
VODKA // COCKTAILKLUMME – Der er intet i verden så rent som vodka. I hvert fald ikke når vi taler om alkohol. Den klare spiritus med rod i de slaviske lande er år efter år blandt verdens mest solgte typer, blandt andet fordi den både er fantastisk i den reneste form og som ledsager i en cocktail. Og glem alt om, at vodka kun knytter til sig til den altid aktuelle ungdomskultur. Den ædle drik er i den grad også noget for det voksne publikum. Bo Nygaard Larsen ser nærmere på dråberne, der er perfekte til forårets mange gilder, herunder de tilstundende påskefrokoster.
»And I would like a medium Vodka Dry Martini – with a slice of lemon peel. Shaken and not stirred, please. I would prefer Russian or Polish vodka.«
James Bond kan bestille så megen anden spiritus, hvilket han da også gør på andre tidspunkter i sit fiktive liv, men vodka ligger lige for.
Sådan lyder historiens nok mest berømte cocktailcitat, fremsagt af James Bond i Ian Flemings spionthriller ”Dr. No” fra 1958. Og, ja, det skal stå på engelsk, for oversættelsen »rystet og ikke rørt« vil afmontere både myten og storheden.
James Bond kan bestille så megen anden spiritus, hvilket han da også gør på andre tidspunkter i sit fiktive liv, men vodka ligger lige for. For det første er drikken en del af fjendens identitet, og for det andet er den nok den spiritustype, der mest klæber sig til den storpolitiske scene.
Definition og diskussion om ophavet
Vodka skal holde mindst 37,5 procent alkohol og bliver opfattet som den reneste af alle tilgængelige spirtusser på markedet. Ved at filtreres flere gange bliver vodkaen endnu renere, og mange producenter bruger da også netop antallet af filtreringer som et afgørende salgsargument.
Det er også derfor, at mange af dem, der laver deres egen snaps, bruger vodka som spiritusbase, fordi den rene udgave ikke har nogen smag. Præcis samme argument, som får de unge til vælge vodka som aftenens (første) partner, hvor smagen kun kommer fra mixeren, for eksempel appelsinjuice.
I den klassiske vodka må der ikke tilsættes farve, og sukkerindholdet må maksimalt være 8 gram pr. liter. Hvis der bliver tilsat smag, farve og mere sukker, hedder produktet flavoured vodka.
Vodka har rod i Østeuropa. Den første dokumenterede kilde er polsk og er fra 1405, men også Rusland og Ukraine gør krav på ophavet. På alle sprog er vodka afledt af voda, der betyder vand, og den kan destilleres på den afgrøde, man lige har ved hånden, som hvede, rug, byg, kartofler – Black Cow Vodka fra England er sågar destilleret på mælk.
Han frygtede, at landets adel ville gøre oprør mod ham, og derfor grundlagde han en dødshær, opritjniki, hvis eneste formål var at dræbe alt, hvad der gik ham imod
I begyndelsen var vodka en let drik med en alkoholstyrke på mellem 14 og 20 procent. Med forbedret destillationsteknikker blev den dog stærkere og dermed attraktiv i enhver forhandling, enten som lokkemiddel eller pression. Og det vidste russerne, der da også er leveringsdygtige i vodkahistoriens mest farverige beretninger.
Et godt eksempel på det var storfyrsten Ivan III. For at finansiere sine erobringstogter og store projekter som rekonstruktionen af Kreml i Moskva oprettede han i 1474 det første russiske vodkamonopol.
Også hans efterfølger, Ivan den Grusomme, der kronede sig selv som Ruslands første zar, havde øje for dråbens betydning. Han frygtede, at landets adel ville gøre oprør mod ham, og derfor grundlagde han en dødshær, opritjniki, hvis eneste formål var at dræbe alt, hvad der gik ham imod. Som tak for deres loyalitet fik de jord og adgang til vodka i rigelige mængder.
