KOMMENTAR – De danske litterære klassikere lever en hensygnende tilværelse, skriver Nikolaj Bøgh. Vi lever i en rastløs nutidskultur domineret af brugen af digitale medier, og meget tyder på, at man stort set har opgivet at læse ældre romaner i folkeskolen og gymnasierne. Det er en stor skam, for dermed forsvinder en vigtig del af det fælles kulturelle fundament, vi som danskere står på. Og så er der helt basalt tale om fremragende bøger, som fortæller noget almengyldigt om det at være menneske. Læs dem!
Det er ikke hverdagskost, at en af de helt store danske klassikere bliver filmatiseret, som det netop er sket med Henrik Pontoppidans Lykke-Per. Efter alt at dømme er filmen – som jeg endnu har tilgode – blevet vellykket. POVs anmelder er i hvert fald – på linje med en række andre – ganske begejstret.
Filmen vil sikkert gøre mange danskere opmærksom på Pontoppidans forfatterskab, og det er godt og særdeles tiltrængt, for de danske klassikere – og litteraturens store værker i det hele taget – lever desværre en hensygnende tilværelse.
På det nyligt afholdte kulturmøde på Mors havde jeg lejlighed til at høre en debat om dannelse, hvor den ældre danske litteratur også blev vendt og den nye film nævnt. Det friske unge pust i panelet, hvis rolle var at beskrive de unges syn på sagen, havde ikke hørt om den der ”Lykkepille” – og det var tydeligvis heller ikke noget, han planlagde at stifte bekendtskab med. Det skal ikke lægges ham til last, for sådan tror jeg egentlig, der er ganske mange unge, der har det.
Det eneste der tæller er funktionelle færdigheder, der kan anvendes her og nu – og allerhelst noget der er direkte omsætteligt på arbejdsmarkedet. Der kommer både Ved vejen, Kongens Fald og Den afrikanske farm til kort. Man skal være digital og omstillingsparat, ikke sandt? Så hvad nytter det at begrave sig i en tekst, der måske er 100 eller 150 år gammel, hvis effekt man ikke kan måle?
Der går givetvis et par behjertede folkeskole- eller gymnasielærere rundt derude, som stadig forsøger at åbne deres elevers øjne for den ældre litteratur, men det helt dominerende indtryk er, at den ældre litteratur gradvist bliver glemt i folkeskolen og gymnasiet. Bevares, de fleste børn kender til to-tre af H.C. Andersens allermest kendte eventyr.
Men Henrik Pontoppidan, Karen Blixen, Ludvig Holberg, Herman Bang, Johannes V. Jensen, Martin A. Hansen? Det er nok mere end tvivlsomt, hvor mange, der har gået i skole gennem de senere årtier, der er blevet præsenteret for dem som andet end korte tekststykker. Romanerne er der hverken tid til eller interesse for at læse, forlyder det.
Ikke mere krudt i kanonen
De indgår ellers sammen med en række andre danske forfattere i den litteraturkanon, som blev offentliggjort i 2005, og som skulle fremme kendskabet til de danske klassikere. Ja, de hører endda til den obligatoriske del, som skulle gælde for både folkeskolen og gymnasiet. Men ifølge professor i litteratur Torben Weinreich, som var initiativtager til litteraturkanonen er initiativet slået fejl. Eleverne modarbejder det, og lærerne gider ikke besværet.
Sandsynligvis er lærerne heller ikke blevet fortrolige med den ældre danske litteratur i deres egen skoletid, og har svært ved at se relevansen. Ved folkeskolens afgangsprøve i 2015 var ingen af kanonforfatterne repræsenteret på top-10 listen over hovedværker.
Den ældste tekst på hitlisten var fra 1992, og syv af teksterne var skrevet efter årtusindskiftet. Det er velkendt, at har man en engageret og dygtig lærer, så åbner helt nye og fantastiske verdener sig for en. Gider eller evner læreren det ikke rigtig, så bliver udbyttet oftest meget begrænset.
