KRIG I GAZA // KOMMENTAR – Det er ikke antisemitisk at kunne forstå den palæstinensiske sorg og vrede og de traumer, der fører med fordrivelsen af et helt folk, skriver Susanne Sayers. Og det er ikke anti-muslimsk eller anti-palæstinensisk at kunne acceptere staten Israel og udtrykke forfærdelse over de grusomheder, som Hamas har begået. Det er fortællinger, som lever side om side. Og det er fortællinger, som nødvendigvis må indgå i drøftelsen af områdets fremtid.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den ene side af historien er velkendt og hyppigt fortalt i Vesten: Jøderne fik – omsider – efter mange hundrede års eksil og forfølgelse og et rædselsvækkende holocaust under Anden Verdenskrig deres eget land, Israel, i 1948. Omsider kunne de vende hjem til det land, der ifølge deres religion var blevet dem lovet af Gud.
Den historie er sand. Omend det ikke er den fulde historie.
Den anden side af historien huskes mindre hyppigt, i hvert fald i Vesten. Til gengæld er den hyppigt fortalt i arabiske lande: Efter hektiske kampe og forfølgelse og massakrer begået af zionistiske militser blev 700.000 palæstinensere i 1948 – i forlængelse af den FN-delingsplan for det britiske mandat Palæstina, som de arabiske ledere havde afvist – fordrevet fra deres land i Nakba, katastrofen, som begivenheden hedder i arabiske kulturer. Næsten halvdelen af befolkningen blev flygtninge, og de tilbageblevne fik gradvist indskrænket deres territorium, indtil det til sidst udgjorde mindre end 15 procent af det oprindelige Palæstina. Og fordrivelsen fortsætter.
Den historie er også sand. Og heller ikke den fulde historie.
Begge historier har medført dybe, kollektive traumer. Pointen her er ikke, hvorvidt den ene part har mere ret end den anden. Som sagt er begge historier sande, men de er også dybt komplekse og komplicerede. Hovedsagen i denne sammenhæng er imidlertid, at det er fortællinger, som stadig former nutiden.
Ingen af historierne begynder i 1948, de begynder længe før. Og ingen af dem er slut. For jøderne er holocaust altid en realitet, antisemitismen er aldrig langt væk, hvad der også er tydeligt i disse dage. For palæstinenserne er tabet af hjemlandet og reelt en opløsning af det palæstinensiske samfund stadig et levende minde, og uretfærdighederne opleves intenst.
Kollektiv skyldfølelse
Den jødiske historie har skabt sine egne traumer i ikke bare den jødiske befolkning, men også i den vestlige, som svigtede jøderne katastrofalt i årene op til og under Anden Verdenskrig. Også Danmark, der som alle andre vestlige lande lukkede grænserne for jødiske flygtninge og på den skammeligt dårligt huskede Evian-konference i 1938 beklagede situationen, men afviste at hjælpe. Danmark ville ikke modtage flere jøder. Den økonomiske krise var dyb, arbejdsløsheden stor, og der var ikke mulighed for at tage imod indvandrere, hvor beklagelig og truende deres situation end var.
Variationer over det tema blev gentaget af repræsentant efter repræsentant.
Der er påmindelser for det holocaust, der fulgte, mange steder i Europa.
I den vestukrainske by Lviv er der et mindesmærke for jøderne, der engang var en del af byens levende kulturliv. Da der var flest, boede der 150.000 jøder i byen.
Efter Anden Verdenskrig var der 823 tilbage.
Mindesmærket er fyldt med vidnesbyrd fra de mennesker, der befolkede kvarteret under krigen. Jøderne blev først undermennesker. Siden mistede de retten til frihed og blev spærret inde i kvarteret, som blev til en ghetto. Til sidst mistede de retten til livet og blev udryddet, som det skete alt for mange steder. På sten efter sten står de jødiske minder:
“I ghettoen var vi mærket af hungeren. Den skrækkelige sult i Lviv … sult er, når du føler, at et rasende udyr flænser dit indre, og du begynder at hallucinere. Vi sad omkring bordet, og vi huskede, hvordan vores tallerkener før krigen var fyldt med forskellige retter. Jeg havde kun et ønske: efter krigen igen at kunne spise en hel tallerken byg.”
…
“Jeg fortalte ham om lejren, om uhyrlighederne og den brutale behandling, om drabene … om den dag, da mellem seks og syv tusinde jøder blev slået ihjel, og om den snarlige udryddelse af ghettoen.”
I den polske by Krakow, hvor det jødiske kvarter er byens mest interessante med en smuk kirkegård, en stadig levende jødisk kultur og en fungerende synagoge, er der også overalt disse minder om en tid, hvor jøder blev betragtet som skadedyr.
I udkanten af det jødiske kvarter ligger den bygning, der engang var Schindlers emaljefabrik, hvorfra han reddede et stort antal jøder. Museet fortæller historien om både Schindler og Krakows jøder, og det er så hårdt at læse og se om, at jeg undervejs må tage en pause.
Det, der oprører og fortvivler mig mest, er systematikken. Hvor omhyggeligt udryddelsen var sat i system og optimeret, så Det Tredje Rige fik mest ud af den jødiske arbejdskraft, før “jødeproblemet” blev løst ved aflivning i gaskamre. Der er billeder af en lejrkommandant og hans ansatte, der sorgløst soler sig i liggestole omgivet af lidelse. Det er umuligt, at en historie som den ikke sætter dybe aftryk i den kollektive bevidsthed – og i den kollektive underbevidsthed.