Vodkasynoden af tåber og gøglere
Peter den Store overgik dem begge. Han brugte vodkaen til at belønne de trofaste støtter og til at pine sine modstandere. Tvangsdrikning med døden til følge var ikke unormalt, og kunne en kandidat til en stilling i udenrigstjenesten ikke holde til at drikke en halv spand vodka, fik han ikke jobbet.
I den muntre ende stiftede Peter den Store og hans nærmeste venner i 1695 Den spøgende, helt berusede synode af tåber og gøglere – et galgenhumoristisk navn for en regulær drukklub. Her fik zaren slukket selv sin største vodkatørst, og i beruselsens eufori lavede klubbens medlemmer parodier på stort set alt, også den russisk-ortodokse kirke.
Vodka var hård og våd valuta, men særligt på grund af Katarina den Stores reformer i 1700tallet begyndte den menige russer også at få råd til eliksiren – og det i en grad, at det blev et alvorligt samfundsproblem.
Det bliver ofte skildret i både malerkunsten og litteraturen, og især Fjodor Dostojevskijs forfatterskab er fyldt med sådanne referencer. Det gælder for eksempel “Forbrydelse og straf” fra 1866, hvor han beskriver de beskidte og mørke beverdinger i Sankt Petersborg. Ikke underligt, at romanens oprindelige navn er Drukkenboltene.
Lige til forårsbordet
Den er den slags historier, der vil tage kegler ved ethvert intellektuelt gilde. Det er godt at nyde lidt alkohol, men det er endnu bedre, hvis oplevelsen kan krydres med mere vægtige ord end fuldemandssnak alene.
Historien om spiritus er da på mange måder også et spejlbillede på verden i øvrigt, og det er en af grundene til, at jeg igen og igen dykker ned i selv de mindste detaljer i min formidling. Det underbygger de mange cocktails på fornemste vis.
Nogle af dem har ganske vist ingen anden historie, end at de smager godt, men mange af dem skal også ses og smages i et andet perspektiv.
Kamikaze
Det er Kamikaze et godt eksempel på. Så godt, at der florerer hele fire historier om dets ophav. Den første er den mest voldsomme.
Det hedder sig, at cocktailen blev opfundet under Anden Verdenskrig af nogle soldater på en amerikansk flådebase i Stillehavet, – eller på en japansk bar efter krigens afslutning – og at de navngav den efter de berygtede japanske selvmordsflyvere.
Måske på grund af det hårde navn fik cocktailen først sit folkelige gennembrud i 1970’erne, hvor sjovt nok de tre andre teorier stammer fra.
En af dem går på, at den blev udviklet af bartendere i det nye og pulserende diskoteksmiljø i 1970’erne med et ønske om at skabe en ny og modig smag. Det læner sig op ad den tredje version. Den hævder, at cocktailen blev skabt i 1972 af bartenderen Tony Lauriano på restauranten Les Pyrenees i New York.
Den er egentlig beregnet til et coupe- eller martiniglas, men jeg synes, at den her op til påske egner sig bedst i et shotglas
Mixet af vodka, triple sec og limejuice mindede ham om Andrew Lloyd Webber og Tim Rices’ rockmusical ”Jesus Christ Superstar” (hvilken teaser til påskeunderholdningen), der året før havde haft premiere på Broadway. Men det gængse barpublikum gik i byen, ikke til alters, så hurtigt blev navnet ændret til Kamikaze.
Den sidste teori er derhenad. I 1979 berettede Ski Magazine, hvordan cocktailen var blevet opfundet i Florida og hurtigt indtog New York med storm.
Alle teorier kan for så vidt være valide. Kamikaze minder om Sidecar, hvor vodka erstattes af cognac, ligesom den er forlægget for den langt mere kendte Cosmopolitan. Den kan mixes i forskellige måleforhold, enten med dobbelt så meget vodka som de to øvrige ingredienser eller blot med lige dele af hver.
