe, blev jeg fuldkommen paf og derpå vred og frustreret.
”Mor, hvorfor lod du mig stå med alt det her,” råbte jeg med tårer i øjnene ud i det store intet.
For det viste sig, at alt det nips og bestik, alle de bøger og duge og fade og glas og meget, meget andet, som stammede fra begge bedsteforældre på begge sider, og som jeg naivt troede, at dødsborydderne havde taget med sig dengang for mere end tredive år siden, var at finde i skabe og skuffer rundt omkring i min mors 200 m2 store hus. Det var helt uoverskueligt.
Jeg spurgte ud på Facebook, hvordan andre i samme situation havde båret sig ad, og jeg fik et hav af svar. Men ingen af forslagene kunne jeg bruge. Det var kun ét at gøre: At finde min egen måde.
Min egen måde
Jeg er selvstændig, og derfor kunne jeg bevillige mig selv orlov uden løn i tre måneder. Jeg havde med andre ord tid og ro til at gnave mig igennem oprydningsopgaven, bid for bid. Jeg indførte en rutine, hvor jeg hjemmefra besluttede, hvad jeg skulle gøre netop den dag, som for eksempel at gennemgå skufferne i min mors skrivebord. Mens jeg var i huset, talte jeg ikke med nogen, jeg hørte ikke musik eller podcast, ingenting. Jeg var bare i det store, stille hus med mig selv og mine tanker og mine forældres bohave.
Hun bor i mit hjerte. Og er kun en tanke væk
Nøje gennemgik jeg alt, og mange, små skatte dukkede op: De fine mellemlægsservietter, som min mormor havde broderet efter opskrifter i Familie Journalen, min morfars konfirmationstale til min mor, min mors ungpigedagbog, mine forældres kærestebreve til hinanden fra starten af 1960’erne, de mange breve, jeg selv skrev hjem, mens jeg boede i udlandet, bjerge af fotos af mine forfædre og formødre samt min fars ringbind med alle de artikler, han havde fået bragt i diverse fagblade over årene.
Jeg levede i en fortidsboble i de måneder. Og lige så stille forandrede frustrationen sig til taknemmelighed over, det blev mig, der fik til opgave at rydde op, ikke kun efter mine forældre, men også efter mine bedsteforældre. Når jeg nu ser tilbage, er jeg ikke i tvivl om, at det var en vigtig del af min sorgproces at gennemgå alting så minutiøst.
Ny mening med mit liv
På en måde føltes det, som om jeg var sammen med mine forældre, når jeg var blandt deres ting. Til gengæld var det virkelig svært at smide noget ud. Min mor havde gemt alle de breve og kort, hun havde modtaget gennem hele sit liv. Jeg endte med at gemme familiebrevene og at spørge de få endnu levende veninder, som de ville have deres breve retur. De takkede nej, og jeg gik den tunge vej ud til papircontaineren. Da jeg smed brevene ud, var det, som om jeg kasserede en del af min mors sjæl.
På en måde blev det min nye livsopgave at gøre huset smukt igen. Jeg greb en dag mig selv i at lade den foregående sætning fortsætte ”til når min mor og far kommer tilbage.” Ja, det lyder skørt. Men det er bare en af de ting, som sorg kan gøre ved et menneske.
Bedst som jeg havde fundet mig til rette med, at den nye mening med mit liv var at gøre barndomshjemmet indbydende og salgsklart, var opgaven løst. Sorgen og meningsløsheden kom tilbage med fornyet kraft den formiddag midt i april, hvor jeg sad og stortudede på bagerste bænkerække i min sognekirke, mens organisten spillede Bachs vidunderlige Jesus Bleibet Meine Freude.
Nøgleoverdragelse
En fugtigvarm eftermiddag i slutningen af juni overdrog jeg personligt nøglerne til køberne af mit barndomshjem, et yngre par med to små piger, og på gåturen tilbage til stationen gik jeg gennem kirkegården for at fortælle mine forældre, at deres hus nu var i gode hænder. Igen: Jeg ved, at det lyder tosset. Men sådan var det altså fat. Behøver jeg sige, det var en tung dag?