Den danske litteratur er oppe mod hårde odds i disse år. Vi lever på mange måder i en historieløs nutidskultur, hvor den dominerende sandhed er, at erfaring og historie i bedste fald er ligegyldigt og i værste fald en hæmsko for ens frie og dynamiske udvikling. Det eneste der tæller er funktionelle færdigheder, der kan anvendes her og nu – og allerhelst noget der er direkte omsætteligt på arbejdsmarkedet. Der kommer både Ved vejen, Kongens Fald og Den afrikanske farm til kort.
Man skal være digital og omstillingsparat, ikke sandt? Så hvad nytter det at begrave sig i en tekst, der måske er 100 eller 150 år gammel, hvis effekt man ikke kan måle?
Digitale medier gør det svært at samle sig om læsning
Gymnasielærere melder om unge, der stort set ikke læser mere og et hastigt tab af interesse for og opmærksomhed om bøger. Det går særligt hårdt udover den ældre litteratur. Det kræver en indsats at sætte sig ned og læse en bog, og det kræver en lidt større indsats, hvis sproget er anderledes, og miljøet er mere eller mindre ukendt. Børn og unge af i dag er vænnet til, at verden består af de korte nyheder og beskeder, som de møder på sociale medier og sender som sms’er til hinanden.
Opmærksomhedsforstyrrelser og rastløshed skabt af et liv præget af digitale medier gør det svært at læse andet end korte lettilgængelige tekster. Selv en almindelig ungdomsbog kan det være svært at få læst, og den ældre litteratur bliver efter alt at dømme i meget stort omfang valgt fra.
Det er en stor skam, for uden den vigtige del af vores fælles kultur, som vores litteraturarv udgør, bliver vi fattigere som samfund og fattigere som enkeltindivider. Det er og bør være en del af almindelig dannelse, at man kender til hovedtrækkene i dansk litteratur og har læst et antal klassikere.
Det er en del af det fundament, der gør os til et folk, og litteraturen er en uvurderlig kilde til indsigt i, hvad vi kommer af, hvordan vores forfædre tænkte og hvordan hovedtræk i dansk historie ser ud. Hvor stærkt føler man ikke stemningen efter katastrofen i 1864, når man læser Herman Bangs Tine? Og bliver man ikke grebet af Christian IIs tvivl og uro i Kongens Fald? I stedet for at få deres bøger læst, er nogle af deres forfattere blevet genstand for en måske rigeligt stor interesse for interesse for deres liv og særlige personlighed, det gælder navnlig for H.C. Andersen og Karen Blixen – bl.a. drevet af tidens noget overdrevne interesse for seksualitet.
Klassikerne har bestået tidens prøve
Der er ellers en vigtig grund til, at klassikere er blevet klassikere. De har alle bestået tidens prøve og er nået frem til vores tid som en meget lille del af al den litteratur, der blev til samtidig med dem. Tiden er en fantastisk sorteringsmekanisme, som i meget stort omfang har sorteret den dårlige eller middelmådige kvalitet fra og kun sendt de allerbedste ting videre til vores tid. På tilsvarende vis vil det kun være et fåtal af vor tids bøger, der vil blive læst om 100 år, fordi kvaliteten for størstedelens vedkommende er meget middelmådig, eller fordi deres tematikker er alt for tidstypiske.
Udviklingen er flittigt bakket op af bibliotekarerne, som med gru ser deres fag forsvinde og derfor snarere fremmer en udvikling af bibliotekerne til kultur- og medborgerhuse, digitale caféer etc. – frem for at forsvare den litteratur, de egentlig er uddannet til at formidle
Derfor er der også stadig masser at hente i den ældre danske litteratur, og mange fantastiske skildringer af almengyldige menneskelige problemstillinger, som aldrig går af mode, fordi mennesker nu engang er – ja, mennesker. Andre har før haft tanker og følelser om menneskelivet, og den gode roman formår at skildre dem fængslende, relevant og mangefacetteret – og tidløst.
