Taxiens erotiske univers: ”Kan du sige mig, hvor jeg kan møde nogle jenter?” 

af i Danmark/Klumme/Liv & Mennesker

TAXAMANDENS KLUMME – ”Kan du sige mig, hvor jeg kan møde nogle jenter?” Mit norske er OK, klokken er pænt over midnat og hans brandert stærk nok til at sprede en duft af rødvin og cocktails i taxien, – så jeg er klar over, at han ikke er på jagt efter en provisorisk studiekreds.

Det handler om kvinder. Hurtige kvinder til hurtige mænd. Hardcore.

Jeg vil nødigt betragtes som en firehjulet alfons. Men selvfølgelig ved Taxamanden, hvor der er piger indenfor lovens rammer. I hovedtræk to typer af kropsforretning. Enten de klassiske stripbarer, som serverer nøgendans og lapdance – og verdens dyreste champagnepriser. Jeg var der sidst for mere end 30 år siden med min ekskone, kostumieren, der skulle kreere en uniform à la ”An Officer and Gentleman” til en mandlig stripper. Noget med hvid uniform og guldknapper – og velcrobånd.

Sådan en erotisk uniform, sorte epauletter, stram og flot. Og så – ratsch! – i ét snuptag kan den trækkes af kroppen til sidst, og så står den solariebrune adonis næsten nøgen, blot med en par meget små underhylere. Det der minimale, handsketætte bomuldsstof lige under en solid sixpack. Den på én gang diskrete, men tydelige præsentation af hans velskabte svulmelegeme.

Men det er fortid – og lige nu handler det ikke om gutter, men om jenter.

Nå, Taxamand. Hvor langt kører du egentlig på et blowjob?”

Jeg kører manden til en af byens kendte massageklubber i udkanten. Han er lige så nervøs over at spørge mig, som en teenager, der første gang skal undersøges hos lægen for en kønssygdom. Det passer ham glimrende, at jeg har elementær viden om emnet. Jeg er noget ældre og han kan gøre mig til en slags ”partner in crime”. Han kommer fra en af byerne tæt på Nordsøens oliefelter, så han er klar til at betale det som den intensive kropsmassage koster. Og så synes han bare, at København er den fedeste by. Og danskerne – vi er bare så rare. Han kalder os møbelhippier.

”Møbelhippier – hvad fanden er det?”

Det er sådan nogle mennesker, der kan lide det frisindede og udogmatiske liv: Og så – alligevel – har vi nogenlunde orden i tingene.

Vi kører mod ”pigerne” i forstaden.

Jeg har aldrig været der (og ville nok ikke sige det, hvis jeg havde).

Men jeg har faktisk meget tidligt i min taxikarriere kørt en af salonens massøser fra en bar i Nyhavn til en anden i Istedgade. Hun var – for at sige det mildt – temmelig beruset. Kastede sig ind på forsædet. En smuk kvinde sidst i 30’erne, der den aften festede for sin egen skyld. Hun rykkede helt tæt på mig og knappede blusen rigtig langt ned og sad med en meget voldsom barm indpakket i sort og pang-rødt meget få centimeter fra mine øjne. De – mine øjne – kiggede direkte ind i hendes for ikke at virke klam eller rødme over hendes selvpræsentation.

Så talte hendes kirsebærrøde læber direkte til mig:

”Nå, Taxamand. Hvor langt kører du egentlig på et blowjob?”

Jeg hører mange svære spørgsmål på flere forskellige sprog, men lige her er jeg skakmat. Har faktisk fortrængt, hvad jeg svarede, men husker noget med ”hænderne på rattet”, ”lykkelig gift mand” og ”den går nok ikke”. Tror ikke, hun selv husker episoden på grund af sin berusede tilstand, men for en ordens skyld: Hun betalte med dankort! Det husker jeg.

Jeg vil nødigt betragtes som en firehjulet alfons. Men selvfølgelig ved Taxamanden, hvor der er piger indenfor lovens rammer

Nordmanden er fremme i vogn 24.

Bag stuelejligheden aner man det der erotiske, røde lys, der har lagt navn til Red Light District. Døren står på klem, og jeg er klar til at køre. Men den erotik-trængende nordmand, der utvivlsomt kender til risikovillighed i iværksætteri og værdiskabelse, er grundangst, når det handler om at blive sat af ved en massageklinik i mørket uden et menneske på gaden.

“Vil jeg ikke nok vente?”

Han skal nok betale og give drikkepenge. Det er en meget taxi-stille hverdagsnat, og min forretningsplan tilskynder mig til at holde fast på kunderne så længe som muligt.

Jeg venter foran klinikken.

Nu må Taxamandens læsere ikke tro, at jeg er voyeur. At jeg tænder på at kigge med. Men jeg er altså nødt til at fatte mig for ikke at få de indre billeder af nethinden. Jeg skaber modbilleder.

Det har været ret godt vejr i dag.

Jeg skal huske at købe mager skinke til min madpakke i morgen.

Mon Mette virkeligt bliver statsminister?

Og så alligevel: Gad vide, om han går i bad først, og hvor længe ta’r det? Smiler hun?

Han er bare glad for turen til møbelhippiernes hovedstad og alt det, der følger med vores frisind. Det var så det

Døren går op til massageklinikken og min gæst kommer glad og genert ud – efter færre minutter end det, jeg engang lærte som den minimale varighed af et hæderligt forspil. Og nej, han har ikke fortrudt eller er stukket af.

Det hele er overstået, forstår jeg på det tilfredse ansigt – som var han netop udsat for et rasende hurtigt blowjob på en meget, meget kort taxitur.

Han er bare glad for turen til møbelhippiernes hovedstad og alt det, der følger med vores frisind. Det var så det.

På turen tilbage til byen taler vi om de aktuelle vilkår i den norske olieindustri.


Jesper Grunwald kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4×48. Hvis du vil, kan du støtte hans skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112


Foto: Colorbox.

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Danmark