Hjemme i lejligheden på Frederiksberg brugte jeg adskillige sommerdage på at lave en mindemappe for hver af mine forældre og på at sortere bunkerne af gamle sort-hvide fotos og klæbe dem ind i albums.
Også en anden opgave ventede: At få integreret det sidste læs arvegods fra barndomshjemmet i vores hjem. Et ægte tæppe, en Windsorstol og et lille lampebord udgør nu en ny yndlingslæsekrog i et hjørne, der ellers altid har virket umuligt at møblere.
Et kuriosum: Ifølge de kinesiske feng shui-principper ligger mit nye læsehjørne, hvor jeg også opbevarer alle de arvede familiefotos, i feltet for ”visdom og selvudvikling.”
Og det er jo nok bare et pudsigt sammenfald, men møbleringen faldt på plads samtidig med, at jeg så småt begyndte at mærke den sorgens forvandlende kraft, der kan følge i kølvandet på et betydningsfuldt dødsfald, og som for mit vedkommende er et uomgængeligt behov for at være tro mod mig selv og ikke så lammende ræd for at stå alene med mine synspunkter, som jeg før har været.
At skrive gav ro
Jeg skrev og skrev og skrev i de måneder. Noget af det første var en detaljeret og nøgtern dagbog over, hvad der hændte i de dage, hvor min mor blev indlagt og døde.
Det gjorde ondt at blive mindet om, men jeg tænkte alligevel på det hele tiden. Jeg kunne mærke, at jeg havde brug for at gemme hændelserne et sted uden for mig selv – på samme måde som det kan lette at få nattens onde drømme ned på papir. Og det hjalp. Jeg fik oplevelserne ud i strakt arm, og magten, de havde over mig, blev mindre.
Har jeg lært at leve med sorgen? Tjo. Sorgen har ændret sig, og sorgen har ændret mig
Der var dage, hvor mit humør var kulsort. Noget af det bedste, jeg så kunne gøre, var at skrive et brev til en af de pennevenner, jeg er så heldig at have. For når jeg skriver breve, opstår der en særlig følelsesmæssig nærhed og intimitet, som er anderledes, end når man mødes ansigt til ansigt. Det gav mig en følelse af at blive tømt, få ryddet op indeni og at få ro.
Men jeg skrev også et hav af små notater, både mens jeg var i min mors hus og på de mange ture med toget frem og tilbage. Adskillige af notaterne blev siden til digte og findes nu i bogen I sorgens hus.
Sorggrupper gør godt
Et halvt års tid efter min mors død startede jeg som deltager i en af Folkekirkens sorggrupper.
Vi er otte deltagere i ”min” sorggruppe, og vores sorger er forskellige. Men for mig er sorggruppen et rum, hvor vi bærer sorgen sammen, hvor jeg ikke behøver tage hensyn til, om de andre magter at lytte, og hvor alle er klar over, at trøst kan føles som et overgreb.
Har jeg lært at leve med sorgen?
Hvordan ser det så ud nu, et år efter? Har jeg lært at leve med sorgen? Tjo. Sorgen har ændret sig, og sorgen har ændret mig. Jeg kom ud af tidsboblen. Jeg vågner ikke længere med et sæt på min mors dødstidspunkt, og min hverdag fylder mere og mere. Akkurat som den bør.
Men jeg kan stadig blive ramt – senest da jeg læste denne tekst højt for min mand, og tårerne igen begyndte at løbe. Det samme hændte, da jeg kort før nytår slettede min mor som kontakt på mobiltelefonen.
Alligevel har sorgen i dag mere karakter af vemod, af melankoli, af savn. Det er, som det skal være. For min mor var – på godt og ondt – måske det mest betydningsfulde menneske i mit liv igennem mange år. Og er det på sin vis stadig.
Min mors hus ”lever” videre og danner nu ramme om en ny families dagligliv. Og min mor ”lever” på sin vis videre i mig, ikke mindst når jeg taler om hende, tænker på hende og skriver om hende.
For at gentage de sidste sætninger i mit mindeord: Hun bor i mit hjerte. Og er kun en tanke væk.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