Livet er fuldt af muligheder, og litteraturen lærer os noget om, hvori de består og hvordan de kan bruges og misbruges. Pontoppidans fantastiske udviklingshistorie om præstesønnen Peter Andreas Sidenius og hans vanskeligheder med at finde sin vej i livet hører til de eviggyldige fortællinger – og i virkeligheden på mange måder lige så moderne i dag, som da bogen først udkom i 1898-1904. Johannes V. Jensens fuldkommen magiske Kongens Fald blev i 2003 helt berettiget kåret af Berlingskes læsere til århundredets bog.
En stor politisk uddannelses- og kulturpolitisk opgave
Der ligger en stor uddannelses- og kulturpolitisk opgave i at sikre, at fremtidens danskere også stifter bekendtskab med danske klassikere. Desværre er udviklingen de senere år gået den helt forkerte vej.
Gymnasiereformen i 2005 var et hårdt slag mod danskfaget med reduceret timetal og indførelse af medie- og kommunikationsfag, som sikkert er ”oppe i tiden”, men som tager tid og opmærksomhed fra den egentlige danskundervisning. Og den (for) store metodefrihed blandt lærerne gør det svært at sikre, at et redskab som f.eks. litteraturkanonen får den betydning og udbredelse, som det egentlig fortjener.
På biblioteksområdet ser vi også meget tydeligt litteraturens forfald. Den stolte danske tradition for folkebiblioteker som katedraler for viden og dannelse er under gradvis afvikling. Flere og flere biblioteksfilialer bliver så godt som bogløse, så godt som hele den ældre bogsamling solgt eller kørt på forbrændingen. Tilbage er kun nogle få, letfordøjelige aktuelle værker som krimier og korttidsholdbare biografier om kendte mennesker – i øvrigt den samme slags bøger, som de fleste mennesker i forvejen indkøber til sig selv.
Udviklingen er flittigt bakket op af bibliotekarerne, som med gru ser deres fag forsvinde og derfor snarere fremmer en udvikling af bibliotekerne til kultur- og medborgerhuse, digitale caféer etc. – frem for at forsvare den litteratur, de egentlig er uddannet til at formidle. Bevares, man kan da bestille ”Orm og tyr” eller ”Jeppe på bjerget” hjem fra et andet bibliotek, hvis man virkelig vil. Men mon det bliver til noget, når man har afskaffet den inspirerende lystrejse i bøgernes verden, som et rigtigt bibliotek er? Jamen, folk efterspørger noget helt andet i dag, bliver det sagt.
Måske, men det kan også i høj grad være et uddannelses- og opdragelsesspørgsmål.
Udviklingen bestemmer vi i stort omfang selv
Det er ikke bare ”udviklingen”, der gør det. I mange europæiske lande ser situationen helt anderledes ud, og den litterære tradition er på en helt anden måde i live. I lande som England, Frankrig og Tyskland kender man gennemgående til sine klassikere – og mange sætter sågar en ære i at gøre det, som det bl.a. er blevet påpeget af litteraturprofessor Hans Hertel.
Det gælder sågar mange af deres politikere. Som på mange andre områder bestemmer vi selv, om vores kultur skal overleve. Der er i hvert fald ingen andre, der sørger for det. Desværre tyder meget på, at kultur og dannelse politisk er i meget lav kurs i disse år, men man har jo lov at håbe, at det ændrer sig en dag.
Man kan også gå imod strømmen i sit eget personlige liv – til gavn for ens børn. Læs højt. Hold skærmpauser. Gør bøger og læsning til en naturlig del af verden. Livet bliver rigere af det, næsten uanset hvad man læser. Og skulle der snige sig en enkelt af de danske klassikere ind i ny og næ, så har man gjort sit for, at vores fine litteraturarv kan overleve.
Topfotos: Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