Svært at kritisere Israel
Den kollektive skyldfølelse i mange europæiske lande får mange til at affeje enhver kritik af Israels bombninger af Gaza som antisemitisme. Deborah Feldman, forfatteren bag tv-serien Unorthodox, beskrev for nylig i The Guardian, hvordan det som jøde er blevet næsten umuligt i Tyskland at få lov til at forholde sig kritisk til den israelske regerings fremfærd. Men som hun konstaterer: Israeler og jøde er ikke synonymer. “Du må vælge, om du holder med Israel eller jøderne,” sagde hun til den tyske vicekansler i en tv-debat.
Helt så entydigt er det næppe. Men i situationen er det åbenlyst, at mange jøder ikke støtter den israelske regerings handlinger i Gaza, på Vestbredden, i selve Israel.
Personligt støtter jeg helhjertet Israels ret til at eksistere, og jeg er taknemmelig for jøders bidrag til kultur, tænkning og videnskab. I Lviv og Krakow bliver det tydeligt, at de bidrag på så mange områder er mere, end hvad vi fortjente, da vi lod jøderne i stikken i nazitiden. Men jeg forventer mig noget andet og mere af Israel end den nuværende regering, der betragter tusindvis af civile døde og millioner af fordrevne foruden sønderbombningen af deres hjem som beklagelige, men acceptable konsekvenser af krigen mod Hamas. Hamas er en religiøs fanatisk terrororganisation. Israel er en demokratisk stat.
Vi må rumme begge fortællinger
Der er i Europa stort set ingen mindesmærker, der giver plads til palæstinensernes røst og fortælling om den palæstinensiske Nakba. Den fortælling bliver hos os først og fremmest til overskrifter i medierne om kriminalitet blandt statsløse palæstinensere, der er kommet hertil som flygtninge. Og når palæstinensere reagerer med raseri og afmagt på Israels bombninger af Gaza, bliver det set som endnu et tegn på, at de er uintegrerbare og fjendtligt indstillet mod Vesten.
Jeg kommer til at tænke på mødet med den palæstinensiske kvinde, som jeg mødte i begyndelsen af krigen, og som så mange andre palæstinensere er fuldt integreret i det danske samfund. Hun følte dyb sorg og afmagt over situationen og i øvrigt medlidenhed med civile ofre på begge sider. Hun bliver mødt med krav om entydigt at støtte Israel.
Men det er ikke antisemitisk at kunne forstå den palæstinensiske sorg og vrede og de traumer, der fører med fordrivelsen af et helt folk. Og det er ikke anti-muslimsk eller anti-palæstinensisk at kunne acceptere staten Israel og udtrykke forfærdelse over de grusomheder, som Hamas har begået.
Det er fortællinger, der lever side om side. Og det er fortællinger, som nødvendigvis må indgå i drøftelsen af områdets fremtid.
Hamas overlever foreløbig
Hamas er langt fra død som bevægelse. Flere eksperter har peget på, at den langsigtede plan fra Hamas’ side muligvis har været at fremprovokere præcis så altødelæggende et angreb på Gaza, som Israel er i færd med, med over 15.000 palæstinensere dræbt, langt de fleste efter alt at dømme civile. Israels reaktion har vakt forfærdelse mange steder trods afskyen for Hamas’ terrormassakrer. Sympatien med Israel svinder. Og der vil ikke være mangel på palæstinensere, som kan rekrutteres til en væbnet modstandskamp – eller terror, afhængigt af synsvinkel. I hvert fald ikke så længe der mangler et alternativ i form af en palæstinensisk stat med tålelige leveforhold.
Det må være udelukket, at Hamas i sin nuværende udgave kan indgå i nogen som helst form for varig løsning. Det er en terrororganisation med folkemord indbygget i sit eksistensgrundlag – målet er Israels totale udslettelse gennem hellig krig. Men Netanyahu har selv været med til at sikre, at der ikke er fremkommet et troværdigt, moderat palæstinensisk alternativ. Hverken Hamas eller Netanyahus i stigende grad nationalistiske og ekstremistiske regering har været interesserede i fredelig sameksistens og har ikke støttet de kræfter i Israel og de palæstinensiske områder, der kunne have gjort en form for fredelig, fælles fremtid mulig.
En ekstremt polariseret debat
Jeg er skræmt og frustreret over de ensidige holdninger i krigen. Medier og mennesker, der insisterer på nuancerne og de historiske sammenhænge, hænges uden videre ud som enten antisemitter eller muslimhadere, og medier, politikere, forskere og debattører beskyldes for at være ledet af jøder og i lommerne på dystre amerikanske kræfter, der vil udrydde muslimer, eller de er venstrefløjs-woke-hallalhippier, som drømmer om at se Vesten invaderet af horder af ikke-vestlige, ikke-integrerbare kriminelle.
Det er deprimerende på så mange måder.
Det er nødvendigt at kunne forstå de dybe traumer på begge sider og respektere sorgen. Ingen langvarig løsning og fred er mulig uden forsoning. Og forsoning kræver, at man kan rumme den andens smerte og løfte sig over sin egen.
Noget i den retning forekommer lige nu lysår væk.
Læs mere om krigen mellem Israel og Hamas og krigen i Gaza fra POV’s udlandsredaktør, Hans Henrik Fafner, her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og