Den er egentlig beregnet til et coupe- eller martiniglas, men jeg synes, at den her op til påske egner sig bedst i et shotglas. Det er en sjov velkomstdrink, man kan servere direkte ved sildebordet, inden man gør i gang med dagens øvrige programpunkter.
Vodkaen her er fra Bornholm. Siden 2018 har Henrik Nerst lavet forskellige spiritusser på sit destilleri, Wild Distillery, i Aakirkeby, heriblandt vodka. Her går jeg med Fuck Det Godt, som destilleriet har lavet i samarbejde med den lokale kunstner Poul Pava.
Den er økologisk og er lavet på glutenfri hvede, der er destilleret fem gange. Vandet kommer fra Smålyngsverket, der i 2019 blev kåret som Danmarks bedste drikkevand i 2019. Den klare vodka er både god rent eller i en cocktail.

Det skal du bruge
2 cl Fuck Det Godt Vodka – kan købes på Wild Distillery
1 cl Cointreau
1 cl friskpresset limejuice
Sådan gør du
Kom shotglas i fryseren, så de bliver godt afkølet. Rør ingredienserne sammen i en mixerkande og si op i glassene og servér straks.
Blue Lagoon (Isbjørn)
Blue Lagoon – eller Isbjørn – kan mere end at lede tankerne hen på en ubekymret sommerdag omkring Det Caribiske Hav eller i Kulhuse. Cocktailen trækker også godt og grundigt på den moderne historie og viser, hvordan cocktails kan inspirere hinanden.
Det er en udbredt opfattelse, at den blev udviklet i 1972 af Andy McElhone, søn af den legendariske bartender Harry McElhone, på Harry’s New York Bar i Paris. Sandsynligvis lurede han på de andre blå cocktails, som også indeholder blå Curaçao. Det gælder ikke mindst Blue Hawaii, som Harry Yee introducerede i 1957 på Hawaiian Village Hotel i Waikiki.
Cocktailen og filmen har intet med hinanden at gøre – bortset fra det tematiske i at lære at blive voksen
Dermed kan vi også punktere den myte, at cocktailen er opkaldt efter 1980-filmen ”The Blue Lagoon” med Brooke Shields og Christopher Atkins i hovedrollerne. Cocktailen og filmen har intet med hinanden at gøre – bortset fra det tematiske i at lære at blive voksen og prøve de nye muligheder af, som puberteten åbner op for.
Det er heller ikke usandsynligt, at filmens voldsomme popularitet gav cocktailen det boost, der får mange til at forbinde den med netop 80’erne.
Vodkaen her er fra Nordirland. I Fermanagh, ved bredden af søen Lough Erne, ligger Boatyard Distillery, der forsyner den ganske verden med vodka og gin. De destillerer og filtrerer så få gange som muligt for at fastholde den naturlige smag.
Vodkaens karakter er cremet og blød med noter af sort peber, appelsinskal og bivoks med en afrunding af vanilje.

Det skal du bruge
1 del Boatyard Premium Vodka – kan købes hos Spirt & Co.
1 del Giffard Blue Curaçao – kan købes hos Sprit & Co.
4 dele Sprite
1 appelsinbåd
Sådan gør du
Fyld glasset med isterninger. Hæld vodkaen i, derpå Curaçao. Tilsæt Sprite og eventuelt flere isterninger. Lad være med at omrøre din cocktail. Hvis du lader den være, fastholder du det smukke farvespil med en mørkere bund og en lysere top. Læg appelsinbåden i.
Ramsløg Martini
Det er, heldigvis, sæson for ramsløg. Vores have bugner af den skønne urt, og dens anvendelsesmuligheder i køkkenet er uden ende. Hvorfor så ikke også prøve den af i en cocktail?
Det gør jeg i denne Martini, dog kun som garnish. Det giver en skarp og forårsagtig smag, især hvis du spiser det vodkavædede løg.
For James Bond, der altid skal være på vagt, giver det god mening ikke at blive for beruset. Men jeg er ikke Bond, så jeg rører
Martini er et helt kapitel for sig i cocktailhistorien, hvilket da også er grunden til, at jeg har skrevet indgående om den i denne artikel. Shaken and not stirred? Rystet eller rørt? Normalt vil man kun bruge en shaker, når der er brug for mere luft og lethed i cocktailen, som eksempelvis mælkeprodukter og æg giver.
Omvendt bliver en cocktail koldere ved at shake, og afhængig af ismængden vil den falde nogle procent i styrke. Det er ikke uden betydning i en Dry Martini, der en høj alkoholbåren cocktail, og for James Bond, der altid skal være på vagt, giver det god mening ikke at blive for beruset. Men jeg er ikke Bond, så jeg rører.
Jeg bruger her Altamura Vodka fra Lecce på den italienske hæl. Den er både intens og blød og dermed en perfekt ledsager i en Martini, hvor renheden er en nødvendighed. Den er destilleret på den såkaldte Altamura-hvede, der i 2000 år har leveret den afgørende råvare til brødet af samme navn.

Det skal du bruge
7 cl Altamura Vodka – køb den hos Sprit & Co.
1 cl Dolin Dry Vermouth – køb den hos Sprit & Co.
Frisk ramsløg, helt blad
1 oliven
Sådan gør du
Stil glasset i fryseren eller nedkøl det ved hjælp af isterninger. Kom vodka og vermouth i en mixerkande med is og rør rundt i cirka 30 sekunder. Pres forsigtigt ramsløget rundt i kanten og si indholdet op i det kolde glas og kom oliven i.
Vodka Sour
I cocktailverdenen bliver der hugget en hæl, klippet en tå og mixet på kryds og tværs. Er en cocktail opfundet med én bestemt spiritus som hovedingrediens, kan den også gå med en anden spiritus. Det kan lyde uopfindsomt, men netop fordi der er forskel på typerne får man nye smagsnuancer frem og dermed en større diversitet.
Det er Vodka Sour et godt et eksempel på. Den hører til sour-familien, hvor man typisk bruger spiritus eller likør, citronsaft, sukker og eventuelt æggehvider. Traditionen stammer fra omkring 1850ernes USA og mest kendt er Whisky Sour, der første blev trykt i Jerry Thomas’ legendariske bog “The Bar-tenders Guide or How to Mix Drinks” fra 1862.
Men denne version med vodka går den godt efter, og fordi vodka i modsætning til whisky ikke har nogen fadlagring, får vi her en mere ren smag.
Mit forslag er her Buzzard Vodka fra Volsted Distillery i Lindenborg Ådal ved Støvring. Det er en klassisk vodka, der er destilleret på kartofler med vand fra destilleriets egen brønd. Den har en aromatisk smag og en cremet tekstur.

Det skal du bruge
6 cl Buzzard Vodka – køb den hos Volsted Distillery
3 cl friskpresset citronjuice
1,5 cl Marie Brizard Cane Sugar Syrup
1 æggehvide
1 citronskive
Sådan gør du
Kom alle ingredienserne i en shaker og ryst hårdt. På grund af den skummende æggehvide, kan der komme et undertryk, så klem godt fat om shakeren og ryst gerne over køkkenvasken. Tilsæt isterninger og ryst igen. Si op i et lowballglas med is og læg citronskiven i.
Bloody Mary
Det er det med at få en idé og føre den ud i livet. Sådan var det, da Fernand Petiot, der var bartender på Harry’s New York Bar i Paris, en dag i 1920’erne mixede lige dele tomatjuice og vodka. En af stamgæsterne foreslog ham at kalde den Bloody Mary, for cocktailen mindede ham om en pige, han kendte.
I 1934 rykkede Fernand Petiot til King Cole Bar på St. Regis Hotel i New York. Han tog opskriften med sig, men hverken navnet eller opskriften slog an. Hoteldirektøren ville helst kalde den Red Snapper – hvilket den også bliver kaldt i dag – og de kræsne newyorkere fandt smagen kedelig.
Derfor bad de Petiot om at peppe den lidt op. Han tilsatte derfor peber, cayennepeber, Worcestershiresauce, citronsaft og en skvæt Tabasco. På den måde blev en amerikansk klassiker født.
Jeg bruger Sobieski Vodka. Den er fra Polen og har navn efter Kong Jan Sobieski III (1674-1696). Destillatet er baseret på rug med en let aroma.

Det skal du bruge
6 cl Sobieski Vodka – køb den hos Marie Brizard
12 cl tomatjuice
0,5 cl friskpresset citronsaft
4 dash Worcestershiresauce
4 dash Tabasco
1 knivspids salt
1 knivspids peber
1 bladselleristængel
Sådan gør du
Fyld shakeren med is og tilsæt ingredienserne. Ryst let, så indholdet ikke bliver for skummet, og si op i et glas med is. Top eventuelt op med mere is, og pynt med bladselleristænglen.
Lige til sildebordet
Sild er godt. Også sammen med vodka. Snart sidder vi ved de veldækkede påskeborde, og hvorfor ikke prøve vodka i stedet for akvavit eller snaps? Begge de sidstnævnte har smagsgivere, dild, kommen eller noget tredje, mens en klassisk vodka er uden smag. Det gør den mere ren – også i forhold til den mad, du nyder den med.
Her har jeg valgt Nikka Coffey Vodka fra Nikka Whisky Distilling Co. i Japan. Ja, der stod whisky, for det er først og fremmest for dét, firmaet er mest kendt. Og, nej, der er ikke tilsat kaffe i vodkaen. Coffey refererer til de kolonner, som spiritussen er destilleret på. Basen er baseret på både majs og bygmalt, og før aftapning bliver vodkaen filtreret gennem trækul skabt af hvid birk.

Deres Coffey still-destillerede whisky har efterhånden vundet indpas i kenderkredse, og i 2017 besluttede Nikka, at det var på tide at vise, hvad deres kedler duer til i vodka-regi. Det er disse kedler, der giver vodkaen navnet ”Coffey”.
Nikka Coffey Vodka er destilleret på majs og bygmalt, og før aftapning filtreres den gennem trækul af hvid birk. Den dufter af vanilje og citron og har en blød og cremet smag. Perfekt til en dansk sushi … sild.
Nikka Coffey Vodka kan købes hos Juul’s Vin & spiritus.
Milano
Der er høj sol over Danmark, og det kalder på noget koldt og godt på terrassen eller på altanen. Igen lader jeg mig inspirere af en allerede eksisterende cocktail. I 1919 kom den legendariske Negroni til verden i Firenze med lige dele gin, rød vermouth og Campari.
Men den oprindelig opskrift hedder Milano-Torino, eller blot Mi-To, og stammer fra Caffè Camparinio i 1860’erne i Milano med lige del Campari fra Milano og og sød vermouth fra Torino. En anden twist blev til Americano, hvor der så bliver tilsat danskvand som den tredje bestanddel.
Negroni findes i andre versioner. Skift ginnen ud med whisky, og du har en Boulevardier, eller skift den ud med vodka, og du får denne Milano. Ginnen giver cocktailen enebærkarakter, og med whiskyen får du som bonus også smagen af egetræ. Men med vodka får du den helt klare smag, hvilket får både den bitre Campari og den søde vermouth til at træde mere i karakter.
Min vodka er dansk. Den Klodsede Bjørn, som Trolden Destilleri laver for Den Sidste Dråbe, er håndlavet og består af både byg- og hvedemalt. Bjørnetitlen har en direkte reference til vodkaens russiske aner.

Det skal du bruge
1 del Den Klodsede Bjørn – kan købes hos Den Sidste Dråbe
1 del Campari
1 del Hotel Starlino Rosso Vermouth – kan købes hos Lahvino
1 tørret appelsinskive
Sådan gør du
Kom alle væskerne i en mixerkande med is. Rør godt rundt og si op i et lowballglas. Garnér med appelsinskiven.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.